Kidnapped ~ One Direction **PAUSE**

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 29 mar. 2013
  • Status: Igang
For lidt over et år siden blev 18-årige Melanie Jones' mor myrdet. Morderen blev aldrig fundet, personen gemte sine spor for godt. Siden da har Melanie ikke været i stand til at kunne gå i skole, hendes tab har taget for hårdt på hende. Hendes far derimod fik jobbet som politimand, han vil stoppe mordere fra det de gør, og håber på en dag at kunne få fat i hans kones morder.
En dag tager Melanie med hendes far på arbejde, han bliver pludselig kaldt ud på en opgave, men hvorfor opfører Melanies far så mærkelig da han bliver kaldt ud på den, han virker vred og ivrig.
Melanie tager med hendes far på opgaven, men det de ikke ved er at de skal finde den verdensberømte Harry Styles som er blevet beskyldt for mord, men han er jo verdensberømt, kunne han nogensinde finde på det?
Hvad sker der når det er Melanie der finder Harry ude i en skov? Hvad gør han med hende?
Se traileren!

40Likes
24Kommentarer
2509Visninger
AA

5. Kapitel 4

Harry's synsvinkel

    Jep.. det var så det. Politiet havde fundet os, og der var ingen vej tilbage. Jeg overvejede af flere gange at stoppe op, og overgive mig.. men jeg havde ikke lyst til fængslet, jeg havde ikke lyst til at skulle blive behandlet som lort i fængslet. Jeg havde lyst til at løbe videre med Melanie, jeg havde lyst til at rejse England rundt med hende, kun hende og mig. 
    Et skud lød som et ekko i skoven, en flok fugle skreg og fløj sin vej i vild panik. Politiet havde fyrret et advarsels skud, det fik mit hjerte til at springe et slag over, det fik mine fødder til at bevæge sig hurtigere afsted. Melanie var af flere gange ved at falde på grund af farten, men hun vidste godt at hun blev nødt til at løbe med mit tempo, for at redde min røv. 
    "Harry!" Råbte Melanie forpustet, jeg kunne mærke på hende at hun var ved at blive drænet for energi. "Jeg stopper her, jeg kan altså ikke løbe mere, jeg skal nok få dem i en anden retning, du skal bare blive ved med at løbe.." Melanie faldt lidt over hendes ord, men jeg forstod tydeligt hvad hun sagde. Jeg trak hende med ned bag en busk, så vi kunne holde en pause, bare lige til der var fri bane. 
    "Så det slutter her?" Sagde jeg tydeligt skuffet, jeg havde nydt tiden med Melanie, og jeg var blevet rimelig glad for hende, ingen tvivl om det. 
    "Det bliver nødt til at være slut her.. Jeg for dem i en anden retning, det lover jeg. Du skal bare love mig at du bliver ved med at løbe." Sagde hun, jeg kunne se at hun var rimelig nede over at vores rejse var slut her.
    Jeg tog hendes hånd og kiggede hende dybt ind i øjnene. "Jeg ønsker ikke at det slutter her." Mine øjne tiggede om at hun ikke mente der hun sagde. Men hendes øjne fortalte mig bare at hun var ked af det, men at hun var fast besluttet på at det skulle stoppe her. 
    "Det gør jeg heller ikke.." Hviskede hun og ud af øjenkrogen opdagede jeg at der trillede en tårer ned af hendes kind.. hun havde virkelig fået følelser for mig? "Jeg går nu.. og når jeg er gået, så begynder du at løbe, okay?" 
    Jeg tøvede lidt, men endte med at nikke. Jeg overvejede om jeg bare skulle gå med Melanie, også tage min straf - men.. jeg ville ikke kunne klare et fængsel psykisk - så jeg måtte flygte videre.. alene.
    Melanie rejste sig fra vores gemmested. Min hånd lå stadig i hendes, så jeg endte med at trække hende ned til mig igen, også gik det hele bare stærkt. Før jeg vidste af det havde jeg placeret mine læber på hendes. Jeg stak forsigtigt min tunge ind mellem hendes læber, og hun var med på den. Hendes læbers berøring på mine læber, gjorde at en varm følelse spredte sig rundt i min krop. Jeg havde ikke lyst til at slippe hende igen. Aldrig nogensinde. Jeg havde lyst til mere af hende, jeg havde lyst til at det skulle være mig og hende.. men, det stoppede for alvor her.
    "Harry.." Hun trak sig lidt væk fra mit ansigt. "Jeg.. jeg bliver nødt til at gå nu. Lov mig at du ikke bliver fanget, jeg kan ikke klare tanken om dig i fængsel." Så kyssede hun mig igen. Men så trak hun sig væk og rejste sig og småløb væk derfra. Jeg begravede mit hoved i mine hænder, hvordan fanden skal jeg klare den herfra? 
