The ballad of Zoey Green - {1D}

Zoey Green på 18, er ikke en af de piger, som går ubemærket igennem byen. Med sit lilla hår og anderledes udstråling, har hun opnået en høj status i blandt unge i London, men på en anderledes måde end de fleste tror. For Zoey er typen der ikke falder let for drenge, og det gør hende til et interessant mål iblandt dem - blandet andet også den kendte fyr Harry Styles og hans gruppe da hun starter på universitetet. Men at være populær er ikke altid det sjoveste, især ikke når jalousi, rygter og gamle minder bliver gravet frem. Et rygte kan blive til to, det kan ødelægge venskaber og starte had, og måske i sidste ende opbygge kærlighed. En krig mellem to grupper opstår, men hvad gør Zoey når hun pludselig er målet for begge grupper? *Drengene er ikke kendte*

1022Likes
1786Kommentarer
160210Visninger
AA

5. I won't choose any of you.

 

Jeg havde besluttet mig for at tage med til festen i aften, hvilket jeg allerede havde i det øjeblik Zayn virkede nysgerrig. Der var noget forkert i det, og ligemeget hvor nyt mit liv skulle være, så måtte vi bare indse, at jeg var en nysgerrig person. Måske var alt det med en ny Zoey bare noget lort. Måske skulle jeg bare opføre mig anderledes? Vi havde jo allerede set jeg ikke kunne få min flabede attitude væk. Den blev altid ekstra stærk når en af dem fem drenge var i nærheden - måske ikke Liam, eller Niall. De var nu søde nok. Men I ved hvad jeg mener.

Så vi streger 'ny Zoey' ud og så må jeg bare prøve at lade være med at komme i så mange problemer som sidst. Lidt af den 'nye Zoey' må jeg da have i mig, hvilket skulle blive, men så var jeg jo en ny Zoey alligevel? Og jeg forvirrer mig selv.

Ingen ny Zoey - bare mig i mindre problemer, okay? Super.

Nå, men jeg havde fået mig selv iført en tætsiddende kjole. Jeg havde et par hotpants under, så hvis jeg bukkede mig for meget, så var det dem man kunne se. Ellers havde jeg nogle flade sko på - høje sko og jmig er ikke venner, hvilket i sandheden er ret trist, eftersom jeg ikke er særlig høj.

Udover det havde jeg krøllet mit hår, sat det i den ene side og fået min mobil i hånden.

Jeg kiggede for anden gang på uret, og derefter frem ad. Jeg stod på et gadehjørne og ventede på Amy, som skulle hente mig. Jeg havde ingen ide om, hvor det var, så hun skulle hente mig.

Vi var midt i april, men det betød ikke at der var totat hede sommernætter endnu, så derfor halvfrøs jeg. Min hånd rystede en del, og hvis det ikke var for mit ekstra stramme greb om mobilen, så var den nok faldet på jorden og gået i stykker.

Og det er min mobil - den kan ikke gå i stykker.

Festen var hos en af Brandons venner, eller jeg vidste de var venner. Han havde sikkert også mange andre venner siden Amy var inviteret - ikke at hun var upopulær, hun var faktisk rigtig sød og den type der snakkede med alle - ligesom mig, det gode ved hende var bare, at hun ikke var en eller anden narkoluder - og undskyld sproget, men det blev jeg kaldt.

"Zoey!" Jeg kiggede hurtigt ned for enden af gaden, og så en skikkesle stå og vifte med hånden. Hvis det ikke var for hendes skingre stemme, så havde jeg ikke gættet det var Amy.

Hurtigt var jeg på vej hen til hende. Jeg sendte hende et stort smil og lod hende kramme mig, inden hun tog mig i hånden.

"Du er helt kold. Undskyld jeg kom for sent, jeg glemte tiden." Hun stoppede kort op for at kigge på mig, for at se om det var okay, og hurtigt nikkede jeg. Jeg havde brug for at komme ind.

Jeg kunne høre musikken på afstand, og da jeg så en masse mennesker gå ind og ud af en dør med virkelig stærk lys i, gled en følelse af glæde rundt. Endelig fremme, og det så bestemt ikke ud til at være en kedelig fest - men det var det normalt aldrig med Brandon til stede.

