The ballad of Zoey Green - {1D}

Zoey Green på 18, er ikke en af de piger, som går ubemærket igennem byen. Med sit lilla hår og anderledes udstråling, har hun opnået en høj status i blandt unge i London, men på en anderledes måde end de fleste tror. For Zoey er typen der ikke falder let for drenge, og det gør hende til et interessant mål iblandt dem - blandet andet også den kendte fyr Harry Styles og hans gruppe da hun starter på universitetet. Men at være populær er ikke altid det sjoveste, især ikke når jalousi, rygter og gamle minder bliver gravet frem. Et rygte kan blive til to, det kan ødelægge venskaber og starte had, og måske i sidste ende opbygge kærlighed. En krig mellem to grupper opstår, men hvad gør Zoey når hun pludselig er målet for begge grupper? *Drengene er ikke kendte*

1022Likes
1786Kommentarer
161650Visninger
AA

12. A bunch of perverts messages.

Jeg skulle åbenbart blive her til søndag - for anden weekend i træk, og jeg havde intet at skulle sige til det. Heldigt for mig var mine forældre ikke særlig tit hjemme. De var nok også ligeglade i sidste ende, medmindre de vidste hvad jeg var ude i.

Jeg fik langsomt bevæget mig ud i køkkenet, hvor det duftede langt væk af mad. Niall stod ved komfuret, mens de andre sad omkring bordet, enten med næsen i mobilen, eller i en dyb samtale med hinanden. Jeg følte mig virkelig udenfor - ikke fordi jeg havde lyst til at blive en del af deres lille gruppe, det kunne bare være rart enten slet ikke at være her, eller at være her uden alle var sur på en.

Jeg var også sur på dem - men det var på den måde jeg altid havde været.

Jeg gad ikke engang spise med dem, derfor gik jeg direkte forbi bordet, og ind i stuen. Der blev pludselig snakket dæmpet i køkkenet, men jeg ignorerede det og skruede op for tv'et.

Jeg fandt min mobil frem, og spurgte Amy om hun var okay. Derefter skrev jeg til Bryan og spurgte om han var okay. Vi fik heldigvis en samtale i gang, og det fik mit humør op.

Fra Bryan:
Så er du fanget?


Til Bryan: 
Ja, men jeg har ikke de helt store muligheder for at smutte.


Fra Bryan: 
Hvorfor ikke? Snig dig ud? Skal jeg hente dig?

Et smil gled over mine læber, og pludselig blev min mobil revet ud af hænderne på mig.

"Hey jeg var i gang med noget!" sagde jeg hurtigt og kiggede på Liam.

"Kom ud og få noget at spise. Du har ikke fået noget hele dagen." Sagde han en smule koldt. Jeg rystede bare på hovedet og kiggede på ham.

"Og du bekymret dig pludselig? Skal du ikke vrisse af mig eller noget?" Han skulle til at sige noget til mig, men hans øjne gled ned i mobilen, og derefter op på mig.

"Guys," mumlede han, hvilket fik mig til at springe op af sofaen.

"Liam, giv mig min mobil!"

Jeg nåede lige ind i køkkenet tidsnok til at se Harrys øjne rettet mod mig, inden han skubbede stolen tilbage. Det gav en høj lyd efter sig, og lidt efter var han væk.

Zayn rystede på hovedet af mig.

"Hvad?" Spurgte jeg uskyldigt.

"Zoey, er du fuldstændig ligeglad? Er du klar over hvad han, hvad vi gør for dig?" Udbrød Niall irriteret, og jeg følte mig pludselig som en lille pige.

"Du ved ikke hvor mange kræfter han har lagt i de..."

"Ja, jeg er fuldstændig ligeglad, okay? I holder mig fanget her, forlanger jeg skrider fra mine venner, og til hvilken fordel? Harry er kun ude efter at komme i bukserne på mig, og jeg kan ikke ho.."

