Summercamp.

Clara er en pige der altid sidder for sig selv, den som aldrig bliver set. Clara bor i byen London, sammen med sin mor og sin irriterende lillebror Dave, på 12. Claras far bor i Canada, med sin anden kone. Hun har ikke nogen venner, og bruger det meste af sin tid på at sidde alene. Hun er træt af altid at skulle sidde alene til alting, bare fordi hun ikke er populær. Clara er lige fyldt 15, og beslutter sig derfor at alt skal blive anderledes. Clara melder sig derfor ind på en sommerlejr, langt fra hvor hun bor. Hendes tid på sommerlejren er svær, men fantastisk, for både hende selv, de andre unge, og alt på lejren, er ikke som hun havde troet. Clara falder hurtigt for den selvsikre fyr - Jake, men han er slet ikke interesseret. Faktisk er han kun interesseret i sig selv. Clara mener at hun bare må lære ham at kende, og derfor bliver det hendes nye sommermål. Men er det sommermål så sikkert? Er det virkelig så vigtigt at finde ud af, hvem han er, bag masken? "Dette er fantasy/realisme"

8Likes
15Kommentarer
1120Visninger
AA

8. Den ukendte.

Jeg havde gået gennem skoven den sidste halve time, og nu kunne jeg endelig høre den stille brusen af floden.

Jeg løb det sidste af vejen, og stoppede brat op, da jeg pludselig var nået floden. Jeg stod ved kanten, og var jeg gået 2 centimeter længere, havde jeg fået vand i skoene.

En raslen i buskene bag mig fik mig til at vende mig om, og skrige da jeg så en person komme ud af buskadset. "Hvad fanden har du ga-", skreg jeg, men personen lagde sin store kraftige hånd over min mund, så jeg ikke kunne skrige.

"Shh...", hviskede stemmen i mit øre.

Mit hjerte hamrede, og da personen gav slip på mig, slap et lille hulk over mine læber.

"Nå. Hvad vil du?", spurgte jeg så tappert som muligt.

Personen smilede til mig, men jeg kunne også kun se personens mund, på grund af den hætte der var slået op, så den faldt helt ned over øjnene. Hvordan kunne personen overhovedet se?

"Jeg vil lære dig at kende Clara.", hviskede personen, som var en han, med dyster stemme. Min krop rystede. Jeg forsøgte ihærdigt på at holde hulkene inde, men alligevel slap de ud i små bider.

"Det virker ellers som om du allerede kender alt til mig!", snerrede jeg.

"Rolig nu Clara. Det kommer ikke til at gøre ondt. Men du fascinerer mig bare, og derfor vil jeg gerne lære dig at kende..", hviskede stemmen stadig, men lidt mere ivrigt nu. 

Han kom tættere på, og jeg bakkede af ren refleks.

"Rør mig ikke!", råbte jeg, da han rakte ud efter mig.

Han trådte tættere på, og denne gang ville min krop ikke lystre, så jeg var frosset til stedet.

"Jeg gør som jeg har lyst til Clara Preston! Tag ikke fejl af det! Du ved hvad jeg har set! Alt du ved, ved jeg også! Du skal ikke lege med mig! Det kan jeg godt sige dig!", snerrede han ondt, og greb min arm.

Jeg fremtvang et koldt blik, og mødte endelig hans øjne. "Jeg sagde du ikke skulle røre mig!", og så spyttede jeg ham i ansigtet, så han slap mig. Jeg vendte mig om, og løb ind mellem træerne. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, og fik også fisket min mobil op ad tasken, så jeg kunne ringe til nogen.

Ikke længe efter kunne jeg høre de kraftige skridt, af nogen der løb bag mig. "Jeg er her stadig CLARA!", råbte en stemme ikke så langt fra mig.

Jeg satte højere op i fart, og følte næsten af jeg fløj. Jeg løb ind og ud mellem de stor grantræer, og kunne mærke modstanden der var, fordi jeg løb i blade. 

Min telefon var nær røget ud af hånden på mig, da jeg snublede over en rod. Jeg skyndte mig at rejse mig op igen, og løbe videre, men han havde fået indhentet mig en smule på den tid det havde taget mig, at komme op.

