The ballad of Zoey Green - {1D}

Zoey Green på 18, er ikke en af de piger, som går ubemærket igennem byen. Med sit lilla hår og anderledes udstråling, har hun opnået en høj status i blandt unge i London, men på en anderledes måde end de fleste tror. For Zoey er typen der ikke falder let for drenge, og det gør hende til et interessant mål iblandt dem - blandet andet også den kendte fyr Harry Styles og hans gruppe da hun starter på universitetet. Men at være populær er ikke altid det sjoveste, især ikke når jalousi, rygter og gamle minder bliver gravet frem. Et rygte kan blive til to, det kan ødelægge venskaber og starte had, og måske i sidste ende opbygge kærlighed. En krig mellem to grupper opstår, men hvad gør Zoey når hun pludselig er målet for begge grupper? *Drengene er ikke kendte*

1023Likes
1786Kommentarer
166730Visninger
AA

11. It's just the beginning.

Som var det en muscial hvor folk skulle til at danse, kom folk tættere på.

"Er det virkelig sådan du vil have det?" Hørte jeg Brandon vrisse til Harry.

"Tror du, at det har gjort alt bedre Zoey?" Råbte Brandon vredt - og for at være ærlig, så havde jeg aldrig hørt hans stemme sådan der før, og det skræmte mig.

Jeg mærkede en hånd i min, og kiggede på Amy. Hun så ikke speciel glad ud, og det havde hun heller ingen grund til. Brandon havde set mig og hende sammen, og nu var jeg virkelig usikker. Jeg vidste virkelig ikke hvad han havde i tankerne - men Amy skulle ikke føle sig for sikker.

"Tillykke Zoey, du har lige vundet en billet til aldrig at føle dig sikker igen," hørte jeg Brandon sige højt, hvilket gav mig lyst til at græde og grine på samme tid. Dog nåede jeg ikke noget af det, for Harry skubbede til mig, og lidt efter stod to fremmede drenge foran mig - okay den ene var Andy, men jeg kendte ham ikke særlig godt, og jeg skulle ikke nogen steder med dem.

Jeg stolede ærligtalt ikke på nogen lige nu.

"Zoey, gå med," hørte jeg Liam sige, men jeg rystede på hovedet. Det var først nu det gik op for mig, hvor slemt det her stod til. Brandon kom ud med alverdens trusler, han var på alt muligt shit og det samme var hans venner. Jeg kunne ikke føle mig sikker før, så hvordan skulle jeg det nu?

Noget sagde mig, at Brandon kun havde holdt igen, fordi han ventede på jeg 'overgav' mig til ham, men efter det kys havde han vidst indset sandheden.

"Zoey," sagde Harry irriteret, men jeg rystede på hovedet og strammede grebet om Amys hånd. Jeg var virkelig skræmt lige nu, og at gå med nogle helt fremmede, det var ikke mig, eller Amy for den sags skyld.

"Zoey forhelved," vrissede Harry surt, men Liam brød ind. Han lagde en hånd på min ryg, og fik mig sammen med Andy, og den anden dreng, hen til udgangen. Folk kiggede efter os. De havde sikkert hørt om kysset, og lige om lidt ville der være drama.

Faktisk var jeg bange for hvad der ville ske. Hvorfor Harry ville have mig derfra, det vidste jeg ikke. Jeg ville vide det, og jeg havde ærligtalt ikke lyst til, at der skulle ske Harry eller de andre drenge noget, på grund af jeg havde handlet latterligt.

"Liam," sagde jeg og prøvede at få hans opmærksomhed, men enten ignorerede han mig eller hørte mig ikke.

"Liam," sagde jeg igen da han fik mig ud af døren.

"Liam!"

"Hvad?" vrissede han surt, og det kom virkelig bag på mig - for det var Liam, og Liam var aldrig sur på mig. Han var en af de eneste der havde været sød ved mig.

"Vil de andre være okay?" Spurgte jeg usikkert om. Liam gik tættere på mig. "Ved du overhovedet hvad du har startet Zoey?" Han tog ved min overarm, og trak mig videre over til en bil.