"Jeg gider seriøst ikke det her mere," mumlede Niall og smed sin gaffel på bordet.

"Er du virkelig så langt væk, at du tror alle drenge er sådan? Zoey, åben dine øjne. Der er en grund til Harry ikke så meget som har lagt en finger på dig."

"Niall," lød det advarende fra Louis.

"Har har sine grunde til at holde dig her, og hjælpe dig - og det har for en gangsskyld ikke en skid med hvor speciel det er du er. Okay? Åben dine øjne og hold op med at opfør dig som en lille pige. Brandon er syg i hovedet, og hvis det kom mellem at slå mig ihjel eller lade mig leve, så tvivler jeg rent faktisk, okay?"

"Niall, hold så," lød det fra Liam, hvilket bare fik mig til at indse, at Niall nok havde ret.

"Det er fint du ikke stoler på os - for vi har ikke ligefrem vist det, udover at redde din røv gang på gang. Men du kan i det mindste prøve. Harry gør også det her for at vise Brandon han ikke skal behandle piger s..."

"Niall!" råbte Louis højt, men jeg havde hørt det. Og jeg havde ærligtalt ikke troet, at jeg kunne gå hen og være en grund til at pisse dem så meget af. De vidste hvordan jeg var, men efter i går havde alt ændret sig - og måske burde jeg stole på Harry.

Måske burde jeg... Hvis han virkelig gjorde det her for også at vise Brandon han ikke kan få alt, så burde jeg hjælpe ham - ikke gå imod ham. Måske havde Niall ret - det handlede ikke om mig og hvor skide speciel jeg var, selvom det nok havde såret mig en smule.

"Zoey du." Jeg afbrød Liam ved at ryste på hovedet og følge efter Harry, som sikkert var gået ind på værelset. Okay, jeg havde virkelig dummet mig.

Jeg bankede ikke på, jeg gik bare ind, og så Harry sidde i vinduet, hvor jeg havde siddet. Da han så det var mig, rystede han bare skuffet på hovedet.

Min mund blev helt tør. Jeg bed mig i læben og lukkede døren efter mig.

"Niall fortalte mig... At du også gør det her for at vise Brandon han skal behandle andre ordentlig." Jeg kunne se Harrys krop stivne en smule.

"Hvorfor fortalte du mig ikke det? Så havde jeg forstået, Harry jeg.."

"Af samme grund som du ikke vil lade mig hjælpe - du stoler ikke på mig."

"Det ville jeg måske have gjort hvis jeg vidste, at du ikke bare udnyttede mig.." mumlede jeg og satte mig foran ham.

Han bed sig i inderlæben, men fastholdt blikket ud af vinduet.

 "Zoey, jeg ville ikke have gjort det her for hvem som helst. Jeg kan udmærket se hvad de andre mener med du er speciel, men jeg gør det af flere grunde - og lidt tillid kunne være rart."

Jeg nikkede forstående, og lagde forsigtig en hånd på hans ben.

"Men så lad os samarbejde. Lad være med at bestem over mig - det kan jeg ikke klare. Involvere mig i tingene i stedet for at tage beslutningerne. Det vil gøre det nemmere. Jeg hader når folk bestemmer over mig, derfor har jeg været imod alt." Harry vendte endelig sit blik hen mod mig, og smilede svagt.

"Og hvis du alligevel har folk til at se efter mig, hvorfor kan jeg så ikke få lov at være sammen med mine venner, eller tage hjem?" Jeg kunne se hvordan hans ansigt ændrede sig, da jeg sagde 'tage hjem', og da han tog en dyb indånding vidste jeg, at det var svært for ham at sige.

"Fordi jeg har det bedre hvis du er omkring. Så ved jeg hvor du er, og jeg ved du er okay."

Jeg forstod hurtigt hvorfor det havde været svært. Harry var populær. Han var hård - og at skulle indrømme sådan noget, og det Niall fortalte, det gjorde ham måske ikke lige så 'sej' hvis det kom ud. Men han skulle ikke være bange for det kom ud - for jeg ville intet sige.

