The ballad of Zoey Green - {1D}

Zoey Green på 18, er ikke en af de piger, som går ubemærket igennem byen. Med sit lilla hår og anderledes udstråling, har hun opnået en høj status i blandt unge i London, men på en anderledes måde end de fleste tror. For Zoey er typen der ikke falder let for drenge, og det gør hende til et interessant mål iblandt dem - blandet andet også den kendte fyr Harry Styles og hans gruppe da hun starter på universitetet. Men at være populær er ikke altid det sjoveste, især ikke når jalousi, rygter og gamle minder bliver gravet frem. Et rygte kan blive til to, det kan ødelægge venskaber og starte had, og måske i sidste ende opbygge kærlighed. En krig mellem to grupper opstår, men hvad gør Zoey når hun pludselig er målet for begge grupper? *Drengene er ikke kendte*

1022Likes
1786Kommentarer
166180Visninger
AA

10. "It wasn't exactly because I was too busy to tell how eager you were to kiss me"

Tirsdag og onsdag gik med skolen. Zayn havde åbenbart fået denne uge, så han hentede mig hver morgen, og fik ødelagt min dag godt og grundigt. Bare det at han sagde godmorgen til mig, gav mig lyst til at rive hovedet af ham - måske fordi jeg var flov over hvad der skete i mandags, og fordi jeg var træt af, at de vidste hvor jeg var hele tiden.

Det var måske også derfor, at en lille del inde i mig, sagde ja til at pjække de sidste to timer - så Zayn ikke kunne følge mig hjem. Vi tog ind i byen eftersom der var en fest igen fredag. Det kunne godt være at Brandon var ude på at ødelægge mit liv, og Harry derimod - men det skulle ikke afholde mig fra at tage til fest og leve mit liv. Og hvis Harry alligevel havde så mange mennesker med sig, hvad var så problemet?

Han fik det da hvert fald til at lyde som om han var sej, og det kunne han vel bevise.

Nå, men Amy og jeg var inde i byen. Vi havde lige købt en is. Vejret var fantastisk, og det føltes fantastisk at være alene. Amy var sjov at være sammen med, og jeg vovede næsten at kalde hende en rigtig veninde.

"Så, hvad overvejer du at købe?" Hun trak en trøje ud fra et stativ, men fik den hurtigt på plads med en grimasse.

"Mmh, nogle bukser og en trøje, tror jeg," mumlede jeg med hovedet i mobilen. En besked fra Zayn var lige tikket ind, og hvis jeg ikke tog fejl, så ville han om to minutter ringe, og tog jeg den ikke, ja så vidste Harry og alle de andre det.

"Måske vi skulle prøve en anden butik. Det her stads er ikke mig," sagde Amy med afsky i stemmen. Jeg stak mobilen ned i lommen og kiggede omkring.

"Jeg tror du har helt ret Amy," grinede jeg og skulle til at snurre rundt, da jeg med alt uheld gik ind i en.

"Hov, undskyld." Sagde jeg og skulle til at gå forbi, men personen greb fat i min arm, og på samme tid gled hans parfume ind i min næse.

Alt indeni stoppede, og min mund blev helt tør. Langsomt lod jeg blikket glide op af hans sorte t-shirt, og op til hans ansigt, hvor et stort smil v ar placeret.

"Hey Zoey," sagde han hæst og kiggede kort på sine to venner, som stod ved siden af ham. Uden at svare, rev jeg min arm til mig og skulle til at gå, men det havde han åbenbart ikke i tankerne.

Min mobil, som jeg havde forudset, vibrerede i min lomme, men lige nu var det ikke så vigtigt, selvom det alligevel var vigtigt, for det var Zayn.

Jeg stak hurtigt min hånd i lommen, for at være sikker hvis han begyndte på noget.

"Hvorfor så travlt Zoey?" En kold følelse gik igennem mig, og da jeg endelig lod mine øjne møde hans, lagde han hovedet flabet på skrå.

"Zoey, de har intet tøj herinde og.. Brandon," sluttede hun overrasket af med. Han lavede et nik med hovedet og fastholdt øjenkontakten.