"Sæt dig ind, og lad dem køre dig hjem til Harry og Louis - og lad nu være med at tage en omvej eller skift mening Zoey," sagde han vredt og lukkede døren efter mig, inden han forsvandt igen.

Mit hjerte slog hårdt mod mit bryst, og var det ikke for Andy der kørte, og Amy der sad ved siden af mig, så havde jeg grædt.

"Zoey?" Mumlede Amy. Jeg nikkede, men undgik dog at kigge på hende.

"Jeg kan ikke.. lade være med at spekulere på om... jeg nu er du ved..."

"Det er du Amy." Jeg kiggede hurtigt hen på hende. "Det er du, og det er jeg virkelig ked af. Det var ikke meningen." Tårerne kom pludselig frem, og det kom vidst bag på Amy. Hun lagde hurtigt en arm om min skulder og trak mig en smule hen til sig.

"Det er jeg virkelig ked af," hviskede jeg, men hun nikkede bare og tyssede på mig.

*_*

"Så dig og Harry er ikke sammen?" Spurgte Amy om. Vi sad i sofaen hos Harry og Louis og ventede på de gav lyd fra sig, eller kom hjem. Jeg havde valgt at fortælle Amy det hele - hun var en del af det her nu, og jeg hadede mig selv for det. Det her var ikke bare noget fnidder mellem to drenge, det var virkelig slemt, og det kunne gå hen og gå fuldstændig amok.

Jeg vidste ikke engang hvor Brandons grænse var.

"Amy, jeg er ked af det, og hvis jeg.." Jeg blev afbrudt af døren blev åbnet. En masse stemmer lød, og straks vendte min mave sig, og mit hjerte satte farten op.

Jeg trak tæppet længere op omkring mig idet Harry og Louis kom ind i stuen. De kiggede begge to på mig, og pludselig sprang bomben.

"Hvad fanden har du gang i Zoey? Hvad er det du ikke forstår ved at gå?" Vrissede Louis surt af mig. "Og hvad fanden laver hun her?" Han pegede på Amy, som hurtigt kiggede væk.

"Hun.." Min stemme knækkede. Jeg sank en gang og kiggede så på Louis igen. "Hun er en del af det her nu. Brandon så os sammen og jeg.."

"Great!" råbte han højt og slog ud med armene. Jeg kneb øjnene sammen og kiggede ned i mit skød. Normalt ville jeg være ligeglad med de råbte og skreg af mig. Faktisk ville jeg normalt ikke finde mig i det, men det var som om denne aften havde ændret det hele.

"Er det sådan vi gør det?" spurgte Niall om kom ind i stuen. Harry kiggede hurtigt hen på ham, og nikkede langsomt.

Jeg var helt forvirret, men jeg følte ikke helt for at spørge ind til noget lige nu. Mit humør var i bund, jeg følte mig rent faktisk utrolig bange, og Amy var heller ikke ligefrem den gladeste.

"Amy, Zayn kører dig hjem," sagde Harry og hurtigt rejste Amy sig, som om hun virkelig respekterede dem - som om hun var bange.

"Hvad?" Jeg rejste mig hurtigt op. "Du kan ikke bare sende hende hjem?" De kiggede alle sammen hen på mig, og Zayn stoppede med at lege med sine nøgler.

"Hun er en del af det her nu på grund af mig. Brandon vil gå efter hende, og I vil sende hende hjem? Er i fuldstændig latterlige?" Råbte jeg højt. Louis rystede bare på hovedet og forsvandt ud i køkkenet, og Harry lavede igen tegn til at Amy skulle gå.

Hvordan kunne de være sådan? Det var dem der hele tiden belærede mig om hvordan Brandon var, og hvor meget jeg skulle passe på, og nu var de ligeglade? Havde de glemt alt?

"Jeg tager med," sagde jeg hårdt, og denne gang reagerede Harry.

"Nej, du bliver her." Sagde han en smule hårdt, men jeg rystede på hovedet og tog Amy i hånden.

"Zoey," sagde Harry advarende.

"Er det ikke dig der hele tiden minder mig på hvor sindssyg Brandon kan være? Og nu vil I lade Amy være alene - hvem fanden er de sindssyge her?!" Råbte jeg højt. Jeg var, uden tvivl, helt ude af den. Hvordan kunne de være sådan?

