The ballad of Zoey Green - {1D}

Zoey Green på 18, er ikke en af de piger, som går ubemærket igennem byen. Med sit lilla hår og anderledes udstråling, har hun opnået en høj status i blandt unge i London, men på en anderledes måde end de fleste tror. For Zoey er typen der ikke falder let for drenge, og det gør hende til et interessant mål iblandt dem - blandet andet også den kendte fyr Harry Styles og hans gruppe da hun starter på universitetet. Men at være populær er ikke altid det sjoveste, især ikke når jalousi, rygter og gamle minder bliver gravet frem. Et rygte kan blive til to, det kan ødelægge venskaber og starte had, og måske i sidste ende opbygge kærlighed. En krig mellem to grupper opstår, men hvad gør Zoey når hun pludselig er målet for begge grupper? *Drengene er ikke kendte*

1022Likes
1786Kommentarer
160210Visninger
AA

19. Trust me, Zoey.

Zoey's synsvinkel:

Jeg havde håbet på at min menstruation var kommet da jeg slog øjnene op næste morgen, så jeg havde noget at skyde skylden på, for min opførelse i går - men der var ingenting, og mit humør var lige så slemt som det havde været, da jeg faldt i søvn.

Mine øjne var hævet, og mine kinder var røde - husk mig på, at jeg aldrig skal græde mig selv i søvne igen.

Klokken kunne ikke være mere end ni, og det var ikke fordi jeg var frivilligt var vågnet op, men en irriterende lyd blev ved med at forstyrre mig, og til sidst overgav jeg mig, og slog øjnene op.

Lyden blev højere, og langsomt fandt jeg frem til virkeligheden, og fik sat mig op i sengen med et sæt. Mit hjerte slog hårdt mod mit bryst, og et øjeblik kunne jeg ikke bevæge mig.

Lyden blev højere, og først da jeg fik taget mig sammen, gik det op for mig, at det var en banken - en banken på døren.

Jeg sukkede tungt ud. Jeg var virkelig ved at være paranoid. Men hvem fanden bankede også på døren en lørdag?

Postbuddet? Var det overhovedet ude med post om lørdagen?

Jeg tvang mine ben ud over sengen, og uden at kigge mig selv i spejlet, bange for at se hvad der ville vise sig, fik jeg bevæget mig ned af gangen, ned af trapperne, og hen til hoveddøren.

Som en fordrukken teenager, åbnede jeg døren, og nåede knap nok at se hvem det var, før personen stormede ind bag mig.

"Kom da indenfor," sagde jeg ironisk og vendte mig rundt. Personen, som jeg kunne have regnet ud, var Harry, fik mig til at kigge end i jorden.

Jeg kneb øjnene sammen, åh gud. Jeg måtte se forfærdelig ud, og jeg havde ikke været i bad!

"Zoey," hilste han - koldt, rigtig koldt.

Jeg sukkede indeni. Jeg orkede ikke det her. Mit humør var forfærdeligt i forvejen, og selvom jeg var imod at indrømme det, så var jeg let til tårer lige for tiden, og det var slemt nok at græde overfor mig selv - men overfor Harry? Det skulle ikke ske igen.

"Harry," sagde jeg en smule uroligt, og skulle langsomt til at gå op mod mit værelse.

"Husk at lås døren," lød det igen koldt fra Harry. Uden at kigge på ham, drejede jeg låsen, og gik op mod mit værelse. Om han fulgte med, det var ikke mit problem. Han kunne gøre hvad han ville - ja endda stjæle hvis han ville, mine forældre var alligevel ikke hjemme til at opdage det.

Jeg gik hen mod mit skab, fandt noget undertøj frem, og nogle gemacher og en trøje. Jeg smækkede skabslågen i, drejede rundt og  gik hen mod badeværelset. Jeg så Harry komme ind gennem døren. Han kiggede et kort øjeblik på mig, og gik så videre ind på mit værelse

Stemningen imellem os var virkelig akavet. Jeg havde ikke lyst... jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til ham. Han var ved på mig, og jeg var virkelig ikke i humør til at undskylde.

Jeg låste døren, fik mit tøj af, og stillede mig ind under bruseren. Det varme vand mod min hud føltes fór ubehageligt. Jeg følte ikke i det øjeblik, at jeg fortjente noget så behageligt, så jeg skruede den over på kold.

