The ballad of Zoey Green - {1D}

Zoey Green på 18, er ikke en af de piger, som går ubemærket igennem byen. Med sit lilla hår og anderledes udstråling, har hun opnået en høj status i blandt unge i London, men på en anderledes måde end de fleste tror. For Zoey er typen der ikke falder let for drenge, og det gør hende til et interessant mål iblandt dem - blandet andet også den kendte fyr Harry Styles og hans gruppe da hun starter på universitetet. Men at være populær er ikke altid det sjoveste, især ikke når jalousi, rygter og gamle minder bliver gravet frem. Et rygte kan blive til to, det kan ødelægge venskaber og starte had, og måske i sidste ende opbygge kærlighed. En krig mellem to grupper opstår, men hvad gør Zoey når hun pludselig er målet for begge grupper? *Drengene er ikke kendte*

1022Likes
1786Kommentarer
161651Visninger
AA

6. So, it's because of Harry.

 

Skrev det her klokken tre i nat, så undskyld stavefejl. Skal nok få det rettet senere. x

 

Jeg ville ønske min viljestyrke var stærkere, men den skrigende smerte i hovedet gav mig ikke engang lov til at slappe af.

Mine øjne åbnede sig efter en indre kamp med mig selv om, hvor vidt jeg skulle åbne dem. Jeg var sikker på det ville gøre min hovedpine værre, og jeg havde ret. Min viljestyrke stank, og hvis det ikke var fordi, at synet jeg vågnede op til, skræmte mig, så ville jeg nok have råbt op af smerte.

Værelset jeg lå i, havde jeg aldrig været i før. Sengebetrækket var sort, hvilket lagnet også var. Udover det, så var væggene hvide, og solen var forfærdelig. Efterårssolen var næsten lige så slem som vintersolen - især med denne hovedpine.

Og hvor fanden var jeg?

Jeg satte mig meget meget langsomt op, og lukkede øjnene i, indtil det var sikkert at åbne dem igen uden at se dobbelt. Jeg tog en dyb indånding og rejste mig op. Jeg nåede kun et par skridt inden et spejl tog min opmærksomhed. Et gisp forlod mine læber - og nej, ikke af synet af min makeup der hang, eller mit hår. Nej gispet forlod min mund, fordi jeg var iklædt en trøje og et par shorts, og det var bestemt ikke mine!

Hvem havde gjort det her?

En ubehagelig følelse steg frem i mig, og da jeg prøvede at tænke tilbage på aftenen, blev jeg nødt til at gribe ud efter noget at holde fast i.

Jeg havde blackout. Jeg kunne ikke huske noget fra da jeg satte mig i baren, efter Brandon havde .... råbt af mig.

Var jeg faldet i? Var jeg... havde jeg... Nej. Jeg var ikke til One Night Stands, sådan var jeg bare ikke. Ligegyldig hvor fuld jeg blev - men for fanden, jeg var jo blevet alt for fuld!

Det var fanme også Brandons skyld!

Med et irriteret suk, rev jeg døren op. Jeg tænkte ikke nærmere over, hvad jeg kunne finde. Det eneste der stod i hovedet på mig, var at finde ud af, hvor jeg var og hvad fanden jeg lavede her.

Jeg gik langsomt ned af gangen. Det hele virkede pludselig en smule bekendt, men at 'huske' noget lige nu, var bare ikke mig. Mit hoved gjorde det også klart, at jeg ikke engang skulle starte.

Jeg burde bare smutte, skride og aldrig vise mig igen. Men dum som jeg var, valgte jeg at finde ud af hvor jeg var. Det kunne jo være pisse farligt, men jeg tænker mig aldrig ordentlig om.

Jeg skubbede en glas dør til side, og pludselig væltede minderne ind over mig. De store glasruder, den gode udsigt, de dyre sofaer - alt sammen. Det var her, her Harry valgte at true mig. Her Louis og jeg havde læst lektier sammen.

