Kidnapped ~ One Direction **PAUSE**

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 29 mar. 2013
  • Status: Igang
For lidt over et år siden blev 18-årige Melanie Jones' mor myrdet. Morderen blev aldrig fundet, personen gemte sine spor for godt. Siden da har Melanie ikke været i stand til at kunne gå i skole, hendes tab har taget for hårdt på hende. Hendes far derimod fik jobbet som politimand, han vil stoppe mordere fra det de gør, og håber på en dag at kunne få fat i hans kones morder.
En dag tager Melanie med hendes far på arbejde, han bliver pludselig kaldt ud på en opgave, men hvorfor opfører Melanies far så mærkelig da han bliver kaldt ud på den, han virker vred og ivrig.
Melanie tager med hendes far på opgaven, men det de ikke ved er at de skal finde den verdensberømte Harry Styles som er blevet beskyldt for mord, men han er jo verdensberømt, kunne han nogensinde finde på det?
Hvad sker der når det er Melanie der finder Harry ude i en skov? Hvad gør han med hende?
Se traileren!

40Likes
24Kommentarer
2488Visninger
AA

6. Kapitel 5

Melanie's synsvinkel

    Da jeg var gået fra gemmestedet, kunne jeg ikke holde tårene inde.. jeg havde egentlig aldrig grædt over en dreng før, men det gjorde jeg nu, og det var endda en dreng jeg nærmest lige havde mødt. Jeg havde opdaget at jeg havde rigtig store følelser for Harry, og det knuste mit hjerte at skulle forlade ham. 
    "Melanie!" Var der en der råbte, det kom fra den anden retning hvor jeg lige var kommet fra. Jeg kiggede mig hurtigt over skulderen for at se om Harry stadig var ved gemmestedet, det var han heldigvis ikke. Jeg tørrede hurtigt tårerne væk i mit ærme inden politiet kom frem til mig.
    Planen gik som forventet, jeg havde fået politiet den anden retning end den Harry var løbet. Politiet vidste jo ikke noget om at jeg havde fået følelser for Harry, de troede at jeg havde været bange for ham, og at jeg så var flygtet fra ham da jeg havde chancen, så de stolede på mig da jeg sagde hvad for en retning de skulle løbe. 
    Politiet havde kørt mig ned på politistationen, min far var dernede, men de ville også afhøre mig. Det bekymrede mig lidt, for det var ikke lige det jeg havde regnet med, så jeg havde ikke forberedt nogen løgnhistorie overhovedet. 
    Da jeg ankom til politistationen tog min far imod mig, han begyndte at græde for øjnene af mig. Han fortalte mig at han troede at der ville ske præcis det samme som der var sket med mor, så han kunne ikke være mere lykkelig over at se mig. Det gjorde mig egentlig meget ked af det at jeg havde bekymret min far så meget, det havde jeg slet ikke tænkt over. 
    Inde i afhørings lokalet befandt sig min far og to politibetjente som skulle afhøre mig. Mit hoved kørte rundt, jeg prøvede virkelig at finde på en historie, men det var ikke nemt, for Harrys ansigt blev ved med at vise sig i mit hoved - det distraherede mig, så jeg kunne ikke rigtig komme frem med en historie. 
    "Melanie Jones.." Sagde en af politibetjentene, på hans skilt stod der Mr. Diaz og den andens skilt stod der Mr. Allen. De sad begge på to stole overfor mig, min far stod bare i hjørnet af rummet og lyttede med, han måtte ikke indføre et ord under hele afhøringen. "Det er noget værre noget du har været ude for, var?"