"Kom," mumlede jeg til Amy og rakte ud efter hendes hånd, men et greb om min kæbe, fik mig til at stoppe. En svag smerte gik igennem mig. Harry havde ikke direkte holdt blidt fast i mandags, og at Brandon holdt samme sted, gjorde ikke noget bedre.

"Jeg spurgte dig om noget," sagde han med en drillende stemme, men jeg fandt det skræmmende, og et øjeblik blev jeg i tvivl om, om det her var det rigtige at gøre. Det kunne godt være jeg var træt af Harrys måde at køre alt det her på, men måske var det den måde det skulle køres på. Jeg måtte virkelig stoppe med at være så skide meget imod det - for jeg kunne jo se hvad det her førte til.

"Brandon, vi har lidt travlt og.." "Hold kæft," vrissede en af Brandons venner til Amy. Mit hjerte slog endnu hårdere mod mit bryst. Jeg havde virkelig ikke lyst til at stå her.

"Og jeg er sjovt nok gammel nok til selv at vælge om jeg vil svare," svarede jeg flabet tilbage, hvilket bare fik ham til at stramme grebet om min kæbe.

"Tror du virkelig det er en god ide at være så kæphøj lige nu?" Truede han.

"Tror du virkelig det er sådan her du vinder mig Brandon?" Et par stykker inde i butikken var stoppet op og kiggede på, men jeg kunne intet gøre lige nu.

"Du har stadig chancen for at gå over til mig, i stedet for at være sammen med Harry - og hvis ikke, så er jeg ligeglad med hvad der kræves for at 'vinde' dig Zoey." En kold fornemmelse gik igennem min krop. Hans ord var så hårde, så oprigtige - og det irriterede mig.

"Den chance er spildt Brandon," mumlede jeg næste utydeligt.

"Hvad? Jeg kan ikke høre dig," sagde han drillende. Jeg løftede mine ene hånd, og med et halv hårdt slag, slog jeg hans hånd væk og trådte et skridt tilbage. Jeg greb fat i Amys hånd og trak hende hen til mig.

"Så skal jeg nok vise dig det." Sagde jeg og fik Amy hen forbi ham. Forvirret greb Brandon ud efter min arm, og hvis det ikke var for en anden stemme der afbrød, havde jeg skreget han skulle slippe - og vi var midt i byen, så han havde nok gjort det.

"Brandon, hilste stemmen, og skubbede hans hånd fra mig. "Godt at se dig," mumlede stemmen ironisk. Jeg drejede hovedet og fik øje på Louis, som stod sammen med en høj bred dreng, med langt hår - bedre kendt som Andy.

"Louis," grinede Brandon og trådte et truende skridt hen imod ham. "Brandon, du står midt inde i centeret i byen. Lad vær med at lave en scene," sagde Louis med et grin i stemmen, og gik hen imod mig. Andy sagde et eller andet til Brandon, men jeg hørte det ikke, for Louis havde travlt med at vrisse af mig.

Han lagde sin hånd på min ryg og skubbede mig frem ad. Amy fulgte forvirret med.

Foran os sad Zayn på en bænk, og da han så mig, rejste han sig hurtigt, og kom hen til os.

"Hvad fanden laver du Zoey?" vrissede han surt og rettede på sit hår. Amy strammede sit greb om min hånd. Det var ikke ligefrem fordi hun var vant til at være sammen med de to. Hun havde altid holdt sig i baggrunden, måske fordi hun ikke var typen de populære faldt for.

"Du skal være heldig, hvis Harry ikke flipper over dit stund," mumlede Louis og skubbede mig frem ad igen. Jeg rullede med øjnene. "Ja, ih hvor heldigt."

Jeg kiggede over på Amy, og stoppede op. "Jeg har ikke fundet en kjole til fredag, så hvis I vil have os undskyldt." Jeg sendte Amy et smil, som hun hurtigt gengældte. Zayn og Louis derimod, så ikke specielt glade ud.

