The ballad of Zoey Green - {1D}

Zoey Green på 18, er ikke en af de piger, som går ubemærket igennem byen. Med sit lilla hår og anderledes udstråling, har hun opnået en høj status i blandt unge i London, men på en anderledes måde end de fleste tror. For Zoey er typen der ikke falder let for drenge, og det gør hende til et interessant mål iblandt dem - blandet andet også den kendte fyr Harry Styles og hans gruppe da hun starter på universitetet. Men at være populær er ikke altid det sjoveste, især ikke når jalousi, rygter og gamle minder bliver gravet frem. Et rygte kan blive til to, det kan ødelægge venskaber og starte had, og måske i sidste ende opbygge kærlighed. En krig mellem to grupper opstår, men hvad gør Zoey når hun pludselig er målet for begge grupper? *Drengene er ikke kendte*

1023Likes
1786Kommentarer
166759Visninger
AA

18. She's not herself.

Hvem havde regnet med, at et telt var SÅ let at pakke sammen, men så svært at slå op?

Hvert fald ikke mig, men det måtte være dagens højdepunkt, ikke fordi dagen havde været lang. Klokken var kun lidt over elleve, og vi var næsten allerede færdige med at få teltet lagt sammen.

"Hvaa, er I ved at slå et cirkustelt op?" Lød en stemme bag os. Et grin kom hurtigt fra Amy, og fra måden hendes øjne lyste op på, vidste jeg, at det kun kunne være Niall - og rigtig nok. Bag os, stod Niall, Zayn og en eller anden dreng, som jeg havde set, men aldrig snakket med.

"Ja, og du er den perfekte klovn," sagde jeg drillende og smed en af poserne på jorden. Et grin kom fra drengen ved siden af Niall, hvilket fik mig til at smile en smule. Hans grin var sjovt, men det kunne ikke slå Nialls når han fik et rigtig grineflip.

"Ha-ha Zoey," sagde han ironisk, inden han sendte Amy et smil, og gik videre. Jeg kiggede hen på Amy, som stod og kiggede med store øjne efter ham. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg lagde hovedet på skrå og stirrede på hende. Et øjeblik efter opdagede hun det, kiggede på mig, kiggede væk og valgte så til sidst ikke at ignorere det mere.

"Hvad?" Sagde hun og prøvede at lyde irriteret, men smilet afslørede alt.

"Ikke noget."

"Hvorfor kigger du sådan på mig?"

"Hvordan?" Jeg blev stående i præcis samme stilling som før.

"Sådan der, stop det!" grinede hun og blev endnu rødere i hovedet.

"Hvad forgår der mellem jer?" Jeg rystede på hovedet og valgte at løfte min taske over hovedet. Busserne var ved at ankomme, og lige nu kunne jeg ikke vente med at komme hjem, og få et bad.

"Hvorfor skulle der forgå noget mellem os? Han er bare... sød."

"Og sjov, og flot, og griner sødt og ja Amy, jeg har hørt det hele før, og jeg er ikke dum. Er I sammen?" Jeg kunne se hun bed sig i læben.

Jeg blev ved med at stirre på hende, indtil hun til sidst overgav sig.

"Jeg ved det ikke. Han flirter med mange piger, så jeg ved ikke om jeg bare er en af de piger."

"Men kan du li.."

"Ja! Jeg kan godt lide ham, stop med at køre i det," grinede hun, hvilket smittede af. Hun havde ret i Niall flirtede med mange, men Amy var usikker på sig selv, og hvis Niall knuste hendes hjerte, så ville jeg virkelig rive hovedet af ham. Det fortjente hun ikke.

"Jeg kan snakke med ham?" Tilbød jeg, hvilket fik hende til at ryste alt for mange gange på hovedet.

"Så ved han bare der er noget!" Hun blev ved med at ryste på hovedet, hvilket fik mig til at grine.

"Okay, okay rolig." Jeg slap min taske og kiggede på chaufføren, som tog imod den, og smed den ind i 'bagagerummet' hvis det overhovedet hed sådan på en bus, for det var jo på siden. Så måske side bagage? Hahaha nej.