    Jeg nikkede bare bekræftende og blev ved med at kigge ned i bordet. Jeg var på randen til at græde igen, jeg var bange for hvad der var sket med Harry nu. 
    "Var det Harry Edward Styles der kidnappede dig, Melanie?" Spurgte Mr. Allen, jeg kunne mærke alles blik på mig. Hvad fanden skulle jeg svare? De vidste jo godt at det var Harry.. hvorfor spurgte de så. Jeg valgte ikke at sige eller gøre noget, jeg havde tænkt mig at være helt stille under hele afhøringen. "Melanie?"
    Tårerne begyndte at trille ned af kinderne på mig, det opdagede betjentene også bad de mig om at gå ud og tage noget luft sammen med min far, også komme tilbage og fortælle dem om hvad der var sket. 
    Mig og far gik et par gange rundt om politistationen, vi gik i fuldstændig tavshed, mit hoved kørte rundt i de oplevelser mig og Harry havde oplevet sammen i vores korte tid sammen. 
    Jeg tog tre dybe indåndinger inden jeg gik ind til afhøringen igen. Jeg satte mig tungt ned på stolen foran de to betjente, jeg valgte at kigge dem i øjnene denne gang. 
    "Vi har et forslag til dig, Melanie.." Sagde Mr. Diaz og skrev noget ned på et stykke papir, og kiggede så op på mig igen. "Vi har to bodyguards som gerne vil passe på dig ude i offentligheden.. Du vil ikke kunne se dem, men de vil være i nærheden af dig hele tiden og holde øje med dig. Det kan nemlig have været noget af en dårlig oplevelse at blive kidnappet, så derfor kommer vi med tilbudet?" 
    Jeg kiggede overrasket på dem.. jeg havde egentlig ikke behov for dem, men hvorfor ikke? Altså jeg vidste at jeg ikke ville se Harry igen, så de der bodyguards vil så beskytte mig for alt mulig andet farligt? Jeg kiggede op på min far som stod og nikkede ivrigt, han var bange for hvad der ville ske med mig når jeg var alene ude i offentligheden, det var da klart nok. 
    Jeg tøvede lidt, jeg skulle lige tænke mig om, men jeg kunne da godt sige ja til det. "Okay så.." Sagde jeg til sidst. "Men de vil forsvinde når jeg er derhjemme, ikke?" 
    "Jo, det er privat grund og der har de ikke mulighed for at komme ind, det samme vil være når du er hos nogen af dine venner - så vil de sidde i deres bil og holde øje med når du går ud af huset igen." Sagde Mr. Allen og skrev noget ned på et stykke papir foran sig. Jeg nikkede bare.
    "Godt så, de vil begynde allerede her når solen står op, da jeg har hørt du har et job i en café nede i byen, er det korrekt?" Spurgte Mr. Diaz. Igen nikkede jeg bare bekræftende, jeg behøvede da ikke fortælle en roman om mit job. "Vil du have noget imod at tage på arbejde her når den café åbner, bare lige så du kan prøve det med bodyguardsne af?" 
    "Det kan jeg da godt.." Sagde jeg og pillede lidt ved min trøje. Det var lang tid siden jeg sidst havde været på arbejde, men min chef vidste godt hvorfor, og han havde sagt at jeg bare kom når jeg fik det bedre omkring min mor. 
    "Vi bliver nødt til at spørger igen.. var det Harry Edward Styles der kidnappede dig, Melanie?" Spurgte Mr. Allen og igen havde jeg valgt at tie stille, også opgav de og lod mig gå. 

    Jeg fik mødt mine bodyguards, Willy og Ben, de var begge to pumpede mænd på tredive år. De var meget venlige og de blev ved med at nævne hvor meget de glædede sig til at arbejde for mig.. altså det var nu ellers ikke sådan at der skete de mest vildeste ting i mit liv, vil jeg sige. 