"Du ved godt du ikke er svag fordi du siger de ting, ikke?" Jeg rykkede mig lidt tættere på ham. Hans øjne fandt mine, og efter et par sekunder, nikkede han.

"Det er bare ikke helt så let, hvis du levede mit liv." Sagde han med et grin. Stemningen blev straks bedre, og det var nok et øjeblik Harry og jeg aldrig havde haft før.

"Hvad siger du til, at jeg prøver at give dig min tillid, og så fortæller du mig hvad der sker? Ingen hemmeligheder og ingen løgne?" Jeg sendte ham et kort smil, som han gengældte.

"Aftale," mumlede han så og rakte sin hånd hen til mig. Jeg tøvede ikke med at tage imod den.

Harry slap ikke min hånd, men trak mig derimod hen til sig. Et halv skrig forlod mine læber af forskrækkelse, hvilket fik ham til at grine. Han spredte sine ben en smule, og lod mig sætte mig. Han skubbede mig bagud, så min ryg ramte hans bryst, og lidt efter slog han armene om mit liv.

"Du ved godt du er noget særligt, ikke?" Mumlede han mod min kind. Jeg kunne ikke lade være med at blive en smule smigret over det, og den røde farve i mine kinder kunne vel heller ikke skjules.

"Og du ved godt, at den bløde Harry er meget mere tiltrækkende end den badboy du spiller?"

"Jeg spiller ikke nogen badboy Zoey, det er sådan jeg er. Det her er bare en anden side af mig, som du er heldig at få lov at se, og endda så tidlig." Mumlede han og plantede et kys på min kind.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, derfor lagde jeg bare mit hoved tilbage.

Jeg vidste udmærket, at det var ret tidlig Harry havde vist sin bløde side, men den tiltrak mig, og jeg kunne godt lide den. Dog var det stadig som om der var alt for meget af Harry jeg ikke kendte til. Som om det her bare var én af hans hundrede andre sider - som om han stadig holdt sig gemt for mig.

Men jeg klagede ikke. Jeg holdt mig selv gemt for ham, og at vi sad som vi gjorde, og kyssede af og til gjorde os ikke til noget par - og det gjorde os bestemt ikke 'tætte'. Vi var bare kommet et skridt videre, og var måske rent faktisk ved at blive venner - og det var det.

Jeg stolede ikke hundrede på ham, og han stolede ikke hundrede på mig - det var forståeligt, jeg regnede heller ikke med andet. Men det var rart at vi ikke skulle skændes hele tiden, og måske kunne det rent faktisk blive behageligt at være hos dem - og det her betød vel også mindre skænderier.

*_*

Jeg var åbenbart faldet i søvn op af Harry, og han op af væggen. Det var først da Louis kom ind og vækkede os, at det gik op for os. Det var tydeligvis komme bag på Louis, at vi lå som vi gjorde - at vi ren faktisk snakkede.

Men måske var det en god ting. Måske kunne han også tage sig sammen og holde op med at opføre sig som sådan en nar. Hvis Harry kunne lide mig, så blev han vel nødt til at acceptere at jeg ikke var så slem som han troede.

Nå, men vi sad hvert fald og så film. Mine ben lå på Harrys skød, og han nussede dem forsigtigt. De andre drenge havde af og til kigget, men det så ikke ud til de havde noget imod det. Dog sendte Zayn hele tiden nogen ulæselige blikke til Harry, som de til sidst endte med at grine af.

For en gangs skyld var der rent faktisk stille fra verden udefra. Zayn tjekkede da af og til sin mobil, men det var også det. Ellers snakkede de med hinanden, grinte, fyrede jokes af - og det fik mig til at føle mig en smule hjemme, eller hvert fald bare tryg.

