Wings are made to fly (One Shot)

Dette er mit bidrag til "At miste" konkurrencen!

Belle er 16 og går på Chardon High School, der fornyligt er blevet kåret som den bedste High School i Ohio. Belle og hendes veninde Caroline er i gang med at planlægge en ellers så perfekt sommerferie da en maskeret ældre elev pludselig står bag Caroline med en pistol mod hendes hoved. Belle når at løbe væk, men da hun hører et skud bag sig går det hende koldt ned af ryggen. Er Caroline død? Og tør Belle løbe tilbage? Er endnu en school shooting igang sat?

8Likes
6Kommentarer
536Visninger

2. Wings

 

 

Jeg mærker mit hjerte hamre mod mit bryst som aldrig før. Hvad er det også for en dum beslutning at prøve at se høj ud, ved hjælp af kilehæle? Hvor dum kunne jeg lige være? Jeg løber hen mod en høj pæl et stykke forude, for at kunne gemme mig. Jeg kigger et kort sekund tilbage, men finder hurtigt ud af at han er tættere på en jeg regnede med. Jeg puster ud og løber ned mod den sorte dør der holder de store elever indelukket inden de skal ud til frikvarter.

Jeg låser mig selv ind og lukker skræmt mine øjne. En af de ældre elever fanger min opmærksomhed da han stiller sig foran mig og kigger på mig som om jeg er gal. ”Hvad laver du her? Du må ikke være på vores halvdel af skolen!” jeg sætter hurtigt min hånd for hans mund og kigger rundt på de andre elever der spændt kigger på mig. ”Gider du godt lade være?” han fjerner med besvær min hånd og prøver at åbne døren jeg har stillet mig op af. ”Du må ikke lukke ham ind!” skriger jeg, og mærker at tårerne allerede er godt på vej ned af mine kinder. ”Lukke hvem ind?” spørger han forvirret og finder åbenbart situationen morsomt. ”Jeg ved ikke hvad han hedder” græder jeg og holder mig tæt op af døren. Folk begynder stille at grine, da en 16 årig pige der græder pludselig ikke burde være menneskeligt muligt.

En af de andre elever kan se frygten i mine øjne og skubber den anden dreng til side. ”Fortæl mig præcis hvad der sker” jeg låser døren bag mig og går helt tæt på ham. ”Jeg tror der er en school shooting i gang” han kigger skræmt på mig, og først begynder han at smile. Men eftersom han hurtigt lægger mærke til at jeg ikke griner, ved han at det er alvor. ”Alle sammen ind i klasse lokalerne. NU!” råber han og tager fat om mit håndled. Han begynder at skubbe folk ind i klasselokalerne og stiller mig ved siden af døren. ”Okay hør efter alle sammen!”, jeg kan hurtigt regne ud at han er en af de populære siden han faktisk kan få folk til at høre efter. ”Pigen her tror der er en school shooting på vej, I ved hvad I skal gøre!”. Der går ikke lang tid før en af drengene i klassen råber op at jeg lyver, men da der kort efter lyder et skrig ude fra gangen går folk under deres borde. ”Kom” han tager fat i min hånd, låser døren og trækker mig ned mod den anden ende af lokalet.

Jeg trækker min hånd til mig og træder et skridt tilbage. ”Vi må da advare de andre!” jeg går mod døren igen, men han når at få fat i min hånd. ”Vi skal redde os selv” han smiler charmerende. Normalt ville sådan et smil få mig til at dåne, men jeg rystede på hovedet og trådte endnu et skridt tilbage. ”Først og fremmest vil jeg vide om min veninde er okay, og for det andet bliver vi nødt til at advare de andre! Ingen fortjener at blive skudt!” jeg vred min hånd fri, og låste døren op for at løbe ud på gangen.

Jeg stikker hovedet ind i det første lokale jeg ser og skriger at de skal gå under bordene.

