The ballad of Zoey Green - {1D}

Zoey Green på 18, er ikke en af de piger, som går ubemærket igennem byen. Med sit lilla hår og anderledes udstråling, har hun opnået en høj status i blandt unge i London, men på en anderledes måde end de fleste tror. For Zoey er typen der ikke falder let for drenge, og det gør hende til et interessant mål iblandt dem - blandet andet også den kendte fyr Harry Styles og hans gruppe da hun starter på universitetet. Men at være populær er ikke altid det sjoveste, især ikke når jalousi, rygter og gamle minder bliver gravet frem. Et rygte kan blive til to, det kan ødelægge venskaber og starte had, og måske i sidste ende opbygge kærlighed. En krig mellem to grupper opstår, men hvad gør Zoey når hun pludselig er målet for begge grupper? *Drengene er ikke kendte*

1023Likes
1786Kommentarer
166897Visninger
AA

8. He's after me.

 

Resten af aftenen gik med omringninger. Jeg havde ikke tal på, hvor mane de forskellige havde snakket med, men det var mange, og selvom jeg var nytteløs i denne situation, så havde jeg det helt fint med det. Jeg opholdt mig i stuen og svarede kun på det de spurgte om. Jeg var virkelig træt, men hver gang jeg var ved at falde i søvn, så fik en af drengene sjovt nok mig halvt ind i samtalen, så det var nytteløst at prøve at sove.

Jeg sad og så en eller anden underlig gyserfilm. Normalt elskede jeg dem - hvis jeg var i mit hus, under min dyne i trygge omgivelser, og det var jeg bestemt ikke her. Jeg følte mig ikke hjemme og at jeg skulle sove her, gjorde det bestemt ikke bedre. Klokken var allerede lidt over tolv, og at se gyserfilm nu var nok ikke en god ide, men det var det eneste der afholdt mig fra at sove - udover drengene.

Og jeg kunne vel godt indrømme, at jeg var lidt urolig for at falde i søvn. Ikke at jeg var bange for de ville tegne mig i hovedet, hvilket ville være utrolig barnligt af dem, men jeg var bange for der skulle ske et eller andet.

Jeg havde for længst indset, at det her slet ikke var for sjov. Jeg tog Brandons trussel alvorlig, og det gjorde de andre bestemt også, selvom de ikke viste det.

Louis havde fået det til at lyde så normalt, så spændende, men når han snakkede i mobil, så kunne jeg sagtens hørte hans stemme var mere alvorlig end den plejede.

Jeg trak mine ben op under mig da pigen, i filmen, begyndte at gå mod lyden hun hørte. Jeg bed mig i læben og havde lyst til at bede hende vende rundt. Det var så typisk piger at gøre sådan der. Hvis bare jeg stod for en gyserfilm.... Ja okay, så ville den slet ikke være gyselig.

"Buh!" Et par hænder blev lagt på mine skulder, hvilket fik mig til at skrige. Jeg vendte mig hurtigt rundt, og så Louis stå med et kæmpe smil.

"Hvad fanden Louis!" vrissede jeg højt af ham, og kunne mærke hvordan mit hjerte slog hårdt i brystet.

"Tror du det er en god ide at se den der?" Grinede han og pegede på  tv'et. Jeg rullede med øjnene. "Det var det, indtil du ødelagde det. Har du ikke et eller andet relevant at give dig til?"

"Som hvad?" Han kiggede kort ned i sin mobil og så hen på mig igen. "Som at lede efter den hjerne du for længst tabte," vrissede jeg surt og skruede ned for tv'et.

Jeg havde forventet et grin fra Louis, men det eneste jeg fik, var lyden af hans ringetone, og lidt efter var han væk.

"Er du sikker på det er godt at se den der nu?" Liam kom ind i stuen med et smil klisteret fast, men hans var i det mindste en smule venligt. Eller venligt og venligt, det var stadig irriterende.

Jeg ignorerede ham. Jeg var træt, og så var jeg ved at være godt træt af deres latterlige kommentar.

