The ballad of Zoey Green - {1D}

Zoey Green på 18, er ikke en af de piger, som går ubemærket igennem byen. Med sit lilla hår og anderledes udstråling, har hun opnået en høj status i blandt unge i London, men på en anderledes måde end de fleste tror. For Zoey er typen der ikke falder let for drenge, og det gør hende til et interessant mål iblandt dem - blandet andet også den kendte fyr Harry Styles og hans gruppe da hun starter på universitetet. Men at være populær er ikke altid det sjoveste, især ikke når jalousi, rygter og gamle minder bliver gravet frem. Et rygte kan blive til to, det kan ødelægge venskaber og starte had, og måske i sidste ende opbygge kærlighed. En krig mellem to grupper opstår, men hvad gør Zoey når hun pludselig er målet for begge grupper? *Drengene er ikke kendte*

1023Likes
1786Kommentarer
166792Visninger
AA

23. I need you.

Amy’s synsvinkel:

Jeg nåede næsten ikke engang at hilse, før Zoey brød grædende sammen i mine arme, og hulkende forklarede alt der skete.

Det her var slet ikke den selvsikre Zoey jeg så for et par uger siden, træde ind på min skole. Jeg så virkelig op til hende. Hun gik igennem så meget hver dag, og alligevel var hun så stærk. At se hende få et break down skræmte mig, især fordi jeg de sidste par uger havde set hvordan hun langsom blev mere og mere usikker på sig selv og alt omkring sig. Hun turde næsten ikke stole på Harry, hvilket han så fik ændret i sidste ende.

Jeg tude slet ikke tænke på hvad der ville ske, hvis det fortsatte. Zoey og jeg var tætte, men ikke så tætte at hun græd foran mig, hvilket hun gjorde nu. Jeg hadede at se hende sådan her. Jeg holdt virkelig af hende.

At hun havde svaret den pige igen var forståeligt, men hun blev ved med at fortælle sig selv hvor dårlig en kæreste og veninde hun var. Hun havde ødelagt det hele nu, påstod hun. De ord hun brugte om sig selv var virkelig lede.

Jeg fik det helt dårligt.

Det tog mig så lang tid at få hende bare en smule rolig. Lige nu lå hun under sin dyne med rødsprængte øjne, og spiste is. Jeg havde undskyldt mig selv med at gå på toilet, men jeg blev simpelthen nødt til at snakke med Harry om det her.

Jeg fandt min mobil og ringede Niall op. Jeg var efterhånden ret sikker på, at vi havde noget for real, at jeg ikke bare var endnu en af hans piger han flirtede med, for tingene var efterhånden kommet til et ret heftigt sted engang imellem.

”Amy?” hørte jeg Niall sige i mobilen. Jeg vidste allerede han var sammen med de andre. Louis og Harry skulle hjem til ham efter deres spisning med Louis’ forældre, og klokken var efterhånden også snart lidt over tolv.

”What up love?” sagde han flirtende ind i mobilen, hvilket fik mig til at smile, inden jeg lænede mig op af væggen.

”Hey Niall,” sagde jeg udmattet, hvilket han vidst hurtigt lagde mærke til.

”Du lyder træt? Hvad har du lavet?” Jeg kunne høre han bad de andre dæmpe sig, men de råbte bare højere.

”Trøstet Zoey. Niall jeg…”

”Zoey? Er hun okay?” spurgte han hurtigt, ikke at det irriterede mig. Jeg vidste han holdt af hende. Stemmerne i baggrunden blev lavere, og lidt efter kunne jeg høre jeg var på medhør.

”Amy, hvad er der med Zoey?” Lød en nervøs Harry. Jeg kunne ikke lade være med at smile endnu engang. Hans trang og måde til altid at passe på Zoey på, var så sød. Jeg kunne ikke lade være med at beundrer deres forhold. Det var så stærkt.

”Harry, Zoey er helt ude af den.” –Hvad er der sket?” afbrød Liam hurtigt. Jeg sukkede.

”Hvis I gad at holde jeres kæft, så kunne jeg forklare det,” vrissede jeg, hvilket fik Niall til at grine. ”My girl,” mumlede han.

