The ballad of Zoey Green - {1D}

Zoey Green på 18, er ikke en af de piger, som går ubemærket igennem byen. Med sit lilla hår og anderledes udstråling, har hun opnået en høj status i blandt unge i London, men på en anderledes måde end de fleste tror. For Zoey er typen der ikke falder let for drenge, og det gør hende til et interessant mål iblandt dem - blandet andet også den kendte fyr Harry Styles og hans gruppe da hun starter på universitetet. Men at være populær er ikke altid det sjoveste, især ikke når jalousi, rygter og gamle minder bliver gravet frem. Et rygte kan blive til to, det kan ødelægge venskaber og starte had, og måske i sidste ende opbygge kærlighed. En krig mellem to grupper opstår, men hvad gør Zoey når hun pludselig er målet for begge grupper? *Drengene er ikke kendte*

1023Likes
1786Kommentarer
166793Visninger
AA

9. "He probably wouldn't give her cake. "

 

Jeg vågnede igen, denne gang uden et mareridt, men det andet havde også sat spor nok. Jeg åbnede langsomt det ene øje, og så det andet. Jeg vidste hvor jeg var, og der gik ikke lang tid, før alt andet også kom til mig. Alt fra hvordan jeg skreg til Harry bar mig i seng. Fra hans bekymret og rolige stemme, til mig der var overbevist om at Harry var okay. Det hele kørte rundt, og jeg kunne nemt huske mine tanker.

Det mareridt havde sat spor i mig, åbnet mine øjne. Det havde fået mig til at indse, at jeg hellere ville være hos Harry og de andre, end hos Brandon, men det kunne jeg ikke indrømme overfor dem - det var derfor jeg blev nødt til at komme hjem - nu.

Jeg v ar flov, flov over det der skete. At Harry skulle se mig så svag, det gjorde ikke lige planen om at få ham til at fatte, at han ikke kunne vinde mig, nemmere. Jeg vidste alt han gjorde, var for at vinde min tillid, for derefter at skride. Men jeg kunne ikke gøre noget. Jeg havde brug for ham, og jeg tog hjælpen. Jeg havde et anfald, og han fik mig rolig - nu var det hele bare for meget.

Jeg skulle lige til at rejse mig op, da jeg hørte en mumlen ved siden af mig. Min krop stivnede og da mumlen stoppede, tillod jeg mig selv at kigge til siden, hvor en lyshåret dreng, bedre kendt som Niall, lå. Jeg bed mig  læben og kiggede længere op. Hans øjne var lukket, men det hjalp ikke på mit bankende hjerte.

Efter hvad som føltes som en evighed, tog jeg med rystende hænder, fat i Harrys dyne, og trak den fra mig. Klokken var ikke andet end halv syv, og det var søndag, så at nogen af de andre drenge var vågne, det ville ikke give nogen mening. Jeg måtte bare være stille.

Jeg stillede mig på tæerne, og listede langsomt hen til døren. Da jeg greb fat i håndtaget, lød endnu en mumlen. Min krop stivnede, og hurtigt fandt mit blik hen på Niall. Han drejede sig, så han lå med ryggen til mig, hvilket gjorde det nemmere for mig at smutte. Jeg bed mig hårdere i læben da jeg trak ned i håndtaget, og lidt efter var jeg ude.

Jeg listede ned af gangen og sørgede for at kigge ind af alle døre, hvis de var åbne. Som jeg havde forudset, så var der ikke nogen der var vågne.

Jeg kom ud i gangen og tog hurtigt mine sko på. Min jakke tog jeg på, og lidt efter greb jeg fast i håndtaget. En underlig skærende smerte bredte sig i mit bryst, og det gik hurtigt op for mig, at jeg holdt vejret. Jeg trak ned i håndtaget og smuttede ud, og da jeg endelig fik lukket døren med et lille klik, åndede jeg tungt ud.