"Harry forfanden, hvorfor fortælle hende det?" Lød det fra Zayn. Liam kiggede hurtigt hen mod døren, hvor de sikkert kom ind. Jeg fastholdt mit blik på tv'et. Jeg orkede ingenting lige nu. Der skulle ikke meget til før jeg ville flippe ud.

Der gik et kort sekund, før Liam rejste sig, dog overtog Harry hurtigt hans plads og kiggede på mig.

"Brandon har skrevet," sagde han køligt. Jeg gad ikke engang kigge på ham. Jeg var træt, og når jeg var træt var jeg noget af en bitch, hver fald hvis jeg var omringet af nogen som dem.

Jeg nikkede kort og greb ud efter fjernbetjeningen for at skrue op - en hentydning til Harry skulle skride, selvom det var hans hus - men jeg var fanget her, så jeg havde vel også lov til at sige noget.

Jeg strakte armen for at skrue op, og da jeg skulle til at ligge fjernbetjeningen, greb Harry fat om den, trak den ud af min hånd og trykkede mute.

Jeg blev bare ved med at stirre ind i tv'et. Selvfølgelig var jeg nysgerrig om hvad Brandon havde skrevet, men det ville jeg ikke vise Harry.

"Sig det nu bare," sukkede jeg da han åbenbart kun ventede på, at han fik hvad han ville - min opmærksomhed.

Et smil kom frem og det vgav mig lyst til at slå ham.

"Han ved du er her lige nu.. Han var hjemme ved dig." Mine øjne blev store, og hurtigt kiggede jeg på Harry. Jeg var bange for der var sket min familie noget, og det forstod han vidst.

"Der er ikke sket dem noget. Han ved du er her, og han ringede mig op." Han trak virkelig tiden ud.

"Harry," mumlede jeg irriteret.

"Han gav mig en chance for at lade dig gå inden han selv ville hente dig." Mit hjerte begyndte at slå hårdt i mit bryst. At Brandon 'ville hente mig' kunne bestemt ikke være godt, og jeg ville slet ikke i nærheden af ham.

"Så hvis du vil.." Jeg rystede hurtigt på hovedet, helt ligeglad med at jeg måske virkede svag, men de måtte sku da forstå jeg ikke ville i nærheden af Brandon. Så hellere være her - og tænk jeg tænkte det.

"Det tænkte jeg nok." Han lænede sig tilbage i sofaen. Han ville sikkert ikke engang lade mig tage hen til ham, hvis det var det jeg ville.

"Zoey, du bliver nødt til at forstå, at Brandon har venner overalt, og det samme har jeg. Men de er på skolen, og de holder øje med dig hele tiden." Jeg kunne mærke en kold fornemmelse gå igennem min krop. Det var som at være med i en eller anden gyser eller krimi serie, og selvom normale mennesker ville have grint over det Harry sagde, så tog jeg det alt for seriøst.

"Men for din egen sikkerhed, så vil jeg gerne have dig til at følges med mig fra og til skole - mig eller en af de andre drenge."

Jeg lavede store øjne og kiggede endelig på ham. "You're kidding me," sagde jeg og prøvede at tyde noget der sagde han løj.

Et lille smil gled over hans ansigt, denne gang et ikke drillende hånligt et, og det så rent faktisk sødt ud.

"Kan du ikke bare fikse noget med allleeee dine venner?" Jeg gjorde lidt grin af det Louis havde sagt tidligere med at de også havde mange.

"Det har jeg." Svarede han hurtigt og lænede sig en smule hen imod mig. "Så hvis du har lyst til at smide tøjet foran dit vindue, så træk for. Du har virkelig ingen ide om hvem der holder øje med dig Zoey," denne gang kom hans drillende smil frem.

Jeg rystede på hovedet over hans latterlige perverse kommentar, selvom det skræmte mig, at ligegyldigt hvor jeg gik, så ville der måske være nogen der holdt øje med mig, og det irriterede mig, at jeg skulle bruge min tid med dem - igen.

