The ballad of Zoey Green - {1D}

Zoey Green på 18, er ikke en af de piger, som går ubemærket igennem byen. Med sit lilla hår og anderledes udstråling, har hun opnået en høj status i blandt unge i London, men på en anderledes måde end de fleste tror. For Zoey er typen der ikke falder let for drenge, og det gør hende til et interessant mål iblandt dem - blandet andet også den kendte fyr Harry Styles og hans gruppe da hun starter på universitetet. Men at være populær er ikke altid det sjoveste, især ikke når jalousi, rygter og gamle minder bliver gravet frem. Et rygte kan blive til to, det kan ødelægge venskaber og starte had, og måske i sidste ende opbygge kærlighed. En krig mellem to grupper opstår, men hvad gør Zoey når hun pludselig er målet for begge grupper? *Drengene er ikke kendte*

1023Likes
1786Kommentarer
166664Visninger
AA

4. Respect.

 

Det var torsdag, og skolen var næsten færdig. Jeg manglede kun samfundsfag, og så havde jeg fri – eller fri og fri. Jeg havde en aftale og det var langt fra fri. Det var nærmest børnepasning – eller det blev det sikkert.

Jeg trykkede på min mobil, for at tjekke mine beskeder, og som altid havde Brandon skrev til mig. Jeg rullede kort med øjnene over hans misforståelse af min tekst. Jeg havde skrevet jeg skulle hjem og lave lektier hos en i dag, og fordi Brandon var Brandon, så vidste han altså at det var Louis. Spørg mig ikke om hvorfor, men en pervers latterlig og jaloux kommentar kunne han hvert fald godt fyre af.

Jeg skulle til at give ham et irriteret og flabede svar igen, da en hånd strejfede min hofte. Det gav et sæt i min krop, og ved et uheld slog jeg albuen ind i skabet.

En latter lød ved siden af mig, hvilket fik mig til at kigge derhen. Et par blågrå øjne mødte mine, men latteren tilhørte ikke ham. Jeg kiggede langsomt over på Harry, som rystede på hovedet, så hans krøller fløj rundt. Han lavede et tegn til Louis, som måtte være den, som havde rørt min hofte – for Harry var for langt væk til at kunne nå.

”Du svarede ikke på min besked.” Sagde han og sendte mig et smil. Jeg tog min bog og mobil, skubbede skabet i og lagde hovedet på skrå.

”Jeg havde ikke noget at skrive.”

En rynke kom frem mellem hans øjne.

”Har vi så en aftale eller ej?” Spurgte han seriøst om og kiggede mig irriteret i øjnene. Jeg trak på skulderne. ”Det regner jeg med?” Jeg sendte ham et venligt smil, inden jeg låste skabet.

”En anden gang er det okay at svare, at du ved det. Jeg har andre planer end at vente på dit sv..”

”Hør Louis, jeg ville utrolig gerne stå og sludre med dig, men jeg har samfundsfag nu. Vi ses, ikke?” Jeg klappede ham kort på skulderen, inden jeg gik ned mod mit lokale. Jeg kunne føle hans blik i ryggen, men det irriterede mig ikke det mindste. Faktisk glædede det mig. Jeg var virkelig træt af folk som ham, og hans latterlige gruppe.

*_* 

”Denne vej,” lød det fra Louis. Jeg var knap nok kommet ud af bilen, før han allerede var henne ved døren, til en kæmpe bygning, som sikkert var fyldt med små lejligheder.

Jeg kiggede skeptisk op på det og så hen på Louis, som bare stod med et drillende smil på læberne, og hans solbriller i hånden.

Whatever, det var kun en opgave, det var for skolen.

Jeg gik forbi ham og ventede på han førte an. Han kiggede kort på mig, inden han gik hen til elevatoren. Det kom faktisk bag på mig, at der var elevator her. Eller at Louis boede i en bygning med elevator.

Jeg kiggede hen på knapperne, og så Louis’ finger glide hen på etage 5. Jeg tog en dyb indånding, ikke fordi jeg ligefrem var nervøs, mere fordi jeg ikke var specielt vild med lukkede rum som det her.

Jeg kunne fornemme Louis kigge underligt på mig, men inden han nåede at spørge – ikke fordi det ragede ham, var vi på etage 5. Louis trådte hurtigt ud og gik ned til den første gang på døren. Jeg kiggede mig omkring. Væggene var hvide, og der hang et par malerier. Det var overraskende flot.