*_*

"Så Amy, hvis du ikke vil ende i alt muligt, så gør som vi siger, okay?" Hørte jeg Liam sige alvorligt. Amy nikkede hurtigt. Jeg kunne sagtens se hvor nervøs hun var, og lige nu var hendes tanker nok ikke 'omg det er Liam' eller sådan noget. Hun var rent faktisk nervøs og en smule skræmt.

Lørdagen var gået helt stille og rolig, og det samme var søndagen. Dog var der et par opkald og en del der skulle klares, men for mit vedkommende havde det været stille.

Men det holdt ikke særlig længe, og hvem havde troet det ville det?

Jeg trak en smule ud i min trøje, for at tage min mobil, som sad i min BH. Jeg havde ikke bukser på med lommer, så det var det eneste sted den kunne være, så drengene ikke tog den, og så ting de ikke skulle.

Jeg kiggede kort rundt, og så Louis havde et øjenbryn skudt i vejret, mens et drillende smil gled over hans ansigt. Okay, han havde tydeligvis set det, og det fik mig til at rulle med øjnene.

Mit blik røg ned i min mobil, hvor tre beskeder var tigget ind - alle sammen fra forskellige numre, som jeg ikke havde. Jeg skar en kort grimasse, inden jeg trykkede min kode ind og gik ind på den første besked.

"Jeg kunne dig godt lige nu."

Jeg grinte kort over det - ikke at det var a big deal. Men det ændrede sig langsomt da jeg læste de andre beskeder.

"Du gør mig stiv,"

"Du gør mig liderlig,"

Jeg kunne mærke en knude danne sig i maven. Jeg anede ikke hvem det var fra, og det føltes knap så ubehageligt. Hvis alt det her med Brandon ikke stod på, så ville jeg nok bare grine af det, men det var ikke sådan lige nu.

"Så Niall, du henter Zoey i morgen, og Danny vil hente dig," sagde Harry langsomt og kiggede hen på Amy. Jeg slukkede hurtigt skærmen og nikkede, for at vise jeg var enig - selvom jeg ikke helt havde hørt efter.

Jeg havde virkelig ikke lyst til at fortælle dem om de beskeder - det var nok kun kort varigt, og jeg ville ikke gøre dem endnu mere bekymret - så jeg valgte at slå det ud af hovedet.

"Er det planen så?" Spurgte Liam og rejste sig. De nikkede hurtigt, og lidt efter rejste Amy sig op.

"Jeg må nok også til at komme hjem," mumlede hun, og hurtigt var jeg oppe fra sofaen. "Jeg tager med." Jeg kunne hurtigt føle de andres blikke, hvilket fik mig til at slå ud med armene.

"I kan ikke blive ved med at holde mig fanget - jeg har altså et liv," jeg sendte dem et smil og gjorde tegn til Amy om at smutte.

"Zoey, vi ved dine forældre ikke er hjemme - og hvis vi ved det, så ved de det nok også," sagde Niall, og jeg vidste med det samme hvad han snakkede om. Jeg kunne virkelig ikke blive ved med at klare det her. Jeg blev nødt til at komme lidt ud herfra. Der var for mange drenge.

"Du kan sove hos mig," udbrød Amy, og hurtigt så jeg hvordan de andre drenge vekslede blikke - og ikke på nogen god måde, men jeg var ligeglad. Jeg kunne ikke skjule det smil der gled frem.

"Jamen, med glæde," jeg rakte min arm ud til hende, og hurtigt tog hun imod den. Jeg havde på fornemmelsen at hun forstod jeg ville væk.

"Liam kører jer," sagde Louis, hvilket gav mig lyst til at sukke højt og dramatisk - men mere fordi Liam var pisse sur på mig, og det gjorde mit humør fucked.

Uden at protestere, som jeg ville, greb jeg om min jakke. Amy havde fået sin på, og fortalte Liam sin adresse.

"Du ringer hvis der sker noget, ikke?" Lød en stemme bag mig. Jeg vendte mig rundt og så til min overraskelse at Zayn stod der.