Jeg kørte en hånd igennem håret og rystede på hovedet. Der var virkelig vendt op og ned på mit liv. At liste væk fra nogens lejlighed en tidlig morgen, skulle kun være på grund af et One Night Stand - ikke fordi jeg nærmest blev 'tvunget' til at være der, fordi to syge i hovedet drenge, begge var ude på noget der aldrig ville ske.

Da jeg kom ned af trapperne, slog jeg døren op. Den kolde luft ramte mig hårdt, og solen skar i øjnene. Det ville sikkert blive en fantastisk solskinsdag, men det eneste jeg ville, var at tage hjem og sove. Jeg havde det forfærdeligt, og de tanker der konstant var i mit hoved, hjalp ikke ligefrem på noget.

Jeg fortrød så inderligt at de drenge skulle se mig sådan, og på den anden side var jeg glad for de var der for mig. Det var så forvirrende.

Jeg trak hurtigt jakken op omkring mig og kiggede rundt. Harry havde givet mig en lang god forklaring om, at lige meget hvor jeg var, så var der nogen der holdt øje med mig - og det kunne jo ikke gøre andet end at gøre mig pisse paranoid.

Jeg stak hænderne i lommen så jeg havde et godt greb om min mobil, og så satte jeg ellers i halvløb for at komme hjem.

*_*

Der var ikke noget bedre end at vågne op i sin egen seng, i trygge omgivelser. Mit hjerte bankede ordentligt, og jeg vidste mine forældre var ude i haven. Som jeg sagde, så var vejret fantastisk i dag, og det var ikke længe før det var helt sommer.

Dog nød jeg kun solen ved at få den i hovedet igennem vinduet. Jeg havde ikke i tankerne at stå op lige foreløbigt. Det var søndag, og det var en af de få gange jeg ikke lå med mange tømmermænd, derfor ville jeg nyde det. Desuden havde jeg en lang skoledag i morgen, så det her var den bedste måde at tilbringe en søndag på.

Jeg gabte kort og greb ud efter min mobil. Jeg trykkede på midterknappen, og ved synet af de mange sms'er der var tikket ind, blev mine øjne store. Jeg havde fået en del beskeder fra Niall, et opkald fra Louis, et fra Bryan og nogle andre, men det der tiltrak min opmærksomhed, var synet af Brandons navn.

Jeg bed mig hurtigt i læben og åbnede den. En kold fornemmelse gik igennem mig.

Fra Brandon:

Jeg har hørt en lille fugl synge om dig Zoey. Om hvordan Harry måtte løfte dig ind, om hvordan du gik tidligt i morges. Har du ændret mening? ;-)#

 Jeg kiggede op i luften for at holde tårerne inde - ikke fordi han gjorde mig ked af det, men fordi jeg vidste folk holdt øje med mig. Jeg troede på Harry, det var ikke det. Problemet var mere at jeg egentlig ikke havde regnet med, at de ville stå foran hans hus klokken halv syv om morgenen, eller midt om natte.

Og selvom det her kun havde stået på siden fredags, så var jeg allerede træt af det. Hele weekenden havde været overvældende, og det kunne virkelig mærkes nu.

Jeg åbnede den anden besked fra Niall.

Fra Niall:
Hvor er du?

Jeg tørrede hurtigt mine øjne og skulle til at smide min mobil fra mig, da endnu en besked tikkede ind. Denne gang var det fra Harry, og det fik mit hjerte til at springe et slag over.

Fra Harry:

Zoey, hvad fanden? Hvor er du?

Jeg grinte ironisk for mig selv og rejste mig. Det kom ikke ham ved, og desuden var de også pisse ligeglade. Harry ville kun vide det for at være sikker på, at jeg ikke var hos Bandon.

Jeg gik hen til mit skab og greb ud efter en t-shirt og et par shorts. Jeg skulle bare slappe af i dag, så det blev ikke til andet.

Jeg skulle til at trække min bluse af, da jeg så en skikkelse ude på vejen. Mit blik fandt hurtigt derhen. Jeg kom i tanke om hvad Harry havde sagt og rullede derfor hurtigt gardinet ned. Jeg var virkelig paranoid, men det måtte jeg leve med.

