The ballad of Zoey Green - {1D}

Zoey Green på 18, er ikke en af de piger, som går ubemærket igennem byen. Med sit lilla hår og anderledes udstråling, har hun opnået en høj status i blandt unge i London, men på en anderledes måde end de fleste tror. For Zoey er typen der ikke falder let for drenge, og det gør hende til et interessant mål iblandt dem - blandet andet også den kendte fyr Harry Styles og hans gruppe da hun starter på universitetet. Men at være populær er ikke altid det sjoveste, især ikke når jalousi, rygter og gamle minder bliver gravet frem. Et rygte kan blive til to, det kan ødelægge venskaber og starte had, og måske i sidste ende opbygge kærlighed. En krig mellem to grupper opstår, men hvad gør Zoey når hun pludselig er målet for begge grupper? *Drengene er ikke kendte*

1022Likes
1786Kommentarer
161651Visninger
AA

7. The war has begun.

 

"Jeg har fucked det hele op," udbrød jeg idet døren ind til deres lejlighed blev åbnet. Louis fik lukket døren efter mig, og lænede sig op af den.

"Det sker efterhånden ret tit, hva?" Sagde han drillende, hvilket fik mig til at ryste på hovedet. Jeg regnede ikke med at blive, så jeg fortsatte ind i stuen, men der var ingen.

"Køkkenet," sagde Louis og lagde hænderne på mine skulder, men eftersom Brandon havde efterladt, et sikkert kæmpe blåt mærke, skubbede jeg hans hænder væk.

"Oh, er det så slemt at jeg ikke engang må røre dig?" Hans irriterende drillende måde gav mig lyst til at smække ham en. Han fattede ikke en skid. Det her var fanme alvorligt.

Jeg slog døren op, og til mit uheld, tror jeg, var alle drengene samlet derinde. Deres blikke fløj hen på mig, og straks blev der stille i rummet.

"Zoeeeey," lød det fra Niall, som sendte mig et smil. Oh, han skulle bare vide hvor mange problemer han var ude i lige nu.

Mit hjerte hoppede stadig af sted. Det var som om jeg havde løbet et helt maraton. Det var forfærdelig.

"Du kunne bare ikke modstå os," lød det kækt fra Harry, og et øjeblik overvejede jeg ikke at fortælle ham noget. En lille del af mig håbede Brandon ville banke ham synder og sammen.

Uden at svare, hev jeg en stol ud og satte mig. Jeg prøvede at få min vejtrækning tilbage, men det gik af helveds til. Louis var selvfølgelig allerede i gang med at fortælle hvordan jeg slog hans hænder væk, og det synes de åbenbart var morsomt.

"Så Zoey," lød det fra Zayn. "Har du nogensinde løbet før?" Han skubbede et glas vand hen til mig og blinkede kort. Jeg rullede med øjnene og kiggede så hen på Liam, som nok var den eneste som kunne fatte, at der rent faktisk var noget galt - men jeg tog fejl. Liam var lige så optaget af Louis samtale, som de andre.

Jeg skulle bare have det her ud, og så kunne jeg smutte igen - men hvor skulle jeg starte?

"Guys, shut it," lød det fra Harry, som sikkert endelig havde fattet der var noget galt. Sikkert fordi jeg ikke havde rørt min vand selvom jeg lød som en ged, der ikke kunne få luft.

De holdt hurtigt mund, og allerede der kunne man se hvor meget respekt de havde for Harry, hvilket jeg ikke forstod en skid af.

"Jeg har virkelig fucked det hele op." Mumlede jeg og lynede min jakke op, da jeg pludselig fik det ret varmt.

"Hvad mener du?" Spurgte Liam hurtigt om. "Og hvorfor rager det os?" brød Zayn ind.

Jeg ignorerede Zayn og kiggede på Liam. "Brandon tror jeg er forelsket i Harry."

Der var stilhed et øjeblik, hvilket så fik Louis til at grine. Han brød sig sikkert ikke om stilheden.

"Så Brandons pige er forelsket i vores Harry?" Han gav Harry et klap på skulderen, og et irriterende smil gled frem på Harrys læber.