Samtalen døde lidt imellem os da vi trådet ind i bussen, hvilket nok også bare var godt. Jeg var usikker på, om hvis Niall fik at vide, at Amy rent faktisk kunne lide ham, at han så bare ville droppe hende, fordi der ikke var mere sjov i hende. Så jeg holdt min mund og fulgte med Amy, som stoppede op foran mig.

"Øh," mumlede hun og vendte sig rundt, for at fortælle mig hvorfor hun stoppede op, men det behøvede hun ikke. Lyden af hans stemme var slem nok, og at han var så højlydt gav mig lyst til at bede ham holde kæft.

Jeg kunne ikke sidde i bus med Brandon, det kunne jeg bare ikke - ikke efter det han gjorde imod mig.

En ubehagelig følelse bredte sig i min krop. Det var som om mine lunger langsomt lukkede sig sammen. Jeg kiggede panisk ud af vinduet, men kun for at se at de andre busser var ved at køre.

Der var blevet en smule stille i bussen. Der var ingen tvivl om, at Brandon vidste jeg var herinde, men det blev jeg ikke i lang tid. Jeg sank den klump jeg havde i halsen, vendte mig rundt og skulle til at gå ud af bussen, da en hånd lagde sig om mit håndled.

"De andre busser er kørt," stemmen var lav og hæs, dog alligevel rolig og hård, og den tilhørte selvfølgelig Harry, som sad ved siden af Louis.

Hvordan kunne jeg undgå at se dem?

Mit hjerte som slog hårdt mod mit bryst, satte farten en smule op. Det var første gang jeg havde set Harry siden i aftes. Jeg var smuttet hurtigt, efter vi blev afbrudt - hvilket havde vist sig at være en god ide. Men han var sikkert forvirret, og jeg vidste ikke engang hvordan jeg skulle forklare mig ud af det.

Han ville sikkert blive virkelig sur, fordi jeg stadig var usikker på ham, men jeg kunne ikke fortælle ham, at jeg havde følelser for ham.

"Hva så Zoey? Stadig skæv?" Lød en kommentar bag fra. Hvorfor drengene har vagt at tage pladser så tæt på Brandon, det havde jeg ingen ide om, men det havde de altså.

Jeg kunne se forvirringen i Harrys øjne, men mine var sikkert selv lige så forvirret. Jeg vendte mig langsomt rundt, og kiggede på en af pigerne, som sad sammen med Brandon. Hun sad med et kæmpe smil på læben og tyggede på sit tyggegummi, hun så forfærdelig ud selv på afstand.

Jeg kunne mærke Brandons blik bore sig på mig. Jeg kunne mærke den dårlige smag i munden, brede sig. Folk var blevet helt stille og lyttede med - jeg vidste de alle sammen troede jeg var langt væk på stoffer, og det havde jeg været en gang, endda sammen med Brandon, og det var åbenbart det eneste han kunne bruge imod mig nu.

Jeg kunne mærke vreden blusse op i mig. Både fra den gang i skoven, og for all de andre gange han havde pisset mig af, eller trukket mig til siden. Denne gang var vi ikke alene, og denne gang kom noget af den gamle Zoey tilbage. Jeg havde åbenbart ikke tænkt mig at holde tilbage, ikke når der var andre.

Han havde brug for at blive sat på plads, og jeg var kun i stand til det, hvis der var andre.

"Jeg har det udmærket, tak." Jeg sendte pigen et smil, hvilket fik hendes bobbel til at springe. Hun kiggede snobbet på mig, inden hun kiggede hen på Brandon, som jeg nu havde rettet mit blik hen mod.

Jeg kunne mærke Harry bevæge sine fingre om mit håndled, men jeg ignorerede det.

"Efter du har tabt på alle menneskelige måder, så er det dét du kan komme op med? Er det virkelig det eneste du kan komme på nu?" Jeg lagde hovedet på skrå.

"Jeg er skuffet Brandon. Det ligger langt under din standart."

Der blev straks mumlet og hvisket rundt omkring. Jeg kunne se hvordan Brandon hissede sig op. Han havde virkelig noget med sit temperament, og de blikke han sendte, de kunne dræbe - hvis blikke kunne dræbe.

"Hvis du var helt stoffri, som du påstår," sagde han og kiggede rundt for at sørge for han havde opmærksomheden.

"Hvorfor skylder du mig så stadig penge?"

