The ballad of Zoey Green - {1D}

Zoey Green på 18, er ikke en af de piger, som går ubemærket igennem byen. Med sit lilla hår og anderledes udstråling, har hun opnået en høj status i blandt unge i London, men på en anderledes måde end de fleste tror. For Zoey er typen der ikke falder let for drenge, og det gør hende til et interessant mål iblandt dem - blandet andet også den kendte fyr Harry Styles og hans gruppe da hun starter på universitetet. Men at være populær er ikke altid det sjoveste, især ikke når jalousi, rygter og gamle minder bliver gravet frem. Et rygte kan blive til to, det kan ødelægge venskaber og starte had, og måske i sidste ende opbygge kærlighed. En krig mellem to grupper opstår, men hvad gør Zoey når hun pludselig er målet for begge grupper? *Drengene er ikke kendte*

1023Likes
1786Kommentarer
166757Visninger
AA

21. I love you.

”Så gør noget, hjælp ham,” hviskede Brandon mod mit øre, og lod sine hænder glide ned til mine hofter. Hele min krop rystede, og mine øjne sveg hver gang endnu en ny tårer gled ud.

At se Harry på den måde gav mig lyst til at tage alle slagene for ham. Det gjorde ondt, og han ville ikke lade mig gøre en skid ved det. Hvordan kunne han også bare tro jeg ville stå og se på?

Jeg skulle lige til at åbne munden og fortælle Brandon, at jeg blev her, at jeg var hans, men en høj lyd fik mig til at stoppe og kigge hen mod Harry. Ved siden af de to der holdt ham nede, stod Louis og Andy. Lyden jeg havde hørt var Louis der havde slået den ene af dem ned.

Harry landede hårdt på jorden, dog tog han en del af faldet med hjælp af hans hænder. Utroligt at han stadig havde kræfter tilbage.

”Brandon,” hørte jeg en af hans drenge sige. Jeg fulgte hans pegefinger, som pegede på en flok mennesker, som kom herhen af.

”Hvis du ikke snart indser, at de har tabt Zoey, så bliver Harry kun den første,” hviskede han, inden han slap mig. Min krop føltes fuldstændig tom og afkræftet. Det var som om at Brandon havde holdt så stramt om min kæbe, at jeg ikke kunne føle noget, men det kunne jeg nu. Min mave lavede en sjov lyd, og hurtigt fik jeg vendt mig om, og fik kæmpet mig hen mod en busk, hvor jeg lod alt komme op.

Synet af Harry med blod ud over det hele, fik mig til at kaste endnu mere op, så tårerne trillede endnu mere ned af mine kinder. Jeg kunne ikke stoppe det hulk der fulgte med inden jeg for sidste gang kastede op. Min hals brændte og mit hoved gjorde ondt – alt gjorde ondt.

Et par kolde fingre snittede min nakke, og lidt efter blev mit hår trukket væk fra mit ansigt. Mit navn blev nævnt, men jeg kunne ikke sige noget. Det eneste jeg kunne tænke var om Harry var okay. Billede af hans øjne der var fuld af smerte, bekymring og kærlighed fik vreden frem i mig.

Der gik kun et øjeblik, før et højt skrig forlod mine læber.

Nogle kræfter jeg slet ikke vidste jeg havde, hjalp mig på benene. Jeg skubbede personen, bag mig, væk, og skreg Brandons navn ud over det hele, inden jeg begyndte at gå mod den retning hvor han gik hen.

Hans navn forlod endnu engang min mund, samt en masse andre trusler og grimme ord. Jeg kunne slet ikke finde rundt i mine følelser. Jeg havde aldrig følt sådan her. Jeg havde indset hvor meget jeg elskede Harry, og Brandon havde ødelagt så meget i forvejen.

”Zoey!” Råbte en pigestemme efter mig. Det var Amy, men jeg ignorerede hende. Hans navn forlod igen min mund, og da jeg skulle til at sætte tempoet op, greb en hånd fat i mit håndled.

”Zoey, nej,” sagde stemmen bestemt, hvilket fik mig til at skrige højt.

”Slip mig!” skreg jeg og begyndte at gå videre, men personen trak hårdt i mig, så jeg nærmest faldt hen i ham.