Jeg kneb øjnene sammen af den stikkende smerte det efterlod, men jeg gjorde ikke noget ved det. Det var forfærdelig koldt, og det hjalp ikke ligefrem på noget, men et varmt bad ville bare gøre det hele værre.

Jeg havde det slemt nok med mig selv i forvejen.

Først da min krop rystede, valgte jeg at stige ud. Jeg fik hurtigt tørret min krop, og fik mit undertøj på, samt mit tøj. Jeg begravede mit ansigt i håndklædet, inden jeg langsomt tog hovedet op.

Mine øjne fangede mine egne i spejlet. Badet havde ikke gjort andet end at gøre mine læber en smule blå. Mine øjne var stadig hævet og blanke, og mine kinder var stadig røde.

Jeg sukkede tungt. Jeg kunne ikke gøre noget ved det, og det orkede jeg ikke. Jeg åbnede derfor døren, og gik hen mod skrivebordet, hvor min vasketøjskurv var. Jeg smed tøjet derned, og lod blikke glide over på Harry, men da hans blik allerede lå på mig, kiggede jeg hurtigt væk igen.

Jeg gned mine kolde hænder mod hinanden, og havde allermest lyst til at gå, men noget holdt mig tilbage.

"Hvorfor gør du det her, Zoey?" Efter lang tid, åbnede Harry munden. Hans tone var hård, og det gav mig lyst til at græde - det gav mig skyldfølelse. Der var bare ét eller andet der havde så svært ved at tro, at Harry rent faktisk kunne holde af mig.

Men hvad jeg følte for ham, var nok og blev nok aldrig gengældt.

"Gør hvad?" spurgte jeg dumt om. Hvad skulle jeg svare? Jeg gjorde mange dumme ting - så hvad for en ting ville han have jeg skulle forklare?

"Du ved udmærket hvad jeg snakker om Zoey," nærmest vrissede han af mig. Jeg sank den klump jeg havde i halsen.

"Jeg er ikke sikker på hvad jeg skal svare på det," jeg sank igen "jeg er ikke engang sikker på hvad du mener med 'det her," jeg slog ud med armene og rystede på hovedet, inden jeg vendte ryggen til Harry, og kiggede ud af mit vindue.

"Det ene øjeblik er du glad og smilende, og gør hvad du skal - og det næste er du helt ustyrlig og skider på alt hvad vi gør for dig. Har du ikke oplevet nok? Jeg forstår det ikke Zoey. Efter alt hvad han har gjort, så bliver du ved? Du skal bare være heldig med at han ikke vidste du var alene hjemme i nat, for så.."

"Hvad så Harry? Ville han bryde ind og brænde mig igen? Ville han slå mig? Er det ikke efterhånden pisse ligegyldigt?" Jeg hævede stemmen, og kunne mærke tårerne presse sig på. For fanden da også.

"Hvad er det værste han kan gøre mod mig Harry? Hvorfor bliver du ved med det her? Det er spild af din tid. Jeg er ikke værd at bruge tid på." Jeg vidste det hele kom ud som en ordentlig omgang selvmedlidenhed, men det havde jeg ikke direkte, jeg brød mig af en eller anden grund ikke om mig selv lige nu.

Synet af mig gjorde mig dårlig. Jeg havde gjort så meget mod de drenge. Jeg havde taget så meget af deres fritid fra dem, og jeg blev ved med at skuffe dem - og mig selv.

Jeg brød mig ikke engang om mig selv længere, og Harry blev ved med at .... påstå han gjorde. Jeg forstod det ikke, og de følelser jeg havde for ham, gjorde det bestemt ikke bedre.

"Det betyder ingenting længere, okay? Hvorfor giver du ikke bare op?" Min stemme var opgivende - og det var præcis sådan jeg følte alt indeni var.

"Zoey forfanden," lød Harrys stemme lige bag mig. Jeg havde slet ikke hørt han kom hen imod mig.

Jeg rystede på hovedet og nægtede at se på ham. Et højt suk kom fra ham.

"Liam sagde der var et eller andet galt.." mumlede han, hvilket fik alt indeni til at koge.