"Jeg tror du skal sove Zoey," mumlede Niall.

"Hold din kæft!" Sagde jeg vredt. "Brandon er syg i hovedet - mere end han plejer, og han ved Amy er en del af det nu og nu vil du bare se.."

"Zoey, hold mund." Sagde Harry trættende. "Zayn kører hende hjem, og få nogen til at blive der. Tilfreds?" Han løftede det ene øjenbryn, og da jeg skulle til at protestere igen, gav Amy min hånd et klem.

"Det er fint nok. Jeg ringer hvis der sker noget, okay? Mine forældre er også hjemme." Jeg kiggede ned på hende. Hun sendte mig et lille smil som tegn på det hele nok skulle gå. Jeg sukkede tungt og slap hendes hånd.

"Lov at ring, okay?" Hun nikkede hurtigt og tog imod sin jakke, som Zayn gav hende.

Jeg kørte mine hænder rundt i mit ansigt. Mit hoved dunkede, og jeg var vidst så småt ved at blive ædru igen.

Tankerne kørte rundt. Jeg var træt, jeg var bange og det hele var bare galt lige nu. Denne aften havde været forfærdelig. Alle tingene var gået op for mig, og nu var jeg i hus med fire drenge, som alle var sure på mig.

Jeg tog en dyb indånding og lukkede øjnene et kort øjeblik.

"Du burde gå i seng," mumlede Harry, hvilket gav mig lyst til at græde. Der skulle meget til før Harry rent faktisk blev sur, og det var ikke det værste - lige nu lød han bare virkelig skuffet.

"Hvorfor bliver du ved med det her?" Sagde jeg og fik ham til at stoppe op. "Hvis jeg alligevel kun er problemer for jer, hvorfor bliver I så ved? Ved du overhovedet hvad der sker nu? Brandon går fuldstændig amok, og jeg skuffer jer - og i bruger jeres tid på mig, og jeg bliver bare ved med at fucke alt op?"

Et lille smil gled over hans ansigt, hvilket jeg ikke forstod.

"Det er altid noget du ved det," sagde han flabet, men det gjorde bare det hele værre. Mine øjne blev våde, og jeg måtte tage en dyb indånding for ikke at græde, men da det ikke hjalp, rystede jeg på hovedet og gik ud af stuen, for at gå ned på Harrys værelse.

"Zoey," kaldte han efter mig, men jeg rystede afvisende på hovedet. Han måtte for helved da snart lære hvornår man skulle lave sjov og ikke sjov. Var det hele virkelig bare som en leg for ham? Hvorfor havde han så ikke fortalt om vores kys? Han forvirrede mig så meget.

Jeg skulle til at smække døren i, men en hånd blev lagt på den, og lidt efter skubbede han døren op.

"Jeg gider det ikke Harry! Kan du ikke bare for en gangs skyld lade mig fucking være?!" Råbte jeg højt og drejede rundt. Jeg nåede kun lige at se Harrys grønne øjne, inden han havde taget mit ansigt i sine hænder, og presset sine læber mod mine.

Jeg havde ikke den store lyst til at indrømme det, men jeg begyndte langsomt at slappe af, og det fik tårerne til at glide ned af mine kinder. Den her aften var lort - og alkoholen fik alle følelserne frem i mig lige nu. Jeg var så svag, så svag at jeg ikke engang skubbede Harry væk.

Han skubbede mig forsigtigt hen mod sengen, og da jeg ramte kanten, faldt jeg bagover, med Harry. Han fik mig på en underlig måde længere op i sengen.

Han bed mig forsigtig i læben, inde han trak sig væk. Han lagde sig ned ved siden af mig, støttede på sine albuer så hans ansigt var ud for mit, og kærtegnede forsigtig min kind.

"Lad det være det manglede kys fra dit badeværelse af," mumlede han og sendte mig et charmende smil, som ikke havde antydningen af drilleri i.

"Og lig dig så til at sove," han trak sig fra mig, og hev dynen over mig. Jeg var helt forvirret over hvad der lige var sket, men da Harry rejste sig, så kom det tilbage til mig.

"Hvor sover du henne?" Min stemme var svag, men Harry havde alligevel set den side af mig så tit, så nu betød det ikke så meget mere.

