The ballad of Zoey Green - {1D}

Zoey Green på 18, er ikke en af de piger, som går ubemærket igennem byen. Med sit lilla hår og anderledes udstråling, har hun opnået en høj status i blandt unge i London, men på en anderledes måde end de fleste tror. For Zoey er typen der ikke falder let for drenge, og det gør hende til et interessant mål iblandt dem - blandet andet også den kendte fyr Harry Styles og hans gruppe da hun starter på universitetet. Men at være populær er ikke altid det sjoveste, især ikke når jalousi, rygter og gamle minder bliver gravet frem. Et rygte kan blive til to, det kan ødelægge venskaber og starte had, og måske i sidste ende opbygge kærlighed. En krig mellem to grupper opstår, men hvad gør Zoey når hun pludselig er målet for begge grupper? *Drengene er ikke kendte*

1022Likes
1786Kommentarer
161651Visninger
AA

3. I can smell bullshit.

 

Zoeys synsvinkel:

Klokken var lidt over otte da jeg trådte ind i badet i omklædningsrummet i fitness. Jeg skulle i skole om en time, og man kunne vidst godt kalde mig et morgenmenneske.

Ikke at jeg stod op klokken halv otte om morgenen i weekenderne, men jeg havde det bare bedst med at stå tidlig op, og få noget ud af dagen.

Jeg kørte hånden igennem mit hår og lod den varme vand gøre mig ren. I kan lige så godt få alle de små randomme ting at vide nu vi er i gang.

Jeg hader at bade. Ikke at jeg går og stinker i flere dage, jeg kan bare bedst lide at tage hurtige bade, så at nå at gøre mig klar om morgenen er ikke noget problem – medmindre jeg falder i staver og lever i min egen verden, som jeg gjorde forleden.

Jeg hørte døren til omklædningsrummet gå op, hvilket fik mig til at tage mig sammen. Jeg slukkede bruseren, tog min shampoo og viklede håndklædet omkring mig. Idet jeg trådte ud af badet, kom en gammel dame gående. Hun sendte mig et venligt smil, som jeg hurtigt gengældte, inden jeg smuttede hen til mit skab, hvor min ting lå i.

Jeg fik mit undertøj på, et par blå jeans og en dejlig varm bluse. Godt nok var vi midt i april, men vejret var stadig lidt koldt, og hvis der var noget jeg hadede, så var det at være syg.

Der er efterhånden mange ting jeg hader, hvis I kan fornemme det?

Jeg fik føntørret mit hår, og satte det op i en høj hestehale inden jeg tog mine sko på.

Jeg fik hurtigt bevæget mig ned af trapperne og hen til udgangen. Manden bag disken sendte mig et smil, og jeg gengældte det som altid, inden jeg smuttede ud og satte snuden mod skolen.

Jeg følte mig altid mere frisk efter en god omgang træning. Det kunne redde mit humør – ikke fordi det var trist. Okay jeg har ingen ide om hvad jeg snakker om lige nu, men I forstår mig vel.

Det tog omkring et kvarter at gå hen til skolen, men med god musik i ørerne, så gik tiden nu ret hurtig, og lidt efter slog jeg døren op og gik ind på gangen, som ikke var speciel fyldt. Det var ikke alle klasser der skulle mødeklokken ni, og det gav mig et bedre overblik over hvilket klasselokale jeg skulle ind i.

Jeg slukkede musikken og tog høretelefonerne ud. Jeg skulle starte med engelsk, og det lokale kendte jeg heldigvis.

Jeg åbnede døren og til min overraskelse sad der allerede en masse herinde. Deres blikke blev slået op på mig, hvilket fik mig til at smile. Somsagt var min morgen rigtig god.

Mit blik gled kort rundt, indtil jeg fandt min plads nede bagerst. Hvis det ikke var fordi jeg vidste det var Louis der sad der, så havde jeg ikke gættet det. Han sad med en hætte over hovedet og lignede en der helst ville grave sig ned i sig selv.

Med et lille suk tog jeg mig sammen, og gik ned til min plads. Jeg smed tasken på siden, hev stolen ud og satte mig med et bump.

Jeg smed mine bøger på bordet og hev en blyant frem, så jeg var klar når læreren kom ind. Jeg var fast besluttet på også at forbedre mine karakter denne gang. For populariteten havde haft en stor indflydelse på mit liv. I starten var det rart og en smule spændende at vide, at alle kunne ens navn, men det ændrede sig hurtigt efter flere og flere rygter kom frem.