"Problemer er så bare, at det er løgn." Jeg sendte dem alle et stort falsk smil, og det fik Harrys smil til at stivne en smule. Han skulle slet ikke komme i gang.

"Der må da være en grund til han tror det," indskød Zayn. Klogt alligevel, selvom jeg ikke havde lyst til at fortælle om det med Niall, men jeg blev nødt til det, og jeg vidste det irriterede Harry at snakke om, så derfor gjorde jeg det.

"Jeg kyssede med Niall i går," allerede der stivnede Harry en smule. "We know," sagde Louis hurtigt, hvilket virkelig gav mig en lyst til at slå ham - den lyst var der efterhånden hele tiden.

"Og Brandon troede jeg kunne lide Niall, og eftersom jeg rent faktisk godt kan lide Niall, så har jeg ikke lyst til, at få ham ud i problemer, så jeg fortalte grunden til jeg kyssede Niall og.." Jeg stoppede med at snakke. Jeg brød mig ikke om at fortælle det. Måske fik Harry en forkert ide af det hele.

"Og grunden var at du ville vise Harry du kunne snakke med hvem du ville," sagde Niall, fordi det var det jeg fortalte ham til festen. Jeg sendte ham et taknemmeligt smil og ville sikkert have kigget hånligt på Harry, men hans blik stoppede mig.

"Zoey, så sig det dog," sagde Zayn højt og irriteret, og jeg forstod ham overraskende godt.

"Jeg kyssede med Niall for at hævne mig på Harry, og det fik jeg vidst fortalt Brandon, og nu tror Brandon jeg kan lide dig, hvilket jeg ikke kan. Men fordi det åbenbart ikke er en 'Zoey' ting at kysse med andre, for  at hævne mig på en, så er han altså overbevist om jeg er forelsket i dig Harry og jeg.."

"Wow easy, træk vejret," lød det fra Niall, som lagde en hånd på min skulder. Jeg skar en grimasse af smerte og trak mig væk. Niall kiggede undrende på mig, men lod det heldigvis ligge, da jeg tog min jakke af.

"Såååh," Louis lagde albuerne på bordet. "Du har valgt vores lille Harrymus frem for Brandon?" Han kiggede mig i øjnene og skulle til at grine højt, da Liam brød ind.

"Det her er alvorligt." Liam kiggede hen på Harry, som pludselig også så helt seriøs ud. Det var åbenbart en samtale de havde med øjnene, men den var åbenbart ret seriøs. De lignede ikke just nogen der var parat til at smile, og det kom lidt bag på mig. Harry plejede altid at bruge en underlig form for sarkasme. Det var virkelig alvorligt.

"Zoey, ehm.." Niall trak mig ud af min egen verden. Jeg kiggede langsomt væk fra Liam og Harry, og kiggede hen på Niall, som sad og stirrede på min .... hals tror jeg?

"Været lidt for vild i sengen i nat?" Indskød Louis drillende og pegede på min skulder, hvor et blåt mærke var ved at tage form - og det var vidst ikke bare et lille blåt mærke. Det var det Brandon havde efterladt.

Mine øjne blev store og forsigtig trak jeg trøjen til side. Nialls mund blev formet som et o, og det gjorde min vidst os. Det var helt blå lilla. Det så forfærdelig ud, og det fortsatte om på ryggen.

"Hvad fanden?" kom det fra Louis af. Hurtigt rejste jeg mig op og gik ud af køkkenet. De kaldte efter mig, men lige nu var jeg opsat på at finde ud af, hvor stort det var. Jeg kunne stadig huske smerten, og det var som om den kom frem igen, da jeg så det.

Min krop måtte have været i chok da Brandon gjorde som han gjorde.

Jeg fandt vejen hen til badeværelset. Jeg tjekkede det ikke ud, det eneste jeg skulle bruge var spejlet. Jeg trak min trøje over hovedet. Jeg var lidt ligeglad om de så mig sådan her. Det var for fanden det samme som at have en bikini på, og de havde nok set værre end det her.

Jeg drejede mig rundt og kiggede så om på min ryg. En masse hudafskrabninger  var hen over min hud, og mit blå mærke fortsatte en smule ned af ryggen. Det her ville umuligt gå væk i morgen.