"Yo, Zoey," lød det fra en over ved buksene. Jeg sendte bare personen et smil, inden jeg kom ind. Jeg havde virkelig ingen ide om, hvem det var, men det måtte jeg snart være vant til.

"Du skal have noget at drikke," grinede Amy, og inden jeg kunne nå at få min jakke af, havde hun trukket mig igennem menneskerne, og op fora en slags bar. Der gik ikke spor lang tid, før to glas stod foran os. Jeg sendte hurtigt Amy er smil, og tog mig så sammen til at kigge rundt.

Jeg lynede langsomt min jakke op og trak den af mens mit blik gled rundt i hvert hjørne. Der var utrolig mange mennesker, og en del stod allerde og dansede - og med en 'del' mener jeg de piger, som gerne ville ses. De piger med kun hotpants på og en top - dem kender vi vel alle sammen?

Jeg skulle til at sætte mig ned, da jeg fik øje på Aria på dansegulvet. Jeg bed mig i læben for ikke at grine over det jeg lige havde tænkt. Ikke at Aria var billig, eller sådan virkede hendes personlighed ikke - men hendes tøj i aften sagde noget andet.

"Skål!" sagde Amy højt og trak mig ud af mine tanker. Musikken fandt vejen tilbage til mine ører, og lidt efter dunkede det hele. Jeg greb hurtigt og tilfreds ud efter mit glas. Jeg førte det op til munden og lod væsken indtage min mund.

Smagen af jordbær bredte sig i min mund, hvilket fik mig til at drikke lidt mere. Jeg vidste ikke, hvad det var, men det smagte godt, og jeg var tilfreds med festen. Jeg havde været til nogle alt for tamme nogen - men denne her var god, og endda min første efter jeg var flyttet.

Et par blikke lå på mig, men jeg ignorerede det. Et par piger stod og hviskede og kiggede herhen, men igen ignorerede jeg det. Det var sådan det altid var, og når man havde levet med det i længere tid, så blev det normalt og man blev bedre til at ignorer det.

"Hvad er det her?" spurgte jeg og lænede mig hen til Amy, som så godt tilfreds ud - præcis ligesom mig selv. Et smil gled over hendes ansigt, inden hun lagde det ene ben over det andet. Jeg grinede af hendes ansigt, og kiggede så hen mod indgangen. Det var som om farten blev sat. Musikken blev utydelig idet nogle velkendte drenge trådte ind.

Jeg rørte uroligt på mig, da Harry og Louis kom ind som de første. Louis arm lå om Harrys skulder, og et højt grin lød i mit øre. Harrys allerede irriterende smil blev større i det Zayn, Niall og Liam trådte ind. Zayn rørte som det første på sit hår, rodede en smule i det, og åbnede muden, for at lade et grin slippe ud. Jeg fulgte hurtigt hans blik og fik øje på Niall, som allerede som henne hos en pige, som hanså ud til at kende.

Liam brugte sin ene hånd på at holde for sit øre, mens hans prøvede at snakke i mobil. Han opgav dog tilsidst og slog sig til Zayn, som stadig grinede.

En underlig fornemmelse bredte sig i min mave, og igen rørte jeg uroligt på mig. Mit glas fandt op til min mund, og min anden hånd op til mit hår. Jeg kiggede kort hen på Amy, som også sad og betragtede dem. Om alt i hendes verden også gik i slowmotion, det vidste jeg ikke - det føltes bare virkelig ubehageligt.

Og med et fingerknips blev alt normalt igen. Musikken blev tydelig igen, drengene gik normalt og pigerne begyndte at danse igen - mens de denne gang sørgede for at gøre sig ekstra bemærket - for helt ærlig, Zayn, Liam, Niall, Louos og Harry var lige kommet til festen - scorede de dem, så var de 'seje'.

"Og der har vi Bryan og Diana, Amber og Bruce," lød det fra Amy. Jeg kiggede hurtigt hen i den retning hun kiggede i. Et stort smil gled over mit ansigt da jeg så Bryan og de andre. Jeg kom rigtig godt ud af det med dem, så der gik ikke lang tid før vi alle sad og snakkede om alverdens ting.