"Godmorgen sunshine," lød det bag mig, hvilket fik mig til at fare sammen. Jeg nåede ikke engang at vende mig rundt, hvilket nok bare var godt, inden Louis kom gående forbi. Han kiggede ikke engang på mig, inden han forsvandt ud i køkkenet.

En kold fornemmelse gik igennem min krop. Hvad lavede jeg her? Eller nærmere, hvordan var jeg havnet her? De ville aldrig tage mig med frivilligt medmindre jeg...

Harry.

Jeg kunne mærke hvordan alt indeni stivnede. Det kunne ikke være sket. Det kunne det bare ikke. Harry og jeg. Nej!

Jeg glemte pludselig alt om frygten fra før. Med faste skridt slog jeg døren op, og hvis jeg havde været et par sekunder hurtigere, havde jeg smadret døren op i Louis. Trist jeg ikke var kommet lidt før - og jeg er ikke i stand til misforståelser lige nu.

Til min overraskelse, var det ikke kun Louis der var her. Jeg ville have det meget bedre, hvis det havde været Liam eller Niall der havde valgt at joine Louis på sådan en dejlig morgen, men desværre. Heldet var ikke med mig, og de grønne øjne søge hurtigt ind i mine - dog kun et øjeblik, inden de fandt ned mod den kande han havde i hånden.

Kaffe.

"Godmorgen Zoey," sagde han, og selvom jeg ikke kunne se hans ansigt, så vidste jeg, hvilket latterligt smil der sad på hans ansigt.

Jeg ville nok have holdt mig rolig og afslappet - du ved, køre den kolde facade, hvis det ikke var fordi alt indeni var ved at springe.

"Hvad fanden laver jeg her?" Fløj det ud af min mund. Jeg skulle vide om vi havde lavet noget eller ej.

Jeg fortrød dog hurtigt da mit hoved valgte at tage til igen. Jeg tog hurtigt ved dørkarmen for at søtte mig selv. Svimmelheden overtog et øjeblik.

Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik. Jeg blev simpelthen nødt til at slappe af.

Jeg tog en halv dyb indånding, og åbnede så øjnene. Til min overraskelse stod Harry med hovedet på skrå, og kiggede med et løftet øjenbryn på mig.

"Tømmermænd?" Lød det drillende fra ham, hvilket fik Louis til at grine, inden han rejste sig for at tage imod det krus Harry lige havde hældt kaffe op i.

Jeg sendte ham en irriterende grimasse, som bare fik ham til at grine.

"Hvorfor sætter du dig ikke ned? Det er ikke fordi der er lim på eller sådan noget," indskød Louis, og troede sikkert han var sjov. Jeg løftede mine øjenbryn og kiggede med afsky på stolen. Mit indre jeg - min dårlige viljestyrke, skændes. Jeg havde ikke lyst til at sætte mig, da de sikkert bare troede jeg var okay emd det hele, og ville blive.

Men på den anden side, så dræbte mit hoved mig.        

Jeg havde på fornemmelsen, at de begge to godt vidste hvad jeg ville, men ingen af dem snakkede. De ventede sikkert på jeg tog skridtet. Jeg hadede dem, uf.

"Zoey sæt dig nu bare ne.."

"Jeg har ikke brug for at sidde ned!" hvæsede jeg og slog ud med armene. "Jeg har brug for at vide hvad der skete i går"

Og der kom det.

Både Harry og Louis stoppede deres bevægelser i et kort sekund, men nok til at jeg så det. De vekslede kort blikke og så var alt som det var for et par sekunder siden. Harrys øjne gled hen til mig, og derefter hen på stolen. Et langt dybt suk forlod mine læber, inden jeg gav efter og gik hen til stolen.

Lorte viljestyrke.

Da jeg havde sat mig, vendte Harry ryggen til mig. Jeg sukkede igen, hvilket fik Louis til at grine lydløst. Jeg kunne se hans skulder bevæge sig.

"Hvad fanden griner du af?" Jeg var i et fantastisk humør i dag. Især når de ikke kunne give mig de svar jeg skulle bruge. De måtte elske at se mig sådan her, eller elske at jeg skulle bruge dem til noget.