Jeg lod forsigtig en fingre glide hen over det. Jeg skar en grimasse af smerten og kneb øjnene sammen. Han måtte have været meget mere voldig end jeg regnede med. Hvordan var det overhovedet muligt?

Noget varmt ramte min nakke, og det fik mig til at slå øjnene op. Bag mig stod Harry, og hvis det ikke var fordi han tog ved mig, havde jeg vendt mig om og bedt ham skride. Men det blik han havde, det stoppede mig. Jeg kunne ikke helt beskrive det, men det var et jeg aldrig havde set før - ikke fra nogen.

"Er det ham?" Mumlede han og lod en finger glide over det. Det gav et spjæt i min krop, og endelig fik jeg mig sammen til at gå fra ham. Jeg holdt min bluse mod mit bryst så det kun var min ryg der var blottet.

"Er det?" han hævede stemmen, og det fik mig hurtigt til at nikke. Jeg kunne høre de andre stemmer, og hurtigt fik jeg trøjen på igen. Harry eller Louis, hvis ikke begge, havde alligevel set mig i BH. Jeg havde ikke lige den store lyst til at dele det syn med de andre også.

Jeg skubbede Harry til side og gik ud fra badeværelset. Ikke engang Louis kom med en latterlig kommentar som han plejede. Han var i gang med en samtale med Liam, og det var vidst også ret alvorligt.

Jeg havde fortalt hvad jeg skulle, og tingene havde udviklet sig på en anden måde end jeg havde regnet med. Derfor fortsatte jeg ud i køkkenet for at tage min jakke. Jeg havde virkelig brug for at komme hjem og sove.

"Du kan ikke tage hjem nu," sagde Niall hurtigt da jeg passerede stuen. De andre drenges opmærksomhed lå nu på mig og Niall.

"Og jeg kan ikke blive, så jeg har ikke noget valg." Jeg sendte ham et hurtigt smil og kørte stadig min venlige side ved folk som fortjente det.

"Hvis jeg kender Brandon godt nok, så er han allerede i gang med en maaaasse planer," kom det fra Zayn. "Derfor er det ikke trygt for dig at gå udenfor."

"Og du bekymrer dig fordi?" Min flabede side kom frem igen. Jeg var blevet en smule irriteret. Jeg havde ikke lyst til at være her. Jeg burde slet ikke omgås med de drenge. De havde fået mig ind i alt det her, det var deres skyld det hele. De skulle bare have holdt sig for mig.

"Zoey, lige så lidt som du har lyst til at være her, har vi lyst til at have dig her," begyndte Louis, men Harry afbrød ham.

"Du bliver her," sagde han hårdt, og vi ved vidst alle, hvordan jeg har det med folk der bestemmer over mig, ikke?

"Du er den sidste til at bestemme over mig." Hvæsede jeg af ham, hvilke fik ham til at stoppe op. "Du fik mig ud i det her, så du skal bare holde din kæft." Jeg var træt og var stadig plaget af mine tømmermænd, så han skulle forfanden ikke begynde nu.

"Min skyld?" Han løftede det ene øjenbryn. "Det var dig der fik os ud i det her," han gik tættere på, men jeg fandt ham egentlig ikke skræmmende. Min vrede var så høj, at jeg næsten blev nødt til at holde om mit eget håndled for ikke at slå ham.

"Hvis det ikke var for din åndssvage konkurrence, så ville jeg ikke have nogen grund til at kysse Niall den aften!"

"Ingen tvang dig." gav han hurtigt igen og fandt hans latterlige flabede facade igen.

"Men fint, gå da endelig derud og få flere af de flotte blå mærker du allerede render rundt med. For jeg kender nok Brandon lidt bedre end dig Zoey, og jeg ved han er i gang med en masse. Du ved ikke hvem der er på din side og hvem der ikke er. Du er ikke inde i det her længere, så gå da endelig hvis du vil." Hans øjne borede sig ind i mine, og den mørkegrønne farve fortalte, at han vidst var ret vred, selvom han ikke rigtig viste det.