Måske havde jeg regnet med et faldefærdigt hus, hvor der lugtede og alt var ødelagt.

”Zoey, jeg har andre planer i dag,” sagde Louis drillende. Bare for at være en smule irriterende, blev jeg stående. Først da Louis sukkede højlydt, trådte jeg hen mod indgangen. Hans grænse var godt nok ikke særlig lang. Hans popularitet havde virkelig steget ham til hovedet. Han var jo pisse utålmodig. Sikkert fordi alle gjorde alt hvad han ville have.

Ad.

En duft af drengeparfume, fyldte min næse. Jeg kiggede kort rundt i gangen, og så Louis kaste sin jakke hen mod en hang, og ironisk nok, ’greb’ hanken jakken, så den ikke røg på gulvet.

Blærerøv.

Jeg tog min jakke af og bøjede mig ned for at binde mine sko op. Jeg smed dem hurtigt, tog fat i tasken og svang den over skulderen, for derefter at følge efter Louis, som var væk – derfor måtte jeg selv prøve at finde ind i huset.

Jeg gik ned af en gang, og for enden af den gang, var der lys. Derfor fulgte jeg efter det, og til min store overraskelse, endte jeg i stuen, hvor der var kæmpe vinduet, som fyldte hele væggen. Udsigten over London var fantastisk, og det samme var deres stue.

Der var ret hvidt, udover en af væggene var blå, en pæn lyseblå. Udover det, var der et stort TV, og vidst en ret dyr sofa. Jeg fik en underlig og dårlig fornemmelse i maven. Hvordan skulle Louis have råd til det her? De værste tanker steg op i mit hoved, og for at sikre mig selv om, at det ikke kun var stuen der var så… så dyr, gik jeg hen til den næste dør, som åbenbart førte ud i køkkenet.

Jeg burde have sagt mig selv, at det sikkert også var utrolig flot, men noget indeni mig ville ligesom ikke rigtig tro det. Jeg ville ikke tro, at Louis rent faktisk havde råd til det her. Så måtte han arbejde sort, for jeg havde ikke hørt noget om, at hans forældre var rige – overhovedet.

Jeg bed mig i læben. Den dårlige fornemmelse jeg havde haft om Louis, den steg. Han var kun til problemer, og hvis jeg hang ud med ham, i et hus, fyldt med designer møbler der ikke var lovlige, fordi Louis arbejdede sort, så ville jeg få pisse mange problemer.

Ih! Jeg kom jo kun for at lave en åndssvag opgave i engelsk.

”Jeg kan se du nyder udsigten?” Lød en stemme, hvilket fik mig til at snurre rundt. Louis stod op af dørkarmen med et æble i hånden, og kiggede drillende på mig.

”Hvordan har du råd til det her?” Fløj det ud af munden på mig, hvilket bare så ud til at behage Louis. Uden at svare, rettede han sig op og strakte armen ud.

”Skulle vi ikke i gang med en opgave?” Han ignorerede med vilje mit spørgsmål, hvilket bare fik mig til at tvivle endnu mere, og selvom jeg havde lyst til at spørge mere om det, fortsatte jeg bare ind i stuen.

For det første var jeg alene med Louis, og for det andet var jeg langt fra på hjemmebane, og jeg vidste ikke hvor Louis’ grænse virkelig blev overtrådt. Jeg kendte ham ikke, og jeg anede ærligtalt ikke, hvad han kunne finde på og ikke finde på.

Det var virkelig en fejl at tage med. Jeg hadede at skulle være bange for at sige og opføre som jeg ville, men jeg måtte passe på. Det var nye ’tider’.

”Sæt dig,” kommanderede han og satte sig selv i en sofa. Jeg smed min taske på gulvet, hev min bog op og lagde den på bordet, inden jeg satte mig på gulvet.

Spørg mig ikke om hvorfor jeg hellere ville sidde her, men så kunne jeg altså bedre koncentrerer mig.

”Gulvet?” Han løftede det ene øjenbryn, hvilket fik mig til at rulle med øjnene.

”Problem, Tomlinson?” Min flabede stemme kom tilbage, men fik bare Louis til at grine. ”Du er fanme for underlig Zoey.” Han rystede på hovedet og tog overraskende sin bog frem.

Jeg havde ærligtalt regnet med, at han ikke ville lave noget.

*_* 

”Well well well. Louis Tomlinson med en bog og en pige?” En hæs stemme fyldte stuen, og fik både Louis og jeg til at hoppe forskrækket.