"Ja, for Liam ved jo også pludselig alt om mig, ligesom alle jer andre, ikke? Jeg ved ikke en skid om jer, og alligevel skal I vide hvor jeg er hele tiden. Du ved ikke en sk.."

En hånd greb fat om min kæbe, og lidt efter mødte mine øjne Harrys øjne. Han kneb dem kort sammen da han så mine øjne. Hans blik gled ned på hans hånd, som holdt om min kæbe. Han lod forsigtig sin tommelfinger glide hen over min kind.

Han så fuldstændig forvirret ud.

"Zoey, hvad sker der?" hans stemme var pludselig ikke kold længere - den var derimod fyldt med omsorg og medlidenhed, som jeg ikke havde brug for.

Jeg ville have slået hans hånd væk, bedt ham om at holde sin mund, men jeg kunne ikke engang få mig selv til at trække vejret. Det skar igennem mit bryst, og kvalmen steg. Følelserne spredte sig i min krop, som en bombe der lige var sprunget.

Jeg rystede langsomt på hovedet - ude at stand til at svare på hans spørgsmål.

"Jeg ved det ikke," hviskede jeg og bed mig i læben. Jeg kiggede op i loftet, ned på gulvet, og til sidst hen på Harry igen.

"Det hele er så forvirrende Harry. Det ene øjeblik kan du godt snakke med mig, og være kærlig overfor mig - men hvad betyder det for dig? Er det bare skuespil? Er det bare for at gøre Brandon sur?" Jeg kunne straks se Harry ikke havde regnet med, at det var dét jeg ville sige - og det var det heller ikke, slet ikke.

Jeg havde ikke haft i tankerne om at give Harry nogen ide om at jeg kunne lide ham - det ville gøre mig svag, men jeg kunne ikke stoppe mig selv.

Jeg afbrød før han kunne svare.

"Det er ligegyldigt hvor jeg går hen Harry, så føler jeg mig utryg. Brandon dukker op ud af det blå det ene øjeblik, og det næste øjeblik har han gjort mig fortræd, og så kommer i. Skal det blive ved sådan her? Hvad er det helt præcis du vil opnå med det her? Hvorfor vil du køre det så langt, bare for at vise Brandon ikke kan få alt hvad han vil?"

Han slap forsigtig grebet om min kæbe og lod sin arm falde tungt ned til siden.

Et øjeblik følte jeg en kæmpe skuffelse glide ind over mig.

"Jeg ved det ikke Zoey," sagde han kort og slog ud med armene. "Jeg ved det virkelig ikke. Det var aldrig meningen det skulle gå så vidt. Det havde ingen regnet med, men det er ikke det samme mere. Det er ikke bare for at vise Brandon han kan få hvad han vil. Der ligger meget mere bag det," mumlede han og kiggede mig alvorligt i øjnene.

"Vi holder af dig - os alle sammen. Det var ikke meningen da vi startede. Faktisk var det slet ikke meningen at du skulle bruges til andet end at jeg kunne vise andre, at jeg godt kunne knække Zoey Green." Jeg fik den klump i halsen når han snakkede sådan om mig.

"Hvad ændrede sig?" Hviskede jeg og gjorde alt for at fastholde øjenkontakten med ham.

"Dig," svarede han kort.

"Ingen havde regnet med du var som du var. Alle fejlbedømte dig Zoey, specielt mig, ja specielt Brandon. Nu gør vi det fordi vi holder af dig - ja selv Louis holder af dig."

Jeg kunne ikke lade være med at grine ironisk, hvilket fik Harry til at smile.

"Selv Louis?" Jeg løftede det ene øjenbryn.

"Selv Louis," bekræftede Harry, og blev så alvorlig igen, inden hans øjne lyste op.

"Jeg ved jeg ikke har givet dig nogen grund til at stole på mig. Jeg ville heller ikke selv kunne stole på en person, som kun ville bruge mig for at kunne blære sig over for sine venner, og det er jeg ked af Zoey.

Jeg nikkede kort, selvom han jo havde bevist noget helt andet. Han havde haft chancen, men han gjorde det ikke - og det beviste en del, men hans følelser, jeg havde brug for at vide dem. Nu vidste jeg han holdt af ham - at de alle holdt af mig, og det gjorde mig varm om hjertet.

