The ballad of Zoey Green - {1D}

Zoey Green på 18, er ikke en af de piger, som går ubemærket igennem byen. Med sit lilla hår og anderledes udstråling, har hun opnået en høj status i blandt unge i London, men på en anderledes måde end de fleste tror. For Zoey er typen der ikke falder let for drenge, og det gør hende til et interessant mål iblandt dem - blandet andet også den kendte fyr Harry Styles og hans gruppe da hun starter på universitetet. Men at være populær er ikke altid det sjoveste, især ikke når jalousi, rygter og gamle minder bliver gravet frem. Et rygte kan blive til to, det kan ødelægge venskaber og starte had, og måske i sidste ende opbygge kærlighed. En krig mellem to grupper opstår, men hvad gør Zoey når hun pludselig er målet for begge grupper? *Drengene er ikke kendte*

1023Likes
1786Kommentarer
166760Visninger
AA

14. "She fucking bite me."

"Hvor er du?" Lød det i mobilen. Jeg havde ikke engang sagt mit navn eller noget, før Harry's stemme lød. Jeg kiggede over på Amy, som lå i sengen med sin computer.

"Hos Amy. Det skrev jeg også, gjorde jeg ikke?" Sagde jeg forvirret. Amy gav mig et kort blik. Jeg trak på skulderen for at vise hende, at jeg ikke vidste hvad der lige foregik.

"Jo," sagde han en smule ude af sig selv. Jeg rejste mig fra stolen og gik hen mod døren, ud til gangen.

"Hvad sker der Harry?" Jeg lænede mig op af døren og nød stilheden der lagde sig om mig.

"Ikke noget, jeg skulle bare vide.." "Harry, hvad sker der?" afbrød jeg.  Han behøvede virkelig ikke bilde mig ind, at der ikke var noget i vejen.

"Brandon har skrevet til mig. Jeg skulle bare være sikker på hvor du er."

Jeg bed mig i læben. "Hvad skrev han?"

"At du skulle passe på." En masse stemmer lød i baggrunden. Jeg skar en grimasse. "Hvem er du sammen med?" Hvis han havde lov til at vide hvor jeg var, så havde jeg vel også?

Der var stille et øjeblik.

"En masse. Zoey det er ikke tidspunktet lige nu." Mumlede han stresset. Jeg fik næsten lyst til at grine over det, da det var ham der ringede.

"Så meget for den aftale, hva?" Mumlede jeg ironisk, hvilket fik Harry til at sukke, og hvis jeg ikke tog fejl, så smilede han også.

"Vi er bare ved at finde ud af tingene til onsdag." - Onsdag skulle vi på lejrtur, og hvis jeg ikke tog fejl var de fuldstændig oppe at køre over det, fordi de var sikre på Brandon stod bag det.

"Burde I ikke slappe lidt af? Jeg mener bare... Brandon har ikke så meget magt, at han kan lave om i hele skolens system for en lejrtur."

"Det ved jeg. Den ville komme alligevel - det er ikke det jeg er bekymret for. Det er selve aktiviteterne vi skal lave - og spørgsmålet er hvorfor Brandon tager med."

Jeg nikkede selvom han ikke kunne se det. Sådan havde jeg så ikke lige tænkt på det. Brandon havde altid været typen der blev hjemme fra lejrture, for at tage til fest eller sådan noget. Så hvorfor nu? Og hvordan fandt de overhovedet frem til det?

Det var lige før deres CSI'hed skræmte mig.

"Hvis I alligevel er omkring, hvad kan der så ske?" Sagde jeg drillende, men det kom ud som en flirtende stemme.

Hey Old Zoey.

Et grin lød, hvilket fik mit smil til at vokse. At vide jeg havde gjort Harry en smule mere rolig, var godt. Han overreagerede ved så mange ting. Måske ville Brandon slet ikke gøre noget overhovedet - men jeg vidste hvor skide overbeskyttende han var.

"Jeg har travlt Zoey, skriv når du går derfra."

"Jep."

"Og tag dig ikke af ham der måske sidder ude foran Amy's hus." Han grinte kort og lagde på inden jeg fik lov at protestere. Selvfølgelig havde Harry proppet en eller anden til at stalke os.

Og selv det fik ikke mit smil til at forsvinde.