”Zoey tog over i kiosken lige inden jeg kom,” ”hva fanden,” lød det irriteret fra Louis, hvilket fik Zayn til at bede ham holde kæft.

”Og et par piger begyndte at kalde hende en luder, og jeg ved virkelig ikke… Drenge jeg tror virkelig hun er ved at nå en grænse hvor hun bryder sammen. Du skulle have set hende. Hun er fuldstændig ude af den. Hun fik sagt noget … forkert til de piger om hende og dig Harry. Noget i havde snakket om at holde tæt med.” Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at sige at Zoey havde sagt direkte de havde været i seng sammen.

Det kunne jeg bare ikke, bestemt ikke når jeg ikke vidste om de andre drenge vidste det, hvilket de så lige afslørede at de gjorde.

”Og Zoey er sikker på en af pigerne kender Brandon. Kimmy, Harry, kender du en Kimmy?” Selvfølgelig kendte han en Kimmy. Han havde været i seng med hende mange gange, for derefter at droppe hende.

Der blev stille et øjeblik, inden Louis svarede for ham.

Harry’s synsvinkel:

”Ja han gør,” svarede Louis en smule surt. Et suk lød fra Amy. ”Hun er virkelig ude af den. Hvis det her bliver ved, så ved jeg ikke hvilken Zoey vi vil ende op med. Jeg vil ikke lyde som en bitch eller noget, men I burde snart finde ud af et eller andet, ellers tager jeg Zoey ud af byen,” svarede hun surt, hvilket fik alle drengene til at slå øjnene op.

Hvorfor havde ingen af os tænkt på det?

”Amy, du er genial!” sagde Niall højt. Jeg kunne ikke lade være med at smile ved synet af hans øjne, som skinnede. Jeg var sikker på han havde noget for Amy, og jeg forstod godt hvorfor. Hun var fantastisk. Bare en skam vi skulle bruge en anden pige til at vise os det – vi havde det virkelig med at dømme og kun gå efter de populære.

Jeg fik det næsten helt dårligt over at tænke på hvordan jeg havde behandlet piger, og specielt Amy.

”Det ved jeg, men nu er jeg forvirret,” mumlede hun, hvilket fik Zayn til at grine. ”Vi tager hende med ud af byen, du tager hende ud af byen Amy,” sagde Zayn, og så startede vores plan.

Vi blev virkelig nødt til at få hende væk herfra, specielt inden Brandon fik noget at vide.

*_*

Zoey’s synsvinkel:

Jeg havde næsten ikke sovet den aften. Amy sov tungt, men det eneste jeg havde lyst til var at rejse mig, og gå en tur, men det kunne jeg ikke.

Harry havde sendt mig en godnat besked, hvilket ikke lignede ham, men det fik smilet frem på mine læber.

Næste morgen var jeg dog utrolig træt, og inden vi tog i skole, købte vi begge to en redbull. Vi havde begge været længe oppe.

”Så, har du tænkt over det?” spurgte Amy. Oh ja, i morges havde hun fortalt mig, at hun havde snakket med drengene i går. De havde planlagt at tage mig ud af byen nogle dage, og de havde planlagt alt, så folk umuligt kunne finde ud af hvor vi var på vej hen.

De havde planlagt det til sidste punkt og prikke, og det havde faktisk gjort mig virkelig vred og sur i starten, indtil jeg kom til mig selv.

Ja det var dumt at flygte, men det var jo også kun en pause fra det hele. Det kunne jeg godt bruge. Derfor vendte jeg mig mod Amy, og gav hende et lille nik. Jeg havde ikke sagt så meget hele morgen, men det skyldes måske at jeg var virkelig træt.

Vi kom ind på skolens grund. Folk kiggede ekstremt meget, men det gjorde mig ingenting. Jeg lignede sikkert lort, så det var deres eget problem hvis de ville skræmmes væk.

Jeg kom gående ned af gangen, i min helt egen verden. Det var først da jeg blev trukket til siden, at jeg kom til mig selv endnu engang.

