The ballad of Zoey Green - {1D}

Zoey Green på 18, er ikke en af de piger, som går ubemærket igennem byen. Med sit lilla hår og anderledes udstråling, har hun opnået en høj status i blandt unge i London, men på en anderledes måde end de fleste tror. For Zoey er typen der ikke falder let for drenge, og det gør hende til et interessant mål iblandt dem - blandet andet også den kendte fyr Harry Styles og hans gruppe da hun starter på universitetet. Men at være populær er ikke altid det sjoveste, især ikke når jalousi, rygter og gamle minder bliver gravet frem. Et rygte kan blive til to, det kan ødelægge venskaber og starte had, og måske i sidste ende opbygge kærlighed. En krig mellem to grupper opstår, men hvad gør Zoey når hun pludselig er målet for begge grupper? *Drengene er ikke kendte*

1023Likes
1786Kommentarer
166730Visninger
AA

2. I call dibs on her.

 

Jeg kørte frustreret kammen igennem mit hår, men da det ikke lykkedes, greb jeg ud efter hårsprayen og sprayede det i, og endelig så det fyldigt ud.

Jeg var iklædt nogle lyserøde gemacher og en hvid trøje, som fik mit hår til at se endnu mere lilla ud end det var. Faktisk var det lilla blandet med lyserødt, men eftersom der var mest lilla, så kaldte jeg mit hår lilla, smart ikke?

Jeg havde normalt glat hår, så jeg skulle ikke bruge tid på at glatte det. Dog skulle jeg bruge enormt meget tid på, at sætte det, så det så lidt fyldigt ud.

Det var en fantastisk morgen, udover jeg var en smule stresset, men det var kun på grund af alle de flyttekasser, som lå ud over det hele. Vi var flyttet fra den ene bydel til den anden, for at være tættere på min, endnu engang, nye skole.

Faktisk var det hele nyt. Huset var nyt, skolen var ny, ugen var ny og vi var lige gået ind i april. Alt burde være godt, og det var det sikkert også, hvis det ikke var fordi det var trejde gang jeg flyttede skole.

Lad os bare sige, at jeg ikke altid var den der var mest heldig.

Med hånden på hjertet vil jeg gerne ærligt sige, at jeg har været ude i et par stof problemer. Jeg er ikke stolt af det, men det er sluttet nu. Det sluttede faktisk for et år siden, men eftersom rygterne kom op på min nye skole, så så de ikke andre muligheder end at smide mig ud.

Mine forældre var selvfølgelig fuldstændig pissed på mig – hvert fald den første gang. Mine forældre var ikke ligeglade med mig – langt fra. Men de havde nok opgivet lidt nu. Men denne gang var det anderledes. Jeg havde fortalt om min fortid, inden de valgte at tage mig ind, så kom de rygter frem, så ville jeg i det mindste ikke skulle væk fra skolen – medmindre de fandt stoffer på mig, men jeg var stof fri.

Som sagt, det var en ny start – og så alligevel ikke. Jeg kendte en del på den nye skole, og uden at lyde selvfed, så vidste jeg, at de også kendte mig. Jeg havde flere gange oplevet folk kunne mit navn, uden jeg havde set dem før.

Men jeg havde snart vænnet mig til det. Der gik forfærdelig mange rygter om mig, blandt andet af jeg havde afvist en masse fyrer, som piger normalt ikke ville afvise.

Jeg er 18 år gammel, og har aldrig rigtig været forelsket. Jeg ved ikke, hvordan det føltes, og hvis jeg skal være helt helt helt ærlig, så troede jeg på et tidspunkt, at jeg var lesbisk. Det ved jeg stadig ikke om jeg er, men hvis jeg skal tænke på sex, så er det altså en dreng jeg ser mig selv med – og det må da være et tegn, ikke?

De fleste piger på min alder, plejer at have sex med så mange, at de slet ikke kan tælle det på deres fingre, men det har aldrig rigtig været mig. Lad mig lyde gammeldags, men sex for mig betyder noget. Ikke at vi skal giftes og alt mulig inden – men jeg bryder mig ikke om at have sex med en fremmede person jeg hverken er tryg ved, eller ser igen.