*_* 

"Bryan, dans med mig!" Sagde jeg højt for at overdøve musikken. Uden at vente på svar, tog jeg om hans håndled, og trak ham ud på dansegulvet, som var fyldt op med andre end kun billige piger nu.

Jeg havde fået en del at drikke, men jeg vidste hvem jeg var, hvor jeg var og jeg kunne gå - det var det vigtigste.

"Hvis du insisterer," lød det ironisk fra Bryan, hvilket fik mig til at grine. Han tog ved mine hofter, og sammen prøvede vi at finde en rytme, men for at være helt ærlige, så gik det af lort til og endte i et grineflip.

"Det her er ydmygende," grinede han ind i mit øre, inden han snurrede mig rundt. Min hånd gled ud af hans, så jeg fløj rundt og var ved at falde, hvis det ikke var fra Bryan, som hurtigt havde sine hænder på mine hofter,og trak mig hen til sig.

Et højt grint forlod mine læber. For at være ærlig havde jeg et øjeblik været sikker på, at jeg ville ligge på jorden.

"Godt grebet," råbte jeg og lagde mine hænder oven på hans. Han tog en smule hårdere ved mine hofter og trak mig ind til sig krop.

"Tak," lød en dyb-ikke-Bryan-stemme. Min krop stivnede. Jeg kendte den stemme alt for godt.

Hurtigt vendte jeg blikket hen mod personen. Et par brune øjne borede sig ind i mine, og før jeg vidste af det, havde jeg slået hans hænder af mig.

"Hvad fanden?" sagde jeg surt og kiggede efter Bryan. Zayn som stod foran mig, stillede sig i vejen, og greb ud efter min arm. Ingen jeg kunne nå at gå væk, stod jeg helt foran ham, så jeg kunne mærke hans ånde mod mit ansigt.

"Jeg ville nok holde mig fra Bryan, hvis jeg var dig," sagde han en smule bestemt, hvilket fik mit alkohol fyldte blod til at stige alt for hurtigt.

Hårdt trak jeg min arm til mig, og trådte et skridt væk fra Zayn. Hvad fanden havde han gang i?

"Så er det godt du ikke er mig," vrissede jeg surt af ham og rettede på min kjole. Jeg kunne se et smil glide over Zayns ansigt. Jeg fattede slet ikke, hvad han havde gang i. Var det derfor han spurgte om jeg kom i aften? Så han kunne drikke mig fuld og misbruge mig?

Jeg tog en dyb indånding og fik bevæget mig væk fra ham. Jeg blev nødt til at slå koldt vand i blodet. Zayn var bare lige så irriterende som alle de andre, men hvorfor han gik efter mig, det forstod jeg ikke. Han kunne tage nogen af alle de andre piger, som gerne ville ham. En som ikke var mig!

"Er du okay?" Jeg lagde en arm på Bryans skulder, hvilket gav ham et chok. Han kiggede hurtigt ud mod dansegulvet og så på mig.

"Det må du undskylde jeg ved ikke helt.." "Er du okay?" Afbrød han så, hvilket fik mig til at løfte det ene øjenbryn. Amber lænede sig en smule herover, og fik så min opmræskomhed.

"Hvad sker der mellem Zayn og dig?" spyrgte hun nysgerrigt om. Jeg skar en grimasse, som Bryan begyndte at grine af - hvor Amber tilgengæld misforstod.

"Asbolut ingenting," sagde jeg og tog imod Bryans drink. Jeg drak det hurtigt, og kiggede rundt. Zayn var ikke længere på dansegulvet, men hans hvide skjorte var ikke svær at se. Han stod foran nogle andre drenge, og da han stillede sig med siden til, kom Harry langsomt til syne.

Zayn slog sit blik hen på mig, og Harry fulgte det. Harrys ord fra i går kom langsomt tilbage, og jeg var ikke dum. Jeg kunne sku godt ligge to og to sammen. Harry var ude på et eller andet, og om det var pga. Bryan og jeg, det vidste jeg ikke - men det måtte jeg finde ud af. Jeg måtte finde ud af, om han var ude på at ødelægge min aften, eller om der var en anden grund - men ligegyldigt hvad det var, så var det ikke okay. Han skulle ikke blande sig i mit liv.