"Hvem skulle tro at Zayn ville bekymre sig," sagde jeg drillende, og igen, til min overraskelse, forstod han den rent faktisk.

"Ja, hvem skulle tro det?" Han fjernede en tot hår fra mit ansigt. "Jeg håber bare du snart forstår alvoren, for Harrys tålmodighed er ikke den bedste," sagde han lavt. Jeg grinte kort og trådte et skridt fra ham.

"Jeg ringer hvis det bliver nødvendigt. Godnat."

Jeg lynede min jakke og gik hen til Liam og Amy. Amy stak sin arm under min, og gik ud af døren, som Liam holdt for os. Han så ikke glad ud, men heller ikke ligefrem sur. Måske skulle jeg  bare holde min mund lukket til vi kom hjem.

Himlen var halv mørk. Det føltes som en evighed siden jeg havde fået frisk luft, så da den omslugte mig, var det helt befriende. Jeg kiggede mig paranoidt omkring, og blev næsten helt forskrækket over min mobil, som vibrerede i lommen.

Jeg trak den op af lommen inden jeg satte mig ind i bilen. Endnu et nummer jeg ikke kendte.

"Du ved ikke hvilket tanker jeg har om dig. Hvordan jeg ville røre dig, kysse dig."

Mine øjne blev store, og min mund blev tør. Hvem fanden var de personer?

"Er du okay?" Spurgte Amy bekymret om, og lavt så Liam ikke skulle høre det - men det var som om de drenge havde super hørelse, for han hørte det skam, og han gav da også et blik i bakspejlet.

"Ja, jeg har det fint. Jeg er bare træt," sagde jeg og tvang et smil op. Amy nikkede hurtigt og klikkede sin sele i.

Et langt suk forlod mine læber. Jeg lagde hovedet op af ruden og bed mig i læben. Hvem fanden havde sådan nogle tanker?

*_*

Aftenen hos Amy gik fint. Det var faktisk rigtig hyggeligt, og hendes familie var virkelig flinke. Jeg følte mig okay tryg hos hende, og det var nok noget jeg havde savnet. Mine forældre var ikke selv så tit hjemme, men når de var, så brugte de også tiden med mig - hvis jeg var hjemme, hvilket jeg altid sørgede for.

Dog var vi begge trætte og endte hurtigt i sengen, derved blev det også tidlig morgen. Jeg var ikke klar til at tage i skole, men så alligevel. Det var en af de eneste steder jeg også følte mig tryg, og jeg havde brug for at se andre end de drenge.

Niall stod udenfor da vi trådte ud. Han virkede glad, og han snakkede rent faktisk med Amy på vej hen til skolen. De havde åbenbart fysik sammen, hvilket først var gået op for Niall nu. Han måtte virkelig leve i sin egen lille populære verden.

Da vi drejede ind på parkeringspladsen ved skolen, fik jeg hurtigt øje på en lille gruppe drenge - bedre kendt som Harry, Louis, Liam og Zayn. De stod alle sammen klædt i sort, og med solbriller på, hvilket gav mig lyst til at grine, fordi de alt sammen mindede om noget fra en tøsefilm.

"Hey Zoeeeeeeeeey!" lød det glad fra Louis. Han kom hurtigt op ved siden af mig, og lagde en arm om min skulder, hvilket fik folk til at kigge.

"Klar til engelsk?" Jeg skubbede hans arm af min skulder og kiggede på ham. "Det tror jeg ikke." Jeg sendte ham et flabet smil og stak min arm under Amys.

"Fantastisk humør du er i solstråle," kom det fra Zayn. Amy grinte kort, men stoppede da vi kom ind på selve skolens grund. Folk stod som altid, i flokker - røg og hvad de nu ellers lavede, men deres blikke var rettet mod os, og jeg vidste hvorfor - festen.