Jeg havde ikke rigtig noget at sige til det. Harry kendte nok denne side af Brandon bedre end så mange andre, og jeg kendte ikke halvdelen af hans venner, så det var ikke sikkert for mig at gå derud. Og hvis jeg skulle være ærlig, så ville jeg nok også hellere være her, end med Brandon.

Og det skal I virkelig ikke bruge imod mig, men de var i det mindste ikke voldige - endnu.

"Wooow, fik Harry Styles lige lukket munden på Zoey Green?" Kom det fra Zayn, som skubbede blidt til mig, inden han fortsatte ud i køkkenet. Mit blik lå stadig på Harry. Et næsten utydeligt smil kom frem på hans læber, men han sagde ingenting, og det tror jeg vidst også godt han vidste, at han ikke skulle.

For gjorde han det, så var jeg den der var smuttet. Brandon eller ej, jeg orkede ikke mere.

*_*

"Her," Niall satte sig ved siden af mig på sofaen og rakte mig en ispose. Jeg kiggede med et løftede øjenbryn på ham, hvilket fik ham til at kigge på isposen, for at se om der var noget galt.

"Og hvordan vil du have, at jeg skal have den om på ryggen?" Han havde vel ikke regnet med, at jeg selv ville sidde og holde den? Jeg havde stadig tømmermænd, og jeg var udmattet.

"Ehm," mumlede han så og kløede sig i håret. Jeg kunne ikke lade være med at grine og rystede så på hovedet. Niall var virkelig så meget anderledes end jeg troede. Han flirten med pigerne, og hans bestemmende væremåde i skolen, var bare slet ikke sådan han var når man kom længere ind på ham.

"Lig dig ned med isen på ryggen," Zayn kom ind i stuen og pegede på mig. Jeg kiggede hen på ham og fulgte alle hans bevægelser. Han satte sig i sofaen og gav mig et enkelt blik, da jeg ikke gjorde som han åbenbart ville have.

"Det må du selv om," sagde han med et skuldertræk. Jeg sukkede irriteret. Hvis min ryg skulle blive det mindste bedre, så havde Zayn ret, selvom jeg fandt det ydmygende bare at TÆNKE.

Jeg greb ud efter isposen, lagde mig på maven og prøvede så at skubbe isposen om på ryggen. Da det ikke lykkedes, og et grin kom fra Zayn, kiggede jeg irriteret over på ham.

"Prøv du selv at gøre det bedre," hvæsede jeg af ham. Han tog hurtigt armene op over hovedet og kiggede med et smil ned i sin mobil. Jeg sukkede tungt og prøvede igen at ligge isen på min ryg, men det lykkedes ikke.

Jeg prøvede at skubbe isposen op, hvor det gjorde ondt. Men ingenting lykkedes, og det eneste jeg gjorde var at underholde Zayn. Niall var smuttet, og jeg havde ikke tænkt mig at bede andre om hjælp.

Lige i det jeg skulle til at sætte mig op og kaste posen på Zayn, for at få ham til at holde kæft, blev den løftet væk fra min ryg og blev lagt hvor det gjorde ondt. Jeg tog en dyb indånding for at slappe af igen. At slå Zayn ned med en ispose var nok ikke det bedste, ikke lige nu. De brød sig ikke om mig, og jeg brød mig ikke om dem, så der skulle nok ikke så meget til, før vi rev hovederne af hinanden.

"Et tak kunne være rart," lød stemmen, da jeg greb ud efter min mobil. Den hæse stemme tilhørte Harry. Jeg havde ikke set ham, Louis og Liam i lang tid, så det kom faktisk bag på mig.

"Et nej ville være passende," gav jeg igen og kiggede på Harry, som bare rullede af øjnene og grinede. Han tog fat om mine ben, bøjede dem, satte sig og lod lagde dem på hans lår. Jeg fulgte alle hans bevægelser og sukkede.

"Og du kunne ikke vælge en af alle de andre pladser?" Spurgte jeg om, selvom jeg godt vidste, hvorfor han gjorde det, og det irriterede mig.

Røvhul.

"Det her er min plads. Du er velkommen til at rejse dig," han kiggede på isen, og da jeg kiggede væk, kunne jeg mærke han grinte. Jeg gentager - røvhul.