*_*

Dagene gik stille og rolige. Det var nok den første weekend jeg havde alene, derfor brugte jeg den med Amy. Jeg havde ikke hørt noget fra drengene siden fredag - selvfølgelig udover hvor jeg var og sådan. Men de havde åbenbart travlt, og jeg orkede ærligtalt ikke at blande mig i, hvad de planlagde til den lejrtur.

Somsagt gik det stille og roligt, lige indtil søndag aften, hvor Niall havde fulgt mig hjem. Da vi var halvvejs hjemme, opdagede vi nogen bag os. Niall fik mig dog hurtigt hjem, men man kunne hurtigt sige han ikke selv var helt rolig omkring det - og det var netop derfor jeg ikke fik lov til at være alene i mit eget hus.

Niall fik hurtigt fortalt de andre hvad der skete, og lidt efter kom Zayn og Liam over. Jeg havde måske forventet Harry, men Liam fortalte, at han havde travlt. Det undrede mig bare, for Harry plejede at komme ved det mindste - måske var der vigtigere ting nu,

"Så, har dine forældre planer om at komme hjem i nat?" Spurgte Liam om, og smed sig i sofaen. Jeg trak på skulderne og kiggede ned i min mobil.

"Sikkert ikke," mumlede jeg og trak tæppet omkring mig. Jeg var træt, og jeg følte hele tiden nogen holdt øje med mig - det var også derfor jeg havde fået rullet gardinerne ned, men det gjorde mig stadig ikke helt tryg.

"Har I seriøst tænkt jer at blive til i morgen?" Spurgte jeg træt om. Niall nikkede og lagde sig ved siden af Liam, og lidt efter lå hans hoved på hans bryst. Det så ud til at være helt normalt for dem, men det så nu lidt underligt ud fra min vinkel af.

"Vi har ikke andet at tage os til - og se dig omkring. Her er hyggeligt. Det er længe siden vi har slappet af, og endda en søndag aften," sagde Zayn drillende. Jeg grinte kort og nikkede, inden jeg forsigtig lukkede mine øjne i.

Dog gik der ikke mere end et par sekunder, før en brummen lød. Jeg åbnede med det samme øjnene og kiggede rundt. Liam strakte hovedet en smule, kiggede på mig og lagde sit hoved tilbage.

"Bare læg dig til at sove Zoey," mumlede han, som om han vidste jeg var bange for et eller andet. Men hvordan kunne han vide det? Hvis jeg fortalte jeg følte nogen holdt øje med mig, så ville den nok sige jeg var paranoid - og det var jeg. Gardinerne var trukket ned, døren var låst - ingen kunne se mig lige nu.

Men den ubehagelige følelse var der stadig.

*_*

Dagene gik, og det blev onsdag morgen - dagen hvor vi alle skulle på lejrtur. Dog var mit humør forfærdelig, men det kunne vi vidst takke en hvis Harry Styles for - for enten var han pigesur, ellers var hans interesse faldet for mig, for han havde ikke snakket med mig siden søndag - ikke engang i skolen. Jeg så ham nærmest ikke i skolen, og når jeg gjorde, så havde han altid en undskyldning for at smutte.

Det burde ikke irritere mig så meget, men det gjorde det virkelig, og for at vise Harry jeg var pisse sur på ham, så havde jeg ignoreret alle hans beskeder, og skrevet til Zayn i stedet for.

"Er du klar?" Amy kom stormende ind af døren. Hun havde sovet her - mest af tvang fra Niall og Zayn's side, da mine forældre ikke var hjemme, og det var enten dem eller hende, og Amy var en skøn pige, så vi havde haft en god aften.

Jeg kiggede ned på mine ting, inden jeg nikkede. Jeg skrev en hurtig besked til Zayn om, at vi smuttede nu. Jeg lagde derefter mobilen ned i lommen, tog tasken over skulderen og sendte Amy et smil.

"Skal vi?" Jeg lukkede døren efter mig, og låste hoveddøren. Tre dage i en skov, i telt, det skulle nok blive super godt.

*_*

"Så hvis nogen af lærerne spørger, så kan der kun være to i vores telt, okay?" Sagde Amy, som havde forklaret mig hvor vigtig det var, at det kun var hende og jeg der sov sammen - hvilket jeg var helt med på. Jeg orkede heller ikke andet.