    Jeg havde gjort som betjentene sagde også tog jeg på arbejde. De havde sagt at jeg ikke ville lægge mærke til Willy og Ben, men helt ærligt jeg kunne se dem hele tiden, de var de eneste i hele byen der kørte rundt i to store sorte Range Rovers.
    Alle mine kollegaer gav mig et kram og fortalte mig hvor kede de var for at høre om det med min mor. De spurgte også ind til kidnappelsen, men jeg havde givet udtryk for at jeg ikke havde lyst til at snakke om det, så de lod den sag ligge. 
    Det var en typisk arbejds morgen, der var ret travlt, for folk ville gerne have deres morgenmad her, inden de tog videre på arbejde. Jeg kunne se de to Range Rovers holde ude foran caféen, de kunne nemlig se ind gennem glasset til caféen. 
    "Ej, der står nogle drenge derude.. det ligner at de er ude på noget, tænk hvis de kom ind og røvede hele lortet, hvad gør vi så?" Spurgte Juliet, min kollega.
    "Slap af, Juliet, det tror jeg-" Mere fik jeg ikke sagt da jeg vendte mig om og kiggede ud af vinduet for at se hvem Juliet mente.. og lige idet jeg gjorde det, vidste jeg hvem der stod derude. Det var ham jeg havde tænkt på uafbrudt de timer vi ikke havde været sammen. Ham jeg havde følelser for. Ham jeg havde forladt alene ude i skoven.
    Harry. 
    Han stod og stirrede på mig, og jeg kunne ikke andet end at gøre det samme.. jeg vidste ærlig talt ikke hvad jeg skulle gøre.. hvad hvis Willy og Ben opdagede at det var Harry, så turde jeg slet ikke tænke på hvad der ville ske. Jeg ville have forsvundet ud i baglokalet, men jeg kunne ikke rykke mig ud af flækken. Jeg havde savnet Harry ekstrem meget, jeg savnede hans smil, hans læber mod mine, bare ham.. alt ved ham havde jeg savnet så frygtelig meget!
    Han begyndte at bevæge sig hen mod døren. Nu tog han kæmpe store skridt hen mod døren, og før jeg vidste af det var han kommet ind i caféen. Han stod stille og bare kiggede på mig, så begyndte han at smile, og det fik mig næsten til at græde, jeg kunne virkelig mærke hvor meget jeg egentlig havde savnet ham. 
    Nu måtte der handles hurtigt så Willy og Ben ikke opdagede at det var Harry der stod ikke så langt fra mig. Jeg gik med hastige skridt hen til Harry, han åbnede sine arme og håbede på at jeg hoppede ind i hans arme, men det kunne jeg ikke.. Jeg tog fat i hans arm istedet og trak ham hen til et bord, så han bare lignede en helt almindelig kunde. Jeg fik ham sat ned i stolen med ryggen til caféens vindue. 
    "Pigetoilettet nu.." Hviskede jeg til Harry. Han så meget forvirret ud, og meget skuffet over at jeg ikke så ud som om jeg ikke var glad for at se ham.. men han skulle bare vide hvor meget mit indre jublede over at han var her, ham jeg ønskede var min. Jeg lod som om jeg skrev noget ned på min bestillings seddel, så det så ud som om at Harry bare var en kunde. 
    Jeg bevægede mig væk fra hans bord og ud i retningen mod toiletterne - det var det eneste sted i caféen hvor Willy og Ben ikke kunne se mig. 
    Jeg åbnede døren ud til pigetoilettet og tjekkede hurtigt om der skulle være nogen herude, men det var der heldigvis ikke. Lidt efter blev der banket forsigtigt på døren til pigetoiletterne. 