Og med dem, så mener jeg Harry. Jeg kunne udmærket huske hvad fanden han lavede og gjorde i går.

"Tålmodig, Zoey," sagde Louis på en så nedladende måde, at jeg ville have slået ham, hvis det ikke var fordi Harry vendte sig rundt. Hans blik landede på mig, og lidt efter stillede han et glas vand, og lagde to piller på bordet.

Han lavede et nik til jeg skulle tage det, men der var noget galt.

Han var venlig, og det var ikke en Harry ting.

Selvom hans irriterende charmende flabede smil hang i luften, så var han venlig og det var forkert.

"Zoey, det er bare panodiler," mumlede Louis og rejste sig op. Han rystede irriteret på hovedet, smed det blad han havde gloet i, og gik ud i stuen.

Og så efterlod han mig alene med Harry. Var det aftalt eller sådan noget? Denne gang ville jeg ikke give efter. Hvis han truede mig, så skulle jeg nok også true ham - men nu havde jeg nogle spørgsmål som jeg skulle have svar på.

"Piller hjælper ikke på ubesvaret spørgsmål, Harry." Jeg lagde tryk på hans navn, så han forstod alvoren i det. Og til min overraskelse slog han ud med armene, inden han trak en stol ud og satte sig. Han satte to fingre mod glasset og skubbede det helt hen imod mig.

"Tag dem nu bare, så skal jeg give de svar du vil have - bagefter." Han lænede sig tilbage i stolen og lagde armene over kors. Endnu en kamp startede inden i, men hurtigt tabte min viljestyrke, og jeg greb ivrigt ud efter pillerne og vandet.

Jeg lagde dem på tungen, kiggede med afsky på glasset, og førte det så op til læberne. Harry fulgte alle mine bevægelser. Endda så intenst at det gjorde mig irriteret.

"Spyt ud," mumlede jeg og  trak mit ben op til mig, så min fod hvilede på stolen.

"Hvad vil du vide?" Spurgte han, og selvom det nok ikke var på en provokerende måde, så fandt jeg det sådan.

Jeg sukkede kort. "Hvordan, og hvorfor er jeg havnet her?"

Harry holdt øjenkontakten med mig og sendte mig så et smil.

"Jeg tog dig med hjem. Du var helt væk. Du vidste ikke selv hvor du boede."

Jeg kunne tydeligt se, hvordan han morede sig over det, hvilket sikkert også var helt fint og alt det. Problemet var bare hvordan jeg følte omkring det. Hvordan kunne jeg blive SÅ fuld at jeg glemte hvor jeg boede? Hvad fanden? Det var slet ikke en Zoey ting! Not cool Zoey!

Et svagt grin lød fra Harry, inden han rettede på sine krøller.

"Hvad havde du da troet?" Han lænede sig en smule ind over borde, og endnu et smil bredte sig over hans ansigt. En svag varme fandt frem til mine kinder. Hans blik var så borende, at jeg blev nødt til at fjerne mit blik. Det var ydmygende, og han burde ikke have den ære, men pillerne virkede ikke, så det var mit hoveds skyld.

"Ikke noget," mumlede jeg svagt, og da Harry endnu engang grinede, så vidste jeg, at jeg var busted. Lad os bare sige det meget kort og ligeud - jeg havde det pisse dårligt lige nu, så at tænke og være 'cool' var ikke lige min stærke side.

"Aha," mumlede han provokerende.

"Så du var ikke et øjeblik bange for at jeg havde misbrugt din tilstand?" Han rejste sig op og gik langsomt hen imod mig. Mit hjerte satte straks farten op, og da jeg ville rejse mig op, var det som om min krop ikke ville. Alligevel nåede jeg det, dog ikke i tide, for Harry stod lige foran mig.

"Eller bange for, at du måske havde gjort noget Brandon ikke ville have?" Han lagde igen hovedet på skrå, og den nedladende måde han sagde Brandons navn på, fik mig til at sukke.