"Okay, fair nok," grinede jeg og kiggede frem ad, hvor der stod tre busser. Jeg bed mig i læben ved tanken om, at Brandon var der. Faktisk gjorde det mig utrolig utryg, og det var også derfor jeg greb Amy's hånd.

Hun gav den hurtigt et klem og sendte mig et smil. Jeg gengældte det kort og kiggede frem ad igen, og denne gang havde et par stykker vendt deres blikke hen imod os. Det værste ved det hele var, at jeg ikke anede hvem der var på Brandon's side og Harry side. Jeg kunne ikke stole på andre end Amy og de andre drenge.

"Vi skal nok få en god tur, ikke?" mumlede jeg, nok mest til mig selv. Jeg elskede teltture, men måske ville den her ikke ligefrem være en jeg så tilbage på. Men hvad kunne Brandon finde på med lærerne omkring?

Og så i sidste ene - hvor ligeglad ville han ikke være?

En kold fornemmelse gik igennem mig, og da jeg kiggede op igen, fik jeg hurtigt øje på Harry, Zayn og Louis, som kiggede hen i min retning. Jeg bed mig i læben og sørgede for at holde blikket rettet mod dem.

"Hey," sagde Amy da vi kom hen til dem. Mit blik fløj hen på Harry. Han var iført et par sorte stramme bukser, ikke at det var anderledes. Men han så godt ud, og alligevel blev jeg irriteret ved synet af ham, eller måske det fact at han ikke engang kiggede på mig, eller hilste.

Hvad fanden var der med ham? Det var et ret dårligt tidspunkt at spille pigesur på lige nu. Brandon var her, og alle hans sindssyge venner. Jeg vidste de ikke havde lavet andet end at planlægge alt muligt de sidste par dage for min skyld, men at han ignorerede mig nu - hvor jeg rent faktisk havde brug for ham, var ikke okay, specielt fordi vi havde lavet en aftale, og han brød den - igen.

"Zoey?" Lød det fra Zayn, og lidt efter fik jeg en albue i siden. "Jorden kalder Zoey," grinede Zayn, og hurtigt kom jeg til mig selv. De andre var gået ind i bussen, hvilket jeg vidst også skulle.

"Er du okay?" spurgte han om, da jeg kom hen ved siden af ham. "Ja?" Jeg sendte ham et undrende blik og derefter et smil. Hvorfor jeg løj for ham, det vidste jeg ikke. Måske brød jeg mig ikke om at fortælle nogen at det Harry gjorde, irriterede mig - jeg vidste ikke engang hvorfor det irriterede mig. Var det ikke det jeg ville have? At de skulle lade mig være? At han skulle?

Jeg var så forvirrende.

Jeg kom ind i bussen, og kunne allerede nu mærke folks blikke på mig. Jeg blev derfor stående et øjeblik, inden jeg tog mig sammen. Harry skulle ikke få lov at ødelægge det hele. Det her skulle nok blive en god tur, og jeg havde andre venner end Harry.

Han kunne rende mig.

"Zoeyyyy," lød en mørk drenge stemme. Jeg kiggede ned i enden af bussen, og så Bryan. Et smil gled over mit ansigt, da jeg så han havde holdt en plads til mig. Jeg skulle til at smutte derned, da en hånd greb fast i min arm. Jeg vendte mig rundt og kiggede på en ikke alt for tilfreds Zayn.

"Det er bare Bryan?" Mumlede jeg og trak min arm til mig. Jeg vidste de ikke brød sig om at jeg var sammen med alle mulige andre, men Bryan var min ven, og de bestemte ikke over mig, ikke efter Harry hele tiden sked på vores aftale - så hvorfor kunne jeg ikke også det?

Jeg så Zayn sende et blik fremad, men det sagde mig intet, og igen fortsatte jeg ned mod Bryan. Jeg havde ikke set ham i noget tid eftersom han havde været syg mandag og tirsdag.

"Har du haft en god weekend Zo.." Endnu en hånd greb fat i mig, og da jeg kiggede til siden, overraskede det mig faktisk at se Harry sidde med et irriteret blik.

