De sidste toner

En meget kort novelle, jeg skrev som ansøgning til Brønderslev Forfatterskole 2012 (og blev optaget på).

1Likes
1Kommentarer
113Visninger

1. Accept

 

            Dybe toner, på en gang utroligt underfulde og særdeles dystre, leder mig på vej. Det er smukt men skræmmende, som at stå ved kanten af en bundløs afgrund, mens stjernerne skinner over én på en skyfri efterårsaften. Jeg kan mærke noget koldt – fliser – under mine nøgne fødder og åbner øjnene.

            Solens sidste stråler – eller måske første, jeg ved det ikke – falder ind gennem de farvede mosaikruder, der sidder i de gotisk buede vinduer, og danner et lettere dynamisk mønster på det grå flisegulv. Tonerne lyder stadig fra et sted over mig. Da jeg løfter hovedet og retter mit blik opad, får jeg øje på en træbalkon og et orgel af samme mørke træsort, hvorfra de grædende toner strømmer ud.

            Jeg fjerner igen blikket fra det gamle instrument og lader det i stedet glide ud over rummet. Jeg står i en kirke. Nærmere betegnet landsbykirken. Bænkerække efter bænkerække er fyldt af mennesker, klædt i deres fine tøj og med ansigterne forvredet i sorg. De sidder der bare, som statuer, som sørgende gargoyler. Provsten står foran alteret og snakker. Eller det går jeg ud fra, at han gør, for hans mund bevæger sig. Jeg kan bare ikke høre det. Jeg kan kun høre de malende toner, der taler deres eget sprog, et sprog der taler direkte til mit hjerte og fylder mig med lige dele glæde og smerte.

            Noget bag provsten vækker min nysgerrighed; en aflang, mørk kasse. Den pirrer min nysgerrighed – drager mig med sin tavse kalden. Som ført af en andens vilje går jeg med små, tøvende skridt ned langs kirkegulvet, en smule ubehagelig til mode, da jeg ikke vil forstyrre kirkegængerne. Men de ikke så meget som drejer hovedet for at kigge på mig. En kold brise løber gennem kirken og jeg ved jeg bør fryse. Hvorfor gør jeg ikke det?

           Mens jeg langsomt bevæger mig ned gennem kirken, bliver jeg med et grebet af en overvældende ensomhed, der tynger mine skuldre ned. Samtidig kan jeg mærke rædslen tiltage for hvert skridt jeg tager i retningen af præsten og kassen. En trykkende fornemmelse er opstået i mit bryst, og små hvide pletter danser for mit blik, mens orgelets toner lyder højere og højere. Det bliver sværere og sværere at tage et nyt skridt, som blev der bundet et blylod om min ankel, hver gang jeg sætter foden i gulvet.

           Jeg kæmper mig fremad forbi de forstenede gargoiler, men bliver klar over at noget er galt. Der mangler noget. Jeg er fyldt til randen af angst, tynget ned af ensomhed og udmattelse, overvældet af de gennemborende toner og styret af en vilje ulig min egen,. Men hvor er det dundrende hjerteslag, den gispende vejrtrækning, de smertende muskler og tårerne. Hvor er det alt sammen henne?

            Jeg er tæt på nu, så tæt at jeg lægger mærke til det bordeauxrøde silkefor i kassen – nej, i kisten. Pludselig forsvinder den trykkende fornemmelse, modstanden, den fremmede vilje, ensom-heden, musikken og de lysende pletter. Tilbage er kun stilheden og en stærkt foruroligende følelse af accept, som har min krop accepteret dét, min hjerne endnu ikke har forstået: I den forede kiste ligger en ung pige. Hendes ravnesorte krøller indrammer et porcelænshvidt ansigt. Hænderne er foldet oven på det hvide kjolebryst og et sølvkors hænger om den blege hals. Rummet snurrer for mit blik og det føles, som om jeg falder og falder. Jeg kaster et blik over skulderen, ser på de velkendt ansigter, jeg først nu genkender.

            Pigen i kisten er mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...