Og selvom jeg finder den grund meget normal, så er den åbenbart ret unormal her i London, for det er det der har gjort mit navn kendt. Jeg er efterhånden blevet et mål for drengene. Jeg tror ærligtalt, at de har indgået et væddemål – for alle unge drenge i London har en eller anden connection til hinanden.

Og nu er vi allerede i det ærlige område, så jeg kan ligeså godt fortælle, at jeg ikke ligefrem har været den sødeste til at afvise folk. Jeg kan være flabede, rigtig flabede. Det kan sommetider ramme mig i røven, og det har fået mig til at holde de fleste tanker inde i mit hoved.

Der er nogle drenge der bare ikke kan klare at blive afvist, og I ved vel hvor hurtigt ting bliver spredt? Hvis ikke, så er det ret slemt. Det går lynhurtigt, og det er altså ikke mig der bliver til grin – det er dem, og derfor kan nogen af de ting jeg gør, godt ramme mig i røven.

Derfor er det her en ny start. Jeg må lære at tage mig sammen og opfører mig ordentligt. Både på grund af mine forældre og mig selv, og fordi jeg ikke har lyst til at ende med et tæske hold i ryggen – selvom jeg indtil videre havde formået at holde mig gode venner med alle dem jeg havde afvist.

Ja, som I kan hører er jeg en meget fornuftig person, og så alligevel slet ikke. Nogen gange ville jeg ønske jeg måske bare havde lavet en fejl, som at have sex med en random, end at ende i det jeg gjorde. Jeg ville frem for alt hellere have sex med en random, end at være begyndt på stoffer – men det var et overstået kapitel.

Så lad os ligge det bag os. Men nu kender I mig, så døm mig ikke, hvis der pludselig kommer en masse rygter og unødvendigt crap op om mig. Halvdelen er løgn, og den anden halvdel er måske rigtig.

Det gælder bare om at finde ud af hvilken. Jeg er den type pige, som er ret kold overfor andres meninger om mig. Hvis de tror jeg har prøvet at begå selvmord, så er det op til dem. Jeg har det med at være virkelig nederen og lade dem leve i den tro de vil. Spørger de om et rygte er sandt, så kan det være jeg bare trækker på skulderen.

Nogle ville kalde mig opmærksomhedskrævende fordi jeg aldrig benægter rygter, men de kender ikke forskellen på opmærksomhed og ligegladhed – hvis det ord altså findes. Alt i alt, så er jeg ligeglad med hvad folk tror. Jeg er meget til peace, love and chill the fuck out – så velkommen til mit liv.

”Zoey, du kommer for sent!” Jeg blev revet ud af mine tanker, og smed kammne, som sad fast i mit pandehår, på gulvet. Jeg greb fat i mine sorte converse, fik dem på, på vej ned af trappen, og faldt nærmest ud af døren og ind i bilen, hvor min far sad og ventede.

”Kør, kør, kør!” sagde jeg panisk. Hvor fedt ville det lige være at komme for sent første dag, huh? Godt indtryk jeg gav der så.

”Og husk nu at spis noget, og skriv hvordan det går, og hvis du ikke kommer hjem så..”

”Far, jeg kommer for sent,” brokkede jeg mig og smækkede døren i. Jeg gik et par skridt ind på skolens grund, og kiggede på de forskellige typer der stod rundt omkring.

Og skolen = universitetet.

Jeg vidste udmærket, hvem der var kendte her. Jeg kendte gruppen, jeg havde hørt om den før. Min ven Brandon, kendte dem vidst ret godt. Jeg vidste hvert fald, at de hang ud over alt og alle pigerne var vilde med dem – ikke at det kom bag på mig. Normalt var pigerne væk i de populære drenge.

Jeg kom til mig selv, ved at en ringeklokke lyd. Jeg kiggede til siden, og så en pige komme cyklende. Et smil gled over mit ansigt. Jeg genkendte hende straks. Somsagt, så vidste jeg hvem der gik her, og jeg havde altså også venner.