"Sæt dig nu bare med Zayn" sagde han og prøvede vidst at beherske sin stemme. Jeg kiggede ned på hans hånd som havde fat om mit håndled, for igen at kigge ham i øjnene.

"Du er vidst den sidste til at sige hvad jeg skal." Jeg lagde hovedet på skrå og sendte ham et provokerende smil, og det havde den virkning det skulle, for han strammede grebet om mit håndled, og hans øjne blev mørkere. Han skulle lige til at sige noget, men han fik et puf i siden af Louis og gav derefter slip.

"Gør hvad du vil," mumlede han så og kiggede væk. Jeg kunne mærke skuffelsen glide ind over mig, men hurtig tvang jeg et smil op på læberne, og fik med en høj og alt for sukkersød stemme, sagt hej til Bryan og spurgt ind til ham.

*_*

"Amy!" Fik jeg frem mellem mine grin. Jeg tog mig til maven og begyndte at grine endnu mere, da jeg kunne høre Amy's grin. At sætte telt op, var ikke noget hverken Amy eller jeg var gode til - det gik forfærdelig dårligt, og jeg stod vidst med en af pindende til teltet, men hvor det skulle bruges, det vidste jeg ikke.

Det var et kæmpe sted med skov og sø. Det var virkelig fedt. Der var nogle hytter, som folk havde kæmpet om at få - men det endte dog med alle de snobbede piger, som ikke kunne klare at få jord under neglene, fik dem - og det var fint med mig. Jeg havde ikke brug for at høre dem brokke sig mere end højest nødvendigt.

"Måske skulle vi bare tude og sige vi vil have en hytte?" grinede Amy og smed noget af teltet fra sig. Jeg sukkede tungt og kiggede opgivende på den metal stang jeg havde i hånden.

"Vi kunne også bare sove på jorden og se på stjerner," mumlede jeg og smed stangen fra mig. Et grin lød fra Amy, inden hun gik hen til mig. "Det skulle vidst regne i morgen, så hvorfor ikke? Jeg ville elske at vågne op med regn i hovedet," grinede hun, hvilket også fik mig til at grine - ikke fordi det var sjovt, men vi var stadig påvirket af det grineflip fra før.

Da jeg endelig kunne få luft igen kiggede jeg rundt. Er par piger stod og kiggede forvirret hen på os, eller mere med det snobbede ansigt med rynker i panden og dræberblikket og det hele. I kender det sikkert?

Nå, men mit blik stoppede ved Harry, som kom gående ret hurtigt ned mod en eller anden virkelig stor dreng. Amy sagde et eller andet til mig, men jeg hørte ikke hvad der var. Min opmærksomhed lå på Harry, som slog armene om ham drengen og slog ham venskabeligt på ryggen.

Det var næsten som om jeg kunne mærke Harrys selvkontrol bad ham om at holde sig fra mig, og det gjorde mig vred. Jeg vidste virkelig ikke hvad fanden jeg havde gjort ham, og hvis der ikke var for nogle drenget grin bag mig, så var jeg også gået hen til Harry - som sjovt nok havde sin opmærksomhed på mig nu, fordi der var andre drenge.

Hvad fanden var der med ham?

"Er det hvad I har brugt jeres time på?" Stemmen tilhørte en af Bryan's venner. Harry fik en rynke i panden, men han nægtede stadig at kigge hen på mig. Jeg tog en dyb indånding for ikke at flippe ud. Han skulle ikke ødelægge det her.

Jeg vendte mig langsomt rundt og fik et smil frem.

"Det er ikke alle der er gode med hænderne," og det gik ikke op for mig hvad jeg sagde, før jeg fik det ud, og de var drenge, og de misforstod det - og det gjorde jeg også selv, og endnu engang endte jeg i et grineflip.

"Forhelvede Zoey," grinede Bryan, inden han samlede teltet op.

"Jeg fornemmer I har brug for en hånd," sagde Bryans ven, og det fik både Amy og jeg til at nikke alt for mange gange. Vi ville gerne have et sted at sove i nat.

Så mens de gik i gang med at sætte telt op, stod Amy og jeg og gloede - og selvfølgelig hjalp vi til hvis de bad om det. De fik det til at se alt for let ud, og et kort øjeblik følte jeg mig virkelig dum.