Jeg kiggede igen på min mobil. Jeg kiggede kort på facebook. Der skete ikke det helt store. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle give mig til. Harry havde tændt tv'et, og Zayn sad med hovedet i sin mobil. Jeg lukkede øjnene et øjeblik og kunne mærke, hvordan søvnen indhentede mig - så jeg lod mine øjne forblive lukket.

Det gav et sæt i min krop, da en hånd blev lagt på mit ben. Jeg slog hurtigt øjnene op, selvom jeg godt vidste det var Harry. Jeg gad ikke engang kigge på ham igen. Det var alt sammen bedre med lukkede øjne, men sådan skulle det ikke være.

Min mobil vibrerede, og da jeg med et træt suk, greb ud efter den, var jeg ved at tabe den. Jeg havde virkelig brug for søvn, og det var lige før jeg ikke orkede at tjekke, men da jeg læste navnet, gik en kold følelse igennem mig.

Jeg tøvede med at åbne den. Jeg burde bare slette den. Der kunne umuligt stå noget godt, ikke når det var fra Brandon.

Dog fik jeg den åbnet alligevel, og hurtigt bredte den kolde følelse sig igennem hele min krop.

Fra Brandon:

Som jeg sagde - du kan løbe, men du kan ikke gemme dig babe. Jeg skal nok få fat i dig. Harry er ikke den rette, det vil du snart lære.

Jeg satte mig op med et sæt. Endda med så meget fart, at Harry fik et chok og Zayn løsrev blikket fra sin mobil.  De kiggede begge underligt på mig, og nogen ville nok sige det  var at overreagere, men når det var fra Brandon, så skulle man sku overreagere.

Det han skrev kunne menes på så mange forskellige måder. Dog vidste jeg, at den skulle menes som det værste. Jeg havde været vidne til en masse ting Brandon og hans venner havde gjort, men jeg blandede mig ikke. Jeg blandede mig aldrig - men nu, nu var jeg midtpunktet.

Jeg viste hvad han var i stand til, og ligegyldigt hvor meget jeg ikke brød mig om drengene, så skulle det her ikke gå ud over dem, og det ville det - hvis jeg blev her. Jeg burde tage hen til Brandon og give ham en forklaring så han ville falde til ro.

Tanken om, at der skete nogen, ligegyldigt hvem, noget på grund af mig, det kunne jeg ikke holde ud.

"Jeg ligger ikke den pose på igen," kom det fra Harry, men lige nu var det ligegyldigt. Jeg rystede på hovedet og gik hen mod gangen.

"Hvad sker der?" spurgte Zayn forvirret Harry om, og jeg kunne lige forestille mig hans forvirret skuldertræk.

"Zoeeeey," lød det fra Louis, som jeg åbenbart næsten var gået ind i. Jeg kiggede på ham, og hurtigt forsvandt hans smil.

"Hvad sker der?" Han kiggede hen mod Harry og Zayn, og derefter på mig igen. Jeg orkede ikke engang at forklare det. Jeg blev nødt til at snakke med Brandon, nu, inden han fik sat alt muligt i gang.

Jeg ignorerede ham, og fortsatte videre, men han var hurtig til at tage om min arm - dog, til vores begges overraskelse, rev jeg den tilbage, og fortsatte ud i gangen.

"Hva fanden?" hørte jeg igen fra stuen. Jeg greb ud efter min jakke, og skulle til at svinge den om min krop, da den blev hevet fra mig. Jeg snurrede irriteret rundt, for at finde ud af, hvem der havde gjort det, men efter et kort øjeblik, stod jeg op af døren.

"Hvad sker der?" Harrys stemme var ikke til at tage fejl af, men jeg havde ikke lyst til at snakke med ham. Jeg havde travlt, og hvis jeg ikke tog fejl, så var Brandon i gang med alt muligt pis, som kun kunne være farligt - for alle, også ham selv.

"Harry, lad mig nu bare gå." Sagde jeg og undgik øjenkontakt. Jeg forventede et svagt grin fra ham, men ingenting kom, udover en mumlen fra stuen.

"Zoey, slap nu af. Ligegyldigt hvor stor trangen er, så gør vi dig ikke noget," sagde han og lavede tydeligvis en joke ud af det. Hans hånd fandt om min kæbe, og lidt efter var hans grønne øjne låst fast mod mine.