Louis løftede sine fødder fra bordet og satte dem på gulvet, inden han drejede sin stol, og kiggede på Harry, som stod lænet op af dørkarmen med et æble – hvad fanden var der med dem og æbler?

”Hvad fanden laver du her?” lød det fra Louis, men ikke på nogen negativ måde.

Lort lort lort.

Jeg kunne mærke hvordan den irriterende følelse bredte sig, og jeg var kun taknemmelig for at Louis havde taget ordene ud af min mund. Hvad fanden lavede han her? Nu fik vi jo ingenting lavet, og han var den jeg mindst havde lyst til at se.

”Jeg bor her?” Sagde han flabede til Louis, men lod sit blik glide hen til mig.

Boede her? Hvad fanden?

Jeg greb hårdere om min blyant og rullede automatisk med øjnene. Jeg prøvede at koncentrerer mig om at skrive den sætning jeg var i gang med, men både Louis og Harry gjorde det umuligt for mig.

”Skulle du ikke hen til Aria?” Jeg kunne mærke hvordan min håndflade blev helt svedig. Jeg var virkelig utryg ved at være i det her hus, med Harry og Louis. Jeg havde slet ikke lyst til at vide, hvad de gjorde for at bo her – men jeg kunne ikke vise dem hvordan jeg havde det.

Jeg var Zoey Green, og helt ærlig. Jeg havde prøvet meget værre ting end at være i et hus med to drenge. Jeg måtte bare tage mig sammen.

”Naa, jeg aflyste for at være sammen med min bedsteven, som tydeligvis har besøg af det andet køn,” sagde han på en så irriterende måde, at jeg ikke kunne undgå at kigge på ham.

”Har du tænkt dig at stå der og være irriterende hele dagen?” Jeg lagde hovedet på skrå og kunne se hans smil stivne et øjeblik, inden han begyndte at grine.

”Forstyrrer jeg?” Hans blik landede på Louis, som selv begyndte at grine og ryste på hovedet, som om Harry var dum. Som om han ville lave noget med mig. Hvilket han alligevel aldrig kom til. Han irriterede mig. Så var hans ellers så flotte udseende ligegyldigt.

”Ja, af helveds til,” sagde jeg hurtigt, hvilket fik Louis til at grine endnu højere. Harrys grønne øjne fandt mine og låste dem sammen, inden han rettede sig op, og gik hen mod mig.

En ubehagelig følelse bredte sig, og da han gik om bag mig, for at læne sig ind over mig, gik en kold fornemmelse igennem mig.

”The Blitz,” mumlede han og tog et bid af sit æble. ”Interessant,” mumlede han og lod sit knæ ramme min ryg. Om det var med vilje eller ej, det vidst jeg ikke. Jeg ville gætte på med vilje, men det stoppede ikke min trang til at slå ham.

Der var stilhed i rummet et øjeblik. Det eneste jeg kunne høre var Harry som tyggede på sit æble. Ham og Louis vekslede et par blikke, hvilket gjorde mig en smule urolig, men det ville jeg ikke vise.

Heldigvis blev vi afbrudt af min mobil, som vibrerede. Jeg kiggede hurtigt hen på den, og så Brandons navn titte frem. En lettede følelse bredte sig da Harry trådte et skridt fra mig.

Fra Brandon:

Yeah sikkert. Hils.

Han var pludselig utrolig kold i sine beskeder, hvilket gjorde mig utryg. Han havde da intet imod Louis og Harry? Hvis jeg ikke tog fejl var Harry og ham gode venner.

”Hils igen,” brummede Harry bag mig, hvilket fik mig til at spærre øjnene irriteret op, inden jeg vendte mig rundt, og kiggede på ham.

”Godt du kan læse mine beskeder, idiot” vrissede jeg surt, hvilket fik ham til at grine. Han satte sig på hug foran mig, og før jeg kunne nå at reagerer, havde han taget mit ansigt i hans hånd. Det kom virkelig bag på mig, hvor stor hans hånd var.

Jeg prøvede at vride mit ansigt, fri men han strammede sit greb og sørgede for at få øjenkontakt med mig. Hans grønne øjne var blevet mørkere, og han så mere seriøs ud i ansigtet.

”Du burde virkelig få en anden attitude Zoey,” mumlede han, så jeg kunne mærke hans ånde mod mit ansigt. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Louis var smuttet, hvilket fik mit hjerte til at slå hårdt mod mit bryst. Ingen havde taget ved mig på denne måde før. Jeg havde ingen ide om, hvad fanden han lavede.