Der var stille et øjeblik, inden Harry langsomt lod sin hånd glide op af min arm, og lagde forsigtig sin hånd på min kind.

"Zoey," mumlede han og drejede mit ansigt så jeg kunne se på ham.

"Du har ikke noget at bebrejde dig selv for. Du har ikke gjort noget galt," sagde han som om det lyste ud af mig, at jeg bebrejde mig selv, og at jeg havde svært ved at lade noget godt komme til mig lige nu.

"Men du må for alt i verden ikke lukke dig inde i dig selv, og skubbe os andre væk. Vi har brug for dig - du har brug for os. Jeg vil ikke slippe dig, forstår du det?" Han kærtegnede blidt min kind.

Harrys synsvinkel:

Det lignede mig ikke, overhovedet. Jeg var ikke sådan her over for piger, men Zoey ændrede mig.

Den vrede jeg for et øjeblik havde rettet mod hende, var forsvundet lige så hurtigt som den var kommet.

De øjne jeg så ind i, tilhørte ikke den Zoey jeg kende. De tilhørte en ødelagt Zoey, som jeg havde været med til at skabe - som vi alle havde skabt.

Hu kom ind på skolen fuld med selvtillid. Hun havde ikke brug for nogen omkring sig, og hun kunne klare det hele selv . Det var sådan folk så hende, men det var anderledes nu.

Det jeg så når jeg kiggede ind i hendes øjne, var en ødelagt pige, som havde brug for beskyttelse og tryghed. Hun havde brug for det hendes forældre ikke kunne give hende, fordi de hele tiden var væk. Jeg følte mig ansvarlig overfor hende, det havde jeg efterhånden gjort i noget tid.

Det var rigtigt, at vi alle holdt af hende. Louis havde flere gange hevet hende ud af problemer, og det kunne han jo i bund og grund godt lade være med - men selv Zoey havde noget der interesserede Louis.

Og så var der Liam, og de andre. De følte præcis som jeg gjorde, og når hun ikke skrev til os, alle var alene hjemme, så blev vi urolige - men det havde hun svært ved at forstå.

Hun havde så svært ved at stole på andre, og lukke andre ind. Ikke at vi direkte havde givet hende noget der sagde 'stol på os'. Jeg måtte bare vise jeg virkelig var der. Jeg havde en tendens til at være der det ene øjeblik, og forsvinde det andet - og det gjorde hende forvirret.

Det havde virkelig kørt op og ned for os. Når hun endelig begyndte at stole lidt på mig, så ignorerede jeg hende, og så mistede hun tilliden igen. Nu havde hun så af en eller anden underlig grund mistet den igen, sikkert fordi jeg endnu engang havde svigtet hende.

Zoey var ikke så stærk som hun gav udtryk for. Hun havde virkelig brug for os, og hvis jeg skulle være ærlig, så havde jeg nok også brug for Zoey.

Hun fik nogle følelser frem i mig, som jeg ikke kunne genkende, hun gjorde mig glad og kunne få mig til at smile, og på samme tid kunne hun gøre mig så rasende at jeg kunne råbe og skrige af hende. Hun kunne virkelig lege med mine følelser, og hvis det ikke var fordi Zoey var svag lige nu, så kunne hun sikkert også i sidste ende gå hen og såre mig.

Jeg havde altid haft besvær med at lukke folk ind, og nu, nu havde jeg lukket Zoey ind, og jeg fortrød det ikke, men det jeg fortrød var at jeg var så svag, at jeg ikke kunne få mig selv til at fortælle hende det.

Det var måske dét hun havde brug for at høre, så hun stolede på mig - men jeg var for svag.

Alt for svag, og det irriterede mig - men måske kunne jeg vise hende det i stedet.

Zoey's synsvinkel:

En masse tanker gik igennem hans ansigt, det var ikke svært at se - men hvilket tanker, det vidste jeg ikke, jeg nåede dog heller ikke at tænke over det, før Harry greb fat om min hånd.

"Kom," sagde han og begyndte at gå. Han trak mig automatisk med ud af værelset og ned af trapperne.

"Har du nøgler på dig?" Spurgte han om. Jeg nikkede kort og tog dem fra kommoden. Jeg havde ingen ide om hvad han ville, men jeg tog min jakke på, låste døren og gik med ham.