”Godmorgen babe,” mumlede en hæs stemme, hvilket fik mig til at kigge op og ind i nogle grønne øjne. Mit hjerte slog en enkelt gang hårdt imod mit bryst, og det var som om alle følelserne fra i går, kom tilbage. Selvom jeg kun havde været væk fra ham en dag, så var det nok for mine følelser at gå helt amok. Bare den tryghed han bar med sig… Jeg savnede ham hele tiden.

”Hey?” sagde han og løftede mit ansigt op. Jeg bed mig i læben for ikke at græde. Harry’s øjne så bekymret ind i mine, inden han aede min kind.

”Det er i orden Zoey, rolig nu,” mumlede han og trak mig ind til sig. Jeg var fuldstændig ligeglad med at folk kiggede. Det eneste jeg kunne tænke på lige nu, var Harry og hans hænder, som gled op og ned af min ryg i en trøstende gestus.

”Jeg har savnet dig,” mumlede han, hvilket fik mig til at smile mod hans bryst, inden jeg trak ham tættere ind mod mig. Han trak dog sit ansigt en smule væk, og lagde sin pande mod min.

”Har du tænkt over det?” mumlede han lavt, så ingen andre umuligt kunne høre det. Jeg kiggede ned på hans næse, og derefter ned på hans hals, og længere ned til hvor vores maver rørte hinanden. Jeg tog en dyb indånding, inden jeg nikkede.

Selvfølgelig vil jeg gøre alt for at komme væk fra denne skole, og endda med Harry og de andre. Det blev ikke bedre end det. Jeg havde brug for en pause. Jeg havde brug for at få min styrke tilbage.

Et smil gled over Harry’s ansigt, inden han kyssede min næse. Jeg tog ved hans krave, og trak hans ansigt helt hen til mit, inden jeg kyssede ham.

”Jeg har også savnet dig,” mumlede jeg mod hans læber og kyssede ham, alt for grådigt, igen. En eller anden piftede, og hvis jeg ikke tog fejl var det en af de umodne unger fra de mindre klasser.

Jeg blev nødt til at trække mig fra Harry, inden det udviklede sig. Jeg havde virkelig virkelig savnet ham på alle måder.

”I nat, okay?” sagde han roligt og hentød til de hentede mig i nat. Jeg havde kun to timer her til morgen, og så tog jeg hjem og pakkede til i nat. Mine forældre behøvede ikke at vide noget. Jeg sagde bare jeg tog hjem til Amy.

*_*

”Amy, tager du dyne med?” Jeg kiggede over på mit skrivebord, hvor min computer stod.  Klokken var lidt i ti. Jeg var faldet i søvn da jeg kom hjem, så jeg følte virkelig jeg havde stress.

Amy grinte kort af mig ”Ja selvfølgelig,” mumlede hun og skruede lidt ned for sin musik. Jeg kiggede over på hende. Jeg havde brug for hendes hjælp, så jeg havde ringet hende op på skype. Mine forældre var ikke hjemme, så det var rart at have hende at snakke med.

”Og bikini?” Spurgte jeg. ”Niall sagde der var en sø tæt på,” sagde hun og roede med et eller andet. Jeg nikkede igen, og gik ud på toilettet. Jeg greb fat i min tandbørste, min hårbørste og et par elastikker samt mit make up og nattøj.

Jeg kunne ikke lade være med at kigge lidt på mit nattøj. En af de første gange Harry havde været i mit hus, havde han sagt noget om mit nattøj. Det var utrolig hvor langt vi var kommet på så kort tid. Det føltes som om det var i går han havde sneget sig ind i mit hus.

Jeg bed mig i læben, og hørte en lyd udefra. Min krop stivnede et kort øjeblik, indtil jeg indså det bare var Amy. For fanden da.

Jeg slukkede lyset på badeværelset, og smed mit tøj i kufferten, inden jeg gik hen til Amy.

”Nogen gange bliver jeg bekymret for mig selv.” Jeg fik straks hendes opmærksomhed. ”Et øjeblik glemte jeg at vi var på cam, så jeg fik et chok da jeg hørte en lyd,” jeg rullede med øjnene af mig selv, hvilket fik Amy til at grine.