    "Melanie?" Spurgte Harry bag døren. Jeg gik hen for at lukke ham herind. Da han var gået ind, låste jeg døren efter ham. Han tog sine solbriller og sin hætte af. Jeg kunne mærke tårerne presse på igen, jeg blev nødt til at fortælle ham at det var slut her. 
    Harry gik hen mod mig for at trække mig ind i et kram, men jeg bakkede baglæns indtil jeg stødte mod væggen. Det forvirrede Harry og det forstod jeg godt. Hans ansigt skiftede pludselig fra forvirret over til alvorlig.
    "Hvad fanden sker der, Mel?" Udbrød han. Han kunne se på mig når der var noget galt, og hans ansigt var alvorligt og bekymret på samme tid. Han gik helt hen til mig og satte begge sine hænder på væggen, ved hver side af mig, så jeg ikke kunne flygte fra ham. Han lænede sin krop ned mod min og hans ansigt kom tættere på mit. Han lagde sin pande mod min pande, og kiggede mig bare dybt i øjnene - han så rimelig sårret ud. Det fik mine øjne til løbe i vand, og de begyndte bare at trille ned af kinderne på mig. 
    "Det bliver nødt til at være slut her for alvor.. der er for farligt for dig at være sammen med mig.. Glem.." Så brød jeg helt sammen, jeg kunne ikke klare at se Harry så sårret og ked af det. Jeg sank ned på gulvet og bare græd. Harry satte sig på knæ over for mig og fik tørret tårerne væk fra mine kinder, men der blev hele tiden dannet nye, så det nyttede ikke noget, men han blev ved. "Glem alt vi havde sammen.. det er slut her." 
    Harry rystede desperat på hovedet, hans øjne tiggede mig om at jeg løj. Han så helt fortabt ud, han lignede en der ikke vidste hvad fanden han skulle gøre af sig selv. Han satte sig tungt ned på gulvet og lagde hans hoved i hans hænder. Det knuste virkelig mit hjerte at se ham på den måde. Så sårret, skuffet og ked af det.
    Harry kiggede op på mig igen. "Denne gang lader jeg dig ikke gå.. du ved ikke hvor svært det var for mig første gang, jeg skal fandme ikke miste dig en gang til." Sagde han med et par øjne der bare viste en masse forskellige følelser. "Det har været et helvede uden dig, jeg har haft dig i tankerne fucking hele tiden!"
    Han.. han havde også følelser for mig? Mit hjerte sagde at jeg skulle blive hos ham, men mit hoved sagde det stik modsatte. Det var virkelig alt for farligt for ham at være sammen med mig, jeg blev overvåget døgnet rundt, han havde ikke en chance for at kunne være sammen med mig, uden at blive opdaget.. den risiko løb jeg ikke. 
    Jeg begyndte at græde endnu mere, det her var virkelig hårdt. Vi havde begge følelser for hinanden, men vi havde ikke nogen som helst mulighed for at kunne være sammen overhovedet.
    Jeg kiggede undskyldende på Harry, han blev bare ved med at ryste på hovedet, og mumle en masse jeg ikke rigtig kunne høre. Jeg blev nødt til at tage mig sammen nu.. vi kunne ikke blive siddende her.. hvis jeg ikke snart kom tilbage ud i caféen, ville Willy og Ben blive mistænksomme, også ville det her ikke ende godt. 
    Jeg rejste mig forsigtigt op, Harry fulgte hver en bevægelse jeg gjorde. Tårerne blev ved med at løbe om kap ned af mine kinder, jeg prøvede at tage mig sammen og lade være med at græde.. men fungerede det? Nej. Jeg gik hen til vasken og lænede mig ind mod den, jeg kiggede bare ned i vasken, jeg kunne ikke få mig til at kigge på Harry, jeg ville ikke se ham være sådan, jeg fik det bare dårligt med mig selv så. Jeg tændte for vandet, også tog jeg en ordentlig håndfuld vand og smed det i hovedet på mig selv. Det var forfriskende. Jeg tørrede vandet væk med mit ærme, hvilket var åndssvagt for der var papir lige ved siden af mig. 