På et tidspunkt havde jeg et ry at leve op til, og det fik mig til at glemme alt om skolen, men det var slut nu. Jeg blev nødt til at tage mig sammen, for jeg ville altså ikke ende som en skraldemand – og skulle skraldemænd egentlig ikke også have gode karakter?

Jeg ville aldrig få et job, oh.

”Godmorgen Zoey,” lød det fra Louis, som havde fået sat sig ordentlig og havde hevet sin hætte af. Jeg drejede hovedet så jeg kunne se ham. Han havde et underligt smil placeret på sit ansigt, men det var ikke det der tog min opmærksomhed. Det var hans hår. Han havde sat det op, så det stop op i luften, og det så faktisk utrolig godt ud til ham.

”Godmorgen Louis,” sagde jeg så og sendte ham et kort og diskret smil. Jeg havde ikke lyst til at vise interesseret i ham på nogen måde. Det havde jeg skam lært af alle de gange karma havde ramt mig i røven. Jeg kan godt indrømme, at jeg havde været fuldstændig fucked på et tidspunkt – men det hørte sammen med stofmisbruget.

Jeg havde virkelig brugt min popularitet for groft på et tidspunkt. Jeg flirtede overdrevet meget med alle mulige drenge jeg slet ikke kendte navnet på – men kun for at droppe dem. I starten havde det været så fedt at vide drengene var interesseret i en, men som sagt blev jeg ramt i røven af det hele igen.

Jeg havde ikke brug for flere problemer lige nu, og hvis nogen kunne give mig problemer, så var Louis netop en af dem.

”Godmorgen,” sagde vores lærer og smed sin taske på gulvet. Folk satte sig hurtigt ordentlig op og kiggede på hende. Det så ud til de alle sammen var spændte på et eller andet, og det eneste jeg kunne forestille mig var spændende, var at se en virkelig god film.

Men der var intet tegn på vi skulle se film.

”Jeg har nu fået lavet grupperne til vores projektopgave. Jeg læser dem op denne gang, så sørg for at hører efter.”

Jeg kiggede forvirret rundt, da hun snakkede om en projektopgave. Jeg havde ikke hørt noget om en projektopgave? Og om hvad?

Louis sørgede for at lave en stor bevægelse med sin arm, som selvfølgelig tiltrak min opmærksomhed. Jeg lod mit blik falde ned i hans bog, hvor der med store bogstaver stod: The Blitz.

Jeg havde hørt om det før – sjovt nok. Det havde alle vidst. Jeg havde været oppe i eksamen i det, så det gjorde mig faktisk en smule rolig. Så var det ikke et helt nyt emne jeg slet ikke vidste noget om – og det var endnu bedre, eftersom det ville tælle på vores endelige karakter blad.

”…. Zoey og Louis, Brit og Leo, Annie og”

Jeg kom hurtigt til mig selv da hun sagde mit navn. Mit blik fløj hurtig hen til Louis, som sad med et tilfreds smil på læberne. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige om det. En underlig følelse blandede sig i min krop. Jeg var ikke sikker på Louis var den rigtige makker for mig. Ikke kun på grund af bedre karakter, men det her skulle være en ny start, men Louis var inde i alt det jeg gerne ville ud af, og det her var en virkelig dårlig start.

”Makker, hva?” sagde han provokerende, som om han vidste jeg ikke brød mig om at være i gruppe med ham.

Jeg tog hårdere fat om min blyant, og skrev overskriften ned i mit hæfte efterfulgt af Louis og mit navn.

Hvorfor jeg havde en dårlig fornemmelse vidste jeg ikke. Jeg blev nødt til at skubbe den til side. Jeg ville have gode karakter.

*_* 

Louis var smuttet før tid, hvilket gjorde, at jeg ikke fik spurgt ham om hvornår vi skulle gå i gang. Jeg vidste allerede nu med så lidt Louis lavede i timerne, at vi blev nødt til at lave det efter skole.

Jeg drejede ud på gangen og gik ned mod mit skab. Jeg åbnede det hurtigt og smed mine bøger ind, inden jeg tog min historie bog ud. Jeg blev nødt til at finde ham i dag, men allerede nu kunne jeg fornemme, at det ikke blev nemt at finde ham. Han var sikkert typen der var over alt, nyt sted hele tiden.

”Yo, Niall,” lød en høj stemme, inden en dreng kom flyvende forbi mig. Jeg smækkede skabslågen i og kiggede ned af gangen. Et par piger stod allerede og hviskede om dem. Og jeg måtte indrømme, at det allermest lignede noget fra en film, da de fem drenge kom gående ned af gangen.