”Og du har låst døren?” sagde hun for sjov, selvom jeg et kort øjeblik blev bange for jeg havde glemt det, men det var noget af det første jeg gjorde da jeg kom hjem, så det havde jeg.

”Jep, dobbeltlås,” grinede jeg og vendte mig rundt, for at pakke resten af tingene sammen. Jeg fandt noget varmt tøj frem, noget ikke så varmt, nogle håndklæder og nogle sko. Derefter rullede jeg min dyne sammen og lukkede min kuffert.

”This song is for you and meee,” sang jeg for mig selv, inden jeg løftede kufferten ned af sengen, og satte den op af væggen. Jeg vendte mig langsomt rundt og skulle til at gå hen for at skrue musikken op, da lyset slukkede.

Jeg gispede højt. ”Hvad fanden?” sagde jeg til mig selv. Amy skulle til at sige et eller andet, men et grin stoppede os begge i noget som helst.

Jeg skulle til at spørge om det var Amy, eller om hun havde hørt det, men da en mørk skikkelse bevægede sig for ende af værelset, frossede alt indeni.

Jeg ville have gættet på det var Harry, eftersom han var så godt til at snige sig ind mit hus, men skikkelsen var langt fra Harry’s.

”Så det er dit værelse?” Lød stemmen. En kold følelse gik igennem min krop, og pludselig slog min mave knuder, som om jeg skulle til at kaste op. Et kort øjeblik havde jeg lyst til at smide mig ned på knæene og græde, det her kunne ikke ske.

”Hvordan?” hviskede jeg, hvilket fik ham til at grine.

”Det er ikke for sjov jeg har alle de kontakter Zoey,” mumlede han og trådte helt hen til mig. Lyset blev tændt igen, og først dér opdagede jeg, at der var en anden med.

”Bryan!” gispede jeg og trådte et skridt tilbage.

Med store øjne kiggede jeg hen på min computer, som stadig var tændt. Amy måtte have set det her. Det måtte hun, hun sad der lige før!

”Jeg ringer til politiet hvis du ikke skrider Brandon,” truede jeg og kiggede efter min mobil. ”Oh, du mener den her?” Sagde Bryan hånligt bag Brandon. Jeg kunne mærke hvordan mine lunger trak sig sammen. Min vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere.

”Brandon, jeg..” ”Lad mig gætte. Du vil have mig til at droppe det her?” Han lagde hovedet på skrå. ”Ærgerligt Zoey. Jeg gav dig et valg, endda hele tre valg, og nu har du valgt hvad du vil, og det kan jeg ikke respektere.” Han gik tættere på.

”Tag det ikke personligt, jeg har bare svært ved at tabe, og specielt til en som Harry. Det gør lidt ondt du valgte ham frem for mig,” drillede han og lagde hånden på hjertet, inden han trådte helt tæt på mig. Jeg kiggede til siden. Jeg nægtede at se ham i øjnene.

Harry var sikkert allerede på vej.

”Og Harry har noget nu, som jeg ikke har,” Brandon lød pludselig vred. Bryan havde sat sig på mit sengebord, og kiggede med et løftet øjenbryn på mig.

”Og det er ikke fair Zoey,” sagde han og lagde sine hænderne på mine skulder, og skubbede mig hårdt tilbage i sengen, så mit hoved ramte et eller andet, som jeg ikke havde fået med i kufferten.

Et gisp forlod mine læber, inden jeg hurtigt satte mig op.

”Brandon, please lad være..” hviskede jeg, da jeg straks indså hvad han ville. Han rystede dog bare grinende på hovedet, inden han åbnede sine bukser.

”Brandon!” sagde jeg panisk. Han lagde sit hoved på skrå endnu engang. ”Hun tror virkelig det hjælper?” sagde han og kiggede på Bryan, som begyndte at grine. Jeg kunne mærke hvordan en varme bredte sig i min krop, en varme af vrede og nervøsitet.