”Hey Zoey,” sagde hun og hoppede af cyklen. Jeg lod hende trække mig ind til et kram, selvom jeg ikke var så vild efter nærkontakt. Men sådan er vi alle vel forskellige, ikke også?

”Hey Amy,” sagde jeg inden hun trak sig fra mig. Vi begyndte langsomt at gå hen mod cykelskuerne, hvor et par stykker allerede stod. Inden vi overhovedet var kommet derover, kunne jeg føle deres blikke på mig. Ikke at det generede mig, jeg var vant til det, derfor slog jeg bare et smil op.

Wow, jeg lyder så populær. <33333

 Men for lige at få noget på det rene, så var det altså langt fra alle der brød sig om mig, hvilket var lidt trist, når jeg elsker alle – eller næsten.

”Kom.” Amy trak mig ud af mine tanker.

”Så, glæder du dig til at starte på denne røvsyge skole?” Hun lavede store øjne, hvilket fik mig til at grine. Jeg slog mit blik hen på den kæmpe bygning som var et universitet, men vi kalder det skole.

”Zoey?” Lød en stemme bag mig. Jeg snurrede forvirret rundt, og så en dreng med lyst hår, sende mig et kæmpe smil. Jeg genkendte ham straks. Det var Tyler – en af Brandons venner.

”Hey,” sagde jeg og sendte ham et undskyldende smil, da Amy trak mig med.

”Hvis vi skal stoppe op når alle hilser, så når du ikke din første lækre engelsk time,” grinede hun. Jeg fnes kort og smuttede igennem døren, og ind på gangen, som var fyldt med elever.

”Så, har vi timer sammen?” Uden at vente på mit svar, hev hun mit skema ud af min hånd og skimmede det.

”Samfundsfag og psykologi. Fedt!” Hun rakte det tilbage til mig, og da jeg kiggede op fra det igen, så jeg hvordan folk kiggede på mig. Et par vendte hovedet helt rundt – og igen, det var bestemt ikke kun positivt. Halvdelen af dem der kiggede, var sikkert bange for mig – bange på grund af alle de rygter der gik om at jeg var på stoffer igen – men det var jo op til dem.

Men forfanden, de ville sku da kunne se om jeg var på stoffer.

”Du skal ind i lokale 24 D.” Hun stoppede foran et skab, og hjælpeløst kiggede jeg på hende.

”Nede af gangen og første dør på venstre side,” grinede hun og skubbede mig af sted.

Mit hjerte slog en smule hårdt mod mit bryst, da jeg nu var helt alene. Dog gjorde jeg som hun sagde inden jeg glemte det.

Denne her skole var så forvirrende. Det ville mindst tage mig et halvt år at finde ud af den. Det ville sikkert blive pisse spændende det her, og jeg ville sikkert få en masse eftersidninger.

Fuck ja.

Nej, nej det her var en ny start. Husk det.

Jeg kiggede ned på mit skema, og op på døren, hvor der hang et lille sødt hvidt skilt hvor der stod 24 D. Jeg smilede tilfreds og gik ind af døren, eller det troede jeg. Et øjeblik var jeg bange for, at det var en glasdør jeg var gået ind i, men da en person irriteret sukkede, blev jeg en smule lettet.

Hvor fedt ville det ikke have set ud, hvis jeg som det første gik ind i en glasdør?

Skolens lilla lama – og jeg ved virkelig ikke hvor lama kom fra – so don’t even ask.

”Se dig for,” vrissede han surt, hvilket gjorde mig en smule irriteret. Han kunne sku da se mig. Jeg havde efterhånden stået her i et par sekunder inden jeg gik ind.

Jeg hadede når folk talte ned til mig, og så gik min plan om en ny start ligesom lidt i vasken.

”Hvis jeg ikke tager fejl, gik du ind i mig.” Jeg lod mit blik glide op af hans bryst. Han havde en tætsiddende sort t-shirt på, og den sad overraskende stramt til hans krop.