"Jeg er ikke Brandons, okay? Jeg ved hvad der skete i går. Det kan jeg huske. Så drop det Harry, det er ..."

"Drop hvad helt præcist? Alle så dig kysse Niall. Var det nødvendigt?"

Han kunne huske det. Han havde set det. Et ukontrolleret smil gled over mine læber. Der kunne sagtens være to til denne leg - og det var der.

"Irriterede det dig da?" Gav jeg igen. Han holdt øjenkontakt et øjeblik, inden han rystede på hovedet. "Men det så ud til at irritere Brandon." Han trådte et skridt hen til mig igen, og hurtigt trådte jeg et væk.

Jeg var ikke Brandons pige, og begynde folk at tro det, så turde de jo knap nok at snakke til mig!

"Så hvis du kun var ude på at irritere mig... hvordan har du det så med at få Brandon imod Niall?" Jeg kunne nemt høre hvordan han prøvede at give mig skyldfølelse, men det skulle han ikke slippe af sted med. Det var ikke særlig tit jeg fik skyldfølelse, desværre.

"Brandon bestemmer ikke over mig, hvis han.."

Han rystede på hovedet og føjede forsigtigt en tot hår om bag mit øre.

"Det var ikke det jeg spurgte om." Jeg kunne mærke hvordan min krop gav efter for hans berøring, og jeg vidste at Harry var kendt for det, så det gjorde mig hverken bange eller i tvivl om mine følelser. Det fik mig kun til at træde et skridt tilbage, hvilket nok var lige så dumt. Det var lige en erklæring overfor Harry, at hans berøringer gjorde noget ved mig.

Zoey, du har brug for at komme væk nu.

"Det er ikke mit problem."

Harry kom med et grin og skulle til at sige et eller andet.

"Jeg kan kysse med hvem jeg vil Harry, og det skal ha.."

"Men det er jo ikke noget du normalt gør Zoey, vel? Er det ikke det alle siger? Zoey Green - pigen der er umulig at få fat i? Som afviser alle?" Hans stemme var så provokerende, som om jeg var et lille barn.

"Hvorfor prøver du så Harry?" gav jeg igen og stod helt stille da han trådte hen til mig igen. Denne gang lagde han en hånd på min skulder og skubbede mig baglæns. Dog ikke særlig langt, for en væg stoppede mig, hvilket nok var hvad han havde forudset.

En hånd blev lagt ved siden af mit hoved, og hans grønne øjne borede sig ind i mine.

"Fordi jeg ved du kan knækkes. Det er bare et spørgsmål om hvordan," mumlede han. Jeg kunne mærke hans ånde mod mit ansigt, og det kom fuldstændig bag på mig, at han direkte stod og fortalte mig, at han bare var ude på at vise, at alle andre tog fejl. At han kunne.

Ingen havde sagt det. De havde prøvet, alle snakkede om det - og jeg vidste grunden. Men de havde aldrig direkte sagt det, og det kom bag på mig.

Jeg måtte indrømme han virkelig havde mig et øjeblik.

"Du tager fejl," sagde jeg hårdt, hvilket kom helt bag på mig. Harry derimod, han slog bare en hæs latter op, og løftede sin anden hånd, så jeg var fanget.

Hans hånd lagde sig blidt på min kind, og langsomt strøg han sin tommelfinger hen langs min læbe. Det gav mig kuldegysninger, men lige nu var Harry for optaget af at kigge mig i øjnene, at han ikke så det, hvilket jeg bare var glad for.

"Du havde ikke så meget imod at give efter i nat," mumlede han, og sendte mig et smil. En virkelig ubehagelig følelse bredte sig i min krop. Hvad fanden mente han med det? Hvad havde han gjort? Hvad havde jeg gjort?

"Hvad fanden har du gjort?" hvæsede jeg, og skubbede til ham. Jeg kunne se mit træk kom bag på Harry eftersom han troede han havde mig - men han havde alt andet end det. Jeg afskyede ham, og jeg vidste hans plan. Han var ikke en skid anderledes end de andre.