"Var det dét som var så svært?" sagde Bryan drillende og kom hen til os. "Vi havde samlet det meste" fnes jeg og slog blidt til hans bryst, hvilket fik ham til at gribe om min hånd og trække mig hen til sig, så min ryg var mod hans bryst, og lidt efter var hans hænder i mine sider.

Et skrig forlod mine læber. "BRYAN STOP!" skreg jeg af grin da han begyndte at kilde mig. Jeg vred mig i hans arme, og i et øjeblik blev jeg irriteret på mig selv, jeg burde virkelig være blevet ved i fitness.

"Bryan, jeg kan ikke få luft!" grinede jeg og tog ved hans hænder. Jeg snurrede rundt så jeg stod ansigt med ansigt til ham.

"Færdig?" han løftede det ene øjenbryn og hentød sikkert til mine vejtrækninger. Folk stod sikkert og gloede og hvis jeg ikke tog fejl ville der sikkert allerede være rygter om Bryan og jeg nu - men det var vel ligegyldigt. Harry var ligeglad, så jeg var ligeglad.

"Gør det en gang mere, og jeg .... dræber dig," jeg tog en dyb indånding.

"Er det en udfordring?" Spurgte han og trak sin hånd til sig, så endnu et piget skrig forlod mine læber.

"Zoey!" Afbrød en stemme. Både Bryan og jeg vendte os rundt og kiggede på Louis, som stod med et smil på læben - men det var langt fra glad.

"Jeg er ked af at afbryde jeres lille..." Han kiggede op i luften for at ligne en der ledte efter ordet. "Leg, men jeg har brug for dig Zoey," sagde han og rullede med øjnene. Nogen gange var han virkelig snobbet, det var helt utroligt.

Og hvorfor havde de noget imod Bryan? Det var hver gang jeg stod med ham. Var Harry bange for at jeg blev forelsket i ham, eller hvad var hans problem?

"Hvis Harry vil snakke med mig, så kan han selv komme," sagde jeg og havde lyst til at vride nakken om på ham. De kunne bare ikke lade mig have det sjovt.

"Zoey," mumlede Louis irriteret, men jeg rystede på hovedet og vendte mig mod Bryan igen, men da jeg skulle til at åbne munden, blev jeg hevet væk.

"Hvad fanden Louis!" vrissede jeg surt og prøvede at række min arm til mig, men han strammede grebet.

"Louis, slip mig!" sagde jeg højere og kiggede tilbage på Amy som så helt forvirret ud.

"Hvad fanden er der med dig Zoey?" spurgte han irriteret om og slap mig. Jeg løftede det ene øjenbryn. "Hvad der er med mig?" Jeg satte den ene arm i siden.

"Hvorfor er det jeg har en følelse af, at det altid er mig der får skylden, selvom jeg ikke har gjort en skid?" Sagde jeg surt.

"Jeg vil virkelig gerne have en god tur, og det behøver du virkelig ikke ødelægge - eller Harry for den sagsskyld. Og hvad er der med ham? Har han menstruation igen? Han burde virkelig søge læge, for han fejler et eller andet. Og hvis du vil have mig undskyldt," sagde jeg og gik forbi ham. "Så er der snart aftensmad, og jeg er sulten!" Og med den scene forlod jeg ham, sikkert helt forvirret.

Måske var det min menstruation der ventede, for jeg var virkelig irriteret lige nu.

*_*

Aftensmaden var virkelig god, og jeg blev mæt. Efter det her var der et stort fællesbål - men jeg vidste ikke helt om jeg ville tage med til det. Det have lykkedes mig, indtil nu, at undgå Brandon. Jeg havde set ham på afstand, men han så ikke ud til at interessere sig, og det var rart - men ved bålet vidste jeg ikke om der ville ske noget.

Og desuden gad jeg heller ikke sidde og se på de andre drenge, som sikkert blev overfaldt af piger. For det havde de været hele dagen. De havde åbenbart en masse på deres side, som også var piger, og de hang op af dem.

"Jeg skal have noget varmere tøj på," sagde jeg til Amy, som hurtigt erklærede sig enig. Et højt piget grin lød bagfra, og da jeg kiggede derom, stod Louis og Liam og grinede over Harry som havde fat i en eller anden rødhåret fims.