”Du tager fejl,” svarede han koldt. Mine øjne gled hen over hans kæbe og videre hen til hans læbe. Han så ikke speciel glad ud, men det var ikke mit problem. Han kunne bare åbne øjnene.

”Jeg tager aldrig fejl,” sagde jeg provokerende og lagde mit hoved på skrå. Mit blik glid op forbi hans næse, og blev langsomt suget ind i et par grønne øjne, som så ud som hans mund – ikke speciel glad.

Hans øjne studerede mit ansigt, som mine øjne havde gjort ved ham for et øjeblik siden. Han lagde hovedet på skrå og langsomt gled et smil over hans ansigt.

”Du er ny her, er du ikke?” Han lød alt for sikker i hans stemme. Han måtte være end af de populære. Efter tre skoler og en masse forskellige type venner, så vidste jeg efterhånden hvem der var hvad.

Selvom det ikke rigtig var et spørgsmål, kunne jeg ikke lade være med at svare. Han vidste alt om, hvem der var nye og ikke nye på denne skole.

”Jo, men det er du tydeligvis ikke.” Jeg sendte ham et lige så flabede smil igen, hvilket bare så ud til at gøre ham endnu mere tilfreds.

”Du har ret, det er jeg ik..”

”Det ved jeg,” afbrød jeg hurtigt og gik til siden, for at smutte forbi ham.

Hvad kan jeg sige? Jeg elsker at have det sidste ord, og jeg hadede mennesker med den attitude. Eller, de var hvert fald sjove at lege med, fordi de altid troede de ejede det hele.

Jeg kom ind i klassen, og kunne ligesom fornemme på det hele, at de havde hørt en del af det. Jeg tog ved min taske og satte den ordentlig over min skulder. Mit navn blev hvisket i et af hjørnerne, hvilket fik mig til at grine inden i.

”Great,” mumlede jeg ironisk og fortsatte ned bagerst i klassen, hvor der var en fri plads ledig. Dog sad der en dreng med benene på bordet og høretelefoner i ørerne.

Uden rigtig at kigge mere på ham, satte jeg mig på stolen ved siden af ham. Folk kiggede stadig på mig, og lysten til at bede dem glo væk, kom frem, men det var jo en ny start.

Det her blev hårdt.

Drengen ved siden af mig lod sine ben glide ned, inden han satte sig ordentlig op og hev hovedtelefonerne ud af sine øre. Han kiggede kort på mig, inden han grinte.

”Jamen halløj purple head.” Hans stemme var en smule lys, dog fuld af energi. Måske var det dårligt jeg tog den her plads. Måske var det derfor han sad alene, oh.

Jeg løftede det ene øjenbryn af hans ’purple head’. Jeg kunne nemt fornemme folks blikke på os, men jeg ignorerede det, for så god var jeg – selvom det tog alt min viljestyrke.

”Hvad hedder du?” spurgte jeg direkte om. Han lænede sig tilbage i stolen og kiggede tilfreds på mig, som om han troede jeg var faldet helt pladask for ham.

”Louis.” Han lænede sig en smule frem ”Louis Tomlinson,” mumlede han så inden han smed sine høretelefoner på bordet. Han forventede sikkert jeg ville gøre et eller andet, eller præsenterer mig selv, men i stedet lænede jeg mig tilbage i stolen og kiggede op på den lærer, som lige var trådt ind.

”Og dit navn?” Han hviskede det, hvilket fik mig til at kigge på ham. Han var faktisk langt fra grim. Hans gråblå øjne skinnede, og det smil han havde, nåede op til hans øjne, ligegyldigt om det var falsk eller ej. Udover det, sad hans hår flot med voks, og hans stil var overraskende flot.

”Du må være Zoey Green?” Lød en skinger stemme. Jeg kunne se Louis få en rynke i panden, og hans holdning blev en smule urolig. Med et lille smil, kiggede jeg op på lærerne, inden jeg nikkede.

”Velkommen til,” sagde hun og sendte mig et smil, som jeg gengældte. Louis reaktion havde overrasket mig en smule. Han virkede præcis som ham i døren lige før – som ham der havde styr på det hele, og hvis jeg ikke tog helt fejl, så var Louis også en af de fem på skolen, som alle elskede så højt.