Jeg kunne straks mærk Harry løsne sit greb om mit håndled. Det kom bag på ham, det kom bag på alle, ja selv mig selv, for jeg stod ikke i gæld til nogen - måske mine forældre, men ikke Brandon, aldrig Brandon.

"Godt forsøgt," sagde jeg og sendte ham et smil, som fik ham til at knytte næven.

"Men det eneste jeg nogensinde har taget fra dig, uden at give dig det tilbage, må være din værdighed." Vreden boblede virkelig indeni, og at se Brandon så rasende gjorde det bedre. Jeg kunne høre nogle grine, mens andre sad og måbede.

Brandon havde virkelig alt alt for meget magt.

"Og jeg ville gerne give dig den tilbage, men den findes ikke mere," mumlede jeg, men åbenbart højt nok til han kunne høre det, og det måtte have været den sidste dråbe, som fik vandet til at flyde over, for lidt efter stod Brandon op, og stormede hen imod mig.

Jeg sank endnu engang den klump jeg havde i halsen. Stemmerne rundt omkring i bussen hævede sig, og det var først da Brandon var helt henne ved mig, at Harrys hånd endnu engang strammede sig om mit håndled, for at trække mig tilbage bag ham.

Brandon stoppede brat op og kiggede med rasende øjne på Harry. Jeg måtte tage en dyb indånding, det da gik op for mig, at jeg åbenbart havde holdt vejret.

"Har du virkelig lyst til at lave en scene nu og her?" Spurgte Harry køligt. Brandon satte sin hånd en af håndtagene ved siddepladserne, og stirrede skiftevis fra Harry til mig.

"Fik du ikke gjort nok i går?" Blev Harry ved, hvilket fik farven frem i Brandons ansigt. Jeg kunne se han virkelig prøvede at beherske sig, og da jeg kiggede rundt, sad de andre drenge også klar til at hjælpe Harry.

Endnu engang havde jeg rodet dem ud i lort. Det var efterhånden mit talent.

"Du skal nyde det mens du kan. De kan ikke blive ved med at beskytte dig,"" sagde han og lavede et nik mod Harry. Brandons øjne brændte sig ind i mine inden han trådte et skridt tilbage.

"Jeg kan umuligt forestille mig hvad du ville gøre," lød det fra Harry, og da jeg kiggede på ham, gled et smil frem. Brandon vendte sig endnu engang rundt, og da det lignede han skulle til at slå ud efter Harry, stoppede han ig selv.

"Du vil ikke vide hvad jeg har tænkt mig at gøre," truede han. hvilket bare fik Harry til at smile større. "Det vil jeg se frem til så." Og med de ord, gik Brandon ned til sin plads igen.

Jeg kunne mærke Harrys og de andres blikke på mig, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg havde på fornemmelsen at de troede jeg havde mere at fortælle, men det havde jeg ikke. Jeg skyldte ikke Brandon noget. Jeg havde aldrig købt noget fra ham, som jeg ikke havde betalt tilbage.

Hele min krop rystede åbenbart. Harry sagde et eller andet til Louis, og lidt efter rykkede han sig hen ved siden af Niall og Amy.

"Sæt dig," mumlede Harry, hvilket jeg gjorde. Det føltes rart at sidde ned igen. Mine ben kunne sikkert hellere ikke holde mig længere. Det var ikke første gang Harry havde hjulpet mig på den måde, men hver gang blev jeg alligevel så skide smigret, måske lidt for smigret.

"Er der noget du ikke har fortalt mig?" Mumlede Harry mens han kiggede ligeud. Folk gloede stadig utrolig meget på os.

Jeg rystede på hovedet og kiggede ud af vinduet.

"Hvad var så det for noget?" Blev han ved. Hvorfor kunne han ikke bare stoppe? Han kunne vel se jeg ikke ville snakke om det lige nu.

"Zoey," sagde han irriteret, hvilket fik mig til at kigge på ham.

"Hvad vil du have jeg skal sige? Jeg skylder ham ikke noget. Ja, jeg har taget stoffer, kommer det bag på dig? Det er hvad alle rygterne går på, og nu har jeg opklaret dem for jer. Hvad mere vil du have at vide?" Jeg bed mig hårdt i læben for ikke at græde.