”Slip mig!” råbte jeg og slog mod hans bryst.

”Zoey forfanden,” stemmen tilhørte Louis, men han var venlig. Han lød urolig, men det kunne rende mig et hvis sted. Jeg kunne ikke kontrollere noget lige nu.

Og imens jeg stod og slog løs på Louis, som bare trak mig ind til sig, og slog armene om mig, faldt jeg langsomt til ro. Endnu en tudetur kom rullende, men det var vidst også den sidste. Natten havde lagt sig tungt over os.

Et par fingre fik mig til at slippe Louis’ skjorte, som jeg havde et godt greb om.

”Zoey, du bliver nødt til at tage dig sammen,” stemmen tilhørte denne gang Liam. Jeg blev ved med at have panden mod Louis’ bryst. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre.

”Harry er okay. Han er kommet hjem,” mumlede Louis og strøg mig over håret. Denne gang kom jeg en smule til mig selv.

”Hjem? Så I hvad de gjorde ved ham?!” råbte jeg højt og kiggede hen mod stedet, hvor Harry havde lagt.

”Han skal sku da på hospitalet forfanden!” Min stemme skulle komme ud som en råben, men det gjorde den ikke.

”Zoey, han er okay. Ingen bøjet ribben eller noget. Han er stærkere end han ser ud til,” drillede Louis, selvom hans stemme slet ikke lød drillende.

”Du bliver nødt til at komme med inden politiet kommer,” sagde Liam, og denne gang fik jeg ikke noget valg. Louis løftede mig op i sin favn, og gik med mig ned mod huset. Jeg kunne høre folk hviske, men jeg var fuldstændig ligeglad. Mit hoved lå mod Louis’ bryst og det eneste jeg lagde mærke til var hans hjerte, som slog mod hans bryst, mens mine tanker var om Harry.

Turen hjem var ikke relevant. Jeg var i min egen verden. Jeg kunne ikke engang huske hvordan vi kom hjem, men det betød intet, det eneste der betød noget var at Harry var okay.

Liam åbnede døren ind til Louis og Harry’s lejlighed. Niall kom gående forbi med en førstehjælpskasse. Han sendte mig et opmuntrende smil, hvilket betød alt var okay, og det fik mig til at ånde lettet ud.

”Jeg sagde det jo,” mumlede Louis og aede kort min skulder. Jeg sank den klump jeg havde i halsen og fulgte med dem ind i køkkenet, hvor Harry sad med Amy foran sig.

Jeg lænede mig op af dørkarmen og kiggede på Amy, som lavede et eller andet med hans hånd.

Jeg lukkede kort øjnene, indtil jeg hørte Harry stønne højt og irriteret, og med hans ikke skadet hånd, slog han til bordet. Niall grinte kort, inden han klappede ham på skulderen.

”Tag det som en mand.” Harry sendte ham sikkert et dræbeblik, inden han bad Amy passe på. Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule over det hele var okay, selvom det langt fra var okay. Jeg havde virkelig skyldfølelse.

”Tak,” sagde Harry og sendte Amy et smil og skulle til at vende sig om. Jeg smuttede hurtig ud af køkkenet og ned igennem gangen, for at komme ind på Harrys’ værelse. Jeg var ikke sikker på jeg var i stand til at kigge ham i øjnene uden at begynde at tude helt vildt.

Billederne sad trods alt stadig i mit hoved.

Jeg gik hen til spejlet. Min mascara sad under øjnene og mine øjne var helt røde. Jeg snøftede kort, inden jeg klemte mine øjne sammen. Jeg bed mig i læben og kunne mærke endnu en tåre trille ned af min kind. Jeg skulle til at fjerne den, da en anden finger kom mig i forkøbet.

Uden at åbne øjnene, lod jeg min krop støde mod Harrys. Hans arme gled rundt om mit liv i en kærlig gestus. Forbindingen på hans arm kunne nemt mærkes, men det var ikke det jeg lagde mærke til – det var trygheden som bredte sig.

”Er du okay?” hviskede han forsigtig så hans ånde kunne mærkes mod min hals. Jeg bed mig hårdere i læben og nikkede, selvom jeg ikke var sikker på jeg var okay. Jeg havde brug for at snakke det igennem med Harry, men jeg ville ikke ødelægge øjeblikket.