”Brandon hør n..” Jeg blev afbrudt af Brandon der skubbede mig hårdt tilbage i sengen igen, inden han lænede sig ind over mig.

Han lænede sig ned for at plante et hårdt kys på min mund, men jeg vendte ansigtet til.

”Hvis det er sådan du vil have det,” mumlede han hårdt og lod sine hænder glide op under min bluse, i en hård bevægelse. Jeg tog hurtigt ved hans arm.

”Fjern dine hænder fra mig!” råbte jeg højt, men han var stærkere og lod sin hånd glide op til mit bryst. Han tog hårdt fat om det, hvilket fik mig til at råbe i smerte.

”Ja, sådan,” mumlede han og tog ved mit ene håndled, og smed min hånd ned i sengen, så han kunne trække min bluse af, men jeg nægtede.

Han trak sig en smule væk fra mig, og et kort øjeblik troede jeg, at han havde opgivet, men det var lige indtil, han tog ved min trøje, og trak den fra hinanden. Lyden af strof der blev ødelagt, var pludselig en forfærdelig lyd.

”Brandon,” hviskede jeg og kunne mærke tårerne presse sig på.

”Du kunne have undgået det her Zoey,” sagde han hårdt, og trak sine bukser af. Jeg rystede afvisende på hovedet og bevægede min krop under ham, for at komme fri, og selvom han godt vidste det, kom han med en latterlig kommentar.

”Du vil jo godt det her,” mumlede han og plantede et vådt kys på mit bryst. En høj lyd forlod min mund, og lidt efter prøvede jeg igen at skubbe hårdt til ham.

Hans hænder gled ned til mine bukser, og lidt efter fik han dem revet ned over mine ben.

”Brandon, please sto..” En smerte gik igennem mit underliv. Det gik hurtigt op for mig, at han havde stukket to fingre op i mig, hvilket fik mig til at vride mig under ham i smerte.

”Brandon!” skreg jeg højt og lagde mit hoved til siden, da han ville kysse mig igen. Han sagde et eller andet jeg ikke hørte, og sugede på min hals. Jeg skreg højt, vred mig og prøvede at komme fri.

”Slip mig!” skreg jeg højt og kunne mærke tårerne trille ned af mine kinder. Det her kunne ikke ske. Hvordan var tingene gået så hurtige? Hvordan kunne jeg undgå at høre dem komme ind?

”Lig stille forhelved,” vrissede han af mig, og tog ved mine hænder. ”Lig stille sagde jeg!” råbte han højt. Han slap hurtigt mine hænder og slog mig hårdt over kinden, hvilket fik mig til at skrige så højt, som jeg aldrig havde hørt mig selv skrige før.

”Jeg sagde hold.din.kæft!” råbte han igen og tog ved mine hænder. Jeg gjorde alt for at trække vejret ordentlig, men smerten var så forfærdelig. Hele min krop gjorde ondt.

”Hvis du ikke stopper, så bliver det værst for dig selv,” sagde han forpustet, inden han tog sine egne underbukser af. Jeg havde lyst til at råbe og skrige. Håbet om at Amy havde set noget, var efterhånden ved at forsvinde. De ville have været her nu..

Mit hoved faldt tungt til siden, og lidt efter fandt mine øjne, Bryans. Jeg snøftede højt og kunne mærke Brandon gjorde sig selv klar til noget, som han sikkert ikke engang ville nyde.

”Bryan,” hviskede jeg næsten lydløst, men så han hørte det. Jeg kunne se en ændring i hans ansigt da hans øjne mødte mine. Jeg sank den klump jeg havde i halsen, og da han intet gjorde, så var håbet ude.

En masse ting kørte igennem mit hoved.

Det startede ud med at jeg skulle have en ny start, og nu lå jeg her, holdt fast af Brandon og tvunget til noget jeg ikke ville. Ingen ville nogensinde have troet at Brandon, den charmende søde og flotte Brandon, kunne finde på noget som det her – voldtægt.

Jeg lukkede kort øjnene, og så Harry’s ansigt for mig. Hans smil, hans krøller. Det var noget helt andet med ham.