"Det finder jeg ud af. Sov nu," han sendte mig endnu et smil og slukkede lyset.

Mit hoved fandt tilbage på hovedpuden. Jeg lod min ene finger glide over min læbe og tog mig selv i at smile. Jeg havde ærligtalt ikke troet, at bag hans hårde og kolde facade, var der en dreng som ham. Det kunne godt være han gjorde det for at vise Brandon at han havde mig, men jeg var 18 år - måske var det på tide at springe ud i tingene, opleve noget.

Og med opleve noget, mener jeg ikke at få Brandon op i det røde felt, som jeg gjorde. Jeg vidste, at jeg blev nødt til at følge deres råd, hvis Brandon ikke skulle overfalde mig eller noget - og det var okay. Jeg måtte give det en chance - give Harry en chance. Der var vel ikke noget imod at stjæle uskyldige kys af ham af og til, hvis bare jeg ikke lod ham komme for tæt på.

Han var anderledes, men jeg stolede stadig ikke på ham. Han var stadig ude efter én ting.

*_*

Kender I det, hvor man næsten sover, men en lyd bringer en tilbage, så det givet et spjæt i hele kroppen? Sådan vågnede jeg.

Hele min krop rystede af det chok jeg havde fået, og mit hjerte slog hårdt i mit bryst. Værelset var helt mørkt, og da jeg hørte en person trække vejret ved siden af, satte jeg mig op med at sæt.

Kort glemte jeg hvor jeg var, men da jeg huskede det, huskede jeg også alt der var sket hen af aftenen.

"Er du okay?" Spurgte en hæs stemme, som kun kunne tilhøre Harry. Hvem skulle også ligge sig ved siden af mig? Alle var sure på mig, og det her var jo Harrys værelse.

Jeg tog en dyb indånding, men blev afbrudt af en hånd der blev lagt mod min ryg. Den var varm i forhold til mig, og hvis jeg ikke tog fejl, så havde jeg måske haft et mareridt uden at kunne huske det. Hvorfor skulle mit hjerte ellers banke så hurtigt?

"Jeg har det...Fint," fik jeg sagt, og lagde mig ned igen. Jeg vendte ryggen til Harry og trak dynen op under min hage.

Amy.

Mine øjne blev store og hurtigt greb jeg ud efter min mobil, som jeg havde lagt under puden. Lyset skar i øjnene, hvilket fik mig til at skære en grimasse. Der var et opkald fra hende, og det gav mig lyst til at græde af frygt for der var sket noget.

"Vi har snakket med hende," lød en svag mumlen. "Hun er okay, hun kommer over søndag," mumlede han igen træt. Klokken var også omkring fire, så det var forståeligt.

Jeg lagde mig tungt ned igen og lukkede øjnene. Der gik ikke særlig lang tid, før jeg følte jeg lå ubehageligt. Jeg bevægede mig igen, men denne gang stødte jeg ind i Harry - med min hofte. Jeg bed mig i læben og håbede han ikke havde lagt mærke til det. Han var tættere på end jeg havde regnet med.

"Du burde ligge dig til at sove Zoey," mumlede han igen og bevægede sig. Der gik kun et kort øjeblik, før jeg kunne mærke hans krop op af min, og det fik mig til at bide mig selv hårdere i læben. Det var som om han ledte efter nogle tegn til at stoppe, og da han ikke fik det, slappede hans krop mere af. Hans hånd lagde sig på min hofte , og uden at vide hvad jeg gjorde, hvilket jeg alligevel vidste, lagde jeg min hånd oven på hans. Han lod sin hånd glide ned af min mave, så den lå lige ved kanten af mine gemacher.

Jeg lod mine fingre glide ned mellem hans, og hurtigt gav han min hånd et klem. Jeg kunne ikke lade være med at smile, og da hans ånde kunne mærkes ved min skulder, gik en varm fornemmelse igennem mig, og kuldegysningerne bredte sig.