Irriterede løftede jeg hånden for at slå til hans hånd, som holdt om min kæbe, men han var åbenbart hurtigere og lidt efter holdt han mit håndled i sin frie hånd.

”Du kan komme ud i en helveds masse problemer, hvis du ikke snart finder ud af hvem du burde respektere.” Hans stemme var hæs, dyb og mørk. Hans greb om mit håndled strammede sig, så jeg måtte kæmpe for at holde et støn af smerte inde.

Jeg vidste godt jeg skulle starte forfra og Zoey med problemer skulle væk, men han gjorde mig så vred. Ingen skulle tage ved mig på denne måde. Jeg brød mig ikke om nærkontakt, og da slet ikke denne. Jeg gav min respekt til folk der fortjente den – og Harry var en stor nar, han burde virkelig sættes på plads.

Jeg ville ikke frygte ham, og det gjorde jeg heller ikke.

”Når du har fortjent min respekt,” mumlede jeg og stirrede vredt ind i hans øjne. ”Så skal jeg udvise den,” vrissede jeg surt af ham og fik endelig min hånd fri. Harry lagde sit hoved på skrå og studerede nøje mit ansigt. Hans hænder havde strammet sig, og denne gang skar jeg en grimasse af smerte.

Han lagde hurtigt mærke til det, og løsnede sit greb. Han var ikke ude på at gøre mig ondt, bare ude på at skræmme mig – og det virkede, men jeg var ikke bange. Ikke for Harry.

”Så håber jeg for din egen skyld, at den snart kommer. Du kommer hvert fald ikke langt med den der attitude, ikke på min skole.” Han lod sin tommelfinger glide hen langs min kæbe, som han lige havde holdt så stramt ved.

En rysten gik igennem min krop, da hans finger gled hen under min læbe. En smerte i brystet blev større og større, og det gik hurtigt op for mig, at jeg havde holdt vejret.

”Pas på Zoey,” mumlede han, inden han helt trak sig fra mig, og gav mig mulighed for at trække vejret igen. Jeg tog en dyb indånding og greb ud efter min mobil. Hurtigt trak jeg min taske hen til mig, proppede bøgerne ned i og bad Brandon om at hente mig.

Jeg ville ikke indrømme det, men følelserne indeni gjorde det umuligt. Hans grønne følelsesløse øjne, hans hænder, hans stemme… han skræmte mig. Mit hjerte sad helt oppe i halsen. Jeg var ikke vant til denne følelse. Normalt blev drengene skræmt af min flabedehed. Normalt respekterede de mig når de indså jeg ikke var som de andre piger. Men Harry…. Han prøvede. Men han måtte da give op på et eller andet tidspunkt!

”Smutter du allerede?” Lød det fra Louis, som prøvede at se overrasket ud, selvom han var utrolig dårlig til det. Noget sagde mig, at de måske havde aftalt det her. Men hvorfor kunne Harry ikke bare fortælle mig det her på skolen?

Harrys synsvinkel:

”Smutter du allerede?” hørte jeg Louis spørge om. Et lille smil gled over mit ansigt, inden jeg greb ud efter et af de blade der lå på bordet.

Jeg havde skræmt hende. Jeg må have gjort et eller andet, som fik hende til at forsvinde så hurtigt. Hendes reaktion var anderledes. Hun så overrasket ud – som om hun slet ikke var vant til, at nogen sagde og gjorde sådan ved hende.

Og jeg nød det. Jeg nød at se hende sådan. Det gav mig på en underlig måde kontrol. Hun skulle knækkes. Jeg skulle have hende. Jeg ville have hende som den første. Jeg ville vise Brandon, at jeg kunne det her og han ikke kunne. Det ville jeg vise dem alle – men for at få det, blev jeg nødt til at være som de ikke havde været.

Jeg blev nødt til at stå op imod hende, og gøre hende bange. Jeg vidste ikke om det virkede, men det var min ide. Det var sådan jeg ville prøve at få hende. Alle de andre havde jo respekteret hende, kæmpet for hende, og failede. Jeg måtte prøve noget andet, tænke i nye baner.

”Hvad fanden?” Louis kom ind, og da jeg så hans smil, kunne jeg hurtigt se han ikke var sur. Jeg vidste han heller ikke brød sig om hendes flabede side.