"Wow Harry, det må jeg sige," jeg greb ud efter fjernbetjeningen igen. "Så meget besvær for mig? Jeg ville have været smigret over alt det du render og laver, hvis det ikke var fordi jeg vidste hvilken egoistisk nar du var." Jeg lagde mit hoved på skrå og sendte ham et smil.

Han løftede armen, og lod en finger stryge mit hår væk fra halsen. "Det er besværet værd Zoey," sagde han roligt og lod sine grønne øjne bore sig ind i mine. Mit hjerte slog hårdt i mit bryst igen, og da han kørte sin finger hen langs mit kraveben, kom jeg hurtigt til mig selv. Det gik op for mig hvad han lige havde sagt, og det pissede mig virkelig af.

"Så du vil simpelthen lade dine venner komme til skade, fordi du er så opsat på at få noget af mig, som du alligevel aldrig får?"

"Du er træt," konstaterede han og snakkede udenom. Jeg rullede ironisk med øjnene og skruede op. Et skrig fyldte rummet og fik min krop til at spjætte. Harry rejste sig op, og satte sig så ved siden af mig. Jeg havde ikke set meget til ham hele dagen, og nu hvor jeg gjorde, savnede jeg den tid hvor jeg ikke gjorde.

"Lig dig til at sove," sagde han roligt og tog igen fjernbetjeningen ud af min hånd. Hans rolighed fik mig underligt nok til at slappe af, hvilket virkelig var underligt. Harry var ekstremt godt til at trykke på knapper til at fucke mit humør op - så denne side var anderledes.

"Jeg er ikke træt." Slog jeg fast og rykkede mig en smule fra Harry. Han misforstod det dog hurtigt og grinte kort.

"Det er ikke fordi vi gør dig noget når du sover Zoey. Jeg ved ikke om du har forstået alvoren i det her men jeg.."

"Jeg har skam forstået alvoren i det her lort Harry. Dig og Brandon er ude efter mig - begge to fordi I tror i ejer mig. Det er den eneste grund til jeg er. Hvis jeg var en helt anden pige som du bare ville i bukserne på, og jeg gav efter, så ville du være pisse ligeglad med om en eller anden syg dreng var ude efter hende!" råbte jeg irriteret og rejste mig fra sofaen.

"Jeg burde sætte pris på det du gør, ikke? Men det eneste jeg kan tænke på, er at jeg er her fordi du er lige så fucked up som Brandon er. Jeg er ikke en ting der kan vindes Harry, og hvis du ikke får det ind i det lille hoved, så udvikler det her sig til noget helt forkert - og nogen kommer til skade." Jeg kunne se de andre drenge kom ind i stuen. De så alle sammen en smule forskrækket ud, og det gjorde Harry også. Jeg var træt, og jeg havde virkelig fået nok.

Jeg var træt af at blive behandlet som lort. Det var som om jeg ingen følelser havde, og det måtte de skam gerne vide - det skulle de vide, sikkert ikke fordi det gjorde en forskel.

Harrys synsvinkel:

Zoey snurrede rundt og forlod rummet. Jeg gav hurtigt Niall et blik om at følge efter hende, og det gjorde han.

"Hvad fanden?" sagde Liam forvirret og kom ind i stuen. Jeg rystede på hovedet og rejste mig op.

Hun forstod virkelig ikke alvoren i det her. Brandon kunne finde på en masse syge ting, og jeg vidste han ville gøre alt for at få Zoey. Ikke kun fordi han var forelsket i hende, men fordi han ville vise alle at han kunne - og det gjorde mig gal. Ikke kun fordi jeg selv ville have Zoey, men fordi man ikke behandlede piger sådan.

Jeg vidste Zoey havde fået et indtryk af at jeg gjorde det her for at 'vinde' hende - og det gjorde jeg også, men ikke på samme måde som Brandon. Jeg ville aldrig gøre som Brandon. Den måde han så piger på, gjorde mig rasende. Det var ikke første gang vi begge havde den samme pige i tankerne - og det var dét der havde startet den 'stille' krig imellem os.