De manglede nu bare det hele gik i slowmotion og vinden i håret.

Dog kunne jeg ikke lade være med at rulle med øjnene, da en af pigerne komplimenterede Harrys trøje. Jeg forstod ikke, hvorfor de alle var så vilde med Harry. Han virkede så højrøvede – eller hvert fald mere end de andre. Han troede sikkert selv han var så skide charmende, men det eneste han gjorde var at irriterer mig.

Desuden havde jeg fået nok af de typer der prøvede at styre alt. Jeg havde selv været en af dem, så jeg vidste, hvad jeg snakkede om.

De stoppede kort efter op foran et af skabene, hvor Zayn stoppede op. Mit blik lå stadig på Harry, som hviskede et eller andet til Niall, som han begyndte at grine af, inden han fulgte Harrys blik, som lå på en pige. Niall sendte hende et flirtende blik, som fik hende pigen til at smelte – og det forstod man godt. Niall var nuttet – selvom han nok helst selv foretræk at man omtalte ham som lækker.

Et højt grin lød fra Louis, og allerede nu kunne jeg fornemme hvor stor indflydelse de havde på alle, og hvor opmærksomhedskrævende de var. Og nu når Louis var her, så kunne jeg lige så godt få spurgt ham.

Jeg låste mit skab og satte min taske ordentlig over skulderen, inden jeg med faste skridt gik hen til Louis, som stod lænet op af skabte ved siden af Zayns.

Han stod og fyrede en eller anden joke af, og da han fik øje på mig, rettede han sig hurtigt op.

”Zoey,” sagde han på en måde, som fik alle de andre til at kigge. ”Louis,” sagde jeg bare, for ligesom at hilse. Jeg kiggede til siden og kunne se hvordan Harry og Zayn begge to fulgte ekstra godt med i samtalen.

”Hvornår har du tænkt dig vi skal arbejde på den opgave?” Uden overhovedet at give de andre min opmærksomhed, lukkede jeg mine øjne fast på Louis, som lagde vægten over på det andet ben.

”Hvornår skal den være færdig?” spurgte han om. Godt så. Han havde ikke styr på sine ting. God makker, jeg kunne allerede føle tolv tallet.

”Louis,” kom det fra Niall af, som sikkert ville have ham med.

”Oh, Zoey,” sagde han så, inden han lagde armen om Louis. Jeg sendte ham et hurtigt smil og ventede stadig på Louis’ svar, så jeg kunne komme videre.

”Det ved jeg ikke?” sagde han så, hvilket fik Zayn til at grine lavt. Jeg rullede irriteret med øjnene og trådte et skridt tilbage. Det irriterede mig grænseløst, at han var så ligeglad – og jeg følte det kun var fordi de andre stod og kiggede.

Han var sikkert en af de typer der ikke skulle have for gode karakter fordi det ødelagde hans ry, og sikkert præcis den type som altid skulle bevise et eller andet over for de andre – for sådan virkede han virkelig. Den der tog alt useriøst.

”Jeg skriver eller sådan noget,” sagde han og begyndte at grine over Zayn, som stadig grinede. Jeg gad ikke engang blive stående og prøve at få noget ud af ham. Det kunne ikke betalte sig når han stod med de andre drenge – som holdt lidt for godt øje med os.

”Fint, så sender jeg dig det du skal lave, og hvis ikke du får det lavet, så må du selv snakke med Miss. Anderson om hvorfor halvdelen af opgaven mangler,” sagde jeg flabede, og kunne hørte hvordan Zayns grin blev højere – men denne gang grinte han af mig, hvilket fik Louis til at slå irriteret til ham.

Han var sikkert vant til at alle dem han arbejdede med, ville lave alt, og han så bare fik karaktererne og rosen – men vi kunne vidst allerede konstaterer at jeg var en smule anderledes end de desperate piger, og det gik vidst også op for Louis.

Uden at høre hvad han ville sige, gjorde jeg som jeg var bedst til. Jeg snurrede rundt og gik ned af gangen, for at finde Bryan, som også skulle have historie nu.

Harrys synsvinkel:

”Held og lykke med hende da,” sagde Zayn og klappede mig på skulderne. De havde alle fået klar besked på, at jeg havde dibs on her.

”Jeg forstår pludselig hvorfor alle snakker om hende,” lød det drillende fra Niall, som også gav mig et klap på skulderne, selvom der alligevel lød en sandhed bag det han sagde.

”Hun er speciel,” mumlede Liam så, hvilket fik Louis til at se forvirret på ham.