”Jeg er virkelig ked af det du skulle se i aftes,” mumlede han. Jeg åbnede langsomt øjnene og kunne se hans var lukket. Han hvilede hagen på min skulder og så ærligtalt fuldstændig udmattet ud.

”Det var min skyld,” mumlede jeg, hvilket fik ham til at ryste på hovedet, så hans hår kilede på min hals.

”Det var ingens skyld Zoey. De skulle ikke have været der i aftes. Ingen havde forudset det her,” hans stemme var så anderledes, så ødelagt, eller noget derhen af.

Jeg drejede mig langsomt, så Harry flyttede sit hoved. Han havde skrammer i panden som var helt nye. Jeg kunne ikke lade være med at fælde et par tårer.

Harry var dog hurtig til at tage mit ansigt i sine hænder, og fjerne dem.

”Du skal ikke græde,” mumlede han bekymret, præcis som han havde lydt før. Jeg rystede på hovedet, selvom det ikke stoppede mine tårer.

”Jeg har det fint Zoey, det er ikke første gang det er sket,” sagde han og trak sig en smule fra mig. Jeg kunne ikke lade være med at lade en finger glide over hans arm, hvor der også var skrammer.

”Er du sikker?” Min stemme knækkede. ”Zoey, jeg har det fint. Hold nu op med at græde,” sagde han hårdt, hvilket fik mig til at træde et skridt tilbage. Mine rødsprængte øjne fandt hans, og med det samme kunne jeg se fortrydelsen i hans øjne.

Han trådte et skridt frem imod mig, og uden at tænke over det trådte jeg et tilbage. Han kiggede såret på mig, inden han kørte sin frie hånd, igennem sit hår.

”Zoey, undskyld…” mumlede han så og kiggede ned i gulvet.

”Jeg kan ikke lide at se dig græde, okay?” mumlede han og satte sig tungt på sengen. Jeg blev stående og kiggede ned  på ham. Han begravede sit ansigt i hænderne, hvilket fik mit hjerte til at slå hårdt mod mit bryst.

Bare tanken om at Harry måske græd lige nu… Jeg havde aldrig set den side af ham, aldrig nogensinde. Han havde været igennem en masse i dag. Jeg skulle være den sidste til at tude som jeg gjorde. Jeg skulle være der for ham.

Jeg gik langsomt hen foran ham og satte mig på hug. Han nægtede at kigge på mig, hvilket bekræftede min teori om at han græd.

Jeg fik en forfærdelig dårlig smag i munden, og et øjeblik følte jeg mig fortabt. Billederne kom igen, og hans blik satte sig fast og fik alle følelserne frem i mig igen.

Jeg var ligeglad. Jeg blev nødt til at fortælle ham det. Efter det der skete i aften fik jeg bekræftet min teori, og om han sagde det tilbage eller ej, så vidste jeg han i det mindste kunne lide mig.

Mine rystende hænder tog fat om hans håndled, og forsigtig trak jeg dem fra hans ansigt. Han blev ved med at kigge ned i jorden. Hans tænder havde hårdt fat i hans læbe, og først da jeg lagde min hånd på hans kind, kiggede han op. Hans øjne var våde og blikket i hans øjne var alt andet end glad.

”Undskyld,” hviskede jeg og aede hans kind. Der var stilhed i noget tid, inden jeg rettede mig en smule op. Forsigtig løftede jeg hans ansigt op og lod vores læber mødes. Først lå de bare imod hinanden, og hvem af os der startede det, det vidste jeg ikke, men et kys, det blev det hvert fald til.

Hans arme snoede sig om mit liv, og lidt efter fik han løftet mig oven på sine lår. Han bed mig blidt i underlæben og trak mig helt ind til sig.

Mine hænder fandt op i hans hår et øjeblik, men de gled hurtigt ned igen. Jeg kunne ikke lade være med at køre mine hænder op og ned af hans ryg, for at mærke han var her, at han var okay.

Jeg bevægede mig oven på Harry, hvilket fik ham til at stønne mod mine læber. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg gjorde det igen. Dog tog Harry fat om mine hofter og holdt mig stille, som om han var usikker på at jeg var ved at gøre noget jeg ville fortryde.