”Hvad sagde du lige til hende?” Han slog sig ned og skubbede bladet fra mig, for at få min opmærksomhed. Et flabede smil gled hen over mine læber, inden jeg igen tog bladet hen til mig.

”Vi havde os bare en lille snak.” Jeg kunne se Louis lyse op i et smil, og lidt efter grinede han.

”Nå ja Styles, bare en lille snak som fik hende til at flygte?” Han kiggede afventende på mig, og fordi han var min bedsteven kunne jeg lige så godt fortælle ham mine planer. Han kunne altid blive en hjælp senere hen – præcis som han også var i dag.

Min mobil vibrerede, og hurtigt havde jeg den i min hånd. Louis kunne godt finde på at tage min mobil, men heldigvis havde han lært ikke at læse mine ting længere.

Fra Brandon:

Hvad fanden gjorde du ved hende Styles? ;-)

Jeg kunne ikke lade være med at smile over beskeden. Du skulle bare vide Brandon.

*_* 

Zoeys synsvinkel:

”Du er sikker på jeg ikke skal gå med ind?” spurgte Brandon om, og lagde hånden på rattet. Jeg nikkede bestemt. Jeg var alene hjemme, men det behøvede han jo ikke at vide. Det var ikke fordi han ligefrem lagde skjul på sin flirten – det havde han aldrig gjort, og det var det der gjorde jeg ikke brød mig om ham.

Folk der var så ligefrem som ham, flirtede og troede de havde en chance, irriterede mig grænseløst. Jeg havde brug for en der var anderledes, problemet var bare at jeg ikke vidste hvordan.

Men jeg søgte heller ikke ligefrem en kæreste. Det kom nok med tiden. Lige nu skulle jeg bare koncentrerer mig om skolen og idioten til Harry – for jeg var langt fra færdig med ham. Måske stod der 1-0 til Harry lige nu, men jeg skulle ikke frygte ham. Folk havde før truet mig sådan der fordi jeg havde en stor mund – så hvorfor skulle Harrys ord have større indflydelse end de andres?

Det skulle han ikke.

Jeg skulle vise ham, at jeg ikke havde en skid respekt for ham, og aldrig kom til. Normtalt vandt jeg sådan en diskussion, og efter det troede de altid de havde en chance.

Jeg har venner – mange. Ikke tætte venner, bare overfladiske venner men de er der. Så har jeg fjender som hopper på alle rygterne. Jeg har ikke nogen som er ligeglad med tingene. Alle har en holdning, om det så er den andre har, så har de en. De bliver påvirket lidt, sådan ser jeg bare på det.

Og i morgen. Det var fredag, hvilket betød weekend – sjovt nok. Men jeg skulle give Harry en god weekend, en weekend hvor han ville spekulere på hvem fanden jeg var, og hvordan han skulle få min respekt.

Dog ville han langsomt indse, at det ikke skete. Jeg ville ikke bukke under, ikke for ham. Måske for Niall fordi han var nuser, eller Zayn fordi han var lækker, men aldrig Harry. Eller Louis. Jeg var sikker på Louis havde fået mig med hjem så Harry kunne snakke med mig. Jeg så det bare ekstremt svagt af ham, og selvfølgelig.. jeg er Zoey, og det kan jeg ikke holde igen med. Og jeg brød mig ikke om Harry havde fået den reaktion frem i mig, så for at vinde lidt tilbage, skrev jeg selvfølgelig til ham.

Til Harry:

Næste gang du vil snakke med mig, så spørg. Det behøver du ikke Louis for. ;-)

Og ja, selvfølgelig havde jeg Harrys nummer. Kald mig latterlig, men jeg kan bedst lide at være forberedt, hvis nu han skulle ringe til mig for at sige et eller andet lort – for helt ærlig. Det er Harry vi snakker om her.

Fra Harry:

Der bliver ikke en næste gang Green, bare sørg for at opfør dig ordentlig.

Jeg kunne ikke lade være med at grine over beskeden, og igen, fordi jeg er så ivrig efter at få det sidste ord, så skrev jeg til ham igen.

Til Harry:

Så vi er på efternavne nu Styles? – Jeg er ikke en ordentlig pige, desværre.

Der gik næsten ikke engang et minut, før han havde svaret.

Fra Harry:

Lyder som en udfordring Green?

Jeg rullede med øjnene, inden jeg lod min hånd glide over skærmen.

Til Harry:

Du vil spilde din tid Styles.

Og fordi idioten ikke gav op, fortsatte vores samtale hele aftenen. Jeg fik mig et par grineturer, men Harry så også lidt sjov ud.