”Hun er ikke så anderledes end alle andre. Det er bare hendes flabede attitude der får hende til at fremstå sådan.” Han sørgede for at kigge mig i øjnene, så jeg hurtigt forstod hvad han mente. Vi havde før haft piger med en attitude som hendes, og der var kun en ting man skulle gøre ved det.

”Hun skal knækkes, drenge,” sagde jeg, hvilket fik Louis til at smile inden han rettede sig ordentlig op.

Jeg havde snakket med Brandon i går, og han fik hende til at lyde som et svært mål. Ikke at jeg havde forventet noget andet, for det var det alle sagde om hende. Men måden Barndon snakkede om hende på, gav mig en endnu større lyst til at nå igennem hende – og da han ønskede mig held og lykke på en alt for flabede måde, så var beslutningen taget. Han troede ikke jeg kunne gøre det. Men så speciel var hun vel ikke.

Hun kunne ikke være mulig at knække. Alle havde et punkt, jeg skulle bare finde hendes – og jeg vidste de andre drenge var lige så opsat på det.

Hun virkede alt for selvsikker, og som sagt var der ikke nogen der direkte havde givet os modstand, men det gjorde hun. Det var på tide vi skulle lære hende, hvem der bestemte her.

Zoeys synsvinkel:

Jeg lå på maven i min seng, med en blyant i hånden og computeren foran mig. Jeg var i gang med en historie opgave til i morgen, men eftersom jeg havde lavet en ny status på min facebook, trak den hele tiden min opmærksomhed. Jeg fik hele tiden en ny notifikation med en ny kommentar, og min totalt ’seriøse’ status blev ændret til en ironisk og alt for pervers status.

Mine venner var ikke helt normale.

Jeg sukkede tungt da min sang sluttede. Jeg gik ind på youtube og fandt en ny med Panic at the disco. Musikken fyldte mine ører og gjorde alt andet ligegyldigt. Mine forældre ville sikkert om lidt komme op og bede mig skrue ned, men lige nu var det ligegyldigt.

Jeg skrev et par linjer mere, og gik så ind på facebook. Jeg læste kommentarerne igennem og fik et godt grin over deres latterlige diss til hinanden.

Mit blik røg op på en notifikation over beskeder. Jeg havde ikke fået nogen chatbesked, så det måtte være fra en jeg ikke var venner med.

Jeg trykkede hen over beskeden, og til min overraskelse, stod der Louis Tomlinson. Jeg trykkede hurtigt ind på den. Jeg kunne ikke stoppe det smil der gled frem på mit ansigt, da jeg læste den igennem. Så jeg havde altså alligevel ramt et lidt ømt punkt,

#Jeg har tid torsdag, hos mig, efter skole. ;-)# Jeg rullede af øjnene da jeg så hans smiley, og uden at svare gik jeg ud fra den. Han kunne se jeg havde set den, og det var vel nok.

Jeg havde stadig en virkelig dårlig fornemmelse omkring ham, og kunne jeg slippe for at være sammen med ham på torsdag, så havde jeg gjort det. Men jeg blev nødt til at tage mig sammen og få den her opgave overstået. Det var kun en måned, det var ikke så slemt.

*_* 

Det blev onsdag, og efter en dårlig nat, så var mit humør langt fra lige så godt, som det havde været i går.

Uden at tage tænke på der var andre, fortsatte jeg direkte ned mod mit eget skab. Irriteret slog jeg til det, så det åbnede sig. Et højt suk forlod mine læber, inden jeg stak armen helt ind, for at få min psykologi bog ud.

”Er du okay?” En stemme fik mig til at fare sammen. Jeg trådte hurtigt et skridt tilbage, og fik øje på en pige, med langt lyst hår – helt klart afbleget, lyserød lipgloss og ret meget make up i hovedet. Ikke at hun var grim, men det var bare lidt overdrevet.

”Oh, du gav mig et chok,” sagde jeg og sendte hende et lille smil. En ting havde jeg lært, og det var ikke at dømme nogen på hvordan de så ud.

”Det må du undskylde,” grinede hun kort og kiggede rundt. Men HVIS jeg skulle dømme hende, så ville jeg nok dømme hende som falsk allerede.

”Jeg så vi havde psykologi sammen, og jeg tænkte, at du jo er ny, og det er altid lidt svært at være den nye,” sagde hun og rørte ved sit hår, hvilket hun næsten havde gjort siden hun sagde hej.

Et smil gled over mine læber, inden jeg kiggede ned på min bog.

Jeg vidste hvordan det var at blive bedømt med det samme, og måske virkede hun falsk, men jeg måtte jo køre min nye stil – to be cool. Okay nej, bare venlig.