    Jeg udstødte et lille forskrækket gisp, da der pludselig var et par arme der lå omkring mig. Harry stod bag mig og kyssede mig forsigtigt i nakken. Jeg lænede mig stille ind mod ham. For helvede hvor jeg dog havde savnet den dreng.. 
    "Lad være med at forlade mig igen.." Hviskede Harry mellem kyssene. Jeg havde sådan lyst til bare at stor tude igen, men det havde jeg virkelig ikke lyst til at gøre overfor Harry en gang til. Tårerne blev bare ved med at løbe ned af kinderne på mig, mange af dem dryppede ned på Harrys hænder, men han ignorerede det. 
    Jeg vendte mig om så jeg stod ansigt til ansigt med Harry. Jeg lænede mig op af vasken, og kiggede bare Harry dybt i øjnene. Harry lænede sig ind til mig, så vores kroppe rørte hinanden, mine kinder blev lidt røde.. Det fik Harry til at smile. Han tog begge sine hænder op til mit ansigt og tørrede tårerne væk med sine fingre. 
    "Harry.. grunden til at vi ikke skal se hinanden igen.. er.." Jeg kiggede ned på Harrys brystkasse, for jeg havde virkelig ikke lyst til at kigge ham i øjnene lige nu, så begyndte jeg bare at græde. "Jeg bliver overvåget af politiet.."
    Harry sank en klump. "Hvorfor, Mel, hvorfor?" Han tog en hånd op under min hage og løftede mit ansigt op, så jeg kiggede ham i øjnene.
    "Jeg troede ikke at vi nogensinde kom til at se hinanden igen, også tænkte jeg.." Jeg holdt en pause og kiggede bare ind i de dejlige grønne øjne, som så ud til at lide meget. "Jeg tænkte at jeg så ville blive beskyttet for alt andet farligt, det var slet ikke fordi jeg ville holde dig væk fra mig.. for.. for jeg tror jeg har virkelig stærke følelser for dig." 
    Håbet i Harrys øjne blev tændt igen. Han smilede stort, men jeg kunne ikke smile, for jeg blev nødt til at gøre det fuldstændig forbi.. nu og her. 
    "Harry.." Sagde jeg bestemt og kiggede lidende ind i hans øjne, han skulle se at jeg havde det virkelig dårligt med det her. "Gå."
    Han kiggede overraskende på mig og fuldstændig forvirret. Tja, det ene øjeblik fortæller jeg ham at jeg har stærke følelser for ham og det næste beder jeg ham om at gå.. jeg forstod godt hans reaktion. 
    "Nej!" Sagde Harry bestemt. "Melanie, vi skal nok klare det her.. sammen!"
    "Desværre Harry.. Du bliver nødt til at gå nu." Sagde jeg og kiggede trist ned i gulvet. Tårerne stoppede aldrig, de blev ved med at løbe, og nu kom der endnu flere. 
    "Hvis det er sådan du vil have det, Melanie, så skal du få det som du ønsker." Sagde Harry også slog han en knynæve hårdt ned i bordpladen ved siden af vasken. Han tøvede lidt men så tog han sine solbriller og hans hætte på, også forsvandt han ud af døren. 
    Jeg sank grædende ned på gulvet. Jeg havde lige sendt Harry væk for anden gang.. hvad fanden var der galt med mig? Harry kom tilbage! Harry kom tilbage! Skreg jeg bare inde i mit hoved. Han skulle komme tilbage og holde sine stærke arme rundt om mig, kun sammen med ham følte jeg mig fuldstændig tryg. 