Klokken var efterhånden blevet halv elleve, hvilket betød at der var den del voksne ude i haverne, og børn de legede. Solen skinnede højt på himlen, og brændte sig ind i min hud.

"Hvad skal vi?" spurgte jeg forvirret om, hvilket bare fik Harry til at smile. Han gav min hånd et klem. Jeg kiggede ned på vores hænder, som var flettet ind i hinandens. Selvom Harrys hånd var virkelig stor i forhold til min, så var det som om det var dér min hånd passede ind.

"Kom," sagde han og ignorerede mig. Jeg kiggede forvirret på ham, men valgte så at følge efter.

Vi gik ned langs gaden, og selvom jeg prøvede at ignorere de blikke vi fik, så var det en smule umuligt, men det var nok også et underligt syn. En lilla håret pige sammen med Harry - Harry som alle her omkrig kendte, ja hvis ikke hele Londons ungdom kendte ham.

Harry trak, med sin frie hånd, et par solbrille frem og tog dem på. Jeg bed mig i læben og kiggede rundt. Jeg havde stadig ingen ide om hvor Harry førte mig hen, jeg vidste bare at jeg ikke havde regnet med, at Harry nogensinde ville gå hånd i hånd med mig, igennem byen.

Det lignede ikke Harry at gøre sådan.

Selvom der var stilhed det meste af tiden, så var det ikke akavet. Udover min mave som slog knuder, hver gang Harry kiggede på mig, så var alt okay - lige nu.

"Kom," lød hans hæse stemme, inden han hev en smule hårdt i mig, så jeg faldt hen i ham. Han kunne ikke lade være med at grine, hvilket smittede af på mig. Igen, det var ikke rigtig en Harry ting. Jeg så ham altid som en seriøs person, men han smilede og så så... afslappet ud nu.

Vi gik igennem en sti, hvor der var træet over det hele. Jeg havde ikke været i denne del - faktisk havde jeg næsten ikke været udenfor siden jeg flyttede herhen.

Harry skubbede nogle grene væk, hvilket afslørede et stort grønt areal. Der var en sø, samt en masse træer, blomster og bænke. Det så fantastisk ud, det gjorde endda mine kinder røde.

"Hvad er det her?" spurgte jeg forvirret om, mens Harry førte mig ud på en sød lille hvid bro, som førte over på den anden side.

"Min mor plejede at tage mig med herhen," sagde han, hvilket fik mig til at stoppe op.

Hans mor?

Jeg bed mig i læben, og kiggede på Harry, som stillede sig midt på broen. Han lagde begge sine hænder på kanten, og skød ryggen en smule i vejret.

Mine kinder var blevet fuldstændig røde. Hans mor? Havde han lige taget mig et sted hen, hvor hans mor havde taget ham med hen da han var lille?

Ikke fordi jeg var ekspert i kærlighed, men jeg havde da hørt at noget som dét betød ét eller andet.

"Hun døde da jeg var tretten," sagde han roligt, men bag hans rolige stemme lød der alligevel en såret lille dreng, som savnede sin mor.

Jeg kiggede kort til siden og bed mig hårdere i læben. Åh gud, hvad skulle man sige til sådan noget?

Jeg gik langsomt hen til ham og stillede mig ved siden af ham. Jeg lagde min hånd ved siden af hans, og lod forsigtig min lillefingre ramme hans hånd. Han løftede sin lillefinger en smule og lukkede den fast om min.

"Det er jeg ked af," svarede jeg efter lidt tid. Det var det eneste jeg kunne komme på at sige. Jeg havde ikke lyst til at spørge ind til det. At høre sorgen i hans stemme var slemt nok. Han havde sikkert ingen ide om, at jeg lagde mærke til den, men det gjorde jeg.

"Na, det er okay," sagde han og vendte sig rundt, så han stod med fronten mod mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile en lille smule. Dog fastholdt jeg blikket ud over søen.

Hans blik blev ved og ved, og da jeg var lige ved at spørge hvorfor han stirrede sådan på mig, afbrød han mine tanker.