”Jeg har ingen ide om, hvor lokale 13 B ligger.” Jeg kiggede hende i øjnene, og så hvordan et smil gled frem.

”Jamen så lad mig følge dig derhen” hun gjorde tegn til at gå ned af gangen, så det gjorde jeg. Jeg havde allermest lyst til at løbe hjem under min dyne, men psykologi var mit yndlingsfag på den gamle skole – så det var det måske også her.

Lyden af hendes sko mod gulvet, var den eneste lyd på gangen. Jeg havde ingen ide om, hvordan det altid lykkedes mig at komme forsent, men alligevel tidlig nok til at gå det før læreren.

”Så, hvad synes du om skolen indtil videre?” Hun sendte mig et stort smil, og drejede ned af en anden gang. Jeg tog lidt bedre fat om min bog, og kunne høre larm på afstand.

”Den er okay. Større end jeg havde troet, men den er fin,” jeg sendte hende et smil og fulgte hende med ind i klassen.

”Aria!” Sagde en af pigerne højt, og vinkede. Pigen ved siden af mig, som åbenbart var Aria, vinkede tilbage, og drejede sig mod mig.

”Tror du, at du kan huske det en anden gang?” Hun sendte mig et stort smil, og gjorde tegn til at jeg skulle følge med. En af hendes veninder, havde åbenbart holdt en plads, men da Aria gik lige forbi hende, kiggede hun med store øjne efter hende – og det så faktisk utrolig sjovt ud.

”Jeg kan stadig ikke engang finde toilettet,” mumlede jeg, hvilket fik hende til at grine højt, inden vi fandt et ledigt bor.

Mit blik faldt automatisk hen på Bruce, som sendte mig et forvirret smil, inden han snakkede videre med en af hans venner.

Var der noget galt med Aria, siden folk kiggede sådan på mig? Hvis jeg selv skulle sige det, så virkede hun da som en af de populære, ikke at jeg var sikker, men det var bare en fornemmelse.

”Hey Harry,” lød Arias stemme. Min krop stivnede da det gik op for mig, hvem hun lige havde sagt hej til.

”Hej Aria,” lød en hæs stemme. Jeg kiggede hurtigt til siden, og så hvordan Aria gjorde sig til for ham. Jeg fnøs kort, og kiggede op, hvilket resulterede i, at et par grønne øjne borede sig ind i mine.

”Zoey,” hilste han, hvilket fik alle til at kigge hen på mig. I normale tilfælde ville pigers kinder blive helt røde, når den populære snakkede til en, men i mit tilfælde havde jeg lyst til at rejse mig, og slå ham ned med en stol.

Ikke at jeg kunne løfte den så højt over mit hoved, for så stærk var jeg ikke – men han irriterede mig. Det flabede smil der hele tiden var placeret på hans ansigt, irriterede mig! Den måde han gik på, som om han ejede det hele, irriterede mig. Ja selv at han trak vejret, gjorde mig ret irritabel.

Føl kærligheden her, ikke?

Selvfølgelig kendte jeg til irriterende drenge, og folk der gik mig på nerverne, men det var noget anderledes med Harry. Jeg havde lyst til at udfordre ham, pisse ham af på det groveste.

Arias blik brændte sig ind i min kind, hvilket fik mig til at fjerne blikket fra Harry. Uden at hilse, kiggede jeg op på tavlen, hvor lærerne var i gang med at skrive sidetal op.

Han skulle ikke have lov til at ødelægge psykologi timen for mig, og hvorfor han hilste på mig, det havde jeg ingen ide om.

I går kunne han knap nok klare at have øjenkontakt med mig på gangen, så var det fordi han var væk fra sin lille gruppe, at han pludselig kunne hilse og være venlig?

Hahahah no.

Der var noget helt galt - hvad kunne jeg ikke finde ud af. Men det var ikke kun med Harry. Det var med det hele, alle menneskerne, og selve skolen. 

I think I can smell something – and it’s the smell of bullshit.

_______________________________________________________________

Det var andet kapiteeeeeel. Hvad synes I? Og hvordan tror I, at Louis og Zoey's opgave kommer til at gå? Tror I hendes fornemmelse om, at noget er galt og vil blive slemt, er rigtig? Og hvad synes I om Aria? Er hun bare falsk, eller?? Og tror I Harrys 'helle for Zoey, jeg skal score hende' kommer til at gå? x

Tusind tak fordi I læser. Seriøst, den er allerede på forsiden. Det er virkelig sygt, tusind tusind taaak! xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...