Okay han var smaske lækker, men det var også kun det. Han irriterede mig, og hans beskeder gjorde ham til en nar. Lad os bare sige det sådan.

*_* 

”Zoey!” Amy kom løbende ned igennem gangen, fik sagt undskyld til et par folk, og tog så en dyb indånding da hun stod foran mig.

”Jeg ved det er sen udmelding, men du er ny og du burde vide der er fest hver fredag, så vil du..”

Jeg var ikke idiot. Selvfølgelig vidste jeg, at der var fest hver fredag. Troede hun jeg havde boet under en sten eller hvad?

”Og du er ny, så du skulle måske tage med for ligesom at lære nye at kende?”

Jeg løftede det ene øjenbryn og skulle til at fortælle hende, at jeg sikkert allerede kendte dem er kom, men Amy var sød og prøvede bare at få mig med ind, så jeg skulle helst ikke ødelægge det.

”Jamen, selvfølgelig. Hvad klok og hvor?” Vi fulgtes ned af gangen. Det var fredag og to af mine timer var blevet aflyst, så det her var min sidste.

”Når du vil, og jeg sender adressen. Jeg må virkelig smutte!” sagde hun og var væk hurtigere end jeg kunne nå at blinke. Jeg kiggede forvirret efter hende. Okay så. Jeg havde en aftale fredag aften. Ikke at det var nyt, men igen.

”Forladt, huh?” sagde en stemme. Jeg vendte mig hurtigt rundt, og fik øje på Zayn. Han hev langsomt sin hætte af og krydsede det ene ben over det andet.

Jeg løftede det ene øjenbryn, da det ikke lignede Zayn at snakke til mig. Det var altid som om han var bedre end mig, så det kom virkelig bag på mig nu.

”Du kan tale,” sagde jeg flabede og gik forbi ham. Han grinede hæst og tog fat om min hånd, og lidt efter stod jeg foran ham. Jeg kunne på den korte afstand, lugte røg, hvilket betød han røg. Ikke at jeg havde noget imod det, men lugten var ikke så speciel tiltrækkende – men det var der så meget andet på ham der var, så hvad forskel gjorde det?

”Jeg formoder du har hørt om festen i aften?” sagde han stille, som om han var bange for andre ville høre os…. Men han burde vide opmærksomheden allerede lå fuldt ud på os. Jeg kunne mærke alles blikke på os.

Jeg kunne ikke lade være med at grine en smule over hans ’formoder’. Han var virkelig fin britisk af den type fyre at være.

”Skulle du spørge fra nogen?” Jeg lagde hovedet på skrå og talte normalt, så nogen umuligt kunne undgå at høre os. Ryger om Zayn og jeg var sammen? Nej tak.

”Hvad hvis jeg skulle?” Han løftede det ene øjenbryn og strammede sit greb om mit håndled. Jeg skar kort en grimasse og trak så mit håndled til mig. Det lignede ikke Zayn at snakke til mig, så hvorfor nu? Der var et eller andet i gang.

”Hvis du er heldig, så kommer jeg måske i aften.” Jeg vidste min kommentar nemt kunne misforstås, og det kom vidst bag på både Zayn og de andre. Et smil gled over mit ansigt da jeg fandt min plads ved siden af Bryan i fysik lokalet.

Da mit blik igen faldt hen på Zayn, låste vores øjne sig sammen. Jeg kunne nemt se den rynke der var i hans pande, og lidt efter stod han med hovedet begravet i mobilen.

Hvis der kom rygter nu, så var jeg vidst selv udenom det.

”Hey Zoey,” sagde Bryan og strakte armene for et kram. Jeg gengældte det hurtigt. Denne time skulle bare overstås så jeg kunne komme hjem og gøre mig klar.

Min aften i aften skulle være vild. 

*_* 

Så, tror I Zayn skulle spørge fra nogen? & hvad synes I om episoden mellem Harry og Zoey hos Louis og Harry? Hvad tror I der vil ske til festen? Hvad håber I der vil ske? x

Undskyld for ventetiden, og tak fordi I kan vente. x
I må meget gerne like den, hvis I kan lide deeeeeeen. xx Og skriv gerne jeres forslag til hvad der skal ske til festen, det ville jeg elske at læse! xxxxxxxxxxxxxo 

Undskyld stavefejl, er træt, og har det seriøst med at lave de dummeste fejl af og til, haha x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...