"Hvad sker der egentlig for ham?" Hørte jeg Amy spørge mig om - hvilket kom bag på mig. Hun plejede ikke at spørge in til sådan nogen ting, eller hun havde hvert fald ikke gjort det før nu - men selv hun kunne se det. Harry var virkelig pisst.

"Jeg ved det ikke, jeg er egentli.."

"Zoey!" hørte jeg en råbe. Jeg kiggede hurtigt fremad og så Bryan. Jeg havde allerede på fornemmelsen at Harry ville kigge, så derfor lagde jeg også ekstra meget i det, da han kom hen ved siden af mig.

"Skal du med ned til bålet?" Han kiggede kort bagud.

"Det ved jeg ikke. Jeg skal have noget varmere tøj på i hvert fald. Hva med dig?" Jeg lod bevist min hånd røre hans arm, hvilket fik ham til at grine, men han kommenterede det ikke.

"Skal jeg holde plads?" Spurgte han om, og hurtigt nikkede jeg.

"Okay, jeg er ikke ude på at komme i problemer, men de stirrer på dig," mumlede Amy og stak sin arm under min. Et tilfreds smil gled over m ine læber.

"Det var også meningen."

Vi kom hen til vores telt. Det var en stor slags lejr. Der var et stort fælleshus, hvor vi spiste aften og morgenmad, og så var der hytter og toiletter, skov, sø og telte.

Solen var næsten gået helt ned, og de havde allerede fået tændt bålet. Jeg kunne godt mærke luften var ved at blive kølig, derfor fandt jeg også en tyk lynlås trøje og et par ekstra sokker.

"Jeg orker virkelig ikke at sidde dernede i lang tid," mumlede jeg og trak min sokke på.

"Er Zoey her?" Hørte jeg en spørge Amy om. Jeg sukkede tungt da jeg genkendte stemmen - den tilhørte vores alles Liam, og hvis Louis ikke kunne få mig til at gøre hvad Harry sagde, så sendte han da bare en ny - ikke sig selv, nej nej for han var pigesur.

Narrøv.

"Hvad?" vrissede jeg inden jeg kom ud fra teltet. Liam kiggede kort op og ned af mig, inden han kiggede hen mod bålet.

"Du ved godt Brandon er der, og han har være.." "- Meget stille og kan sikkert finde på alt muligt. Ja Liam jeg ved det, men jeg tager derhen alligevel, og du skal ikke engang prøve at stoppe mig, okay?" Jeg var virkelig på kanten af at skrige af dem. Jeg troede virkelig at det hele gik så godt - og det gjorde det også, indtil Harry blev sådan der.

"Zoey for fanden, stop nu," sagde Liam irriteret, men jeg rystede bare på hovedet og fortsatte. Jeg var virkelig irriteret lige nu, og jeg skulle væk - inden det gik galt.

"Eh Zoey," lød det fra Amy, men det var for sent, for jeg var allerede stødt på personen, og han så bestemt ikke glad ud.

"Fedt, nu kan du kigge på mig," sagde jeg irriteret og trådte et skridt tilbage, så jeg ikke stod helt oppe i ansigtet på ham. Hans krøller sad ned i ansigtet, og bag ham stod de andre drenge.

"Hvad er dit problem egentlig?" Udbrød jeg. Jeg kunne slet ikke kende ham lige nu.

"Zoey, ikke nu.."

"Hvornår så? Hvornår har du ellers tænkt dig at snakke med mig? Hva? Det kan godt være du er pisse træt af mig, men din måde at vise det på er fucking barnligt." Jeg trådte endnu et skridt fra ham.

"Zoey, drop det nu. Du skal ikke ned til det bål medmindre du følg.."

"Følges med en af jer? Fanme nej. Det ene øjeblik er I søde overfor mig, det andet øjeblik er du pisse pigefornæmet og sender alle efter mig. Du ikke engang kigger på mig, men så snart Bryan er i nærheden, så kan du godt sende mig blikke om at holde mig væk. Hvad har i imod ham? Er du bange for jeg pludselig forelsker mig i ham? Hvis du virkelig gerne vil vide det, så er han ikke min type!" Tingene fløj ud af min mund lige nu, jeg var virkelig rasende - og han stod bare og gloede.