Jeg hører endnu et skud, hvilket endnu en gang går direkte i hjertet på mig. ”NU!”  Jeg løber ud af lokalet og kommer ud på den lange gang endnu en gang. Denne gang virker noget bare anderledes.  Jeg kigger mig om og ser at døre står åbne. Folks hoveder er i døren og der er en der peger bag mig. Jeg vender mig skræmt om og finder ud af at den store sorte dør står på vidt gab.

Jeg ser en lærer komme gående og trækker mig ind i endnu et lokale. ”Alle sammen gem jer” visker læren og skubber mig hen mod bogskabet der står lige når man træder ind af døren.  Læren der ser ud til at tage situationen utrolig let, gemmer sig under lærerbordet, hvilket giver mig chancen for at komme tilbage ud på gangen.

Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med at tage chancen men jeg bliver nødt til at vide at Caroline er okay. Jeg kan simpelthen ikke bære angsten. Jeg stiller mig midt ud på gangen og da jeg ser en skikkelse på min sidde begynder jeg at løbe ned mod den dør jeg kom fra. 

Jeg kan på lang afstand se Caroline, men hun ligger sammenkrympet på gulvet. Jeg smider mine hæle og smider mig foran hende. ”Caro”, ”Caro er du okay?” jeg rusker stille i hende, og kigger mig skræmt rundt efter drengen, eller drengene der stod bag hende.

Jeg trækker hende om bag et hjørne og vender hendes hoved mod mit. En tåre glider ned langs min næse da et tydeligt skud i siden af hovedet, afsløre at han har dræbt hende, på første forsøg.

Jeg er ikke længe i tvivl om at jeg skal forære hende min halskæde, før jeg nærmest river halvdelen af mit hår med og får hjertehalskæden hun altid har beundret, nu sidder om halsen på hende, inden jeg løber ned mod musiklokalet.

Jeg kan på lang afstand hører at folk så stille har forstået at der foregår noget, men alligevel går der utrolig mange elever ude på gangen for at se hvad der sker. "Alle sammen ind i klasselokalerne og lås døren. Ring efter hjælp!"

Jeg lukker mig ind musiklokalet og i det jeg træder ind stopper folk med at spille på deres instrumenter. "Hvad sker der Belle?" John, min lærer træder et skridt tættere på mig og prøver at få mig til at falde ned inden han siger at folk skal ligge deres instrumenter. "Der er en school shooter på skolen. Caroline er nede" hvisker jeg, og prøver at få pusten. "Ved du hvem det er ?" spørger han forsigtigt. Jeg ryster opgivende på hovedet, og åbner døren til nødudgangen. "Alle sammen, ud nu! ". John gør tegn til at de skal gå og følger efter mig, ud. "Har du sagt noget til de andre elever?", jeg nikker og går ud mod fodboldbanerne. 

Jeg tager min mobil frem for at ringe til politiet men kommer i tanke om hvad klokken er. "Det er sku da spisefrikvater! Han er i kantinen!" Jeg løber tilbage mod skolen, men bliver nødt til at løbe hele vejen rundt om da personen der har startet det hele, har låst alle døren så ingen kan komme ud. 

Jeg er tilbage på gangen i det jeg hører et skud og en stærk smerte mærkes i mit lår. Jeg skriger af smerte og prøver at rejse mig men mister balancen og trækker mig hen af gulvet. Jeg tør ikke kigge mig tilbage men kan regne ud at han står bag mig. Hvordan kan det være at jeg føler at han er efter mig? Hvad har jeg gjort?

Jeg trækker mig hen mod kantinen og lægger mig foran glasdøren. Jeg sætter min hånd ned til låret, men bliver nødt til at trække den til mig igen da jeg kan mærke at min hånd er gennemblødt at blod. 