Hurtigt trådte jeg væk. Jeg kiggede rundt for at få øje på en dreng jeg kendte, og henne i hjørnet stod Brandon, med hans ven Jack. Et smil gled over mine læber, mens en masse folk løj omkring mig.Jeg tog mig endelig sammen og gik hen imod dem. Jeg kiggede kort tilbage og lod som om jeg kiggede på Bryan, men mit blik lå på Harry og Zayn, som så meget nøje efter mig.

Harry var virkelig ude på dybt vand, hvis han var ude på at ødelægge mine venskaber med folk.

Da jeg var halvvejs, trak Brandon sig væk. Jeg havde hilst kort på ham i aften, og han havde også krævet vi skulle danse senere, og hvis jeg gik derhen nu, så ville han sikkert danse, så at han gik var helt okay.

"Jack!" sagde jeg højt for at få hans opmærkosmhed, og det virkede. Hans blik gled hen på mig, inden det gled op og ned. Et smil kom frem, inden han åbnede armene.

"Hey baby," sagde han glad. "Hvor er det længe siden! Hvordan har du det?" Jeg gengældte hans kram og trak mig væk. Hans grønne øjne beviste, at han rent faktisk intresserede sig i hvordan det gik.

"Det går helt fint. Hvad med dig? Hvordan har du det? Går du stadig i skole?" Spørgsmålene kom flyvende, hvilket fik ham til at lave en bevægelse med hånden, for at bekræftet overfor mig at han slet ikke kunne følge med.

"Hvor meget har du fået at drikke?" drillede han, hvilket fik mig til at grine højt. Jeg skulle lige til at svare ham, da en lyshåret dreng, faldt ind i os. Drinken som Jack stod med blev tabt på gulvet, hvilket fik ham til at se helt fortabt ud.

"Oh! Det må du virkelig undskylde!" Drengene vendte sig om, og de blå øjne der hurtigt fandt mine, i stedet for Jack's, gjorde det helt tydeligt. Harry var ude på et eller andet fucked up, og jeg ville ikke lade ham gøre det. Det kunne jeg ikke.

"Det er jeg virkelig ked af. Her," han rakte nogle penge til Jack, som forvirret tog imod dem. "Køb en ny, og en til hende også," Niall lavede et nik til mig, inden han sendte mig et af hans søde og charmende smil, som fik mit hjerte til at smelte, hvis det ikke var fordi jeg var pisse vred på Harry.

Han var åbenbart mere højrøvede og arrogant end jeg troede. Han troede virkelig at alle ville gøre som han ville have. Jeg gad virkelig godt se ham og Brandon i samme klasse.

"Niall, hvad laver du?" Denne gang gik jeg lige til sagen. Jeg havde fået bekræftet det denne gang, så jeg kunne nemt snakke lige ud af posen.

"Jeg gav ham nogle penge til en ny drink?" Han sendte mig igen sit smil, og uden at kunne stoppe det, trak det i mit smilebånd.

Jeg lænede vægten over på det andet ben og kiggede hen på Harry som nu stod med Liam og Louis.

"Jeg mener, hvad laver du?" han fulgte kort mit blik, og det gik så vidst op for ham, at jeg havde regnet det ud.

"Som jeg sagde, jeg gav ham penge til en drink." Han irriterede mig en smule, men jeg fjernede ikke mit blik fra Harry. Liam slog til ham, hvilket fik ham til at se hen i min retning - og da hans smil blev stort og hånligt, slog det klik. Han var så langt ude, og det der skulle han ikke få lov til. Han skulle vide hvme han lagde sig ud med.

Jeg snurrede rundt og dunkede ryggen mod væggen. Hurtigt greb jeg ud efter Nialls trøje, og trak ham hen til mig. Det sidste jeg så var inden hans læber lå mod mine, var hans forvirrede blik. Stakkels Niall.

Jeg tog en smule hårdere fat ved hans krave, så han ikke kunne gå væk. Jeg pressede mine læber hårdere mod hans, så han skulle forstå en hentydning - og til min overraskelse, forstod han den. Dog nåede han kun lige at kysse med, før han hårdt blev skubbet væk.