”Brandon,” hviskede jeg for en sidste gang, men han gjorde ingenting. Smerten i mit bryst blev værre, og det var som om det først var nu det helt rigtigt gik op for mig, hvad han var ved.

Det føltes som om mit bryst trak sig sammen. Jeg hev efter vejret, hvilket Brandon troede var fordi jeg sikkert nød det. Men jeg ville aldrig nyde det her.

En varm tåre trillede ned af min kind da jeg åbnede øjnene. Over ved døren så jeg Harry, han stod og kiggede herhen. Jeg forstod ikke hvorfor jeg begyndte at fantasere om ham nu, men det var rart at se ham. Det var som om det et kort øjeblik fjernede Brandons berøringer, og hans mund fra min hals.

Det var som om jeg et kort øjeblik kunne trække vejret igen.

Mine øjne faldt langsomt i, da smerten tog til igen. Jeg turde ikke åbne dem igen, for så ville han sikkert være væk.

Brandon lagde sine hænder på min hofter, og skulle til at tage det sidste skridt, men pludselig slap han taget om mine hofter.

Jeg kunne ikke lade være med at håbe på det var overstået. Det føltes som om han aldrig gik i gang, men det var sikkert det Harry havde hjulpet med.

”Zoey, træk vejret!” Lød en stemme, hvilket fik mig til at åbne øjnene i panik. Foran mig sad Louis sammen med Liam. Jeg blinkede et par gange for at være sikker på det var rigtig, og da de stadig var der, da jeg åbnede øjnene, åndede jeg tungt ud, og så startede smerten igen, og alle lydene kom tilbage. Råb, skrig, forvirring, folk der bandede, alt muligt. 

Jeg hev efter vejret, kunne slet ikke få kontrol over mig selv. Jeg rystede og kunne mærke tårerne igen.

”Zoey,” sagde Louis uroligt. ”Kig på mig,” sagde han bestemt.

Harrys synsvinkel:

Jeg smadrede næsten døren, da jeg braste ind. Mine øjne blev store, selvom Amy havde advaret mig. Brandon lå oven på Zoey, og hun lå der, helt hjælpeløs. Hendes blik fandt hurtigt mit, men det var som om det ikke var hende, som om hun var på stoffer. Et smil gled over hendes læber, inden hun langsomt lukkede øjnene.

Jeg kunne se Brandon tog fat om hende hofter, og lige før jeg troede det var for sent, havde Zayn skubbede ham væk. Mit blik gled over Zoey. Hendes kind var hævet, hendes læbe var flækket, og hendes bryst samt hofter var fuldstændig røde.

Hvordan kunne nogen gøre det ved Zoey? Min Zoey. Hun skulle behandles med respekt, ikke med det der.

Jeg hørte gisp bag mig, og først der kom jeg til mig selv. Jeg kunne føle hvordan vreden bredte sig ud i alle fingerspidser, og før jeg kunne stoppe mig selv, havde jeg svunet min hånd igennem luften. Et højt klask lød, efterfulgt et smertefulgt støn fra ham – men det stoppede mig ikke.

Alt han havde udsat Zoey for… Han fortjente ikke engang at trække vejret.

Endnu engang ramte min hånd hans ansigt, derefter hans mave, hans ribben, hans hoved igen, hele tiden hårdere, hele tiden fyldt med mere vrede.

Jeg kunne ikke stoppe. Jeg kunne ikke få mig selv til det. Selv da min næve var helt hævet og fyldt med blod, så kunne jeg ikke stoppe. Han fortjente ikke det her. Han fortjente ikke at slippe levende fra det her.

”Harry,” lød det bag mig, men jeg rystede på hovedet og fortsatte. Det var for alt han havde gjort imod os.

”Harry!” sagde stemmen igen. Det var Liam, Liam som prøvede at bryde ind.

Mit blik faldt på Brandon. Hvis det ikke var fra Zayn, som holdt ham, så ville han være faldet. Endnu engang fandt min næve hans ansigt, og et højt knæk lød, efterfulgt af et nærmest skrig fra Brandon.