"Easy babe," grinede han og løftede armene op og hovedet, men vreden indeni slog til.

"Hvad.har.du.gjort?" Jeg trådte truende et skridt hen imod ham, selvom jeg sagtens vidste, at jeg ikke kunne stille noget op mod ham.

Da han ikke svarede, kunne jeg mærke hvordan alt kogede over. Det her kunne ikke være rigtigt. Mit hjerte slog så hårdt mod mit bryst, at det gjorde ondt. Jeg var skrækslagende for hvad han havde gjort. Jeg var så fuld jeg ikke engang vidste hvor mit eget hus var for fanden!

"Harry hvad fanden har du gj.."

"Jeg har ikke gjort noget," sagde han så og tog sin kop. Han satte sig op på bordet og fik bredt et smil ud igen.

"Men det har du," sagde han roligt som om alt var okay, men det var langt fra okay. Jeg var ét sekund fra at skrige af ham og opføre mig som en latterlig teenager som mistede alt jord forbindelse. Det ville være flovt, og for en gangs skyld var min viljestyrke stærk.

Jeg kunne se Harry var ved a sige noget mere, og det fik mig til at slappe en smule af, men det var også kun for et kort øjeblik.

"Du kyssede mig, remember?" Han stoppede sig selv og kiggede drillende på mig. "Nå nej, det gør du jo ikke." Han hoppede ned af bordet og gik hen mod døren.

"Oh, og du er forresten velkommen til at tage noget kaffe."

Mine øjne blev lukket sammen i skam. Hvordan kunne jeg... det kunne ikke passe. Ikke engang i min underbevidsthed var der noget der fandt Harry sød. Flot og tiltrækkende ja, men det var de alle fem drenge sku da! Det betød ikke at jeg ville hoppe på den første og den bedste der var der.

Han måtte lyve. Jeg ville aldrig kysse med ham. Hvis jeg ikke engang vidste hvor jeg boede, så ville jeg nok ikke engang være i stand til at kysse ham. Forfanden de tog mit tøj af mig!

De tog mit tøj af mig. De havde set mig i undertøj!

En hånd blev klasket mod min pande. Kunne det her blive værre? De tog sig af mig - af en underlig grund. De havde set mig i undertøj, og så havde jeg måske kysset Harry - hvilket måtte være en løgn.

Det her var et latterligt forsøg på at få mig knækket, og jeg hoppede i det. Jeg skulle ikke hoppe i eller på noget som helst som Harry sagde. Han havde intet bevis. Han mente det ikke. Hvis han gjorde, så ville Louis og ham drille mig lige fra morgenstunden.

Det var Harrys måde at få mig knækket på. Jeg kyssede med Niall, ja. Det var ikke verdens undergang at kysse folk - men når det gik til et formål som Harrys, så var det kræftdeme!

Men jeg måtte holde mig selv rolig. Det var ikke sket. Sådan noget ville aldrig ske. Harry var en nar, han var god til at lyve, og han var kun ude på at vise alle andre, at han kunne få noget de ikke kunne. At han kunne få et stykke af Zoey Green - men han tog kræftdeme fejl. Det gjorde Brandon også. De tog alle sammen fejl. Jeg var ikke nogens. Ingen kunne eje mig. Jeg var ingen præmie. Jeg burde slet ikke finde mig i Brandons opførelse i går, eller Harrys for den sags skyld.

Og lige som jeg tænkte det, gled en sms ind. Min mobil som jeg åbenbart havde lagt i min BH uden at vide det.

Jeg tog den hurtigt op og kiggede ned på den. Når man snakker om solen.

Fra Brandon:

Vi skal snakke.

Og han var sur. Han var aldrig så kold. Noget var helt galt, men skulle jeg vise at jeg ikke bare var en præmie, så var det her en god start.

Til Brandon:

Ja vi skal.