    Jeg havde brugt noget tid ude på toilettet til at få mig taget sammen og lade være med at græde, så havde jeg ordnet min make up, den var jo fuldstændig ødelagt. Der var ingen af mine kollegaer der talte til mig mere den arbejdsdag, de kunne se at jeg havde været ude og græde, så det tænkte nok at de skulle lade mig være i fred. 
    "Jeg tager hjem nu, jeg er træt og jeg mangler søvn." Sagde jeg til Juliet som var hende der skulle lukke af og låse idag. Klokken var omkring fem, jeg havde arbejdet langt over tid idag, det vidste jeg godt.. men jeg tror bare jeg trængte til at arbejde lidt. 
    "Det er i orden, tag du bare hjem. Vi ses snart, ikke?" Spurgte Juliet. Vi gik og ryddet op efter alle kunderne, der var ikke så mange der kom på denne tid af dagen, så vi lukkede altid før tid. 
    "Jo, jeg kommer i hvert fald snart på arbejde igen.." Sagde jeg og gabte. Så tog jeg mine ting og gik. Min far havde lovet mig at hente mig her - også tog vi noget take away med hjem til aftensmaden. 

    Jeg var gået op i seng lige efter aftensmaden, far havde spurgt om jeg var okay, jeg sagde bare at jeg var træt og havde brug for søvn.. altså det var lidt af sandheden, for jeg var rent faktisk træt og manglede søvn.. men den anden del af sandheden var Harry. 
    Jeg brugte aftnen på at ligge og græde mig selv halvt ihjel, jeg havde det elendigt. Jeg kunne ikke stoppe med at tænke på dagens hændelser. 
    Jeg havde valgt at ligge og se en komedie, men det hjalp ikke på mig, jeg troede at jeg i det mindste kunne finde smilet frem bare en gang idag.. men nej, jeg kunne slet ikke stoppe med at tænke på det. 
    Dræb mig nu.
    Jeg faldt grædende i søvn, men jeg blev vækket ved at der kom en mærkelig lyd ovre fra vinduet. 
    Jeg slog øjnene op. Jeg opdagede at min pude var helt våd af tårer. Jeg rullede hovedet hen så jeg kunne se hen på vinduet.. Det viste sig at der blev smidt små sten på mit vindue, det klirrede meget. 
    Jeg stod ud af sengen og slæbte mine fødder hen af gulvet, for at komme hen til vinduet.. jeg kiggede forsigtigt ud af vinduet og opdagede Harry stå dernede og kaste de små sten op på vinduet. Der lå en øl dåser rundt om ham, og han så ikke ud til at være helt ædru. 
    "Melanie min elskede.." Sang han. Jeg åbnede vinduet hurtigt op og tyssede på ham.
    "Harry for helvede, vær dog stille, min far ligger og sover.." Sagde jeg, og prøvede ikke at larme alt for meget. Min far måtte ihvertfald ikke kigge ud af sit vindue lige nu. 
    Harry væltede lidt rundt dernede og det viste bare at han var virkelig fuld. Hvad fanden skulle jeg gøre nu? Jeg kunne kun gøre en ting.
    "Harry gå om til hoveddøren!" Sagde jeg og håbede på at min far ikke hørte noget, heldigt for mig var at min far altid sov ekstrem tungt, og han snorkede rigtig højt, så det var nok lidt uvirkeligt hvis han hørte alt det her. 
    Harry havde forstået hvad jeg havde sagt, for han var på vej om mod hoveddøren nu.. Jeg sukkede og skyndte mig ned til hoveddøren og håbede på at jeg ikke larmede alt for meget.
    Jeg åbnede døren op og der stod Harry og halv sov. Jeg tog hans ene arm rundt om mine skuldre så han kunne støtte sig til mig, bare så han ikke væltede rundt i huset. Jeg fik ham hjulpet op at trappen og ind på mit værelse, jeg smed ham over i min seng, og jeg tror han sov lige da han ramte ned på sengen. 
    Jeg skyndte mig at få lukket døren, også fik jeg Harrys sko hevet af. Jeg trak ham helt op til min hovedpude også lagde jeg forsigtigt min dyne ovenpå ham. 
    Jeg snuppede en ny pude og lagde den ved siden af Harry så jeg kunne sove der også. Så lagde jeg mig ned i sengen ved siden af Harry og ned under dynen, ellers kom jeg sgu da til at fryse.. jeg havde nemlig ikke engang et ekstra tæppe, så vi måtte dele dyne. 
    Hvad fanden havde jeg gang i? Opdagede min far det her.. så var Harry i kæmpe mega problemer! Og det ville være min skyld.. 
    Please gud, lad det ikke ske.. 

_______________________________________________________________________________________________

Heeeeeej alle jer der har læst kapitel 5. <3

Tak, mange tusind tak for at i har gidet at læse det. Det betyder ekstrem meget, i er bare nogle søde mennesker, vidste i godt det? :D

Ej, det var virkelig trist det der skete mellem Harry og Melanie i det her kapitel.. tud tud. Hvad tror i der sket i næste kapitel? Tror i at Harry er væk når Melanie vågner? Giv mig alle jeres tanker! :)

- Btw, jeg vil opdatere den her movella rigtig meget her for tiden, da jeg har masser af tid! 

Husk at smide en kommentar om hvad i synes indtil videre og hvad jeg kan gøre bedre, så er i deeeejlige. <3

Mathilde x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...