Jeg trykkede Bella's nummer ind, og ringede op, mens jeg stadig løb gennem skoven. "Det ville jeg ikke gøre hvis jeg var dig", jeg løb ind i noget der mindede mig om en klippe, og faldt bagover, fordi jeg havde haft så meget fart på. Jeg kiggede op, og fik øje på ham. Hvordan var han kommet op foran mig? Hvordan var det fysisk muligt? 

Han hev min telefon ud af hånden på mig, og trykkede på 'afvis opkald' knappen.

"Op med dig!", sagde han, og rakte hånden ned mod mig.

Jeg tog ikke imod den, men rejste mig op uden hjælp.

Jeg børstede det tørre jord af mine bukser, og kiggede derefter irriteret op på ham.

"Hvad er det du vil mig? Hvorfor kan du ikke bare lade mig gå?", spurgte jeg med en overraskende selvsikker stemme. Jeg gik lige forbi ham, og fortsatte med at gå gennem skoven. 

Hans skridt lød bag mig, men de var ikke særligt tydelige i forhold til mine.

"Som jeg sagde før - jeg vil jo bare lære dig at kende..", svarede han mig, lettere overrasket over mit tonefald. Jeg blev bare ved med at gå mens jeg talte: "Nå. Men jeg har altså ikke rigtig lyst til at lære dig at kende, så kan du ikke bare lade mig være i fred, og skride!?"

Han fulgte efter mig hele vejen ud til pladsen med hytterne. Så stoppede han i udkanten af skoven. Han sukkede og sagde så: "Bare tænk over det, ok? Jeg har ikke introduceret mig selv ordentligt. Jeg hedder James, og er en meget nær ven af Jake".

Jeg vendte mig bare om, og rystede på hovedet. Jeg havde ikke lyst til at overveje det, min beslutning var nemlig allerede truffet. Jeg skulle ikke lære den psykopat at kende. No way! 

 

                                                                          *** *** ***

 

Mig og Jake var gået ned i campens supermarked for at købe os noget frokost. Vi var begge rimelig sultne, og jeg havde besluttet mig for at lave os nogle sandwiches. Vi købte ind til alt det vi ville have i, og så købte vi også lidt guf.

På vej hjem til hytten fik jeg øje på James. Mig og Jake gik begge to i den anden retning da vi så ham, og vi kiggede også begge på hinanden.

Da vi kom ind i vores hytte, spurgte Jake mig: "Kendte du ham der?"

Jeg kiggede ud ad vinduet. "Du mener ham psykopaten ved navn James. Ja! Han kidnappede mig på en måde lidt tidligere her idag.", forklarede jeg irriteret over James.

Jake kiggede på mig, som om han havde ondt, og smilede så. "Jeg lover dig at han ikke kommer til at gøre dig noget igen. Jeg skal nok sørge for at han holder sig væk!", han gik tættere på mig, og omfavnede mig.

Jeg begravede mit hoved i hans skulder, og pludselig begyndte tårerne at trille. Som om jeg havde holdt dem inde hele dagen, indtil nu, hvor de bare fik frit løb.

"Shh.. Så, så.. Det skal nok gå.", hviskede Jake i mit ører, og begyndte at vugge os frem og tilbage.

Sådan stod vi længe, men da tårerne ebbede lidt ud, trak jeg mig væk.

"Tak, Jake.", sagde jeg og kiggede ham i øjnene.

Han nikkede som et så lidt, og så bar vi poserne ud i det lille køkken.

Vi smurte en masse sandwiches, og satte os ind i stuen, for at se fjernsyn mens vi spiste dem.

Vi gennemgik kanalerne, og endte med at se Bones, eftersom det var min yndlingsserie.

Jeg spiste omkring 7 sandwiches, mens Jake nok havde spist omkring de 14 - det vil sige dobbelt op.

Men han var vel bare en dreng.

Jeg satte det tomme fad på stuebordet, og lænede mig tilbage i sofaen, for at koncentrere mig om afsnittet. Men da en sms tikkede ind på min mobil, blev jeg nødt til at tjekke den.

Heldigvis var det bare fra min mor: 'Hvordan går det skat? Vil du hjem? Vi kan stadig nå at hente dig. Knus mor.' Jeg smilede en smule af hendes bekymring. Jeg havde det jo fint - næsten da!