Jeg skar en grimasse - græde? Hvorfor havde jeg lyst til at græde? Jeg plejede aldrig at græde. Faktisk plejede jeg altid at kæmpe med mig selv om at holde det inde, men nogen gange smuttede det - men sku da aldrig når jeg bare sad og gloede. Jeg var stærkere end det her.

Og folk kiggede.

Mine vejtrækninger blev hurtige og hurtigere. Her på det sidste var mit hjerte virkelig begyndt at opføre sig underligt. Det var som om, at hver gang jeg var utryk, så lukkede mit luftrør sig sammen, og så kunne jeg ikke få luft.

Det gjorde mig virkelig urolig, og nu begyndte det igen. Det var præcis som det anfald jeg have haft dengang jeg sov hos drengene første gang, bare ikke lige så slemt.

"Zoey, rolig nu," mumlede Harry og lagde en hånd på mit lår. Jeg rystede på hovedet, selvom jeg ikke havde nogen grund til det.

"Jeg stoler på dig hvis du siger du ikke skylder ham noget. Det kom bare bag på mig, ja os alle. Men slap nu af, okay?" mumlede han og gav mit lår et klem. Det var bare som om hans ord ikke rigtig satte sig fast. Mine vejtrækningsproblemer blev værre, og folk sendte mig underlige blikke.

"Zoey, kig på mig." Hans ord var som en summen. Alt blev pludselig udelukket, og det eneste jeg kunne var at se på de andre. Det føltes som om min krop blev låst.

"Zoey," den sidste stavelse i mit navn, trak mig ud af min verden. Jeg kiggede skræmt til siden, og så Harry kigge forvirret på ham, og over skulderen fik jeg samme blik af Niall.

Tårerne lå lige inde for øjnene. Jeg måtte virkelig kæmpe for ikke at lade dem glide ud.

"Rolig," mumlede Harry lidt efter og trak mig ind til sig. Jeg tog en dyb indånding og lod Harry omfavne mig. Hans duft ramte min næse, og at føle hans varme krop mod min, samt følelsen af hans hjerte under min hånd, gjorde mig rolig.

Det gjorde det altid - det var ikke noget nyt.

"Undskyld," mumlede jeg, hvilket fik ham til at trække sig en smule fra mig.

"For hvad?" Han kærtegnede forsigtig min kind og fjernede noget hår fra mit ansigt.

Undskyld fordi jeg får dig ud i så meget ballade. Undskyld fordi jeg hele tiden får anfald. Undskyld fordi jeg er som en lille pige der ikke kan klare sig selv. Undskyld jeg har fået følelser for dig, undskyld for det hele.

Jeg trak på skulderne, hvilket fik ham til at smile en smule, inden han gjorde noget der overraskede mig. Han lænede sig frem imod mig, tog mit ansigt i sine hænder og kyssede mit blidt på munden. Først kiggede jeg forvirret på ham, inden jeg tog mig sammen og lukkede øjnene.

Det lignede ikke Harry at gøre sådan noget foran alle sammen. Ja vi havde siddet sammen, og vi havde holdt i hånd, men at kysse sådan her?

Han trak sig en smule fra mig, men holdt dog stadig øjnene lukket.

Folk begyndte straks at snakke om det. Nogen piftede, andre så forvirret ud, ja andre så endda såret ud som om Harry var deres, men jeg tog mig ikke af det. I stedet gav jeg ham et kys igen, og puttede mig ind til ham. Han sendte mig et kort smil, og aede mig forsigtig på ryggen, og det var det sidste jeg kunne huske, til vi var hjemme igen.

OoO

Da jeg vågnede igen, var det ikke rigtig blevet bedre. Jeg havde ikke lyst til at være sammen med nogen, og det endte også med jeg bildte de andre ind, at mine forældre var hjemme. De kom dog også hjem senere, men jeg havde brug for at være alene.

Hele denne tur havde været så forvirrende og overvældende, og samt mine følelser for Harry blev det hele for meget. Jeg havde virkelig på fornemmelsen, at han ikke havde det på samme måde, og det gjorde mig ked af det.

Jeg følte mig virkelig umulig lige nu. Amy og hendes forældre havde sat mig af, og jeg var kun lige kommet ind af døren, før jeg rullede alle gardiner for, og smed mig i sofaen.