"Hvad fanden laver du?" Stemmen tilhørte Brandon - og han var bestemt ikke glad. Derfor tog jeg hurtigt ved hans arm. Jeg kendte til Brandon's dårlige sider, og det skulle bestemt ikke gå ud over Niall. Det skulle ramme Harry, ikke Niall, og hvorfor blandede Brandon sig? For fanden da!

"Wow, wow wow, hvad sker der her?" Lød en stemme, som gav mig kvalme lige nu. Brandon slog hurtigt min arm af sig, hvilket betød han virkelig var vred.

Jeg lod langsomt mit blik glide hen på Harry, inden jeg irriteret trådte et skridt hen mod ham.

"Du ved fanme godt hvad der forgår," vrissede jeg, hvilket fik ham til at se forbløffet på mig. Et lille næsten utydeligt smil blev sendt i min retning, hvilket fik mig til at knibe øjnene sammen af vrede. Han var for meget.

"Hold dig fra hende," vrissede Brandon og henvendte sig til Niall, som så helt forvirret ud. Hurtigt fik han sin hårde attitude på og rettede sig op.

"Og du bestemmer over hende, fordi?" Sagde han flabede, hvilket jeg vidste var et dumt træk. Brandon gik et skridt tættere på, hvilket fik mig til at reagere hurtigt.

"Brandon, Brandon stop!" Jeg lagde mine hænder på hans bryst og skubbede ham tilbage. Hårdt tog han at om mine håndled, så et støn af smerte forlod mine læber.

"Brandon, hold nu op. Vi er ikke kærester," sagde jeg højt og opdagede først nu at en masse mennesker stod og gloede helt vildt. Ikke at det var noget nyt, men jg brød mig ikke om det. Ikke når jeg var problemet. For det vidste jeg, at jeg var. Brandon havde altid været forelsket i mig, og selvfølgelig forstod jeg, at han ikke brød sig om at se mig kysse med andre - men for fanden! I sidste ende skulle han holde sin kæft.

"Der må være noget i det," vrissede han surt til mig, hvilket fik mig til at ryste på hovedet. Jeg var sku da ikke forelsket i Niall. Men hvordan skulle jeg fortælle at Harry havde gang i et ellre andet, og for at bevise det, så kyssede jeg Niall?

"Du lyver." Han tog hårdere om mine håndled, hvilket fik mig til at knie øjnene helt sammen. "Brandon, der er ikke.." "Jeg kender dig sku da godt nok til at vide, at du ikke bare kysser med folk!" råbte han højt, og gjorde på sammetid et eller andet med mit håndled så det blev vrikket en smule rundt.

"Brandon!" min stemme var i starten en hvisken, men til sidst måtte jeg skrige hans navn. Hvad fanden havde han gang i?

"Brandon, slip hende," lød det over fra de andre drenge af. Et øjeblik stod Brandon stille, og det gav mig mulighed for at studere ham. Hans pupiller var helt sindssyge. Han var på et eller andet. Han var virkelig langt væk. Jeg vidste Brandon var den voldige type - det havde han altid været. Han var ligesom Harry - han ville have respekt. Måske var det derfor de var venner.

Brandon havde aldrig bevist gjort mig ondt før, men nu.. Jeg kunne slet ikke kende ham. Han var en af mine bedstevenner. Hvad fanden skete der?

Endnu et skrig forlod mine læber.

"Brandon forfanden, slip hende do.."

"Ellers hvad? Hvad vil du gøre Liam?" Han lød pludselig alt for provokerende, og fordi de drenge var ligesom Brandon, så pissede det dem af.

Hvad blev der af jeg skulle holde mig ude af problemer? For fanden da!

Før jeg kunne nå at reagere, slap Brandon mine håndled. Jeg drejede forvirret hovedet og kunne se hvordan Liam trådte et truende skridt frem mod Brandon, som gjorde det samme mod ham. Liam havde skubbet til Brandon - for min skyld.

Hvad fanden?!

"Hey," en hæs stemme stoppede det hele. Jeg drejede rundt og så på Harry, som stod med en hånd på Brandons bryst og en hånd på Liams bryst. Brandons øjne brændte ind i Liams, og i et øjeblik var jeg bange for Brandon ville flippe fuldstændig ud.

Jeg bed mig hårdt i læben og kiggede ned på mine håndled, som var helt røde.