Det var for et par år siden. Jeg havde rent faktisk været forelsket i en pige, og det fandt Brandon ud af, så pludselig var han efter hende. Hun startede et spil imellem os begge, og jeg faldt lige i det. Brandon endte dog ud med hende, og da jeg gav udtryk for at jeg ikke var interesseret i hende længere, så droppede han hende - og det var det der fik mig til at tage afstand fra piger - på den følelsesmæssige måde. Hvis jeg blev forelsket i en igen, hvilket skete meget sjældent, så ville Brandon ødelægge det.

Det var ikke første gang han havde været sammen med en af de piger jeg havde haft gang i. Jeg vidste ikke hvad der var galt med ham, men han måtte have et kæmpe had til mig, og denne gang havde jeg fået nok. Zoey var speciel, det havde jeg hørt fra så mange.

Folk kendte Zoey, og at hun ikke gav efter for Brandon gjorde hende endnu mere speciel - det gjorde hende til et mål for mig. Jeg ville vise Brandon, at han ikke kunne få alle, og at hans måde at behandle piger på var forfærdelig.

Zoey havde fået det indtryk af at jeg kun ville i bukserne på hende. Det var ikke fordi jeg ikke havde haft de tanker, men grunden til jeg gjorde alt det her, var for hende - ikke på grund af hende. Der var noget ved hende, og at tænke over at Brandon kun ville ødelægge hende, det  gav mig på en underlig måde et ansvar.

Om jeg 'vandt' hende eller ej betød ikke det hel store. Det ville være fedt hvis jeg gjorde, men så længe Brandon ikke fik hende, så var det okay.

Folk kendte godt til Brandon og min fortid - men ingen, udover drengene, vidste den rigtige grund til at passe på Zoey - og det var bedst sådan.

Men at Zoey lige havde skreget af mig, gjorde mig vred. Jeg kunne ikke bebrejde hende for at tro det, og jeg kunne ikke bebrejde hende for at være sur. Det var bestemt ikke første gang folk brugte hende, så jeg forstod hende.

"Måske du skulle fortælle hende sandheden?" Sagde Liam roligt. Jeg kom hurtigt til mig selv. "Nej." Svarede jeg bestemt og gik hen mod døren. Der var blevet stille fra gangen, så jeg var bange for hun var smuttet, men inden jeg nåede ud, kom Niall ind.

"Hun har låst sig inde på dit værelse, Harry," sagde han, hvilket fik Louis til at lave store øjne. "Hvad fanden?" Han skulle til at storme ud af døren, men jeg stoppede ham ved at tage fat i ham.

"Bare lad hende være der," sagde jeg roligt. Hun havde brug for tid, og vi havde brug for at få løst nogen ting.

Zoeys synsvinkel:

Jeg låste mig inde på Harrys værelse og smed mig i sengen. Her var jeg alene, og de kunne ikke komme ind, hvilket betød, at jeg kunne ligge mig til at sove.

Harrys dyne duftede stærkt af hans parfume, og fordi jeg var så træt, trak jeg dynen omkring mig og faldt hurtigt i søvn.

Hvor var jeg dog træt af mit liv lige nu.

*_*

"Jeg gav dig valget Zoey." Brandon tog om mit håndled, og fik mig til at stønne i smerte. "Men du valgte Harry," han strammede grebet. Jeg bed mig i læben for ikke at skrige højt. "Du ved godt hvad det betyder, ikke?" Hans anden hånd greb fat om min hofte og skubbede mig hårdt ind i væggen.

"Brandon jeg.." "Hold kæft," råbte han højt og trak mig fra væggen, for at skubbe mig ind i den igen. "Du ved du er min," råbte han pludselig højt og fik min trøje revet af. Mine hænder røg hurtigt op foran mit bryst for at gemme mig væk, men hårdt tog han ved dem og trak dem væk igen.