Men det her var min måde at vise hvad han betød for mig.

Mine hænder gled ned langs hans bryst, og ned til kanten af hans trøje. Han tøvede et kort øjeblik, men løftede sine arme, og lod mig tage den af ham.

Jeg trak mig en smule tilbage og beundrede hans bryst, som var dækket af to fugle og en kæmpe sommerfugle. Jeg lod min finger følge sommerfuglen, inden jeg lænede mig frem for at kysse ham igen.

Jeg lynede min kjole op, og fik på en underlig måde trukket den af, så jeg ligesom viste Harry på den måde, at jeg var klar.

Han trak sig væk og tog en dyb indånding, inden han sagde mit navn. Jeg rystede på hovedet og afbrød ham ved et kys. Han tøvede et kort øjeblik, inden det langt om længe gik op for ham, at jeg rent faktisk mente det.

Han lagde armene helt om mig, for derefter at skubbe mig blidt ned i sengen. Han hævede sig over mig, og lod sine grønne øjne fange mine. De var mørkere end de plejede, men fyldt med alt muligt, som de ikke plejede.

Jeg kunne ikke lade være med at bide mig i læben. Jeg følte mig pludselig lille og genert, hvilket fik ham til at smile sødt og betryggende til mig.

Han lod en finger glide ned langs min hals, hen over min skulder og ned til mit bryst. Jeg svajede i ryggen for at vise, at han kunne tage min BH af mig, og lidt efter havde han knipset den op.

Han tog sig god tid med at fjerne den. Først den ene strop, så den anden, inden han lænede sig frem og kyssede begge mine skuldre. Min vejtrækning blev hurtigere idet han lagde sin hånd på mit bryst. Det passede perfekt ind i hans hånd, hvilket han så ganske tilfreds ud med.

Han lænede sig ned, kyssede op af min hals, hen af min hage og til sidst min mund. Jeg kunne ikke lade være med at fnise, inden jeg fik fat i hans buksekant. Han støttede sin vægt på sine hænder, så hans muskler blev spændte. Jeg kunne ikke lade være med at læne mig frem og kysse hans ene arm.

Vi havde ikke travlt. Det her skulle ikke bare overstås, det skulle nydes.

Vi hjalp hinanden ud af vores tøj. Vores vejrtrækninger var hurtige og tunge, men de matchede hinanden.

Hans hånd gled ned langs min side.

”Jeg sagde jo jeg nok skulle gengælde tjenesten,” mumlede han mod mine læber, inden han forsigtig lod sin hånd aede mit inderlår for at se om det var okay. Han lænede sig frem for at kysse min hals igen, og lidt efter kunne jeg mærke to af hans fingre oppe i mig.

Jeg bed mig i læben for at holde et støn inde, hvilket Harry vidst ikke var tilfreds med.

”Stop,” mumlede han og fik mig til at slippe min underlæbe. ”Jeg vil have det hele med,” mumlede han, som om det blev sidste gang. En underlig følelse gik igennem mig på samme tid som han satte farten op.

”Harry,” mumlede jeg lidt efter for at få ham til at stoppe. Han forstod hurtigt hentydningen og stoppede. Hans øjne fandt mine, inden han kyssede mig blidt på næsen. Jeg kunne ikke lade være med at smile, dog var jeg stadig usikker på hvad jeg havde sagt ja til.

Jeg elskede ham, men var det gengældt?

”Hvis det gør ondt, så bed mig stoppe,” hviskede han bekymret. Jeg nikkede hurtigt og havde vidst ikke forventet en så slem smerte som fløj igennem min krop. Jeg skulle til at bide mig hårdt i læben, men Harry lagde sine læber over mine.

Jeg kneb øjnene sammen og vendte hovedet fra Harry.

”Skal jeg stoppe?” hviskede han, men jeg rystede på hovedet. Jeg havde bare brug for et par sekunder mere.

Han lænede sig en smule ned og plantede et kys på mit bryst, hvilket gjorde smerten mindre. Mine hænder greb fat om hans overarme, og lidt efter fik jeg hvisket, at han skulle fortsætte.

”Zoey?” mumlede han, inden han langsomt fortsatte. Mine øjne fandt hans. De lyste virkelig op i mørket.