"Oh ja, og for ikke at snakke om alle de piger. Hvad blev der af 'hold dig tæt på mig, jeg skal nok hjælpe dig' var det bare ... lort?"

"Zoey hold nu kæft," sukkede Louis irriteret, og at det kom fra ham gjorde mig endnu vredere, hvis det endda var muligt.

"Så forklar hvorfor han er sådan der!" Jeg trådte endnu et skridt tilbage, klar til at gå.

Der var stille et øjeblik, men stille nok til at jeg vidste de intet ville sige. Jeg slog opgivende ud med armene og skulle til at sige noget, men jeg blev afbrudt.

"Kan du ikke for en gangsskyld bare stole på mig Zoey? Var det ikke det aftalen gik ud på? At du skulle give din tillid til mig? Hvordan kan du."

"Stole på dig? Aftale? Hvem er det der render med piger hele tiden og ignorer mig når jeg har mest brug for dig?"

Jeg kunne sagtens se det kom bag på dem alle sammen. Ja jeg indrømmede det, so fucking what.

"Men du er pisse ligeglad, er du ikke? Så længe du får bevist overfor Brandon at han ikke kan få mig. Måske burde jeg bare gå hen til ham og give ham hvad han vil have. Så er alt det lort her overstået, og I er færdige med at bekymre jer."

"Zoey, du er virkelig en dramaqueen lige nu," mumlede Niall.

"Det er jeg sikkert. Men I skal fanme ikke stå og give mig skylden for at bryde aftalen og ikke høre efter - for det er ikke mig der pludselig ignorere en fuldstændig og nej, glem det. Bare lad mig vær." Jeg slog igen ud med armene, inden jeg vendte rundt og gik ind ned mod bålet - ikke fordi jeg havde brug for at være sammen med andre lige nu, men jeg skulle væk fra dem og jeg vidste mindst en af dem fulgte efter - og der var mennesker, jeg kunne gemme mig.

Jeg hørte dem råbe efter mig, hvilket fik mig til at sætte farten op. Jeg løb resten af vejen ned mod bålet, fik klemt mig ind og ud igen på den anden side. Solen lyste vandet op, og eftersom alle var ved bålet, så gik jeg derned.

Okay, der var ikke første gang jeg havde haft sådan et bitch flip på dem. Det burde de være vant til, og de burde også vide jeg blev sådan, hvis de virkelig overskred en grænse - og det havde de gjort. Harry gad ikke engang forklare sig, og da han endelig åbnede munden, så gav han mig skylden.

Hvis han begyndte med, at Brandon sikkert ville lade mig være, hvis jeg ikke gik med Harry, så var han sku da dum i hovedet.

Jeg var virkelig rasende. Hvad fanden gik der egentlig af folk? og mig selv? Jeg havde lige fået sådan et godt forhold til dem, og fordi Harry var en nar, så blev det ødelagt?

"Zoey?" Jeg hoppede til siden ved lyden af en drenge stemme.

"Wow, rolig," grinede han. Mit hjerte slog hårdt mod mit bryst.

"Forfanden Bryan," mumlede jeg og grinte kort over det kæmpe chok jeg havde fået.

"Er du okay? Jeg kunne ikke undgå at se jer.." Han lagde en hånd på min ryg, hvilket på en underlig måde gjorde min krop varm. Jeg slappede lidt mere af, og sukkede tungt.

"Jeg er allerede træt af at være her," mumlede jeg og trykkede min ryg mod hans hånd.

"Så lad os gå en tur," han rejste sig op og rakte sin hånd hen imod mig. Jeg kiggede forvirret på ham.

"Du ville væk - lad os gå en tur," grinede han og tog ved min hånd. Jeg kiggede kort hen mod bålet, og så en forvirret Liam, og det var nok til at træffe mit valg.

Jeg rejste mig op, og lod ham føre mig ned langs vandkanten. Vi kom hen bag toiletterne, hvilket fik mig til at grine.

"Ud af alle steder, så tager du mig hen til toiletterne?" Jeg trådte for sjov et skridt tilbage "Bryan dog, det troede jeg ikke om dig," grinede jeg, hvilket fik ham til at grine.