Jeg puttede mig længere ind mod ham, og kunne mærke hvordan hans krop formede sig efter min. Han trak en smule op i min bluse, og lod sin pegefinger tegne cirkler på min hud. Jeg fniste lydløst og lukkede øjnene i. Et kys blev plantet på min skulder, og lidt efter trak han mig helt ind til sig, så jeg kunne mærke hans bryst mod min ryg, og hans underliv mod mit.

En underlig tryg følelse bredte sig, og man kunne vel godt sige jeg blev revet med at stemningen. Jeg vendte mig hvert fald rundt og blev mødt af Harrys trætte øjne. Jeg sendte ham et lille smil og lod ham trække mig ind til sig igen.

Det var som om ord slet ikke var nødvendige lige nu. Vi vidste begge to hvad det næste skridt var, og lidt efter var hans læber mod mine igen. Jeg lagde min hånd på hans bryst og kyssede med. Sidst jeg havde haft sådan et kys, var med min gamle kæreste - så hvis jeg havde været helt fuld, så ville jeg nok være blevet revet med fuldstændig, men jeg havde stadig min fornuft - og det stoppede mig også i at gøre mere - ikke fordi Harry prøvede på noget, hvilket igen kom bag på mig.

Han havde haft to oplagte muligheder for at prøve på noget mere, men det gjorde han ikke - og det var det der fik mig i tvivl. Jeg blev nødt til selv at huske mig selv på hvad han virkelig ville.

Jeg trak mig til sidst fra ham, og lagde mit hoved ind til ham. Han pakkede dynen omkring mig og gav mig et kys på panden. Det ville nok være helt anderledes i morgen - men lige nu nød jeg det.

*_*

Jeg vågnede ved en masse stemmer - og med masse mener jeg ikke bare fem drenge stemmer, men rigtig mange stemmer.

Jeg slog øjnene op og lod min arm falde til siden. Jeg kneb øjnene sammen og kiggede til siden, hvor Harry i går aftes havde ligget.

Jeg havde ingen kommentar på det, så derfor valgte jeg at stå op, og på grund af spejlet der hang på skabet, fik jeg hurtigt øje på mig selv.

Jeg havde åbenbart sovet roligt i nat, for mit hår stod ikke ud til alle sider. Jeg gik helt hen til spejlet og sukkede dybt, da jeg så min mascara sad ud over det hele.

Jeg gned det væk, så det kom på min finger i stedet for. Jeg lignede en med virkelig store tømmermænd, og det havde jeg måske også lidt. Jeg havde hvert fald ondt i maven, og da jeg gjorde mig selv opmærksom på det, kunne jeg smage alt vodkaen fra i går, og hurtigt var jeg ude af Harrys værelse.

Jeg vidste hvor toilettet var, og hurtigt faldt jeg ned foran det, og lod alt fra i går komme op. Et par tårer trillede ned af mine kinder, og da jeg til sidst ikke kunne få mere op, tog jeg noget papir og tørrede mig om munden.

Jeg blev nødt til at børste tænder. Min ånde måtte være forfærdelig. Hvor havde jeg brug for mit eget værelse lige nu.

Jeg rejste mig op og skyllede ud i toilettet. Med en kejtet bevægelse åbnede jeg døren og var nær stødt på en person.

"Godmorgen Zoey," og fordi jeg havde hørt på det hele ugen, vidste jeg det var Zayn. Jeg kiggede op på ham, hvilket fik ham til at skære en grimasse.

"Du ser ikke ud til at have det godt?" Sagde han drillende, hvilket rent faktisk var rart, for så havde han måske glemt det fra i går/nat.

"Hvad snakker du om? Sådan her ser jeg ud hver morgen," sagde jeg ironisk og gik hen mod værelset.

"Jeg skulle egentlig tjekke op på dig. Har du brug for noget?" Jeg vendte mig om og lagde hovedet på skrå. "En tandbørste og et par piller ville være rart." Mumlede jeg og fortsatte ind på værelset. Jeg havde virkelig ingen ide om hvor Harry og Louis havde alle de penge fra - men de havde dem, og lige nu var jeg glad for det. Harry havde et vindue man kunne sidde i, og frisk luft var nok en god ide lige nu.

Jeg satte mig til rette på puden, og lagde en om i ryggen, og åbnede så for vinduet. Den dejlige varme luft samt solen, ramte min hud og fik mig til at lukke øjnene i.