Det lød godt i mine øre, men da jeg skulle til at slå ham igen, blev der taget fat om mit håndled.

”Det er nok Harry!” sagde stemmen, som nu tilhørte Louis. Hans blå øjne borede sig ind i mine.

”Har du set hvad han har gjort?!” råbte jeg højt. ”Han fortjener ikke at leve!” sagde jeg og skulle til at trække mig fra ham, men Louis strammede grebet.

”Hvis du slår ham ud nu Harry, så kommer du i fængsel, hvis ikke, så kommer han i fængsel, og der er en der virkelig har brug for dig lige nu!” sagde han hårdt og surt, som om han bebrejde mig for ikke at have tænkt det.

”Jeg er lige...” skulle jeg til at råbe, men et højt smertefulgt hulk, stoppede mig. Mit blik faldt hen på Zoey, som stadig kæmpede med at få luft. Et tæppe var viklet om hendes underliv, og Amy og Niall prøvede forgæves at trøste hende.

Det var slet ikke sådan det skulle gøres.

Jeg kiggede kort på Brandon, inden jeg kiggede på Louis. Han nikkede kort til mig, inden han gav mig et klap på skulderen. Jeg kunne ikke lade være med at bide mig hårdt i læben, inden jeg hurtigt gik hen til Zoey.

”Flyt jer,” sagde jeg grådkvalt og satte mig på hug foran Zoey, som var helt hvid i hovedet.

”Zoey, kig på mig,” sagde jeg bestemt, men roligt – præcis med den stemme jeg vidste gjorde hende rolig. ”Kig på mig,” sagde jeg igen og tog ved hendes kæbe – meget forsigtigt. Hendes ansigt var helt hævet.

”Liam, ring efter politiet,” Hørte jeg Louis sige.

”Zoey, kig.på.mig,” sagde jeg igen igen. ”Det skal nok gå. Det er slut nu, kig på mig.” Det var som om hendes sjæl nærmest fandt tilbage til hendes krop. Hendes øjne fokuserede pludselig igen. De låste sig fast med mine.

”Tag en dyb indånding sammen med mig,” mumlede jeg roligt, og tog ved hendes hænder.

Zoey’s synsvinkel:

Hans hænder om mine håndled, fik mig til at tænke på Brandon. Jeg skulle til at give et skrig fra mig, men det var jo bare Harry.

”Tag en dyb indånding, kom så baby,” hviskede han med tåre i øjnene. Jeg gjorde som han sagde. Første gang virkede det slet ikke, men som jeg blev ved, løsnede det sig i mit bryst, og pludselig kunne jeg få nyt frisk luft igennem.

Et pinefuldt klynk kom ud af mine læber, inden jeg faldt forover. Harry greb mig hurtigt og aede mig over håret, mens mine tårer landede mod hans skulder.

”Shh, det er slut nu, okay?” hviskede han og kyssede mit ansigt. ”Jeg lover det, det er helt slut nu Zoey.” Jeg græd stadig alt for meget. Det gjorde næsten helt ondt.

”Nu tager vi herfra, og så får du en pause fra alt, okay? Bare dig og mig, Amy og drengene. Jeg lover dig det er slut nu,” sagde han igen helt knust.

Jeg vidste han bebrejdede sig selv for ikke at passe på mig. Men det var ikke hans skyld, og det skulle jeg nok få ham til at forstå, men lige nu havde jeg bare brug for ham.

Sirenerne lød udenfor, og da jeg kiggede over Harry’s skulder, så jeg Louis og Zayn stå med en næsten helt slået ud Brandon. Hans næse blødte kraftigt, men han fortjente det. Han fortjente hvert enkelt slag.

Et kort øjeblik efter, kom to mænd i uniformer stormende ind, efterfulgt af en masse andre, blandt andet nogle ambulance folk.

De kom hurtigt hen til Louis og Zayn. De forklarede betjenten hvad der skete, og da de fortalt vi havde det hele på bånd – skype vel, fik den ene betjent nævnt tidspunkt og dato, og fik lagt Brandon i håndjern.