"Du føler måske ikke du har gjort skade nok? Zoey, vi har bugt lang tid på at finde dig, så det ville være rart, hvis du for en gangs skyld gad at lytte," sagde Louis alvorligt. Igen rullede jeg med øjnene.

"Så må I jo tage med." Og med de ord drejede jeg rundt og trak Amy med mig.

"Du synes det måske ikke, men det der lige skete var SÅ fedt," hvinede hun, hvilket fik mig til at grine.

"Lev med det hver dag, så er det ikke fedt."

"Men Zoey, det er Zayn og Louis? Det er lidt vildt, indrøm det." Jeg kiggede på hende og løftede det ene øjenbryn, hvilket fik hende til at trække på skulderen.

"Det synes jeg altså!"

*_*

"Jeg er hjemme," råbte jeg ind i huset, men jeg fik ingen respons. Mine forældre havde sikkert, igen, overarbejde.

Jeg gik hen mod trapperne, hoppede op af dem og gik ned af gangen. Jeg havde fundet et par læder bukser og en tætsiddende bluse til fredag - nu skulle jeg bare finde et par stiletter.

Jeg åbnede døren ind til mit værelse, smed mine poser og trak min trøje af. Jeg havde virkelig brug for at komme i noget mere afslappende tøj.

Jeg tog mit hår til siden, og knappede mine bukser op. Hvis mine forældre alligevel var sent hjemme, så kunne jeg lige så godt se en film og æde nogle popcorn og nyde stilheden.

"Du ved, jeg ville elske at nyde showet, men jeg har ikke hele aftenen." Med et forskrækket skrig, fik jeg vendt mig om, og kiggede på Harry, som lå i min seng, med den bog jeg var i gang med at læse.

"Harry!" udbrød jeg. Hans blik gled rundt på min krop, og hurtigt krydsede jeg armene over min BH.

Harry piftede min sin finger. "Dæk dig endelig ikke til for mig. Du har ikke noget jeg ikke har set," sagde han drillende. Jeg rullede med øjnene.

"Jeg har min værdighed, hvilket alle de piger du har knaldet, mistede." Jeg sendte ham et falsk smil, inden jeg greb fat i min t-shirt som jeg sov i.

Harry rejste sig langsomt fra sengen og studerede mig nøje. Jeg knappede mine bukser igen og fokuserede på Harry, som var trådt tættere på.

"Jeg havde ikke regnet med du var til alt den kærlighedspladder?" sagde han og løftede min twillight bog op. Jeg forkortede afstanden og hev bogen ud af hans hånd.

"Der er meget du ikke ved om mig, Styles," sagde jeg og kiggede på ham, inden jeg smed bogen hen på min seng igen. Han grinte kort.

"Måske, måske ikke? Jeg ved mere end du aner Zoey," sagde han og fjernede en tot hår fra mit ansigt. Jeg skubbede irriteret hand hånd væk, men den var hurigt tilbage, og denne gang ved min kæbe igen.

Jeg stønnede svagt at smerte, hvilket han lagde mærke til. Han slap hurtigt og drejede mit ansigt. Forsigtig lod han en finger køre hen over stedet, hvor det gjorde mest ondt. Hvis jeg ikke tog fejl, så var der et blåt mærke.

"Jeg hørte om dig og Brandons møde," sagde han pludselig alvorligt. Han lod to fingre køre ned under min hage, og fik mig til at kigge ham i øjnene.

Hvorfor jeg ikke slog hans hånd væk, det vidste jeg ikke. Måske fordi jeg ikke tog det som noget specielt, når folk gjorde sådan. Det havde jeg prøvet mange gange før, men jeg fik en underlig følelse af det nu.

"Og se hvad han gjorde," sagde Harry og lød en smule vred.

"Hvis du ikke vil følge det på min måde Zoey, så må jeg prøve noget andet." Og jeg forstod hvad han mente - at få folk til at overvåge mig hele tiden, hvor fedt.

Jeg trådte et skridt tilbage.

"Hvem har lukket dig ind?" Jeg blev pludselig urolig for han selv havde låst sig ind - hvilket jeg ikke vidste hvordan han skulle kunne.