Harrys synsvinkel:

"Er i med på det?" spurgte Liam og kiggede rundt. De nikkede alle sammen. Der var en del herover, fordi alt det med Brandon i går ville starte noget helt nyt. Jeg havde allerede modtaget min første trussel fra Brandon - dog omhandlede den Zoey, ikke mig.

Brandon havde folk overalt til at kigge efter Zoey, og sådan måtte vi også køre det nu, selvom Zoey var imod det.

Nu vi snakkede om Zoey, så vidste jeg ikke hvad der var sket i går. Det var længe siden jeg havde sovet så godt - og trygt fordi jeg vidste hvor jeg havde hende.

Hun havde været sur over jeg afviste hende på toilettet, og det fik hende til at kysse mig i går - selvom jeg vidste der var mere i det, som blandt andet at Brandon blev ved med at opsøge hende og sige hun var hans.

Jeg havde længe ventet på at se Brandons reaktion på det - men i går havde jeg ikke været klar, men det gjorde næsten det hele bedre. Han havde råbt op, truet mig, og de andre. Jeg blev nødt til at sende Zoey væk, og endelig gik det vidst op for hende, hvor alvorligt det her var.

Dog ville hun ikke smutte, og det irriterede mig. Hun blev nødt til at lære at høre efter hvad jeg sagde.

Jeg fik forklaret Brandon at hun ikke var hans, og han var flippet fuldstændig ud. Han havde slået ud efter mig, men for mit held havde jeg folk omkring mig, så det endte med en stor kamp - os mod dem. Dog stoppede den hurtigt igen, men jeg vidste det kun var begyndelsen.

Endnu et lille problem vi havde, var at Amy var blevet blandet ind i det, og Zoey holdt tydeligvis af hende, så derfor måtte vi også tage hensyn til hende nu. Der var mange ting der skulle ordnes, men det blev jeg nødt til. Jeg havde selv været en smule skyld i det.

Men det havde virket - at være anderledes overfor Zoey, havde virket, og jeg var på rette vej.

Zoeys synsvinkel:

"Så er du er oppe, hvor rart," lød det henne fra døren - dog lød det meget ironisk. Jeg gad ikke engang kigge hen på Louis ansigt. Han var den sidste jeg magtede efter i går. Den narrøv. Han fattede ikke en skid.

"Nu skal du høre, Harry er i gang med noget vigtig - men han bad mig fortælle dig et par ting."

Jeg holdt stadig blikket ud af vinduet, selv da han satte sig foran mig.

"Der vil være nogen omkring dig hele tiden - så husk nu at rul dit gardin ned, ikke?" Grinte han, hvilket bare gav mig lyst til at slå ham.

"Og du skal stadig informere os om, hvor du skal hen. Du skal holde dig til os på skolen eftersom Brandon også har mange der - selv folk du ikke havde regnet med Zoey." Sagde han en smule alvorligt, hvilket fik mig til at slå øjnene op.

At ses med dem, på skolen, hvor alle andre var? Nej. Det her var slemt nok, men at skulle droppe mine venner for dem, det gjorde jeg ikke.

"Det vil ikke ske" svarede jeg kort, hvilket bare fik Louis til at grine. "Prøv du at sætte dig op mod Harrys regler," sagde han drillende, og der fik jeg nok.

Jeg rejste mig op og kiggede på ham. "Med glæde - det er sket før," sagde jeg og gik ud af øren, og ned mod stuen, hvor alle lydene kom fra.

At skulle give dem lov til at lade nogen forfølge mig, det var slemt nok. At skulle skrive hvor jeg skulle hen, hver gang, var slemt nok - men her gik grænsen.

Jeg skubbede døren op, og en masse øjne studerede mig. Alle mulige mennesker jeg aldrig havde set før, og så nogle få bekendte. Åh gud, tænk de skulle stalke mig nu.

"Zoey," sagde Liam med sammenbidte tænder, så jeg hurtigt forstod han stadig var sur, og det her ikke var noget jeg skulle høre. Men hvorfor så mange hemmeligheder? Var jeg ikke med i det her?