"Hvad sker der?" spurgte han igen om. Mit hjerte slog hårdt mod mit bryst. Det irriterede mig grænseløst, at han ikke fattede en skid. Det  var for hans egen skyld, så hvorfor var han sådan en nar? Vent. Det var han altid.

"Harry," mumlede Liam

"Ikke nu." Sagde han uden at fjerne sit blik fra mig.

"Harry, se det her," sagde han igen og rakte min mobil hen til Harry. Jeg bed mig i læben, og havde lyst til at slå mig selv så hårdt. Hvordan kunne jeg glemme min mobil? Ikke kun på grund af den SMS, men på grund af alt. De ville jo snage i alt, og hvis der var noget de ikke skulle, så var det at vide ting om mig, ting jeg ikke selv fortalte.

Jeg fortalte selv folk, hvad de havde brug for at vide, sådan kunne jeg bedst lide det. Om de så troede på rygterne, det måtte de selv om.

Harry slap min kæbe og trådte et skridt tilbage. Hvis det var mig, som var Liam, og lige havde set Harry stå helt op af en pige og holde fast i hendes kæbe, så ville jeg sku da .... undre mig. Men måske var det noralt for dem, hva ved jeg?

"Så det er derfor du skrider? Fordi du er bange?" kom det fra Louis som også stod i gangen. Min facade fandt sin plads, og irriteret rullede jeg med øjnene.

"Ih ja, for det her er jo det værste jeg har oplevet," gav jeg igen og fik ham til at føle sig latterlig, jeg kunne hvert fald se han følte sig lidt latterlig.

"Du havde tænkt dig at snakke med ham." Slog Zayn fast, og det kom lidt bag på mig, hvor sikker han lød - selvom det jo var sandt.

Et grin lød fra Liam. "Hvorfor og hvad skulle det hjælpe?" Han kiggede på mig med sine brune øjne, inden han lagde sin arm på Nialls skulder.

"Ligegyldigt hvor pisse irriterende I er, så skal det Brandon har i tankerne, ikke gå ud over jer. Det var mig der rodede jer ind i det her og.."

"Det har du helt ret i," kom det fra Louis, og stod det til mig, så havde jeg smasket ham en.

"Så du er altså bange for Brandon?" spurgte Niall om. Jeg rystede på hovedet. "Jeg ved bare hvad han er i stand til og ..."

"Og du ved tydeligvis ikke hvad vi er i stand til," sagde Zayn roligt. Jeg rullede igen med øjnene. Hvad end de 'var i stand til' så var jeg bange for, at det ikke var nok mod Brandon.

"Hvorfor går I så meget op i at jeg er her? I bryder jer ikke om mig, jeg bryder mig ikke om jer - så I kan da være ligeglade med om der sker mig noget forfanden."

"Det har du helt ret i," grinede Louis, han tog intet seriøst. "Men det er jo nu det først begynder at blive sjovt, med Brandon og dig og det hele." Han blinkede til mig, og endelig gav Liam ham en albue i siden.

Han grinede bare videre, idiot.

"Hvad ville det sjove være, hvis du bare gik hen og snakkede til ham, og gav hvad han ville have? Er det ikke dig der er så meget imod folk, som ved hvad de vil have? Som bestemmer?" For første gang i lang tid, kom der noget fra Harry, ikke at jeg havde savnet hans stemme.

"Du er tydeligvis under tøflen," mumlede Niall, hvilket fik mig til at ryste på hovedet. De skulle ikke engang begynde på det der.

"Jeg er ikke Brandons pige, og jeg er ikke under tøflen. Jeg har bare set hvad han kan gøre, okay? og jeg.."

"Det har vi skam også basse, men nu er Brandon ikke den eneste der har kontakter her," Louis' kælenavne til mig, gav mig lyst til at grine og på sammetid slå ham. Han vidste hvordan man skulle være irriterende, det var der ingen tvivl om.