"Selvfølgelig ikke. Kom," han strammede grebet om min hånd, og førte mig hen mod skoven. Stemmerne fra bålet af blev mindre og mindre, og langsomt slappede jeg mere af. Måske var det dét her der skulle til - at komme lidt væk. Det havde været nogen underlige timer i dag.

"Tror du godt vi må være her?" Spurgte jeg og kiggede tilbage. Jeg var virkelig bange for at Brandon måske var fulgt med os eller noget, men der lød så stille i skoven.

"Selvfølgelig, vi skal bare være i seng klokken halv tolv," grinede han og trak mig videre. Jeg kiggede hurtigt rundt for at få alle omgivelserne med. Det var virkelig flot. Foråret var altid flot, men lige nu var det virkelig flot. Og det gjorde mig rolig.

"Hvad synes du? Jeg fandt det tidligere i dag - og lad være med at spørg hvordan," grinede han. Jeg kunne ikke selv lade være med at fnise.

"Det er fantastisk. Tak." Jeg kiggede hen på ham. Han sendte mig et smil og skulle til at sige et eller andet, men hans mobil afbrød.

Han kiggede undskyldende på mig. "Jeg må lige tage den her." Jeg nikkede hurtigt og kiggede rundt. Jeg hørte ham gå lidt væk. Jeg fandt en stem og satte mig ned. Jeg trak benene op under mig og kom til at tænke på, om de var ved at gå amok lige nu, fordi de ikke kunne finde mig.

Tanken fik mig til at smile en lille smule. Det kunne måske lære dem at behandle mig ordentlig - eller hvert fald Harry.

Han kunne virkelig ikke tillade sig og være sød og kærlig det ene øjeblik, og det næste hård og irriterende. Jeg forstod ham ikke.

Jeg hørte pludselig en gren knække bag mig. Jeg vendte mig hurtigt rundt, men der var ingenting at se. Ikke engang Bryan.

Jeg kiggede ned på mine negle, da endnu en gren knækkede.

"Bryan?" Jeg kiggede hen mod hvor han stod før, men det gik hurtigt op for mig, at jeg ikke engang kunne høre ham.

"Bryan?" råbte jeg højere og rejste mig op. Jeg kunne mærke min hals blev tør, og mit hjerte satte farten op.

"Bryan?" prøvede jeg igen, men farede sammen da endnu en gren knækkede.

"Bryan er det dig? Det er virkelig ikke sjovt," råbte jeg og trådte hen mod udgangen af skoven. Der var fuldstændig stille. Der var ikke engang fugle lyde - der var fór stille, og det gav mig virkelig kvalme.

"Bryan jeg går tilbage," råbte jeg, så havde jeg i det mindste sagde det. Hvor fanden var han henne?

Da han stadig ikke kom frem, vendte jeg mig rundt. Dog stødte jeg på et eller andet, og da noget greb fat i min arm, forlod et skrig mine læber - dog ikke ret længe, for en mund blev lagt over min mund, og lidt efter blev jeg trukket ind mod skoven.

Jeg vred mig i personens greb, sparkede bagud, skreg ind i hånden, men ingenting hjalp. Mit hjerte havde sat farten fuldstændig op, og min krop var helt kold.

Jeg gik sat tænderne i personens hånd, og det fik ham til at råbe højt. Dog slap han ikke, men jeg brugte muligheden for at skrige endnu engang.

"Få hende til at holde kæft, og hold hende," lød en stemme jeg kendte alt for godt. Alt stivnede indeni, og et kort øjeblik var jeg bange for mit hjerte stoppede.

"Hun bed mig fanme," sagde stemmen irriteret, og pludselig blev mit håret revet i, så mit hoved røg bagud. 

Et smertefuldt skrig forlod mine læber, og da jeg åbnede øjnene igen stod jeg lige foran ham - Brandon. 

*_*

Mine øjne virker ikke for tiden. Ved ikke hvor MANGE stavefejl der var heri, men sygt mange. Mirah måtte rette det, ups. Nå men tak til dig minskat, og jeg er hjemme fra London og Zoey is in trouble. Så, hvad tror I der sker? Og hvorfor tror I Harry er sådan en narrøv og ignorer hende? Og hvad tror I Brandon vil gøre? Hva hva? xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...