"Det er fint nok I tager alt mit privat liv fra mig, men det er ikke okay at tage mine venner fra mig!" sagde jeg højt, hvilket fik dem alle til at kigge forvirret mellem Harry og jeg. Harry fandt åbenbart den her samtale privat, og derfor tog han også stramt fat i min arm, og trak mig med ned på værelset.

"Zoey, forstod du ikke en hentydning?" Sagde han irriteret. "Jeg prøvede," sagde Louis uskyldigt, hvilket fik mig til at give ham fingeren. Den nar.

"Hvorfor? Hvad er problemet? Er jeg ikke med i det her? Hvorfor så holde hemmeligheder?" sagde jeg irriteret. Harry sukkede tungt. "Zoey, lad være med at sætte spørgsmålstegn ved alt - og stol på mig."

"Hvordan skal jeg kunne stole på en, som kun er ude på at have sex med mig, og udnytte mig, for at vise hvem der er 'sejeste'?" Udbrød jeg, og vidste den ramte - for jeg kunne jo ikke være sikker på det var det Harry stadig ville. Han havde haft chancen to gange.

"Louis," mumlede han vredt, og Louis forstod hurtig en hentydning, selvom han kiggede spørgende på Harry.

"Jeg gør det her for at passe på dig Zoey, okay? Så vil du droppe det der pis? Der er en grund til de ikke skulle se dig her. Nu tror de netop vi har haft sex forfanden. Derfor får du ikke alle tingene at vide Zoey, for du forstår det ikke."

"Hvordan kunne jeg vide det? Du fortæller mig jo ingenting! Hvis du gad at fortælle mig tingene, så kunne jeg forstå hvad jeg skulle og ikke skulle!"

"Men det betyder du skal stoler på os, på mig - og ikke bare kører dit eget løb." Hans stemme var rolig igen, hvilket jeg undrede mig over. Hans humør kunne virkelig vende fra det ene sekund til det andet.

Mine hænder fandt frustreret op til mit hår.

"Hvordan vil du have jeg skal stole på en, som kun gør alt det her for at bevise én ting?" Jeg kunne se Harrys øjne blive mørkere - han var vred, men han skjulte det godt.

Et øjeblik efter stod han henne ved mig. Jeg nåede ikke engang at blinke, så hurtigt gik det.

"Jeg har mine grunde til at gøre det her Zoey, tro det eller ej - men det handler ikke alt om dig. Havde jeg ikke chancen to gange i går, for at i det mindste prøve på noget?" Udbrød han, og jeg gav ham ret. Det var jo præcis hvad han havde, og det måtte da bevise et eller andet, men når han ikke gad fortælle hans egne grunde, hvordan kunne jeg så vide jeg ikke var iblandt dem?

"Fortæl mig hvad der sker."

"Så må du stole på os," svarede han hurtigt igen og trådte et skridt fra mig. Jeg sukkede højlydt. "Jeg skal gøre mit bedste - men at sige jeg ikke kan hænge ud med mine venner, det går jeg ikke med til. Vi bliver nødt til at blive enige om nogle ting. Du kan ikke bare tage beslutningerne."

Jeg vidste han ikke var vant til, at nogen svarede igen, eller gik imod hans regler. Og jeg vidste ikke helt, om jeg skulle tage hans stirren som et ja eller nej, og jeg fik ikke svar, for Andy brød ind og trak Harry med.

Og alene var jeg.

Hvis det ikke var fordi jeg var så skide skræmt på grund  af alt det med Brandon, så var jeg skredet - men ikke engang det kunne jeg gøre i protest.

Jeg rystede på hovedet og smed mig i sengen. Jeg var så forvirret, og jeg havde det af helveds til lige nu. Jeg burde bare sove.

*_*

Så for søøøøren. Det helt store slag kom dog ikke endnu, men Zoey og Harry er vidst på vej til et venskab her! Tror I Zoey ender med at stole på dem, og tror I Zoey finder ud de andre grunde til Harry og de andre passer på hende? 

Uh ja, og så er der noget der har irriteret mig længe. Jeg ved simpelthen ikke om det hedder "Lig dig ned," eller "Læg dig ned" - Jeg fatter ikke det der med bevægelse og alt det der, så hvis en gad at forklare det, så er I en skaat! Tusind tak. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...