”Kan vi få lov at veksle et par ord med hende?” hørte jeg en at betjentene sige, hvilket fik mig til at ryste på hovedet, og knurre mig mod Harry, som havde sat sig i sengen, med mig i hans favn. Han strammede grebet om mig, da betjenten sagde det.

Liam fik kort forklaret betjenten, at jeg ikke var klar, og sammen fik de snakket om at følge med, når jeg var. De havde vidst ringet til mine forældre, ikke at det betød så meget, og så havde de fået nogen til at tjekke min computer, så de kunne se det hele.

”I får et par minutter alene,” sagde Amy og sendte mig et kort smil. Hendes øjne var helt ødelagte, hvilket betød hun også havde grædt.

Stakkels Amy.

Døren lukkede efter hende, og stilheden fyldte rummet.

Mens Harry sad og aede mig på ryggen, og hviskede alt nok skulle gå, fandt billederne fra før frem. Hans berøringer, hans kys. Jeg havde det hele på mig.

Min krop begyndte at ryste. ”Harry,” hviskede jeg, og hurtig begyndte han at fortælle alt nok skulle blive okay.

”Harry,” sagde jeg endnu engang, inden jeg skubbede ham fra mig. Mine hænder røg op til min nakke, for han sikkert havde efterladt et mærke. Tårerne fandt frem igen, og hårdt begyndte jeg at rive min nakke op.

”Zoey, hvad laver du?” sagde han forvirret. ”Harry han… hans berøringer, det hele,” hviskede jeg og kunne mærke en panik overtage. Harry var hurtig til at tage om mine hænder.

”Zoey, kig på mig, nu!” sagde han bestemt, og som om min krop gjorde alt hvad han sagde, stoppede jeg mine handlinger.

”Kom,” han tog min hånd, og sørgede for at kigge på mig hele vejen ud på toilettet.

Han fandt et håndklæde frem, og fik mig til at forstå, at jeg skulle tage et bad. Jeg gjorde hurtigt som han bad om. Jeg skulle have ham af mig, det var forfærdelig.

”Jeg henter noget tøj, okay?” mumlede han inden han rystede på hovedet, og forsvandt. Han var ked af det, han var virkelig ked af det.

*_*

Louis’ synsvinkel:

Vi snakkede alle sammen en efter en med betjenten. Zoey’s forældre var kommet hjem, og var fuldstændig oppe at køre. Hendes mor begyndte at græde og sige det var hendes skyld. Hun sagde hun havde set en ændring i Zoey, men troede ikke det var så slemt. Der kunne man bare se. Hendes forældre havde virkelig ikke haft nogen anelse om hele London kendte deres datter, og var efter hende.

Vi var alle sammen rystet. Harry og Zoey havde været væk i lang tid, og da de endelig kom ned af trappen, hånd i hånd, stormede hendes mor hen til hende. Hun slog armene om Zoey, hvilket gjorde det samme. Hendes far takkede Harry mange gange, præcis som han havde takket os op til flere gange.

Harry ville ikke komme ind for vold eftersom de flere gange havde hørt om Brandon. De ventede bare på de kunne bure ham inde for noget de havde beviser på, og det kunne de nu. De var ikke sikre på hvor mange år han ville få, men mindst syv år, både for vold overfor Harry, og det her, og en masse andre sager han var indblandet i – som stoffer.

Et lille ægte smil gled over Zoey’s ansigt, da Harry trak hende ind til sig, og kyssede hende på panden. Hvis jeg skulle være ærlig, så var Zoey den stærkeste pige jeg kendte. Hun var fantastisk, det var hun virkelig.

Efter alt der var sket, var hun stadig i stand til at smile.

Hendes blik fandt lidt efter mit. Jeg sendte hende et smil, og hun gengældte det. Amy afbrød øjenkontakten ved at slynge sine arme om Zoey og undskylde, hvilket fik hende til at grine og sige hun ikke skulle undskylde.

Selvom Zoey skjulte det godt, så vidste vi alle at hun var brudt sammen indeni, men hun havde os, og ingen ville svigte hende.

Det her blev en ny start for os alle sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...