Alle havde hørt om Harry og mit kys, og om dramaet mellem Harry og Brandon, og Brandon og jeg. Deres stirren var værre end normal, men måske på grund af det fact, at jeg rent faktisk fulgte med drengene ind - hvilket ikke var frivilligt!

Dog snakkede jeg bare med Amy indtil vi kom hen til mit skab. Hendes var længere nede, og vi havde alligevel ikke samme time.

Jeg åbnede mit skab og trak min mobil op af lommen. Endnu et par beskeder var kommet ind.

"Glæder mig til at se dig i dag babe," og selvom det lød så normalt, så var undertonen forfærdelig.

"Dit lilla hår gør mig hård, lad mig rive i det." Jeg lagde hurtigt min mobil ned i lommen igen og greb min engelsk bog. Uden at tænke over de mange blikke, smækkede jeg hårdt skabet i - ikke ligefrem fordi det fik folk til at kigge mindre.

Med et suk vendte jeg mig rundt. Hurtigt vendte de deres blikke væk, og for første gang i lang tid havde jeg lyst til at spørge hvad fanden deres problem var, men jeg stoppede mig selv.

"Har du sovet dårligt eller noget?" Lød en stemme, hvilket fik mig til at snurre rundt.

"Bryan!" udbrød jeg glad og trak ham ind i et kram, hvilket åbenbart kom bag på ham.

"Jamen hej til dig også Zoey! Du smuttede bare i fredags - jeg hørte det hele. Er du okay?" Jeg nikkede hurtigt og lagde mit hoved mod skabet.

"Jeg så jer komme ind sammen. Foregår der noget?" spurgte han roligt om, men jeg rystede hurtigt på hovedet og skulle til at s vare ham, men en irriterende Louis valgte at afbryde.

"Vi har lidt travlt Zoey, vi har et projekt der mangler opmærksomhed." Han sendte mig et strengt blik der bad mig om ikke at stille spørgsmål, og for en gangs skyld lyttede jeg til ham - men kun fordi de åndssvage beskeder havde ødelagt det hele.

"Hvad sker der Zoey?" spurgte han da vi var ude af Bryans synsvinkel. Jeg rettede på mit hår, hvilket var en vane når jeg nervøs.

"Intet. Jeg er bare træt." Svarede jeg en smule hårdt tilbage og trak min bog frem. Louis var den sidste der skulle lade som om han bekymrede sig.

*_*

"Jeg er så færdig med skolen," mumlede jeg irriteret og smækkede min bakke ned i bordet, hvor Amy, Bryan og Alice sad. De kiggede forskrækket hen på mig, og da jeg prøvede at sætte mig ned, røg min mobil på gulvet.

Et højt suk forlod mine læber. "Kunne denne dag blive værre?!" sagde jeg dramatisk og samlede den op.

Dagen havde været forfærdelig. Ikke nok med fysik og engelsk havde været lort, så sad en eller anden blondine også helt oppe i fjæset af Harry - ikke at jeg skulle bestemme hvem han skulle være sammen med, men hvis jeg skulle vise Brandon at jeg havde valgt Harry frem for ham, så skulle rygterne nok ikke være, at han allerede havde noget kørende med en ny!

"Du har fået en besked," sagde Amy og prikkede til mig. Jeg sukkede og åbnede den. Surprise. Endnu en besked fra et ukendt nummer - som om jeg ikke havde fået nok af sådan nogle de sidste par timer. Min mobil ville ikke lade mig være i timen, og det var lige før den blev taget - så jeg havde slukket den, og nu kom alle ind.

"Kunne du tænke dig at vide, hvad jeg ville gøre ved dig, hvis du var her lige nu?"

Jeg sank den klump jeg havde i halsen og greb om mit æble.

"Er Harry klar over hvor liderlig du gør andre drenge? Hvorfor så sidde med den blondine?"