"Din mor, inden hun smuttede. Sød kvinde forresten," sagde han og blinkede til mig. Jeg rystede på hovedet og gik hen til mine poser.

"Nyt nattøj?" kom det fra Harry, hvilket fik mig til at se hen på ham. "Hvad er der med mit nattøj?" Jeg kiggede ned. Det var et par shorts og en lyserød t-shirt. Hvad var er med det?

"Nå, intet." Løj han og løftede et øjenbryn da jeg tog tøjet op fra posen.

"Hvad er det til?" Spurte han nysgerrigt, og hvis det ikke var fordi jeg vidste det med festen ville pisse ham af, så havde jeg sagt det ikke ragede ham.

"Der er fest på fredag," svarede jeg bare og åbnede døren ind til mit badeværelse.

"Det ved jeg," hørte jeg ham mumle. "Og du skal ikke med," sagde han højere. Jeg vaskede kort mine hænder og kiggede mig kort i spejlet.

"Det er det tøjet er til." Jeg kunne ikke lade være med at smile til mig selv. Jeg kunne lige forestille mig hans ansigt.

"Desværre Zoey, vi har andre planer."

"Du har," rettede jeg og greb ud efter en hårbørste. Jeg kørte den igennem håret et par gange, inden Harry dukkede op i døren. Han kiggede kort rundt, hvilken på en måde var en lettelse. Så havde han i det mindste ikke gennemrodet mit værelse.

"Du ved godt hvor dum en ide det er Zoey," sagde han koldt. Jeg kiggede på ham igennem spejlet og trak på skulderne.

"Hvis du alligevel har så mange mennesker omkring dig, som I forresten hele tiden blærer jer med, hvad er problemet så?" Jeg nåede næsten ikke at snakke færdig, før Harry irriteret havde skubbet mig op af væggen.

"Hvor meget skal der til før du indser det her er alvor Zoey?" Hans øjne borede sig ind i mine, og hans ellers  så klare grønne farve, var blevet mørk.

"Er dine blå mærker overalt ikke svar nok, eller hvad prøver du at bevise?" Vrissede han surt. Jeg lagde hurtigt en hånd på hans arm, for at han ikke skulle holde for stramt.

Jeg vidste han ville blive sur, men ikke så sur. Det var helt rart at se han ikke bare var så glad og irriterende hele tiden.

"At jeg ikke behøver følge dig i røven og gøre alt hvad du vil have Harry, okay? Bare fordi Brandon er syg i hovedet og har mennesker overalt, så behøver det ikke ødelægge mit liv, okay? Vil du have jeg skal lukke mig inde på mit værelse eller hvad? Jeg er ikke 13 år mere." Jeg blev overrasket over hvor rolig min stemme var. Jeg følte mig heller ikke irriteret som jeg plejede.

Harry blev ved med at kigge mig i øjnene, og pludselig var der et glimt jeg ikke havde set før. Hans hoved kom tættere og tættere på, og i normale tilfælde ville jeg have skubbet ham væk, men det blik forvirrede mig - det gjorde hele den her situation.

Dog ramte hans læber aldrig mine. Han trådte hurtigt et skridt væk og rystede forvirret på hovedet.

"Som du vil Zoey. Vi ses." Og med de ord, forsvandt han ud af døren, og efterlod mig fuldstændig mundlam.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Hvorfor skubbede jeg ham ikke væk? Hvorfor stoppede han sig selv? Var det ikke det her han ville? Var det ikke det han var ude på? I normale tilfælde ville de have kysset mig. Forfanden jeg lod aldrig sådan noget ske, og af en uforklarlig grund gjorde jeg nu, og så skred han?

Hvad fanden var der med mig? Og hvad fanden var der med ham? Det lød dumt, men jeg følte mig afvist, og det var ingen rar følelse. Havde jeg gjort noget galt?

Hvorfor?

Jeg rystede på hovedet og trådte langsomt ud fra badeværelset. Jeg slukkede lyset og smed mig hen i sengen. Jeg orkede ikke engang at se film. Hvad var der lige sket?