Jeg banker hårdt på ruden og får straks en dreng fra et af bordendes opmærksomhed. Han løber hen til døren og prøver at få mig op. "Kom ud derfra" hvisker jeg og løfter min hånd. Han trækker mig ind, men ikke lang tid efter kan jeg høre dørene til kantinen smække i og låse. En maskeret dreng med pistol står nu foran drengen der bærer mig og skyder ham i brystet. Jeg falder tilbage på gulvet og vrider mig af smerte. 

"Alle sammen ud nu!" skriger jeg og mærker at folk er ved at gå i panik. "Nej alle sammen stå stille!" råber school shooteren og holder pistolen hen mod mig.Stemmen virker bekend i mit hovedet og jeg prøver så hurtigt jeg kan at finde ud af hvor jeg har hørt den før. 

"Nåh Belle." Han griner hånligt og trækker hætten af. William. Jeg vidste det var ham. 

William er Carolines exkæreste. Han er et par år ældre, og blev utrolig sur da jeg fik Caroline til at slå op med ham. William var psykisk syg og han var en af de værste drenge for Caroline. Jeg prøvede bare at beskytte min bedste veninde.

"Hvad er det du vil?" skriger jeg og får mig selv op og sidde. Han smiler ondskabsfuldt. "Et ord." jeg kigger ham forvirret i øjnene, og sætter håndfladerne i gulvet. "Og hvad er så det om jeg må spørge?", jeg kigger mig rundt og ser at folk omkring os stadigvæk står der. Hvorfor løber de ikke? Godt nok kan han finde på at skyde men hvorfor ikke gøre et forsøg?

"Hævn" han griner ondskabsfuldt, som om han er med i en gyserfilm, hvor han er skurken hvilket han egentlig også er. "Hvis du vil have hævn over noget jeg har gjort, hvorfor så ikke tage den med mig, og ikke lade det gå ud over skolen?" jeg kigger undrende på ham, og det ser ud til at han føler sig forvirret. "Hold kæft!" han skyder mig endnu en gang i benet, og jeg kan se på folk at de er gået i chok. Jeg sætter skrigende en hånd på mit blødende lår og lukker mine øjne i for at lade alt min opmærksomhed ligge på smerten og ikke Williams ansigt. 

”Han skal ikke have chancen” tænker jeg og får fat i hans ben. Han glider ned på gulvet, og inden han når at røre sig har jeg taget pistolen og sigter den mod ham.  ”Løb!” råber jeg, og folk spurter mod udgangen i det, jeg kan se at William går amok. ”Hvis du ikke fortæller mig hvad du havde imod at jeg beskyttede min veninde, skyder jeg” hoster jeg og prøver at holde pistolen oppe. ”Du forstår det ikke gør du?”, jeg rynker brynene, og holder pistolen lige. ”Jeg har altid kunnet lide dig” fremstiller han og kigger ned. ”Det mener du ikke, du skal ikke lyve!” råber jeg højt og kommer til at trykke aftrækkeren af. Jeg kan hurtigt se og hører at jeg har ramt ham og tvivler ikke længe før jeg tager alle kugler ud af pistolen undtagen én og holder den mod mit hoved.

”Det gør du ikke!” råber han og prøver at få mig til at slippe den.

Hvorfor skulle jeg ikke gøre det? Jeg har ikke noget at leve for. Caroline er væk, mange mennesker er såret og jeg har selv lige skudt en.

”Du får ikke lov til at gøre flere fortræd William”, jeg smider kuglerne ud af katine vinduet og sætter pistolen helt ind til mit hoved.

Jeg lukker mine øjne, og tager en dyb indånding, inden jeg langsomt trykker den længere og længere ind.

You gave me wings and taught me to fly.

 

Hej! Dette var mit bidrag til, "at miste" konkurrencen, og det ville gøre mig VIRKELIG glad hvis i gad, like, sætte på favoritliste, og vise den til jeres venner! Jeg undskylder at jeg er så dårlig til at skrive i nutid, men da jeg normalt skriver i datid er det en smule svært! Tak på forhånd! - Amalie xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...