Og hvad snakkede jeg om? Jeg behøvede ikke leve med det her. Det var for langt ude. Det var simpelthen for sygt. De skulle ikke ændre på mit liv fordi de ville bevise et eller andet shit overfor alle andre. Det her var mit liv, og jeg bestemte selv. Om jeg gik til skolen eller ej, det var op til mig. Det her var mit liv.

Og alligevel havde jeg lyst til at grave et hul og gemme mig deri, netop fordi det her var mit liv.

*_*

Harrys synsvinkel:

"Hvordan fanden kunne hun smutte uden vi hørte det?" Brokkede Louis sig. Jeg sad i sofaen og havde endelig fået ro over mig selv, da Zoey var blevet spottet på sit værelse, hjemme hos sig selv.

Hun forstod virkelig ikke alvoren i det her, og det irriterede mig. Jeg havde fået en besked fra Brandon i morges. Han skrev om jeg kørte en ny stil med at få pigerne til at løbe fra mit hus, og allerede der vidste jeg, at han havde set Zoey forlade min lejlighed, og da Zoey ikke svarede, var jeg bange for Brandon allerede havde fået sat sine planer i gang.

"Og dig Niall?" blev Louis ved. Niall rystede på hovedet og spiste endnu en pandekage som Liam havde lavet.

"Det var ikke ligefrem fordi hun denne gang larmede, vel?" sagde han irriteret. Jeg rullede med øjnene af dem begge to.

"VI bliver nødt til at få hende til at forstå, at det her er alvorligt." Sagde Liam hurtigt. Jeg nikkede og pegede hen på Zayn. "Henter du hende i morgen tidlig?" Zayn nikkede kort uden nogen indvendinger, hvilket nok også var klogest lige nu. Jeg var virkelig irriteret og vred lige nu.

"Harry, Andy har forresten ringet," sagde Liam og stillede nogle glas væk. Jeg stoppede hurtigt min bevægelse og kiggede på Liam for at han skulle fortsætte.

"Han er med, og det samme med Josh, Danny og Ant." Jeg nikkede stift og kunne mærke en rolig følelse brede sig. Andy var fællesven af Brandon og os, og det var ikke ligefrem fordi han var den stille type, som ikke turde gøre noget.

Danny derimod havde et kæmpe had til Brandon, så jeg forstod hans valg. Ant var Dannys ven, og de havde også en gruppe sammen.

Vi var i gang med at finde ud af Brandons plan. Vi havde en teori om hvad han kunne finde på, og det var bestemt ikke noget godt.

En ting var bare vigtigt - vi måtte ikke lade Zoey forsvinde ud af vores synsfelt.

*_*

Zoeys synsvinkel:

Søndagen gik afslappende og rolig, hvor mandag morgen derimod gik alt for hurtig. Jeg vågnede lidt for sent, hvilket betød mit hår blev sat op i et lyserødt elastik - ikke fordi lilla og lyserød var de flotteste farver sammen, men jeg havde travlt, og derfor blev jeg nødt til at springe morgenmaden over. Jeg følte mig heller ikke ligefrem specielt sulten. Det havde jeg ikke gjort siden lørdag morgen.

Jeg havde nogle lyseblå gemacher på samt en stor sort hættetrøje i sort. Hurtigt fik jeg bundet mine sorte converse og fik min jakke på.

"Zoey?" Jeg sukkede højt da min fars stemme lød. "Ja?" "Kommer du hjem efter skole?" Jeg greb fat i håndtaget. "Ja, jeg har fri lidt i to." Jeg nåede ikke at høre hans svar, før jeg nærmest faldt ud af døren. Sikke en morgen.

Jeg kiggede rundt og skulle til at gå, da nogle fodskridt lød lige bag mig. Mit hjerte slog straks et slag over, og hurtigt fik jeg vendt mig om.

"Buh," sagde en stemme, hvilket fik mig til at hoppe et par skridt tilbage. Jeg blinkede et par gange og fik så styr på det hele. Mit blik røg hen til Zayn, som var iklædt en sort læderjakke og havde en smøg i hånden.