Mine tanker var fuldstændig fucked.

*_*

Torsdag gik som det plejede. Zayn hentede mig og fulgte mig i skole. Efter skole havde jeg været sammen med Amy, og jeg havde endda givet besked.

Jeg have ikke set noget til Harry, udover i skolen. Det var som det plejede, og så alligevel ikke. Jeg ignorerede ham fuldstændig. Jeg vidste han havde kigget på mig, prøvet at få min opmærksomhed, for det havde Amy ikke lige holdt igen med - men jeg kunne ikke få mig selv til at kigge på ham.

Måske var jeg bare flov over jeg tillod ham at komme så tæt på.

Nå men fredag kom, og halvdelen af fredagen gik. Jeg var sammen med Amy lige nu, og vi var på vej ud af døren. Vi var iklædt vores tøj. Jeg havde valgt et par høje stiletter i sølv og smykker der passede.

Vi havde drukket lidt hjemme fra, så da vi nåede hen til festen, så var vi vidst begge to vidst klar til at feste.

Vi ringede på og blev hurtigt budt ind. Vi var kommet for sent, så der var allerede fyldt med mennesker. Amy smilede stort, men sørgede alligevel for at holde min hånd, hvilket jeg fandt ret beroligende med alle de folk der gloede.

"Hey Zoey!" råbte en stemme. Jeg kiggede forvirret til siden, og så en pige stå og vinke. Jeg havde ingen ide om hvem det var, men for at være høflig sendte jeg hende et smil, og vinkede igen.

"Hvem var det?" råbte Amy, hvilket fik mig til at grine.

"Jeg har ingen ide!"

"Bryan!" Kaldte Amy pludselig, inden hun trak mig hen imod baren, hvor han sad. "Hey I to," sagde han og gav os et kram.

"Hvad skal I have?" spurgte han. Amy svarede for os begge, hvilket gav mig tid til at kigge lidt rundt. Et par mennesker vendte hurtigt hovedet væk, hvilket fik mig til at bide mig i underlæben. Jeg fik øje på Niall over i hjørnet, og der gik ikke lang tid, før jeg fandt de andre også - blandt andet Harry, som stod og snakkede med en eller anden blond pige.

Mine øjne blev fanget af et par blå, og hurtigt puffede Louis til Harry, som lyttede til ham, og kiggede hen på mig. Han drejede hovedet hen imod mig, men hurtigt fik jeg vendt blikket væk. Jeg sendte Bryan et stort smil, og lo over et eller andet jeg ikke havde nogen ide om.

Jeg tog imod min drink og drak halvdelen, hvilket fik Amy og Bryan til at glippe med øjnene.

"Jeg er tørstig," sagde jeg hurtigt og sendte dem begge et smil. "Fair nok," mumlede Bryan, og lavede tegn til at jeg skulle sætte mig på hans lår.

Harrys synsvinkel:

Jeg fik næsten kvalme af at se på Bryan og Zoey, som havde siddet sammen den sidste time.

 De sidste to dage havde hun ignoreret mig. Om hun følte sig afvist fordi jeg ikke kyssede hende, det vidste jeg ikke.

Jeg ville lyve og sige jeg ikke havde lyst, men jeg blev nødt til at vise hende, at jeg ikke var som de andre - og det havde jeg nok gjort, selvom det betød hun var virkelig pigesur og ignoerede mig.

"Så, har du tænkt dig at lade hende ignorerer dig hele aftenen?" spurgte Liam om. Jeg trak på skulderne. "Sikker ikke." Jeg tog glasset op til min mund, og drak resten, inden jeg smækkede det i bordet og gik hen mod baren, hvor de sad.

"Zoey," sagde jeg og håbede hun forstod hentydningen. Hun kiggede kort på mig, og da jeg intet sagde, kiggede hun igen på Bryan.

"Vi skal snakke," sagde jeg så halv irriteret. Bryan gav mig et flabet smil og gav Zoey lov til at gå. Som om hun havde brug for det.

"Hvad er der Harry?" sagde hun irriteret.