"Bland dig udenom Styles," vrissede Brandon af ham, hvilket kom bag på os alle. Alle vidste Brandon og Harry var gode venner, så hvorfor? Det kunne umuligt være på grund af mig. Han burde være over det. Det var to år siden nu forfanden da!

"Bare hold jer fra hende." Hans blik borede sig ind i mit, og lidt efter lå alle blikke på mig. Jeg kiggede langsomt op fra mine håndled og hen mod Brandon, men i stedet blev mine øjne suget ind i nogle grønne nogen.

Harry lagde hovedet en smule på skrå og sendte mig et smil, som gav mig en lyst til at slå ham ned. Jeg lod min tunge fugtigegøre mine læber. Jeg følte mig flov lige nu. Jeg var ikke sammen med Brandon, og hvis jeg skred nu, så ville alle tro det - og var man Brandons pige en gang, så kom man ikke fra det.

"Du har ingen ret til at bestemme over mig Brandon," hvæsede jeg. Jeg var rasende over han prøvede at bestemme over mig, og hvem jeg måtte kysse med. Men hvorfor fanden havde jeg ikke også lige tænkt på ham? Jeg vidste hvor latterlig han var - og Niall. Niall havde intet gjort!

"Så du vælger ham frem for mig?" Brandon var næsten helt rød i hovedet da han slog til Harrys hånd. Hurtigt trådte han beskyttende ind foran, hvilket jeg fandt en smule sødt. Det var ikke ligefrem fordi Harry var slap, men var han oppe imod Brandon, så ville han nok få en del slag.

Fristelsen til at sige, at jeg var forelsket i Harry, kun så Brandon ville tæske løs på ham, var frisende, men jeg km hurtigt til mig selv og trådte et skridt tilbage.

"Jeg vil ikk have nogen af jer. Bare lad mig være." Min stemme var kold, og da Brandon trådte hen mod mig, vendte jeg rundt og smuttede op i baren til Bryan, som tog imod mig med åbne arme.

Hurtigt fik jeg bestilt en masse drinks. Mit humør var pisse dårligt lige nu. Ikke nok med at han havde ydmyget mig foran alle mulige, så opførte han sig som en nar, og det samme gjorde Harry. Kunne de ikke bare lade mig være? Hvad fanden havde de at bevise?

Harrys synsvinkel:

Jeg havde en rasende fornemmelse indeni. Den burde ikke være rettet mod Niall, men det var den, og Zoey. Jeg var rasende over hun havde kysset ham. Jeg havde en irriterende følelse indeni, da det skulle have været mig - men Niall havde overbevist mig om, at hun gjorde det for at få ramt på mig.

Jeg fulgte hende med øjnene da hun gik fra os. Brandon var pisse sur, og hvis jeg ikke passede på hvad jeg sagde, så ville jeg have nogle seriøse fjender.

At Zoey også havde fået Brandon mod Niall ville kræve en masse lort fra min side. Nu skulle jeg til at overbevise Brandon om, at Niall ikke engang kunne lide hende. Hun lavede så fucking mange problemer. Jeg var så træt af hende.

"Hende og Bryan er meget smamen, hva?" Mumlede Liam. Det havde været så dumt af ham at skubbe Brandon væk fra Zoey på den måde. Det de havde gang i var mellem dem, men selvfølgelig. Liam behandlede piger med respekt, og det var da ikke fedt at høre på Zoey skrige sådan, men det var så dumt.

"De er også sammen i fysik," indvendte Zayn. Jeg rystede langsomt på hovedet og kunne se hvordan hun drak og drak. Hun ville snart være plørefuld.

Jeg vendte mig mod Niall, som sad og snakkede med en pige. Irriterede kiggede jeg på dansegulvet og fik øje på en brunette, som stod og dansede op af en dreng. Jeg kendte hende godt, og det var det der fik mig til at hoppe op og gå ud på dansegulvet.

Jeg havde brug for at få mine tanker væk fra Zoey. Jeg havde prøvet at pisse hende så meget af i aften, og det lykkedes vidst nu. Nu var jeg bare træt. Jeg var generelt træt af hende. Hun var noget af en mundfuld, men jeg ville ikke give op - jeg kunne ikke give op. Jeg skulle fanme vise Brandon at han ikke skulle lege rundt med mig, eller mine venner - og Zoey var åbenbart hans svageste led.

