Summercamp.

Clara er en pige der altid sidder for sig selv, den som aldrig bliver set. Clara bor i byen London, sammen med sin mor og sin irriterende lillebror Dave, på 12. Claras far bor i Canada, med sin anden kone. Hun har ikke nogen venner, og bruger det meste af sin tid på at sidde alene. Hun er træt af altid at skulle sidde alene til alting, bare fordi hun ikke er populær. Clara er lige fyldt 15, og beslutter sig derfor at alt skal blive anderledes. Clara melder sig derfor ind på en sommerlejr, langt fra hvor hun bor. Hendes tid på sommerlejren er svær, men fantastisk, for både hende selv, de andre unge, og alt på lejren, er ikke som hun havde troet. Clara falder hurtigt for den selvsikre fyr - Jake, men han er slet ikke interesseret. Faktisk er han kun interesseret i sig selv. Clara mener at hun bare må lære ham at kende, og derfor bliver det hendes nye sommermål. Men er det sommermål så sikkert? Er det virkelig så vigtigt at finde ud af, hvem han er, bag masken? "Dette er fantasy/realisme"

8Likes
15Kommentarer
1119Visninger
AA

10. Fra en anden verden.

Klokken var 10, og Jake havde stadig ikke vist sig.

Jeg trippede med fødderne, og sad lænet ud over sengekanten. Hans bluse med den røde blodplet fra igår, lå ved siden af mig på sengen.

Jeg blev mere og mere utålmodig, og lige inden jeg skulle til at rejse mig op, kom Jake ind ad døren.

"Heyy..", sagde han da han fik øje på mig.

Jeg nikkede til ham, og kiggede på blusen.

Var det nu det rigtige at gøre?

Det måtte jo være ham der havde dræbt Monica.

Ingen andre kunne have gjort det.

Monica og Jake skulle mødes ved floden klokken 12:00, og jeg kom for sent.

Jake måtte have..

Men..

Hvordan skulle han kunne slå hende ihjel, når der var tandmærker - som om et dyr havde suget blod fra hende - på hendes hals.

Jake havde ligesom ikke overnaturligt skarpe tænder, ligesom vampyyyyyyyy-..

Åh gud, nej!

Nej,nej,nej,nej! 

Clara stop!

Jake kan sgu' da ikke være vampyr.

Det er ikke muligt, det er kun sådan noget der findes på film!

Jeg tog blusen op, og duftede til blodpletten. 

Jeps - det var helt klart fra et menneske.

Jeg lagde den tilbage på sengen, og rejste mig op.

Jeg foldede hænderne på ryggen, og trippede lidt.

"Ehh.. Jake.", tøvede jeg, og fortrød straks at jeg var begyndt på dette.

Han vendte sig om, og kiggede mig i øjnene.

"Jah?", spurgte han, og forstod sikkert ikke en brik, af udtrykket i mine øjne.

Jeg satte hænderne i siden, og kiggede ligegyldigt på ham, for at virke stærkere.

"Jeg ved hvad du er Jake. Jeg ved hvad det er du skjuler, og jeg ved hvad det er du har gjort - det var dig der slog Monica ihjel! Jeg er helt sikker, og når folk får at vide hvad du ha-", jeg blev afbrudt af et par læber der mødte mine. De var varme, og jeg ved ikke hvad der skete, men jeg følte mig tryg. 

Clara, for helvede!

Fokuser.

"JAKE! Nej.. Det her går ikke! Du har slået din kæreste ihjel! Du slog Monica ihjel, Jake!", tårerne pressede sig på, og jeg kunne mærke hvordan de samlede sig i min øgenkrog. Min krop sitrede af angst, fordi jeg var så tæt på Monica's morder, og på en, der på mindre end 2 sekunder, også ville kunne blive min morder.

Jeg vippede tårerne væk, og tog en dyb indånding.

"Jake.. Du er en vampyr, og det her..", jeg samlede hans trøje op, og pejede på blodpletten, "det her, er menneske blod - det er Monica's blod!", jeg kastede den ind mod hans brystkasse, og samlede min taske og solbriller op på vejen ud af døren. Jeg havde pakket et par ting på forhånd - jeg havde nemlig tænkt at det måske blev nødvendigt.