"Hold op med at opfør dig så barnligt." Hun kiggede forvirret på mig. "Du er vel ikke sur over at jeg ikke kyssede dig der?" Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt. Zoey derimod så bare endnu mere irriteret ud.

"Jeg ville ikke have givet dig lov alligevel Harry, så drop det." Svarede hun igen, men jeg vidste hun løj. "Og hvis du vil have mig undskyldt," sagde hun afvisende og gik hen mod Bryan igen. Jeg rullede med øjnene og gik hen mod de andre drenge igen.

"Har du brug for en drink?" grinede Louis, og jeg var ikke langsom om at tage imod den.

Zoeys synsvinkel.

Aftenen skred hurtigt af sted. Jeg var okay fuld, og helt klar på at danse - så jeg havde fundet Amy igen og nogen af hendes veninder, og i den sidste halve time havde vi stået her.

Det føltes rart for en gangs skyld ikke at skulle tænke over alt muligt. Jeg vidste Harry havde fået folk til at holde øje med mig, og det var rart - hvilket jeg aldrig ville sige til ham. Det føltes hvert fald rart lige nu, for så kunne jeg få lov at være mig.

"Jeg har brug for luft," råbte Amy, og jeg nikkede hurtigt. Hun tog fat i min hånd igen og fik trukket mig hen mod døren. Vi fik mast os ud, hvilket fik en pige til at brokke sig utrolig meget, så derfor var Amy og jeg ved at falde ud af døren fordi vi var midt i et grineflip.

"Nå nå nå, ser man det," lød en velkendt stemme. Jeg havde slet ikke set ham i aften. Jeg havde faktisk været sikker på han slet ikke kom, men der stod han - med sine sindssyge venner som altid var væk på stoffer.

"Jeg gætter på du blev træt af Harry og skiftede mening?" Han kom hurtigt hen til mig. Amys hånd rystede i min, og derfor slap jeg den også.

Alkoholen pumpede i mit blod. Jeg var både vred og glad på samme tid, og det fik vidst Brandon til at se forvirret ud, for jeg stod bare med at kæmpe smil på læberne.

"Du giver bare aldrig op, gør du?" Sagde jeg og lod en finger glide hen langs hans hals. Jeg faldt lidt til den ene side, men fandt balancen igen og kiggede Brandon i øjnene. Hans venner fulgte nøje med, og det gav mig åbenbart mere selvtillid.

Det var måske dumt at have drukket så meget, hvertfald når Brandon var her - for jeg blev ikke ligefrem mindre flabet af det.

"Jeg venter til du indser det Zoey," sagde han hånligt, hvilket fik vreden til at overtage.

"Og vil du indtil da, få folk til at jagte mig igennem hallen, og tage fat i min midt inde i et center?" Vrissede jeg af ham og følte mig pludselig fuldstændig ædru igen.

"Jeg ved ikke hvad du havde regnet med Brandon. At jeg blev så bange at jeg søgte hen til dig?" Jeg kunne se han tog en dyb indånding. Han var på et eller andet lige nu - for der skulle normalt meget til at gøre ham vred, og det var også derfor jeg skulle stoppe, men det gjorde jeg ikke.

"Jeg er ked af det, men jeg har andre at søge hen til." Jeg var pludselig blevet endnu mere træt af t han troede han ejede mig - virkelig træt. Han forstod ikke et nej. Jeg havde sagt jeg ikke ville blive hans, hvorfor blev han ved?

"Hvad skal få dig til at forstå, at jeg aldrig vil blive din?" Han trådte truende et skridt hen imod mig.

"Du er min Zoey, og du ved det godt!" han greb ud efter mig, men jeg trådte hurtigt væk. Vi stod nede i enden af haven, så der var ikke så mange omkring. Amy var smuttet, hvilket jeg forstod. Jeg burde også smutte, men jeg var dødtræt af det her, og jeg skulle have ham til at fatte jeg ikke var hans.

Og at han stod og sagde det igen, det gjorde mig så vred, og det fik mig til ikke at tænke.