Jeg havde aldrig haft så nedladende tanker om mig selv. De fløj igennem mig. Jeg var ikke god nok, jeg var kun til besvær, det hele var min skyld og alt sådan noget. Det gik fuldstændig galt, og det endte med jeg begyndte at græde fuldstændig.

Jeg havde aldrig haft det sådan før, og derfor vidste jeg ikke hvordan jeg skulle reagere på det. Jeg vidste ikke hvem jeg skulle gå til, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, og da mine forældre alligevel valgte at overnatte på et hotel, gik det helt galt.

Jeg tørrede mine øjne og greb ud efter fjernbetjeningen. Tv'et havde været tændt i lang tid, men jeg havde ikke fulgt med i noget af det. Det kunne jeg ikke.

Jeg rakte forsigtigt ud efter min mobil, som lå på gulvet. Efter mine forældre havde skrevet, var den på en underlig måde endt der.

Jeg havde fået et par beskeder som jeg åbnede.

Fra Zayn:

Er du okay?

Og da jeg ikke svarede på den, så fik jeg en fra Niall.

Fra Niall:

Hvad laver du? x

Hvorfor han sendte et x til mig, det vidste jeg ikke, og det var ikke engang noget der fik mig til at smile.

Den sidste var fra Amy, som spurgte om jeg skulle noget i morgen. Jeg vidste, at hvis jeg ikke snart svarede bare én af dem, så ville de komme farende. Så jeg tog mig sammen og skrev til Amy, at jeg ikke vidste noget endnu.

Hun havde kontakt til Niall, og han ville sikkert få det at vide. Amy var vel nået til det punkt nu, hvor hun ville gøre alt for at gøre Niall glad - og det var fint nok, for nu.

Endnu en tårer gled ned af min kind. Jeg tørrede den hurtigt væk, inden jeg langsomt kiggede ned på mine hænder. De var våde, våde af kold sved og tårer.

Jeg vidste ikke hvor alt det kom fra, det lignede ikke mig - det skræmte mig. Jeg plejede at være fuld af selvtillid, men det var som om jeg var blevet så skrøbelig nu.

Som om jeg var bange for at fejle, for at gøre noget forkert, selvom alt virkede forkert.

Med et suk, gik jeg hen til døren, låste den og smuttede op på mit værelse. Søvn ville jeg sikkert ikke få meget af. Jeg var både alene og trist, men måske var søvn det jeg manglede.

Jeg havde virkelig brug søvn.

OoO

En høj lyd fik mig til at slå øjnene op. Dog lukkede jeg dem hurtigt igen, da de føltes virkelig tunge og udmattet. Lyden stoppede dog ikke, og det fik mig til at kigge til siden.

Min mobil lyste rummet op. Der var ikke helt lyst endnu. Jeg ville nok gætte på klokken var fire-fem stykker, for solen var ved at stå op.

Jeg greb træt ud efter min mobil, og da jeg så Liams navn stå på skærmen, sukkede jeg højlydt. Det eneste der fik mig til at tage den, var at det sikkert var vigtigt når klokken var lort om morgenen.

"Hvad er det for et tidspunkt at ringe på?" Mumlede jeg ind i mobilen, men det lød ikke til at han tog sig af det.

"Zoey, dine forældre er ikke kommet hjem," sagde han hårdt ind i mobilen. Jeg sukkede tungt. Jeg følte mig virkelig udspioneret.

"De skrev de overnattede på et hotel," mumlede jeg og sikrede mig, at gardinet var nede og døren stadig var lukket.

"Hvorfor fanden har du så ikke ringet?" udbrød han surt. Et par stemmer lød i baggrunden. Sig mig, sov de aldrig? Var de aldrig alene?

"Fordi klokken er lort om natten Liam, og by the way, tak for at vække mig."

"Zoey.."

" - Det er ikke nødvendigt, okay? Jeg har ikke brug for jer til at være her hver gang mine forældre ikke er hjemme, for så skulle I jo være her hele tiden." Min stemme var fuld af vrede, og det kom både bag på ham og jeg.

"Zoey, er du okay?" stemmerne i baggrunden stoppede. Om jeg var okay? Gu fanden var jeg ikke okay. Alt gik af lort til for fanden da.