"Hvad fanden Zayn!" sagde jeg højt og slog ud med armene. Jeg kiggede hurtigt rundt for at se om der var andre.

"Godmorgen til dig også," han trådte et skridt hen imod mig, og lavede tegn til jeg skulle gå, men jeg blev stående og kiggede med et løftet øjenbryn på ham.

"Zoey, du er allerede for sent på den, og hvis du ikke kommer af sted nu, så får du fravær fra den fø.."

"Jaja whatever. Hvad laver du her Zayn?" Jeg lød irriteret. Som om han ikke var skide ligeglad med fravær - og mig for den sags skyld.

"Det kunne du lide af vide, hva?" Sagde han drillede og lod sin smøg glide ned på jorden, inden han trådte på de, så den gik ud.

Jeg fulgte den med øjnene og løftede så blikket op mod Zayn. Jeg sukkede tungt og fulgte så alligevel efter ham. Hvis jeg var heldig kunne jeg alligevel nå første time uden at komme for sent.

"Såå.. Havde du en god søndag?" spurgte han om. Jeg vidste hvad han hentød til, og lige nu havde jeg egentlig ikke lyst til at snakke med ham. Mine kinder blev røde bare ved tanken om hvad han havde set den nat. Det var aldrig sket før, og så selvfølgelig lige foran dem.

Og nu skulle jeg have en barnepige til at følge mig i skole, fedt.

"Fordi Harry synes jeg skal have en barnepige, så betyder det ikke vi behøver at snakke." Jeg sendte ham et stort flabet smil, og gik så hurtigere for at komme væk fra ham. Jeg havde ikke brug for at blive set med ham på skolen. Jeg vidste allerede hvordan de behandlede dem, og sådan ville jeg ikke behandles igen. De havde allerede respekt for mig, på en negativ måde.

Og for at være ærlig, så ville Brandon nok ikke gøre noget inde på min skole.

På grund af mit hurtige tempo, fordi jeg ville væk fra Zayn, kom jeg ind på skolens grund, inden det ringede. På afstand kunne jeg se Bryan, og jeg skulle sjovt nok have historie i første time, derfor stak jeg hånden i vejret og kaldte på ham.

Jeg drejede hovedet og kiggede på Zayn. Hans blik lå på mig, selvom han stod og snakkede med nogen andre. Jeg trak på skulderne og skyndte mig hen til Bryan, som havde stoppet op.

"Hva så Zoey?" han åbnede armene og trak mig ind i et kram. Hans parfume fandt vejen fem til min næse, og på en underlig måde blev jeg rolig - jeg følte mig tryg, på en anderledes måde end jeg plejede. Det her kendte jeg, jeg kendte ham, og det her havde jeg savnet. Alt det drama i weekenden havde rent faktisk fået mig til at savne Bryan og de andre.

Jeg så endda frem til at se Amy.

"God weekend?" spurgte han, hvilket fik mig til at lave store øjne. Han grinte kort. "Fandt du ud af det med Brandon , Harry og Niall?" Han åbnede døren ind til skolen, og allerede der fik jeg blikke fra folk.

"Du må ikke engang få mig til at tænke på det," mumlede jeg og puffede til ham. Igen grinte han. "Det tager jeg som et nej? Så en dårlig weekend?" Jeg kunne ikke lade være med at grine af hans ansigtsudtryk, og for første gang i lang tid, så føltes alt rart og normalt.

"Hvad med dig? Har du haft en god weekenden?" Jeg stoppede op foran mig skab for at få min historie bog ud. Han trak på skulderne og lænede sig så op af skabet. Han rettede på sit hår, men stoppede pludselig. Jeg nåede kun lige at dreje mig, før Louis lagde en hånd ved siden af mit hoved, på skabet.

"Godmorgen Zoey," sagde han mens hans blik lå på Bryan. Jeg vendte mig mod ham for at skubbe mit skab i. Jeg kunne allerede føle alles blikke.