Jeg hørte et højt grin, og jeg vidste hurtigt hvem det tilhørte.

"Jeg er ikke din Brandon. Watch me," jeg lagde hovedet på skrå, sendte ham et smil og drejede rundt. Jeg gik hen mod døren, hvor Harry og de andre drenge stod - og Amy. Hun prøvede at få Harrys opmærksomhed, sikkert for at fortælle Brandon havde fat i mig igen - men dum som han var, troede han åbenbart kun Amy var ude på at flirte med ham.

Jeg drejede hovedet for at se om Brandon kiggede, og til mit held kiggede han.

Harry fik et puf i skulderen, og da han så mig, gik han hurtigt hen imod mig. Han så ikke ligefrem glad ud, men nu havde jeg også skjult mig for ham halvdelen af aftenen.

"Zoey, hvor fanden har du.." Jeg afbrød ham, ved at presse mine læber mod hans. Det startede ud som et hårdt kys kun fra min side, men da min hånd fandt op til hans hals, kyssede han langsomt men forvirret med.

Min krop slappede pludselig, af en underlig grund, helt af. Harrys hænder lagde sig på mine hofter, og en masse mennesker begyndte at hviske. Jeg kunne sagtens høre det, dog blev det lukket ude, da Harry udviklede kysset.

At kysse med Harry var ikke som jeg havde forestillet mig. Faktisk havde jeg slet ikke forestillet mig at kysse med Harry - men Brandon kiggede på, og jeg vidste det var den eneste måde han forstod det på.

Jeg trak mig langsomt væk Harry, da jeg var sikker på alle havde fået et glimt af det. Min pande lå mod Harrys, og et øjeblik fortrød jeg. Det havde føltes fantastisk, men det var forkert - og så på den anden side. Jeg var 18 år, det var snart på tide jeg slog mig løs.

Og måske var jeg ikke okay med at Harry havde afvist mig.

"Okaaay," mumlede han forvirret mod mine læber. Jeg tog en dyb indånding og kunne ikke lade være med at fnise.

"Skal du ikke fortælle alle dine venner at du kyssede med mig?" spurgte jeg en smule usikkert om - for det var det alle normale drenge ville gøre. Og det var ikke fordi folk ligefrem havde misset det, men det var ikke alle der var herude.

"Hvis de ikke har set det nu, så snakker folk nok om det." Han sendte mig et drillende smil, og et øjeblik fortrød jeg hundrede procent jeg kyssede ham. Nu havde han fået hvad han ville. Jeg havde givet ham hvad han ville.

Måske var det det her han ventede på? Måske havde han afvist mig fordi han vidste jeg ville blive sur over det, og kysse ham? Åh gud.

Jeg trådte et skridt tilbage.

"Rolig nu," sagde han og tog om mit håndled. "Det var ikke ligefrem fordi jeg havde travlt med at fortælle hvor ivrig du var efter at kysse mig," sagde han og grinte irriterende.

Det kys dengang. Jeg havde virkelig kysset Harry. Åh gud. Det her var ikke første gang jeg så havde kysset ham.

Jeg kiggede forvirret på ham og skulle til at sige han løj, men Harrys navn blev råbt, og lidt efter hev han hårdt fat i mig, og skubbede mig om bag sig.

Foran os kom Brandon gående med hans venner, og han så bestemt ikke glad ud. 

*_*

Zoey som afviser alle, kan ikke selv tåle at blive afvist - dum dum dum. Hvad synes I? Havde I regnet med det? Og havde i troet på Harry talte sandt da han fortalte de havde kysset? Urg, og hvad tror I Brandon vil sige til det? Vil det hele blive værre, eller vil det løsne sig nu? Vil Brandon give op? Og hvordan vil tingene komme til at gå mellem Zoey og Harry? Er der en gnist imellem dem, som ingen vil indrømme? Eller er Harry virkelig bare ude på at udnytte hende i sidste ende?

Hvis I ikke har liket den, og godt kan lide den, så ville det betyde meeget! Der vil også blive opdateret hurtigere nu når jeg ikke har gang i andre movellaer som sådan. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...