*_* 

 

Jeg gik omkring hjørnet og kunne se hvordan de mørke skyer, kom tættere og tættere på. Jeg trak jakken godt omkring mig, og kiggede ned af gaden. Det ville være løgn at sige at Brandon var svært at finde, for det var han langt fra. Han stod op af muren, med det ene ben som støtte. Han havde en cigaret i munden, og langsomt tog han de væk, og pustede røgen ud.

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg med faste skridt gik derned. Brandon skulle have klar besked, og dene gang var han sikkert ikke på et eller andet, som ville skade mig - ligesom til festen. Jeg var stadig vred over det, så det skulle nok blive en god samtale.

Han fik øje på mig, før jeg kom hen til ham. Han rettede sig hurtigt op, og gik hen imod mig. Han var helt sort - altså tøjet. Han havde sorte jeans på, en sort jakke og sorte sko. Han så helt dyster ud, og hans øjne var ikke ligefrem bedre. De var helt mørke, og hvis jeg ikke tog fejl, så var han virkelig vred.

"Hey," mumlede jeg da jeg næsten stod foran ham. Han havde åbenbart ikke tænkt sig at hilse. Han fortsatte helt hen til mig og kiggede så rundt, inden han hævede stemmen.

"Hvad fanden har du gang i Zoey?" Spurgte han om, men med en overraskende rolig men høj stemme. Jeg snak den klump jeg havde i halsen, og puttede hånden i lommen, for at låse min hånd om min mobil. Lidt bange var jeg vel. Jeg havde lært altid at være på den sikre side.

Da jeg ikke svarede, og kun sendte ham et forvirret blik, for at få ordentlig svar på hvad fanden han ævlede om, rullede han med øjnene og skoddede sin cigaret.

"Ved du overhovedet hvor tilgrin du fik mig til at se ud?"

Jeg ville ønske jeg kunne stoppe mig selv, men når jeg først blev irriteret, så fandt min facade bare sin plads, og det fik mig til at fnyse.

"Du ejer mig ikke Brandon. Du gjorde dig selv tilgrin," mumlede jeg. Han vidste jeg ikke holdt igen når jeg var sur, men det afholdt ham ikke fra at blive endnu vredere.

"Hvad skulle det fucking kys til for?" Han rystede på hovedet. "Du plejer fucking aldrig at kysse med folk på den måde. Er du ude på at gøre mig jaloux? Er du vild med ham?"

"Nej!" sagde jeg hurtigt og uden tøven. Han skulle ikke tro jeg var vild med Niall, for så ville det først gå ud over ham, og ligegyldigt hvad, så skulle jeg holde Niall udenfor det her. Han fortjente ikke at få skylden når jeg kyssede ham

"Hvad fanden er det så?" Jeg kunne se han var utålmodig, men jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle sige.

"Hvis det ikke er fordi du kan lide ham, hvad så? Har den skole fuldstændig ændret dig? Er det det? Skal jeg tage derhen. Hvad fanden Zoey! Så svar dog," råbte han højt, og det skræmte mig.

"Jeg gjorde det for at hævne mig på Harry," råbte jeg højt for at overdøve ham. Det forlod min mund uden tilladelse, og jeg kunne virkelig slå mig selv for det. Hvad fanden tænkte jeg på?

Brandon trådte et skridt til siden. En rynke fandt frem på hans pande, og forvirrelsen fandt frem i hans øjne.

"Så det er på grund af Harry?" Hans stemme var næsten kun en hvisken - en virkelig vred hvisken.

"Nej," sagde jeg hurtigt for at han ikke skulle flippe helt ud, men det var lidt for sent.

"Det må jo handle om ham. Du ville aldrig gå så langt at kysse med en for at få hævn. Jeg kender dig Zoey, du ville bruge din krop, et eller andet! Du ville kræftdeme ikke kysse dem!"

"Hvad fanden er dit problem Brandon? Du ejer mig ikke!" Jeg trådte et skridt hen imod ham. Jeg var så træt af ham.

"Og begynd slet ikke på, at du kender mig. Hvis nogen kendte nogen her, så var det mig der kendte dig, men det gør jeg åbenbart ikke længere." Jeg løftede min arm, for at vise ham det mærke han gav mig.