"Jeg tænkte på den opgave og.." Jeg låste skabede og skubbede hans hånd væk. "Så er jeg i det mindste sikker," mumlede jeg, hvilket fik både Bryan og ham til at se forvirret på mig. "Sikker på hvad?" Han lød anklagende og kiggede på Bryan. Hvad fanden var hans problem egentlig?

"At du kan tænke." Jeg sendte ham et svagt smil og kunne fornemme Bryan grine. Jeg gjorde tegn til han skulle gå hen ved siden af mig, og det gjorde han. Jeg orkede ikke Louis lige nu. Jeg havde brugt hele min weekend med dem, og skolen var slem nok uden dem.

Uden at lytte på hvad Louis sagde, startede jeg en samtale op med Bryan og gik ned mod historie lokalet. Jeg kunne allerede sige med sikkerhed, at Louis ikke brød sig om at blive ignoreret, så han kunne ikke være glad lige nu.

"Jeg ser du stadig hænger på dem?" Grinede Bryan, hvilket fik mig til at smile lidt. Han skulle bare vide.

Vi fandt vores pladser, og ikke nok med Louis skulle være pisse irriterende, så skulle Zayn også lige komme ind og give mig alt sin opmærksomhed, så de andre umuligt kunne lade være med at ligge mærke til, at der foregik et eller andet.

*_*

Jeg kom ned i kantinen med Alice. Vi var begge iført idrætstøj da vi skulle have det efter, og hvis vi skulle spise, så skulle vi være klædt om først, ellers ville vi ikke nå det.

Jeg havde ikke gået på denne skole i særlig lang tid, men det var alligevel lykkedes alle at vide hvem jeg var. Selv de personer som aldrig havde hørt om mig, vidste nu hvem jeg var - og jeg anede ikke hvad jeg gik under. Om jeg stadig var stofmisbruger for dem, eller Zoey som var venner med Harrys og co - hvilket jeg ikke var - men jeg var jo heller ikke ligefrem stofmisbruger.

"Så jeg fik bare at vide, at Zoey Green havde kysset med Niall Horan, og Brandon gik helt amok over det. Så er der egentlig noget imellem jer?"

- Eller måske fordi jeg havde kysset Niall.

"Overhovedet ikke." Hun løftede straks forvirret et øjenbryn. Selvfølgelig havde hun sikkert også hørt om mig, og derfor forstod jeg hun undrede si.

"- For at få hævn over en anden." Sagde jeg så for at få hende til at forstå, og det virkede. Hun lyste op i et kæmpe smil og slog så hænderne i bordet, hvilket gav mig et chok.

"Jeg er vild med hende." Sagde hun højt. Jeg kiggede hurtigt rundt omkring, og heldigvis var det bare Amy, Bruce, Bryan og de andre der sad der.

"Hey Zoey," sagde Bruce og Amy i munden på hinanden. Jeg nikkede kort og satte mig ned. Mit blik faldt på mit mad. Jeg var virkelig ikke sulten, derfor var det også kun æblet jeg tog fat i.

"Så, jeg har hørt så meget i weekenden om dig Zoey," grinede Bruce. Der gik et kort øjeblik, før han ømmede sig, og hvis jeg ikke tog fejl, så havde Amy sparket ham under bordet.

Jeg borede mine negle ind i mit æble og skulle til at svare ham, da døren til kantinen blev åbnet. De andres blikke gled også hurtigt derhen, og hurtigt blev der hvisket. Mit greb om æblet blev hårdere, og jeg fik med hjælp af mine negle, presset noget saft ud derfra.

"Omg, sig det er løgn. Skal Harry og Zayn have idræt med os?" Lød det fra Alice.

Min mund blev helt tør ved synet af ham - Harry. Jeg havde ikke set ham siden weekenden, og jeg vidste han var vred - ikke at det gjorde mig noget. Det jeg var vred over var, at de ikke plejede at have idræt. Alice's udbrud gjorde det hele. Det var jo ikke fordi året lige var startet, så det her kunne kun være på grund af mig.