Og indtil videre forstod jeg det godt, de var flotte, men det var det. Dog lidt anderledes end de normale drenge jeg kendte.

”Zoey?” mumlede han så. ”Den Zoey?” Jeg trak på skulderne og lænede mig en smule hen til ham. ”Hvis du mener hende der er helt væk på stoffer og ikke engang kan gå på sine egne ben, så ja.” Han forstod hurtigt ironien, og igen kom hans selvsikre smil frem.

Han kende mit navn? Jeg burde føle mig smigret, men jeg kunne ærligtalt ikke vide om det var et godt eller dårligt indtryk han havde fået af mig.

Der gik så mange rygter om mig, og folk vidste ikke hvad de skulle tro, men selvfølgelig ville de altid tro på det værste.

*_* 

Jeg gik forvirre ned igennem gangen og prøvede at finde kantinen, hvor Amy ville vente på mig. Jeg vidste ikke helt, hvor jeg skulle gå hen, og det kort jeg gik med i hånden, var ikke til nogen hjælp, Jeg vidste ikke engang hvordan man skulle holde det.

Jeg opgav til sidst. Jeg sukkede tungt, og kiggede ned af gangen. En dreng stod med hovedet ned i sin mobil, og han var den eneste på gangen, og jeg var lost, derfor gik jeg langsomt hen imod ham, og da hans øjne fandt mig, rettede han sig hurtigt op.

”Undskyld,” sagde jeg og prøvede at lyde så venlig som mulig. Han kiggede afventede på mig og kørte så en hånd igennem sit meget meget korte hår.

”Jeg er ny her, og jeg har ingen ide om hvor kantinen er.” Jeg følte mig ret dum, men da han bare sendte mig et smil og lagde mobilen i lommen, kunne det da kun være et godt tegn, ikke?

”Følg med,” sagde han med en okay dyb stemme. Jeg nikkede kort og kiggede rundt, inden jeg fulgte med ham.

”Så du må være Zoey Green?” Han kiggede på mig inden han sendte mig et smil. ”Så du har hørt om mig?” Det var et latterligt spørgsmål , men ja.

”Det tror jeg hele skolen har. Jeg er Liam forresten,” sagde han, og eftersom jeg havde styr på mine ting, var han den trejde person i den gruppe. Sjovt som jeg skulle støde ind i dem en efter en. Men han virkede anderledes. Han virkede sød.

”Så du er en af dem.” Jeg nikkede anerkendende, hvilket fik ham til at se en smule overrasket på mig. ”Så du har hørt om mig?” Gav han igen, hvilket fik mig til at grine i det han åbnede døren ind til kantinen.

Allerede dér kunne jeg mærke en masse blikke på mig. Om det var på grund af Liam eller mig, det vidste jeg ikke. Jeg vidste hvert fald bare, at det her var en smule pinligt.

”Tak for hjælpen,” sagde jeg og sendte ham et smil. Jeg kunne straks se Amy komme hen til mig, og da Liam forlod mig, tog hun hurtig fat i min arm.

”Kender du ham?” Hun lød ikke engang overrasket.

”Nej, jeg havde bare brug for et lift til kantinen,” jokede jeg, hvilket fik hende til at grine, inden hun trak mig ned mod et bord, hvor der sad et par andre.

”Guys, det her er Zoey.” De kiggede alle samen på mig, og akavet tog jeg hånden op, for at vinke.

Jeg var en akavet person.

”Ah, Zoey som er stofmisbruger?” sagde en af drengene, hvilket fik de andre til at bryde ud i grin. Måden de sagde det på, fortalte mig, at de gjorde grin med det – og det var for en gangs skyld rart.

”Det må være mig,” sagde jeg så og satte mig ned. Jeg kiggede kort rundt og fik øje på Liam, som sad ved bordet i midten, sammen med Louis og krøltoppen, samt en lyshåret dreng og en halvmørk dreng, med sort hår.