"Det er kræftdeme heller ikke en Brandon ting! Men folk ændrer sig, okay?!"

"Så du påstår, at du nu gerne vil kysse med folk?!" råbte han højt. Jeg fnes kort for at få ham til at føle sig latterlig. Han kørte det her fuldstændig op.

"Du ejer mig ikke forfanden Brando.."

"Så stop dog med at sige det der for helve da!" råbte han så højt af folk kiggede.

"Siden du startede på den skole er du fanme blevet så skide snobbet. Som om du er meget bedre end alle andre! Hvad blev der af hende der altid.."

"Hun kom væk fra det miljø du lever i Brandon, og det er nok det bedste jeg nogensinde har gjort!" skreg jeg, og før jeg kunne blinke, lå Brandons hænderne på min skulder, og lidt efter mærkede jeg min krop blive presset mod en væg, hvilket fik mig til at skrige i smerte.

"Hvordan kan du vælge Harry frem for mig? Ud af alle!" Folk gik bare videre, men hvad skulle de gøre?

"Nej," peb jeg og var for alvor bange for Brandon lige nu. Han plejede slet ikke at opføre sig sådan her. Han plejede at være den charmende dreng, som jeg havde noget for, men alligevel ikke nok til at starte noget. Men nu..

Et stød af smerte steg op i min krop, da han trak mig væk fra væggen, for igen at skubbe mig op mod den. Hans greb om min skulder var forfærdelig, og måske var det her virkelig Brandon. Jeg vidste han var voldig, men det havde han aldrig været overfor mig.

Han slap mig for at hive sin mobil frem. Han trykkede på nogle knapper, og lidt efter løftede han mobilen op til øret.

"Jason, jeg har brug for din hjælp." Hans øjne var rettet mod mig da han sagde det. Mit hjerte sad helt oppe i halsen, og en trang til at græde kom frem - mest på grund af chokket.

"Det er Harry det svin," hørte jeg ham sige. Han drejede rundt, og uden at vide hvad jeg gjorde, begyndte jeg at løbe. Jeg skulle væk herfra. Væk fra Brandon.

"Hey!" råbte han efter mig - bestemt ikke på en venlig måde, og det fik mig til at løbe hurtigere.

"Bare løb Zoey, men du kan ikke gemme dig for altid."

Jeg fik min mobil op af lommen og fandt frem i mine kontakter. Ligegyldigt hvor lidt jeg brød mig om dem, så blev jeg nødt til at advare dem. Det her kunne ikke tyde godt. Brandons venner... Jason var syg i hovedet, og det samme var Brandons andre venner.

Hvad fanden havde jeg rodet mig ud i?!

"Jeg vidste du ikke kunne lade mig være," lød en drillende stemme i mobilen.

"Harry?" sagde jeg højt og forpustet. Lige nu var jeg fuldstændig ligeglad med hvor bange jeg lød. Jeg ville ikke engang ligge skjul på det. Jeg var skrækslagende. Hvordan kunne et uskyldigt kys med NIALL, føre til det her?

Nu troede Brandon jeg var forelsket i Harry, og jeg vidste Brandon følte at jeg var hans. Det her kunne for fanden ikke ende andet end galt.

"Hva så?" Spurgte han efter lidt stilhed i røret. Hele min krop rystede. Jeg kiggede mig tilbage og kunne stadig se et udsnit af Brandon. Jeg fortsatte med at løbe indtil jeg ikke kunne se ham mere.

"Vi skal snakke - nu!" 

*_* 

Dramaa oh oh.  Tror I Zoey virkelig kyssede Harry? Eller er det bare noget han opdigter? Hvad synes I om Brandon, og hvad tror I der vil ske?

Tusind tak igen for at læse - det betyder så meeeeget! x
Har en facebook side, som I kan følge mig på. Der kan I skrive til mig og nemmere komme i kontakt med mig. 
Jeg hedder Thea Styles derinde. :) x Hav en god søndag!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...