”Mmh?” hviskede jeg og prøvede at holde mit støn inde. Han satte dog farten lidt op, hvilket fik mig til at stramme grebet om hans overarme.

Hans ene arm sneg sig ind under min ryg. Han trak mig helt tæt ind til sig, inden han langsomt forsatte. Et kort øjeblik spekulerede jeg på om hans ’Zoey’ bare var et støn, men da han stoppede sine bevægelser og sørgede for at kigge mig i øjnene, så vidste jeg det var noget andet.

”Jeg elsker dig,” hans stemme var en hvisken, men jeg hørte tydeligvis hvad der kom ud, men det troede han vidst ikke. ”Jeg elsker dig,” prøvede han igen og kiggede væk, som om han var bange for at blive afvist.

En varm følelse gik igennem mig, og smilet der gled frem på mine læber var ikke til at stoppe. Jeg lod min hånd glide op af hans overarm, og hen til hans kind. Forsigtigt fik jeg drejet hans hoved hen mod mit.

Jeg sørgede for at fastholde øjenkontakt da jeg endelig fik ordene frem.

”Og jeg elsker dig.” Et smil gled over Harrys ansigt, inden han igen kyssede mig.

Hvordan kunne han have troet andet?

Harrys synsvinkel:

”Og jeg elsker dig,” hviskede hun. Et smil gled over mit ansigt, inden jeg lænede mig ned for at kysse hende igen. Jeg havde været så bange for at fortælle hende det, så bange for at lukke hende ind, fordi hun var Zoey. Netop den Zoey, som var så ligeglade med drenge, og det havde skræmt og tiltrukket mig.

Men efter i aftes, så havde jeg virkelig indset mine følelser, og det så også sådan ud fra Zoey’s side. Blikket i hendes øjne da hun så mig før i dag gjorde ondt. At se og høre hende i smerte gav mig lyst til at slå Brandon fuldstændig ned – selvom jeg havde den lyst alligevel.

Jeg havde et ansvar overfor Zoey, men det var gået galt i aftes, og det var min egen skyld. Jeg skulle ikke være gået alene hen til Brandon.

Han havde bedt mig om at holde mig fra Zoey som en sidste advarsel, og jeg havde nægtet. Om han stadig gik og troede jeg ville opgive Zoey, så tog han fejl. Efter i aftes havde jeg bare en større grund til at passe på hende, og det ville jeg gøre.

Jeg havde aldrig følt sådan her for en pige – aldrig nogensinde. Jeg elskede hende. Hun var ikke bare endnu en pige jeg tog med hjem. Jeg elskede hende virkelig, og det var gengældt, selvom det var svært at have et forhold med hende.

Jeg kom tilbage til virkeligheden, da hun borede sine negle ind i mine overarme. Jeg bed mig i læben, inden jeg kiggede ned i hendes øjne, som lyste langt væk af glæde.

”Jeg lover der ikke sker dig noget,” mumlede jeg da jeg kunne mærke og se hun var ved at nå højdepunket. Et støn forlod hendes mund, inden hendes greb om mine arme blev strammet.

Hun skulle føle sig tryg ved mig. Hun skulle føle sig hjemme hos mig – jeg elskede hende.

Jeg lod min arm glide rundt om hendes krop, hvilke fik hende til at svaje i ryggen.

”Giv slip,” mumlede jeg og kyssede hende på halsen. ”Du er i sikkerhed. Der sker dig ikke noget, det lover jeg,” hviskede jeg, og det var som om det var det der skulle til. Hun begravede sit ansigt mod min skulder og gav slip, og det samme gjorde jeg.

Hun var min nu, kun min.

*_*

Jeg vil gerne dedikere det her kapitel til min veninde Clara, som lider hårdt af koncert depression - det er derfor der kommer et kapitel så hurtigt. Til alle jer andre der har koncert depression, I SKAL NOK KLARE DET - PUST UD OG IND. x

 - Så, se nu hvad der skete, og er det ikke hvad vi har ventet på, HVA? ER DE IKKE BARE SØDE? MIT HJERTE GØR ONDT FORDI HARRY OG ZOEY, AW AW AW. Men hvad tror I så der sker nu hva? FOR DRAMAET ER IKKE OVER!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...