De stod begge to i shorts og stramme t-sirts. Harry havde et hårbånd i sit hår, og Zayns sad som altid. Det her ... De var virkelig ude på at ødelægge mit liv. Ikke bare udenfor skolen, men også på skolen. Jeg vidste det her ikke kunne tyde godt.

Zayn kiggede herover og fangede langsomt mit blik. Jeg kneb øjnene sammen og havde allermest bare lyst til at rejse mig for at slå dem ned begge to.

"Zoey? Er du okay?" Jeg fik et puf i siden og kom til mig selv. Æblets saft løb ned af mine hænder, og nu var det lige til at smide ud.

Gu fanden var jeg ej okay.

Jeg nikkede hurtigt og sendte dem et anstrengende smil. "Undskyld mig," mumlede jeg og rejste mig. Deres blikke lå på mig hele vejen hen til døren, og det gjorde de andres sikker også. Jeg nærmede mig døren og kunne se hvordan en af Harrys venner puffede til ham. Han drejede ansigtet hen imod mig, og hurtigt falmede hans smil.

Uden at kigge på ham, fik jeg mast mig forbi ham, og var på vej over mod hallen. Det her var ikke okay, og det værste var, at jeg ikke havde nogen ide om hvad jeg skulle stille op med det. Hvad kunne jeg gøre? Melde mig fra alle timerne jeg havde med dem? Sætte mig ned og græde?

Jeg skubbede dørene op til hallen. Den var fuldstændig tom, hvilket jeg fandt rart. Jeg gik hen og satte mig på trappen og trak min mobil op. Jeg blev nødt til at køle af. Jeg plejede aldrig at blive så vred, men nu havde jeg så heller ikke folk til at rende efter mig på denne måde og gøre mit liv uretfærdigt.

Der kom efterhånden flere og flere ind i hallen, blandt andet Alice, som hurtigt kom hen til mig.

"Vi skal åbenbart spille fodbold." Hun lød begejstret, hvilket fik mig til at smile. Jeg elskede fodbold, så måske skulle det her nok blive også.

Et højt grin lød, hvilket både fik mig og Alice til at kigge til siden. Harry, Zayn og nogle andre drenge stod ude i midten sammen med et par piger. Ikke fordi jeg har fordomme eller noget, men de var iklædt stramme hotpants og en nedringet bluse - til idræt. Sports BH var da fint, men det der var bare ulækkert, men hey. Det var vel Harrys standart.

*_*

Timen havde været overraskende sjov. Alice og jeg var begge to blevet placeret i forsvaret, hvilket var helt okay. Harry var målmand for det andet hold, og Zayn var på vores som angriber - hvilket betød, at de rent faktisk lod mig være.

Jeg havde derimod mødt to andre søde drenge - Claus og Simon, som var venner af Alices. De havde fået mig til at grine så mine mavemuskler var helt ømme. Det føltes rart. Lige for tiden var det rigtig svært selv at finde noget positivt, så at de hjalp det var rart.

De sidste to timer var blevet aflyst, så jeg skulle egentlig bare hjem nu. Jeg ville hjem og lave lidt lektier, inden jeg smuttede i fitness.

"Jeg skal over til engelsk nu, så vi ses, ikke?" Alice fik sit hår sat op i en våd hestehale, inden hun smuttede. Jeg trak tasken over min skulder og grinte over hendes hast. Jeg gik hen mod spejlet og redte mit hår igennem. Det her ville blive en virkelig lang uge.

De sidste piger forlod omklædnings rummet, og langsomt fik jeg slæbt mig selv ud af det. Hallen var helt mørk, og pludselig føltes den større end før. Mørke var vidst heller ikke min stærke side, derfor satte jeg også farten op.

Mine skridt gav genlyd i hele hallen. Kald mig bare paranoid, men det føltes som om der var nogen efter mig, og det fik mig til at kigge bagud. Der var næsten for stille, og mine vejrtrækninger blev værre og værre. Hvis jeg fik et panik anfald igen, så var der virkelig noget galt.