Jeg kiggede hurtigt op, for at se om nogen kiggede hen på mig lige nu - det var der, selvfølgelig, men jeg kunne ikke sige om det var fra dem eller ej.

Jeg strammede grebet om mit æble og kiggede hen på Harry, som sagde et eller andet til hende pigen, mens hans hånd gled op og ned af hendes ryg. Harry var normalt aldrig sådan ved piger. Han lod dem altid flirte med ham, og snakke - men ikke det der, men det var ikke vigtigt lige nu.

"Jeg ville få dig til at skrige mit navn så højt i nydelse, at alle ville vide hvem der fik dig til at føle sådan."

Jeg kunne mærke noget vådt glide ned af min hånd, og da jeg kiggede op fra mobilen, fik jeg øjenkontakt med Liam, som kiggede forvirret på mig.

Sig mig, holdt de øje med mig hele tiden?

"Zoey?" Det gav et spjæt i min krop da Bryans stemme lød i mit øre.

"Jeg synes altid du knuser saften ud af dine æbler?" Sagde han, hvilket fik Alice til at grine højt. Jeg sendte ham et kort smil, inden jeg kiggede ned i min mobil igen.

"Jeg ville tage dig så hårdt op af væggen, at du ikke ville kunne gå i flere dage."

"Du burde virkelig fortælle dem om de beskeder Zoey," hviskede Amy til mig, og nikkede hen mod Harry, som var fuld optaget af hende blondinen.

 Min mund var fuldstændig tør, og jeg havde den største trang til at græde - ikke kun på grund af de beskeder, men alt. Selvom jeg nok ikke ville indrømme det, så gjorde det mig syg at se på, at Harry sad og flirtede med en anden på den måde - og min dag var forfærdelig. Jeg ville få en lorte karakter i engelsk, og jeg var træt af det hele lige nu.

"Undskyld mig," mumlede jeg og skubbede min bakke længere ind på bordet, inden jeg skubbede stolen tilbage, så det gav en dejlig larm i hele kantinen. Hårdt rejste jeg mig op, og marcherede hen mod skraldespanden, hvor mit æble landede.

Jeg lod kort mit blik glide hen til bordet hvor de sad, og at de sad og gloede overrasket på mig, gav mig lyst til at råbe af dem - fortælle de skulle fucke ud af mit liv, men uden dem ville jeg nok være på skideren lige nu.

Det hele var så forvirrende, og de beskeder gav mig lyst til at græde.

Harrys synsvinkel:

Jeg grinte kort af det Ella - pigen der sad ved siden af mig, havde sagt. Jeg hørte ikke helt efter, da mit blik lå på Zoey, som var i gang med at knuse et æble. Saften løb ned af hendes finger, og hendes ansigt så bestemt ikke glad ud.

Amy sad og kiggede ned i hendes mobil, og lidt efter hviskede hun et eller andet til Zoey.

"Hvad sker der?" spurgte Liam om. Jeg trak forvirret på skulderen og blev hurtigt opmærksom igen, da en høj lyd lød. Jeg kiggede hen på Zoey, som ikke længere sad ned. Hun stod henne ved skraldespanden med sit knuste æble. Hun kiggede kort herover, inden hun smuttede.

"Er jeg den eneste der synes hun lignede en der kunne bryde grædende sammen når som helst?" Spurgte Niall forsigtigt om. Vi rystede alle sammen på hovedet.

Noget var galt - noget hun ikke fortalte. Noget hun burde fortælle, men ikke gjorde, og Amy vidste hvad det var.

*_*

Tror I Amy fortæller Harry om beskederne? Hvem tror I sender dem? 
Og hvem havde regnet med Harry ville lukke op for Zoey, og fortælle han ikke kun var ude efter hende på den måde? Tror I Zoey stoler helt på det? Hvad synes I om de finder hinanden tiltrækkende? Og tror I det får en konsekvens at Zoey kender Harrys' 'svage' jeg? x

Tusind tak fordi I læser, lala x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...