Langsomt vendte ham, Harry, blikket hen imod mig, og da hans øjne mødte mine, gled et irriterende smil frem på hans læber. Jeg rullede kort og hurtigt med øjnene, inden jeg fokuserede på Amys venner, som præsenterede sig selv.

Der var, Bryan, Bruce, Alice og Diana. Nu var det bare om jeg kunne huske det.

”Så Zoey, du er jo populær på denne skole.”

”Og i resten af London. Hvordan er det?” spurgte Bruce om og tog et bid af et æble. Amy rullede med øjnene af dem, og sendte mig et undskyldende smil.

”Udover alle tror jeg er fyldt med stoffer, så er det da…. fint?” Det var ikke lige et spørgsmål jeg var vant til at blive stillet. Det var ikke ligefrem fordi jeg var kendt og folk så op til mig – hvis de gjorde, så fejlede de da noget.

”Det kan du da ikke bare spørge om, omg altså,” lød det fra Alice, hvilket fik mig til at grine, inden jeg igen lod mit blik glide rundt i kantinen, for at få en ide om, hvad og hvordan tingene var her. Det var jo altid forskelligt fra skole til skole.

”Hvad skal du have næste time?” spurgte Bryan. Jeg kiggede kort ned på mit skema.

”Historie.” Et smil gled over hans ansigt. ”Så lad os følges.” Han rejste sig op, og det samme gjorde jeg. Jeg havde ingen ide om hvad lokale det var i, så at føltes med noget var nu meget rart.

Jeg tog min taske over skulderen og gik hen mod døren. Jeg fulgte efter Bryan, som faktisk endte med at være en virkelig flink og sjov fyr – og eftersom vi var de første lokalet, fandt vi en plads oppe foran, og snakkede indtil det ringede ind.

Jeg satte mig ordentlig på stolen og kiggede hen mod døren. En masse strømmede ind og lagde ikke skjul på deres blikke. Det var første dag. Det blev sikkert bedre med tiden.

Den sidste person der kom ind af døren, var ham den halv mørke dreng. Hans øjne søgte med det samme mine, og den brune varme øjenfarve, fik mig til at bide mig i læben.

Han var flot. Han var virkelig virkelig flot. Hans sorte hår sad stylet på en utrolig flot måde. Hans skægstubbe som stak en smule frem, fik ham til at se mere voksen ud, og hans kindben var virkelig tydelige. Dog var det også det eneste han var – okay nu kendte jeg ham ikke, men måden han kiggede på mig på, fik ham til at fremstå alt for selvsikker – og hvis jeg ikke tog fejl, så fik han vidst nok, og så var han vidst slet ikke typen der holdt sig til en pige.

For han var lækker, og han udnyttede det – tror jeg. Jeg ved det ikke, men det var mit indtryk af ham.

”Goddag elever,” lød en dyb stemme som hurtig tiltrak min opmærksomhed. Jeg elskede historie, og min lærer så bestemt ikke dum ud – det her blev en spændende time.

*_* 

Pedellen havde lige vist mig mit nye skab, og eftersom jeg havde en smule travlt, så kastede jeg bare bøgerne ind. Amy havde først fri om en time.

Jeg skulle til fitness, og min far holdt sikkert allerede og ventede.

Jeg trak tasken over min skulder igen og lagde jakken over min arm, inden jeg gik mod udgangen. Der var ikke rigtig nogen på gangen, så det fik mig til at nærmest smadre døren op – og dum som jeg var, havde jeg ikke lige tænkt på, at der kunne stå nogle på den anden side, men det gjorde der, og det fik mig til at åbne munden som et o.

Hurtigt tog jeg hænderne op foran min mund og kiggede på personen, som var faldet ind i en anden.

”Hvad fanden,” mumlede to stemmer i munden på hinanden. Jeg genkendte straks den ene, hvilket gav mig lyst til at grine – men det var jo ny start. Jeg skulle være sød.

”Det er jeg virkelig ked af!” sagde jeg hurtigt, hvilket fik krøltoppen, bedre kendt som Harry, til at vende sig rundt.