"Der er en grund til jeg har taget dig med herhen Zoey," sagde han roligt, og greb ud efter min hånd, og fik langsomt drejet mig rundt. Hans øjne fangede mine. De lyste af et eller andet jeg virkelig ikke kunne sætte ord på.

"Jeg ved godt jeg ikke har giver dig nogen grund til at stole på mig. Jeg ved jeg har svigtet dig, og når jeg ser på dig Zoey, så ser jeg ikke den pige, som jeg gjorde i starten."

Jeg forstod ikke helt hvor han ville hen med det her, men jeg holdt min mund, noget sagde mig han ikke var færdig.

"Du har ændret dig - du har åbnet dig, og nu ser jeg en Zoey der har brug for hjælp, og tryghed," jeg kunne se det var svært for ham at formulere sig, så jeg ville ikke gøre det svære.

"Og jeg er virkelig ked af alt du bliver udsat for lige nu. Det ønsker jeg ikke for nogen, specielt ikke dig." Han sank en gang, og kærtegnede min kind.

"Du bliver nødt til at stole på mig Zoey. Giv mig en chance for at bevise det overfor dig. Jeg lover jeg ikke vil skuffe dig igen," sagde han og trådte et skridt tættere på.

Jeg stod og stirrede på ham - sikkert med kæmpe forvirret øjne.

Den Harry der stod lige foran mig, var så anderledes end den bestemmende og charmende Harry. Noget sagde mig, at han mente det her at han virkelig bekymrede sig for mig.

Han havde taget mig med hen til ham og hans mors sted, for at fortælle mig, at jeg blev nødt til at stole på mig. De følelser jeg åbenbart havde gået inde med, havde jeg blottet for ham. Han kunne se lige igennem mig, og det var præcis hvad jeg havde frygtet.

Jeg var bange for at nogen kunne se igennem mig, og se jeg ikke var den hårde pige som alle troede - jeg frygtede specielt at en som Harry skulle gøre det, fordi han kunne bruge det som en svaghed imod mig, men jeg havde taget fejl.

Han gjorde alt andet end jeg havde troet, og det gjorde mig fuldstændig mundlam. Den side af Harry... var så anderledes, så fantastisk.

I det øjeblik kunne jeg ikke gør andet end at stole på ham. Jeg blev nødt til det. Jeg havde ikke andet, og jeg havde ét eller andet for Harry, og det her gjorde det specielt ikke bedre.

Mine følelser voksede for ham, og når han viste denne side, så kunne jeg umuligt modstå ham.

"Zoey," mumlede han. Jeg opdagede hurtigt jeg var faldet ind i min egen verden. Mit blik fandt Harrys, og et lille smil gled over mit ansigt. En varm følelse bredte sig i min krop, og denne gang havde jeg lyst til at græde - men af glæde.

Alle de negative følelser jeg havde indeni i morges og i går aftes, de var væk. Harry havde fjernet dem så let. Ikke at alt nu var okay, men i dette øjeblik føltes alt okay.

Jeg nikkede pludselig - hvorfor jeg gjorde det, det vidste jeg ikke, men det gjorde jeg. Harry lænede sig derfor en smule frem. Han støttede sin ene hånd på kanten af gelænderet på broen, og lagde sin anden hånd på min hofte, for derefter at trække mig ind til sig.

En flyvende følelse gik igennem mig, og i et øjeblik var jeg bange for jeg havde mistet jordforbindelsen.

"Stol på mig," hviskede han mod mine læber, inden de ramte mine, og følelserne indeni eksploderede.

Jeg greb fat om Harrys overarm for ikke at falde. Hans greb strammede sig om mig, og i det øjeblik føltes alt godt. Hans arme om mig, gjorde mig tryg. Det var som om det var her jeg hørte til.

*_*

AW SE NOGLE SØDE BØRN! Øv hvor er det trist... Og Harry er totalt anderledes, og Zoey er totalt ødelagt indeni, og jeg synes det er synd, suk :( Og hallo, jeg siger det bare for at være en idiot - i skal IKKE glæde jer til næste kapitel, græder allerede på forhånd.

OG JEG GRÆDER FORDI JEG SKDFBDSGDS SKAL SE ONE DIRECTION I MORGEN - WHAT TO DO? (Til jer der spørger; skal sidde ved u12 315+) Vi ses måske. :3 x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...