"Brandon jeg.." "Hold kæft sagde jeg!" Råbte han højt. "Brandon, und.." Han løftede hånden og skulle til at slå ud efter mig. Et skrig forlod mine læber, og lidt efter slog jeg øjnene op og kiggede rundt i det mørke rum.

Mit bryst gjorde ondt, og mit hjerte slog forfærdelig hårdt mod det. Jeg svedte og havde det forfærdelig. Duften af Harrys parfume ramte min næse, og hurtigt gik det op for mig hvor jeg var.

Brandon kom ind i mine tanker. Det mareridt havde føles så ægte. Jeg greb ud efter min mobil. Jeg skulle væk herfra. Det ville ende forfærdelig det her. Jeg blev nødt til at komme væk. Han vidste jeg var her.

Jeg drejede nøglen på døren og rev den op. Min vejrtrækning arbejdede på højtryk og hurtigt gik jeg ned mod udgangen. Jeg skulle virkelig væk herfra. Hurtigt fik jeg mine sko på, og da jeg hørte lyde rundt omkring i huset, greb jeg min jakke.

"Zoey?" Lød en træt stemme, hvilket fik mig til at flå døren op. Jeg hørte et råb indefra og satte i løb hen mod trapperne. Jeg havde det forfærdeligt, jeg skulle væk herfra. Brandon var efter mig, han vidste jeg var der. Han ville slå mig, han ville ....

Jeg rystede på hovedet og slog døren op. Jeg tog en dyb indånding og kunne mærke hvordan tårerne pressede sig på. Jeg kiggede hurtigt rundt. Harrys ord lød i mit hoved igen, og hele min krop begyndte at ryste.

De kunne holde øje med mig lige nu. De kunne... Jeg begyndte at hyperventilere. Jeg følte mig som pigen i gyserfilmen. Jeg kiggede skræmt rundt. Det hele kørte rundt for mig. Den halv mørke gade, det hele var for meget. Det her havde jeg ikke sagt ja til.

"Zoey!" En hånd lagde sig om mit håndled, og fik mig til at skrige.

"Zoey forfanden!" råbte stemmen for at overdøve mig. Mit skrig blev ved og jeg prøvede at vride mig fri. Det faldt mig slet ikke ind, at jeg kendte stemmen. Lige nu var jeg fyldt med frygt, og det tog forstanden fra mig.

"Zoey!" Hænderne greb fat om mine skulder og prøvede at holde mig stille. Duften af parfume fadt vejen til min næse, og at Harry stod foran mig, gjorde mig endnu mere bange end før.

"Slip mig!" råbte jeg højt, men han strammede bare grebet.

"Zoey, kig på mig," sagde han bestemt. Jeg rystede på hovedet. "Han vil slå mig. Han finder mig, slip mig. Please, vil du ikke nok?" Jeg vred mig igen i hans greb. Jeg havde sikkert vækket en hel del af naboerne, men lige nu var det som om jeg ikke var mig selv.

Jeg kunne slet ikke styre mig.

"Zoey, han gør dig ikke noget. Han er her ikke, slap af." Råbte han for at overdøve mit skrig igen. En anden stemme blandede sig pludselig, og det gjorde det hele værre. Det var dér det gik op for mig, at jeg havde et panik anfald, et angstanfald. Jeg kunne slet ikke få vejret. Det gjorde så forfærdelig ondt i mit bryst.

"Zoey," sagde Harry igen, denne gang helt roligt, som han havde gjort oppe i stuen. Det var den stemme der fik mig til at indse, at der ikke var noget galt. Hvis Brandon var her, eller nogen af de andre, så ville han ikke være så rolig.

"Rolig," sagde han igen, og det fik mig til at slappe af. "Træk vejret," mumlede han igen og slap min ene skulder, for at tage fat i min arm og løfte den over hovedet.

Jeg prøvede at tage en dyb indånding, men i stedet for blev det til en høj hulken, og hvis det ikke var fordi jeg var så bange, så havde jeg sikkert været flov over mig selv. At Harry og hvem end der stod bag ham, skulle se mig sådan her..