Det her kunne jeg ikke klare en gang mere.

Jeg drejede hovedet igen og var klar på at løbe resten af vejen, men en mørk skikkelse stod nede ved udgangen. Min hals blev tør og min mave trak sig sammen. Jeg kunne hverken se hans ansigt eller hans tøj, det eneste jeg kunne se var hans skikkelse, og han var bestemt ikke lille.

Jeg ville åbne munden for at spørge hvem der var, men der kom ikke andet end en lille lyd ud. Pludselig trådte han et skridt hen imod mig, og hurtigt kom jeg til mig selv, og trådte tilbage. Dog stoppede han ikke. Hans skridt blev hurtigere, og det samme blev min hjertebanken.

Jeg trådte et par skridt tilbage, og da jeg indså at han ikke ville stoppe, vendte jeg mig rundt og løb ned mod enden. Det var som at være med i en gyserfilm, måske meget værre. Det her var ægte, og hvis personen kendte mig, hvorfor så ikke bare kalde mig på?

Jeg kiggede mig tilbage og så han var sat i løb. Et halv jammer kom ud af min mund da jeg ville råbe på hjælp. Jeg anede ikke hvem fanden personen var, men jeg vidste han ikke ville mig noget godt.

En underlig tung knude bredte sig i min mave. Jeg nåede enden af hallen og trak ned i håndtaget til bagudgangen, men ingenting skete.

"Kom nu, kom nu, kom nu!" Skreg jeg højt og slog min hånd mod døren. Jeg kunne høre hans fodskridt, og panisk trak jeg ud og ind i håndtaget.

"Please," hviskede jeg og kunne mærke tårerne vælte ud af mine øjne. Pludselig forsvandt døren, og jeg nærmest væltede ud.

"Zoey?" Lød en stemme efterfulgt af et grin. Et skrig forlod mine læber mens jeg hurtigt fik vendt mig rundt, og så Harry og Zayn stå og ryge. Da de så mig vekslede de hurtigt blikke, og lidt efter skoddede de deres cigaretter.

"Hvad sker der?" Harry lød straks alvorlig og gik hen imod mig. Jeg rystede på hovedet, helt ude af stand til at fokusere ordentligt. Adrenalinen pumpede rundt i min krop, og mit hjerte sprang snart ud af mit bryst. Jeg skulle virkelig tage dybe indåndinger for ikke at begynde at ryste og hulke.

Hvad fanden skete der med mig? Det her var ikke noget jeg gjorde. Jeg fik ikke sådan nogle anfald!

"Hey?" sagde Zayn forvirret. Jeg løftede min hånd og pegede ind mod hallen. Harry tøvede ikke, før han gav Zayn besked på at tjekke hallen ud.

"Tag en dyb indånding Zoey," sagde han og gik tættere på mig. Jeg rystede på hovedet og trådte et skridt væk. Hvorfor var de her? Hvorfor var de altid ved mig, når ting som sådan nogle skete?

"Var det dig?" Min stemme var så skinger og mit bryst gjorde forfærdelig ondt.

"Zoey, slap nu af." Sagde han og kiggede rundt, inden han lagde hænderne på mine skulder. Jeg kunne mærke hvordan min hals nærmest trak sig sammen, og det fik mig til at panikke.

Jeg kunne ikke få luft.

"Zoey for fanden," sagde han, men denne gang med hans bekymrende rolige stemme. Mine øjne flakkede rundt. Et par stykker var stoppet op lidt længere væk og fulgte nøje med.

Min krop begyndte at ryste. Harrys stemme var så langt væk, og et øjeblik var jeg overbevist om ,at jeg skulle besvime, men før det kunne lade sig gøre, skubbede Harry mig væk fra alle de andre.

"Hvad sker der?" Da jeg hverken kiggede på ham eller hørte hvad han sagde, tog han fat i mit ansigt.

"Der var en derinde," stemmen tilhørte Zayn, men det fik ikke Harry til at slippe sit greb. Han strammede det derimod og fik til sidst øjenkontakt med mig.