Mit blik lå dog ikke på ham lige nu, men mere på den lyshåret, som jeg ikke have set tæt på. Han så virkelig sød ud. Hans blå øjne lyste, og hans lyse hår var gemt under en cap. Et smil gled over hans ansigt da han tog mig i at kigge på ham, men i stedet for at blive flov, gengældte jeg det bare.

”Hvem har vi her?” spurgte han om med en virkelig stærk irsk accent, hvilket fik mig til at smile dumt. Det lød sødt.

”Zoey,” sagde jeg og rakte hånden frem, specielt fordi jeg kunne se det irriterede Harry. Han var sikkert pisse træt af mig efter de måder vi stødte ind i hinanden på.

Han kiggede kort på Harry, som bare nikkede, inden Niall tog min hånd.

”Jeg har hørt meget om dig Zoey,” sagde han og sendte mig et flirtende smil. Jeg lagde hovedet en smule på skrå og kiggede skiftevis på dem.

”Jeg er Niall,” sagde han så og slap min hånd. Jeg nikkede kort og kiggede på Harry, som så ud til at være virkelig irriteret. Hvad var hans problem? Han stod i vejen.

”Så, hvad fejler du?” Spurgte jeg, hvilke fik ham til at se forvirret ned på mig – altså han var højere end mig.

”Er det skizofreni, bipolar eller bare PMS?” Jeg kunne høre et højt grin fra Niall, hvilket fik Harry til at se irriteret på ham, inden han kiggede hen på mig igen.

Min mobil vibrerede i min lomme, så hurtigt trådte jeg et skridt tilbage.

”Det var fedt at møde dig Niall.” Jeg sendte ham et smil, inden jeg snurrede rundt og halv løb hen til parkeringspladsen, hvor min far sjovt nok holdt.

Harrys synsvinkel:

Jeg kiggede irriteret efter hende. Alle folk snakkede om hende, og alle vidste hvem hun var – men ingen havde fortalt hun kunne være så flabede.

To gange i dag, havde hun fået den ære at smutte fra mig og få det sidste ord. Det var der normalt ikke nogen der fik. Hverken fra Louis, Zayn eller jeg. Niall og Liam var mere de sjove typer som altid gav igen på en sjov måde.

”Hun virker interessant,” mumlede Niall og puffede til mig. Jeg rystede på hovedet, selvom jeg var enig. Jeg vidste hvad folk sagde om hende – faktisk blev der sagt utrolig meget, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle tro på.

Der var en masse rygter om hun var væk på stoffer, var syg i hovedet og alt muligt andet. Jeg var ret forvirret, og jeg plejede normalt at have styr på tingene – det var sådan jeg bedste kunne lide det, og eftersom Brandon var en nær ven af os begge, så måtte jeg få fat i ham. Jeg måtte vide noget om hende. Hun gjorde mig vanvittig med hendes selvsikkerhed og flabedehed.

Hun virkede slet ikke som en typisk populær pige. Hun var hverken snobbet eller lignede en der var fake. Det eneste specielle ved hende, var hendes helt lilla hår – og at hun så godt ud, og at alle i London kendte hende.

Hun var et svært mål, det vidste vi alle sammen. Det var det alle drengene vidste om hende – og jeg forstod ikke helt hvorfor. Hun virkede nede på jorden. Hun var hverken billig eller andre ting, og selvom hun var virkelig flabede, så var det bare en del af hendes personlighed – det føltes hvert fald sådan, men hun irriterede mig grænseløst.

Jeg forstod ikke hvorfor hun var så populær, men jeg vidste hvert fald, at jeg ville tage udfordringen op, og jeg ville gennemføre den. Jeg var Harry Styles, det kunne jeg sagtens.

Jeg greb fat i min mobil og fandt drengenes numre. Et smil gled over mit ansigt mens mine fingre gled over skærmen.

# I call dibs on her.# 

_______________________________________________________________

Det var det første kapitel. Jeg håber I kan lide det? x 
Hvad synes I om hende, og drengene? Hvad er jeres indtryk af det hele? 
Forresten, tusind tusind tak for alle der læser og de likes. I er så søde altså! :') x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...