"Og hvis du går hen til Brandon nu, så ville jeg jo have tabt, ikke?" Der blev helt stille, og mit blik faldt hurtigt på Harry. Et smil gled over hans læber. Ikke at det kom bag på mig, at jeg var her, fordi han var 'bange' for der skete mig noget - udelukkende fordi han ville vinde. Det irriterede mig bare grænseløst. Var det virkelig sådan folk så mig nu? Som en ting der skulle vindes?

Hvis det ikke var fordi de havde ret i, at jeg præcis var imod typer som Brandon, så var jeg skredet. Jeg var nok bange for Brandon, men det skulle de fanme ikke vide, og igen - jeg ville ikke være grunden til en 'krig' opstod mellem dem - men ligegyldigt hvad, så var det vidst for sent. Der var vidst allerede en jeg ikke havde fået øje på. En imellem dem - om hvem der bestemte. Dette her var nok bare med til at få den startet, og at jeg stod i midten, var ikke bedre, men hvad kunne jeg gøre?

Harry behandlede mig som en ting der skulle vindes, og de andre drenge fulgte bare med - gjorde som han sagde. Og så var der Brandon, som ville have mig, fordi jeg var hans. Fordi han havde haft mig i så lang tid. Jeg ville ikke lyde selvfed, men jeg vidste han kunne lide mig - og jeg vidste han hadet at dele, men problemet var jo bare, at jeg aldrig havde været hans.

Det troede han - fordi han troede han havde alt, fordi han troede han bestemte.

"Jeg er ikke nogen ting der kan vindes Harry, få det ind i dit lille hoved. Du spilder din tid." Vrissede jeg, og gik ind i stuen.

Det var lige før jeg helst ville være Brandons pige end at være i samme hus med dem. De var forfærdelige og tænkte ikke på andre end dem selv. Det var forfærdeligt, og måden de så mig på, var forfærdelig. Alt var forfærdelig lige nu.

En krig mellem Brandon og Harrys grupper var opstået, og jeg stod imellem. Jeg var tingene de begge ville vinde. Det letteste var at finde en eller anden random fyr, blive kæreste med ham og skride - men så havde de jo ligesom også vundet lidt, ikke? Så havde de fået mig knækket, måske ikke som de ville have det, men det havde de.

Det hele var så forvirrende, og det var også det der gjorde, at jeg lukkede øjnene og lukkede dem ude. Fordi jeg var her, så betød det jo ikke, at jeg skulle snakke med dem. Det var jo heller ikke for altid, måske bare til i morgen.

"Forresten har Brandon skrevet noget mere," sagde Niall og kom ind i stuen. Jeg kiggede nysgerrigt over på ham, men da han bare kastede mobilen hen til mig, greb jeg den og læste det selv.

Fra Brandon:
Du har et valg Zoey. Skrid fra Harry, hold dig fra ham og cut alt kontakt - ellers går det ud over dig selv.

Og denne gang var beslutningen taget. Ingen skulle bestemme over mig, hverken Harry eller Brandon, og at Brandon troede han kunne, gav mig en smule mere lyst til at være her, hos dem. Sådan her ville jeg vise Brandon, at han intet skulle bestemme, og i mellemtiden ville jeg give Harry klar besked og vise ham, at intet kunne få mig ned. Jeg blev nødt til at vise ham, at jeg var en pige, ikke en ting, og jeg fanme ville have respekt.

Zoey is back.

*_*

Godt så. Zoey er sur, og en krig er opstået mellem Harry og Brandon. Hvem hælder i mest til? & tror I Zoey får Harry til at fatte, at hun ikke bare er en ting? Hvad håber I & hvad tror I der vil ske?

I må meget gerne komme med ideer. Ikke fordi jeg er gået kold, men jeg ville elske jeres ideer. Måske til hvad Brandon kunne gøre med hans venner? & hvad der kunne ske mellem Zoey og Harry? Måske et skænderi så Harry får fattet at Zoey ikke bare er en ting? Da da dam, help meeh søde mennesker. x

- og så vil jeg gerne lige græde ud ved jer... skal arbejde i syv timer i morgen. Fra kvart i otte til tre, og så skal jeg hen til en veninde og spise sushi, så der kommer ikke noget fra mig i morgen. Har ondt af mig selv. SYV TIMER! :(((

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...