Og fik jeg fat i Zoey var det bare en bonus. Jeg var skam helt med på, hvor mange hun efterhånden havde afvist, og hvis hun ikke var lesbisk, så var hun nok heller ikke umulig.

*_* 

"Harry," en arm greb fat om min. Jeg kiggede hurtigt på Niall, og igen kom den irriterende følelse frem. Jeg havde virkelig ikke lyst til at snakke med ham lige nu, det burde han vide.

"Hvad?" vrissede jeg. Han kiggede irriteret på mig, men lavede så et nik mod baren. Jeg fulgte det hurtigt og så Zoey. Hun stod op sammen med en dreng jeg ikke havde set hende snakke med før. Jeg vidste han gik på skolen, men at han hang ud med Zoey havde jeg ingen ide om.

"Hun er pisse fuld," lød det fra min anden side - Louis. Mit blik lå stadig på Zoey. Drengen greb ud efter hende, men han var selv fuld, så det blev ikke specielt godt. Det endte kun med et højt grin fra Zoey, som fik det til at løbe koldt ned af min ryg. Hun var virkelig langt væk.

"Måske skulle vi hjælpe hende?" Lød det fra Liam, og lige da jeg skulle til at bede ham holde kæft, dukkede en ide op.

Jeg kiggede hen på Louis som åbenbart også havde fået samme ide, og der gik ikke lang tid før vi stod henne ved hendes side.

"Vi tager over her," sagde Niall og sendte drengen - Nicolas, væk.

"Zoeeeey" lød det glad fra Louis. Hun stivnede ved vores stemmer, og da hendes øjne gled over os alle, var det ikke til at tage fejl af. Hun var virkelig langt væk.

Hun greb ud efter væggen, men da der ikke var nogen væg, faldt hun forover. Hvis det ikke var fra Zayn som tog ved hende, havde hun knaldet hovedet lige i gulvet.

Idiotiske pigebarn. Hun var virkelig ikke klar over faren for at gå alene i London om aftenen, og nu hvor vi lige var samme sted, hvorfor så ikke hjælpe hende? Hvorfor ikke vinde hende over på vores side? Ideen lød fantastisk i mit hoved - udover Zoey gik mig på nerverne. Men jeg skulle vinde, det blev jeg nødt til.

"Zoey, hvor bor du?" Lød det fra Liam, dog kunne han ikke skjule sit grin. Zoey kiggede forvirret op og begyndte så at grine.

"I London," fnes hun, hvilket fik Louis og jeg til at veksle blikke. "Hvor i London?" spurgte Zayn om, og det eneste vi fik var et grin og et skuldertræk.

"Så er der jo ikke andet at gøre," sagde jeg hurtigt og kigede rundt. Selvfølgelig kiggede folk, men i dette tilfælde var det ikke specielt godt.

Vi var ikke de drenge der tog sig af de piger der var så langt væk. Sådan et rygte havde vi ikke, og det var ikke noget jeg brød mig om at gøre. Jeg plejede at gøre grin af dem - ikke hjælpe dem. Men som sagt - skulle jeg vinde Zoey, så skulle jeg køre en anden stil end alle andre havde gjort.

Og det her var jo at hjælpe en ven i nød, ikke?

"Lad os få hende ud," sagde jeg hurtigt og gik hen mod døren, og lod de andre gøre arbejdedet. 

*_* 

DETTE KAPITEL ER SKREVET FRA MIN NYE COMPUTER, AHHH <333 Så undskyld stavefejl.

 - Hvad synes I+ Jeg håber virkelig I har fået et indblik af Brandon og de andre drenge. Det er hvert fald ret vigtigt I får det, så hvis ikke, så spørger endelig.

Hvad tror I der vil ske når Zoey vågner? Tror I Harry lyver når han siger han ikke kan lide Zoey? & hvorfor tror I han sørgede for at få alle drenge fra Zoey? x

Tusind tak fordi I læser. Jeg prøver virkelig at gøre mig umagen med den her, så jeg håber det lykkedes, haha tusind tak igen! x

Uh uh, og hvad tror I der sker mellem Brandon, Zoey og drengene?!?!?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...