'Det går rigtig godt mor. Jeg har ikke brug for at komme hjem.. Du skal ikke tænke på mig, vi ses om 2 måneder. Kys Clara.', jeg sendte beskeden af sted, og lagde min telefon ned i min lomme igen.

Jake sad ved siden af mig, og jeg tog ham i at kigge på mig ud af sin øjenkrog.

"Jeg skal lige på badeværelset..", sagde jeg og rejste mig. 

Jeg rejste mig og gik derud. Jeg havde virkelig brug for lige at trække vejret, i 2 sekunder for mig selv.

 

 

  *** *** ***

 

"Så er det tid til natteudflugten", råbte camplederen Marie, ud over kantinen, og alle hujede og piftede.

Mig og Bella sad bare og smilte til hinanden.

"I skal være sammen med jeres værelseskammerater og dem der bor overfor jer! Er det forstået?", råbte Marie igen. Alle nikkede, og så fandt vi sammen i grupperne.

Jeg var sammen med Jake, Bella og en dreng der hed Daniel.

"Godt. Så går vi igang, i ved hvad det går ud på!", råbte Marie, og så spænede vi alle sammen ud. Vi havde alle en lommelygte, og vi løb mod skoven. Lysene fra vores lommelygter oplyste det meste, men da grupperne blev mere og mere splittet, blev lyset også svagere.

"Hvor skal vi hen?", spurgte Bella ved siden af mig.

Jeg trak på skuldrene og kiggede over på Jake.

"Vi skal lidt længere for at finde det sted vi skulle være..", sagde han og kiggede bare ligefrem for sig.

Vi blev ved med at løbe, og da vi kom til vores sted, genkendte jeg det.

"Floden..", hviskede jeg for mig selv, og kiggede på den mørke flod der rev alt med sig - ud over de tunge sten selvfølgelig.

Vi stod alle og stirrede på den, men Bella, Jake og jeg kiggede os til siden, da Daniel tog et skridt frem. 

"NEJ!!", skreg jeg, og satte en hånd på hans brystkasse, og hvis det ikke havde været fordi Jake greb mig, så var jeg blevet taget af floden.

"Pas nu lidt på Clara.", hviskede han mig i øret.

Jeg rødmede, og kiggede ned i jorden.

Pokkers...

"Hvad skal vi herude?", spurgte Daniel..

"Vi skulle finde en eller anden slags ledetråd.. Men hvor skulle den være?", sagde jeg.

Vi kiggede alle rundt, og jeg fik øje på et stykke hvidt papir på den anden side af floden.

"Der!", sagde jeg, og pegede på papiret.

De kiggede alle derhen, og smilede.

"Godt gået Clara..", sagde de alle sammen.. "Men.. Hvordan kommer vi så lige derhen?", spurgte Bella.

Vi stod alle sammen tavse, og tænkte os om. Så sukkede jeg, og trak på skuldrene: "Aner det ikke?"

"Jeg klarer den..", sagde Jake så.

"Nej! Det kan du da ikke! Du bliver jo bare taget af floden, og..", sagde jeg panisk, men han var allerede tilbage med papiret.

"Hvo-hvor-hvordan kan det der lade sig gøre?", stammede jeg, og satte mig ned på hug. Jeg kiggede lidt på det mørke vand, og stak så min pegefinger ned i det.

Jeg kunne mærke hvordan strømmen flåede i den, og trak den hurtigt op igen.

"Du er simpelthen fantastisk, men jeg fatter ikke hvordan du gør det", sagde jeg og stirrede igen på vandet.

"Jeg ved det godt.. Skal vi tage tilbage?", spurgte han, og så vendte vi alle om, og løb tilbage.

Vi var de første der var kommet tilbage, og de sagde at vi havde klaret det helt vildt godt, eftersom at vores havde været den sværeste af få fat i.

Vi vandt dermed den første natteudflugt, og alle gik derefter i seng.

Jake holdt mig vågen ved at snakke, og jeg mumlede bare, smilede, nikkede, og grinte når han talte.

Til sidst faldt vi begge i søvn, og sov som spædbørn.

Jeg vågnede slet ikke den nat.

 

------------------------------------------------------------------------

Skrevet af: Valerie Carlie :) xx Tak! ;D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...