"Træk vejret," sagde han bestemt og jeg gjorde som han sagde - som om jeg var hypnotiseret .

"Ved du hvem det var?" Harry holdt stadig fast i min ansigt, men kiggede hen på Zayn.

"Jeg har ingen ide. Men ud fra hendes opførelse var det ikke ligefrem en der ville give hende en kage," sagde han ironisk. Harry rystede på hovedet og kiggede så på mig igen.

Det var lykkedes for mig endnu engang at lade Harry se mig sådan her - at lade dem se mig sådan her. Og ikke nok med det, så havde der været publikum på, og hvis jeg ikke tog fejl, så misforstod de fuldstændig det imellem Harry og jeg.

"Forstår du det nu?" Pludselig lød Harry vred. Jeg havde fået min vejrtrækning tilbage og stod nu bare og stirrede ud i luften.

"Forstår du nu hvorfor Zayn hentede dig i morges? Og hvorfor du ikke skal skride midt om morgenen, eller natten?" Han slap mit ansigt i en hård bevægelse. Jeg kiggede hurtigt hen på ham - ude af stand til at svare ham.

"Zoey, du har ingen ide om hvad han havde tænkt sig," vrissede han surt af mig.

"Og hvis du ikke vil arbejde sammen, så må jeg gøre det på min måde." Jeg kiggede forvirret på ham. Hans måde? Hvad var hans måde? At få folk til at overvåge mig dag og nat? At rende i røven på mig?

"Hvad er din måde?" Min stemme var tilbage og endelig var min krop faldet til ro.

Harry kiggede kort på Zayn, inden han fangede mine øjne.

"Hvis du forlader dit hus, så informerer du os om det. Forlader du skolen, så informerer du os. Lige meget hvor du går hen, så informerer du os."

Jeg blinkede et par gange med øjnene. Det var jo som at tage mit privat liv fuldstændig fra mig. Hvad fanden bildte han sig ind?

"Nej," svarede jeg hårdt og rystede på hovedet. "Glem det," jeg slog ud med armene. Ikke om Harry skulle være min barnepige.

"Hvis ikke," Harry afbrød mig på en irriterende måde. "Så må jeg jo få andre til at gøre det på afstand."

Mine øjne blev store. "Det gør du ikke," hvæsede jeg irriterede. Ikke om jeg skulle have folk jeg ikke kendte, til at udspionerer mig. Hvad fanden tænkte han på?

Hans blik borede sig ind i mit, og det var svar nok. Jeg blev nødt til at vælge her og nu, og selvom tanken om at bruge mere tid med dem, var forfærdelig, så blev jeg nødt til det. Det var dem eller fremmede mennesker.

Harry nikkede langsomt. Han havde forstået mit valg, og med en høj dramatisk lyd, snurrede jeg rundt og trampede hen mod vejen.

"Hey Zoey," råbte Zayn efter mig, men jeg fortsatte. "Hvor skal du hen?" Jeg kunne sagtens høre ironien i det, og sur som jeg var, gav jeg ham fingeren, inden jeg fortsatte.

Det her var en forfærdelig dag. Harry var forfærdelig. Zayn var forfærdelig. Jeg var forfærdelig - mit liv var forfærdeligt. Og det var først lige startet. 

*_*

Godt så, Så fik I lige lidt omkring hendes skoleliv igen - og starten på det hele. Jeg kan lige så godt sige, at hvis I ikke kan lide drama, så er den her movella nok ikke den I skal læse, for der kommer rigtig meget drama fra nu af. 

Undskyld ventetiden, har haft en del problemer med tiden og lysten til at skrive, men nu fik i et langt kapitel. Urg og hvis I kan lide movellaen, så må i meget gerne like den x

Så, hvem tror I det i hallen var? Hvad tror I Brandons plan er? Og hvorfor tror I Zoey er begyndt at få de anfald? Hvad synes I Zoey skal gøre? Lade Harry og co passe på hende, eller klare det selv? I må meget gerne svare, da jeg har brug for det, hæhæhæ. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...