"Ja, jeg har det fint. Jeg er træt. Så jeg ville sætte pris på hvis du lod være med at ringe!" Og med det, lagde jeg på, trak dynen tæt indtil mig, og lukkede øjnene.

OoO

Liam's synsvinkel:

Jeg kiggede med store øjne på røret, inden jeg kiggede på navnet igen. Jeg skulle lige være sikker på, at det rent faktisk var Zoey jeg havde snakket med.

Altså Zoey, som var glad og smilende, ja som tit tog pis på en.

"Hvad skete der?" Forlangte Harry at få at vide. Han havde fået en opringning i nat, om at hendes forældre ikke var kommet hjem, og eftersom hun ikke havde svaret hverken Niall eller Zayn, gik han i panik - hvilket resten af os gjorde.

Det skulle ikke være nogen hemmelighed længere, at vi rent faktisk godt kunne lide Zoey. Hun var så anderledes, så speciel, og det var så fedt.

Hun fortjente slet ikke det der skete for hende.

Nå, men Harry havde ringet til Amy, og hun havde svaret ham. Nu havde jeg så ringet til hende, og det havde nok gjort mig endnu mere bange end før.

"Hun er alene hjemme, hendes forældre overnatter på et hotel," sagde jeg, hvilket fik Louis til at slå ud med armene.

"Hvad fanden er det den tøs ikke fatter i at give besked? Er det så fucking svært?" Hvæsede han surt, og Harry som tit tog Zoey i forsvar overfor Louis når han flippede, sagde intet nu.

"Jeg troede virkelig hun bare havde lært en SMULE af den her tur? Brandon er vredere end nogensinde, og efter det han gjorde..." Niall rystede på hovedet. "Jeg giver op. Hun fatter ingen..."

"Hey," afbrød jeg. Jeg havde ikke snakket så meget med Zoey, men jeg følte et ansvar for hende, især efter den opringning. Noget var galt - måske ikke noget med Brandon og hende, men hende.

"Hun lød ikke som sig selv. Jeg tror der er noget galt med hende."

"Tror du hun er syg?" Spurgte Zayn forvirret om, hvilket fik mig til at smile en smule, inden jeg rystede på hovedet.

"Hun lød ikke som sig selv i telefonen. Hun lød som en som havde haft en break down."

"Det ligner ikke Zoey," afbrød Niall. Jeg gav ham ret, det gjorde det ikke, men alle kunne skjule ting, og hvis jeg kendte nogen der var gode til det, så var det Harry og Zoey - ikke at jeg troede Harry var skyld i det her, men han var virkelig svær at læse.

"Du ved godt hvad et smil kan indeholde," sagde Zayn, som langt om længe havde forstået pointen.

Zoey var en stærk pige, men tænkte man over det, så kunne man også se ændringen fra da hun startede på skolen til nu. Hun holdt mere igen når hun sagde noget, og hun holdt sig til os - fordi det var hvad vi bad hende om, fordi vi fortalte hende hun ikke kunne være sikker ellers.

Og det kunne hun heller ikke.

"Jeg tager hen til hende," mumlede Harry og rejste sig om. Hans blik var fjernt.

Vi kiggede alle efter ham. Klokken var lidt i fem, og han tog hen til hende nu. Hvad end der skete mellem dem, så måtte det betyde en del for dem begge to.

Zoey valgte at smide sin facade og blive hos os, og Harry.... Ja Harry var stadig Harry, men på en helt anden måde - en bedre måde ville jeg sige.

Folk ville nok sige den ubekymret, flirtende og charmende Harry, som næsten ingen piger kunne prale med at have scoret, var bedre end den beskyttende Harry, som vi hele tiden så nu.

Men han virkede gladere, og det ændrede alt imellem os. Den sidste uge havde vi næsten været uadskillige, og det var på en god måde.

Vi havde det godt sammen.

OoO

Urg, sikke en masse ting der skete, hva?

Hvad tror I der er ved at ske med Zoey? Både med hendes tilfælde hvor hun ikke kan få luft, og nu det her deprimeret humør? Hvad tror I det skyldes?

Og hvad synes I om at drengene rent faktisk holder af hende? Urg, og alt det med Brandon. Hvad tror I hans næste træk kunne være? x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...