"Shh," mumlede Harry roligt og trak mig ind til sig. Jeg greb om hans t-shirt og lukkede øjnene. Jeg prøvede igen at tage en dyb indånding, og det begyndte langsomt at virke.

"Det var bare et mareridt," sagde han roligt og strøg mig over håret. Hvorfor han var så venlig, det havde jeg ingen ide om, men det hjalp og jeg klagede ikke.

Et kort øjeblik var det som om jeg rent faktisk følte mig tryg omkring ham. Han var ikke Brandon. Han var bedre end Brandon. Det her ville sikkert ændre sig fuldstændig i morgen, men det eneste jeg kunne tænke på lige nu, var at slappe af og den underlige følelse der kom frem i mig.

Ligegyldig hvor meget Harry prøvede at vinde mig, så kunne jeg ikke lade være med at være taknemmelig over det her. Det kunne godt være Harry var arrogant og en nar, men han viste en side lige nu, som Brandon aldrig ville vise, og det var det der gjorde forskellen på dem.

Jeg kunne hade Harry noget så meget, men at være tvangsindlagt til at være sammen med dem ville jeg hellere end at være med Brandon - det vidste jeg nu. Det var jeg sikker på.

"Harry," stemmen var Zayns. Harry spændte kort i kroppen, inden han bukkede sig og løftede mig op i sin favn. Min hånd var stadig knyttet om hans t-shirt og mine hulk var stadig til at høre.

Det jeg lige havde oplevet var forfærdeligt. Jeg havde aldrig prøvet noget som det, ikke engang tæt på. Det skræmte mig, og den alvor Harry havde prøvet at fortælle mig om, gik op for mig.

Hvad end grunden Harry havde til at 'passe på' mig, så var den okay. Lige nu var alt okay. Han kunne bruge mig som han ville, bare Brandon ikke var i nærheden.

Og det ville jeg nok fortryde jeg havde tænkt, men det var sådan jeg følte inderst inde, og kun i tilfælde af det her, kunne jeg indrømme det.

Harry og Zayn talte lavmælt samen i elevatoren. Det eneste jeg fik fat i, var at Zayn havde set en skikkelse, og det fik automatisk Harry til at stramme sit greb om mig.

Jeg følte mig virkelig nytteløs da Harry trådte ind af døren.

"Hvad skete der?" spurgte Louis om, men stoppede brat da han vidst så os. Jeg holdt mine øjne lukket og prøvede bare at fokusere på lyden af Harrys hjerte. Der gik ikke så lang tid før jeg blev placere på en seng. Harry slap mig, men satte sig på kanten. Jeg trak mine ben op under mig, så jeg lå i foster stilling i sengen. Det fik Harry til at trække dynen over mig. Han lod sin hånd hvile på min skulder et øjeblik.

"Sov lidt," mumlede han, men hurtigt rystede jeg på hovedet. Jeg havde virkelig ikke brug for flere panik anfald på grund af en dum drøm.

"Niall?" råbte han pludselig. Der gik ikke lang tid før han var her. Jeg kunne ikke høre hvad han sagde til ham, men lidt efter bukkede sengen ned.

"Bare lig dig til at sov, jeg bliver her." Sagde han roligt, og jeg beskyldte Harry en smule for at have bedt Niall om det, fordi han vidste jeg bedst kunne lide ham, men det var okay lige nu. Alt var okay lige nu, derfor gjorde jeg som han sagde og lukkede øjnene.

*_*

- Så, synes I stadig Harry er en nar overfor hende? Hvad synes I om hans grund til at 'beholde' Zoey? Og hvad tror I Brandon har i tankerne at gøre? 
Siden Zoey fik det angst/panikanfald, tror I så hun langsomt bliver ødelagt? At hendes liv ødelægger hende? At alle ser hende som Bradon gør, ødelægger hende?  Og hvad synes I om Harry hjælper hende? 
Tusind tak fordi I læser! Jeg har nået 2000 fans, det er sygt - derfor er jeg i totalt skrive humør, hihihi. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...