Døren smækkede bag mig, og jeg løb hen over den lille terrasse. Kort efter blev døren flået op, og et par stærke arme lagde sig om mig, og en hånd dækkede min mund. Det var Jake. Det kunne ligesom heller ikke være andre. Han hev mig med indenfor igen, men slap ikke "grebet" om min mund. 

Han drejede mig rundt, og kiggede mig i øjnene.

"Clara.. Jeg beder dig! Sig det ikke til nogle.. For hvis du siger det...", han holdt en kort pause, og kiggede intenst på mig, "så vil hele min verden bryde sammen! Ser du Clara..", han slap grebet om min mund, og bakkede lidt bagud, "jeg er ikke ligesom dig - som du nok har gættet. Jeg er ikke som alle går og tror. Jeg er et monster. Jeg er en vampyr, og jeg har ingen sjæl."

Jeg satte mig ned, og lyttede til ham. Han ville ikke slå mig ihjel - ihvertfald ikke lige nu.

"Jeg tog hertil, for at forandre alting - starte på en frisk. Monica vidste ikke hvem jeg var, og det havde jeg det godt med. Men du vidste hele tiden at jeg var anderledes. Du vidste det, og derfor følte du dig draget af mig! Du syntes at jeg var tiltrækkende. Men Clara.. Det er jeg ikke. Jeg er en morder. Jeg ville så let som ingenting kunne dræbe dig lige nu, og ingen ville nogensinde kunne standse mig...", hans historie fascinerede mig, og jeg kunne ikke lade være med at lytte.

"Jeg er ked af at du skulle opdage det her Clara. Men.. Kan du stadig elske mig?", jeg lavede store øjne, og jeg er sikker på at min kæbe fløj ned på gulvet.

"Elske dig?", sagde jeg og rynkede brynene. 

Han kiggede på mig, med det velkendte blik der signalerede: 'Du ved hvad jeg taler om, indrøm det nu bare, jeg kender til det hele.'

"Kom nu Clara.. Jeg er godt nok vampyr - men jeg er altså ikke dum.", sagde Jake med et smil.

"Det må jeg lige tænke over..", mumlede jeg, og rejste mig.

"Farvel Jake.", sagde jeg, og forlod hytten.

 

*** *** ***

 

Selvom jeg aldrig havde holdt af Monica overhovedet, føltes det stadig forkert ikke at se hende i kantinen den aften.

Jake havde sat sig ved siden af mig. Bella var også kommet, og de fem drenge. 

Selvom jeg havde fået deres navne at vide, kunne jeg stadig ikke huske dem. De lignede alle sammen hinanden, så jeg kunne ikke rigtig finde rundt i dem heller.

"Hej Clara.", havde Jake sagt da han satte sig, men jeg havde bare kigget på ham.

Jeg havde snakket ret meget med Bella den aften, og lod bare som om Jake ikke var der. Da mig og Bella var færdige med at spise, var vi gået fra fælleshuset. Vi havde hentet vores sommerjakker, og var gået ud i skoven.

Der befandt vi os så nu. Ude i den mørklagte skov, med de uhyggeligt store træer omkring os.

Det var lidt som om vi var berusede, for vi lo som mænd der lige havde været på værtshus.

"Jeg skal lige gøre et lille ærne..", sagde Bella, og løb til venstre, og forlod mig alene.

Det puslede omkring mig, og en kold fornemmelse løb igennem mig.

Jeg kiggede til højre, og kunne ane en skikkelse, der mindede om Jake's..

Shit!

Det var Jake, og..

Han spiste..

Ikke menneskeføde - nej, langt fra!

Det var en hjort.

Jeg gispede.

Jeg tog mig hurtigt til munden, og løb, jeg løb ud af skoven..

"HJÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆLP!", skreg jeg, men da en skikkelse hoppede på mig, og jeg faldt til jorden, gik alt i sort..

 

 

------------------------------------------------------------------------

Skrevet af: Valerie Carlie xx TAK!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...