    Jeg rejste mig og begyndte at løbe, jeg gjorde præcis som Melanie sagde. Jeg blev ved med at gemme mig for Melanies skyld.. hvis ikke Melanie var kommet ind i mit liv, havde jeg givet op med det samme. 
    Mørket var ikke sjovt at løbe i, jeg kunne ikke se en skid. Jeg fortsatte bare med at løbe, og jeg løb i lang tid, indtil at jeg ikke kunne mere. 
    Jeg var ankommet til en lille by, hvor der ikke var mange gadelygter der virkede, og der var ingen folk at se.. men det var jo klart nok, det var jo midt om natten. 
    Jeg strejfede lidt rundt i den lille by, indtil jeg hørte nogle stemmer inde fra byens park.. jeg fandt hurtigt et gemmested omme bag et kæmpe træ. 
    "Har du ikke noget hash? Har fandme brug for noget lige nu.." Lød en drengestemme ikke langt fra mit gemmested.. jeg trådte ud fra mit skjul, da jeg vidste at de personer helt sikkert ikke var farlige for mig. 
    Det var tre drenge på min alder, som havde sat sig på en bænk midt i parken. De opdagede mig og den ene rejste sig truende op. 
    "Hvem helvede er du?" Spurgte drengen der havde rejst sig. De to andre skyndte sig at gemme deres små poser med hash i deres lommer. 
    "Bare rolig.. jeg hedder Harry og jeg er på flugt fra politiet, andet i har lyst til at hvide?" Spurgte jeg, og det fik dem til at slappe mere af. Jeg var næsten sikre på at de også var på flugt fra politiet, de lignede ihvertfald nogen der var ude på noget.
    "Velkommen i klubben, Harry." Sagde en af drengene der sad på bænken. "Jeg hedder Mason og det her er mine venner Xavier og Tyler." Han pegede på dem hver da han nævnte deres navne. Ham der havde rejst sig truende - som i øvrigt hed Tyler - satte sig lettet ned på bænken ved siden af Mason. 
    "Er i også på flugt fra politiet?" Spurgte jeg, og håbede egentlig på at jeg ikke var den eneste. Jeg gik helt hen til dem. De åbnede alle en øl som de havde med i en lille pose. Xavier tog en øl mere op fra posen og rakte mig den, jeg tog tilfreds i mod den, det var lang tid siden jeg sidst havde drukket en øl. 
    "Jep.. lidt indbrud.. ikke det store som sådan. Hvad har du gjort?" Spurgte Mason. Jeg havde egentlig ikke lyst til at tale om det, så jeg valgte at sige det samme. 
    "Samme her.." Løj jeg. Melanie begyndte at bryde ind i mit hoved igen, jeg havde prøvet at slå hende lidt ud derfra, men hun blev ved med at komme tilbage. Jeg ville så gerne have hende i mine arme lige nu, bare mærke hendes varme mod min hud. Bare mærke hendes læber mod mine igen, jeg ville virkelig ønske at hun var her hos mig lige nu. Jeg følte mig kun godt tilpas i hendes selskab. For helvede.. hvorfor lod jeg hende gå!
    Mason nikkede bare, også fandt han sin lille pose med hash frem. "Vil du have noget?" Spurgte han og rakte posen frem mod mig. Jeg havde engang været på hash, men jeg var stoppet med det igen, og jeg ville helst ikke starte igen. Jeg rystede afvisende på hovedet. "Mere til os, så." 
    Jeg stod bare og så på hvordan de sniffede hashen. Trangen til at få noget hash meldte sig, men jeg slog den hurtigt væk igen, jeg skulle ikke have noget.. aldrig mere. 
    En hund begyndte at gø ikke så langt fra parken, det kunne umuligt være nogen som havde lukket deres hund ud i baghaven, det var jo midt om natten. Og lige i det øjeblik, vidste jeg at politiet var på patrulje med deres hunde. 
    "Drenge.." Hviskede jeg og kiggede mod retningen hundens gøen kom fra. "Det er politiet.." Det fik drengene til at vågne op da de hørte ordet politiet. De rejste sig alle op på samme tidspunkt. 
    "Kom vi løber hjem til Jennifer.." Sagde Tyler panisk, og de andre drenge nikkede. De kiggede så alle på mig og lavede tegn til at jeg bare skulle følge efter dem. 
    Vi begyndte at løbe ud af parken, og vi fortsatte ind i et boligkvarter. Man kunne høre hundens gøen fra nået ind i parken, det fik os til at løbe lidt hurtigere. 
    Vi fortsatte indtil vi nåede et lille rødt hus, der var ingen lys i huset, men igen.. det var jo midt om natten. Vi løb helt hen til hoveddøren, og Mason begyndte at banke hårdt på døren.
    "Jennifer, vi ved du er derinde, luk op!" Råbte Mason, og blev ved med at banke hårdt på døren. Jeg stod og kiggede hen mod parken, og håbede på at politiet ikke ville gå herned mod.
    Efter lidt tid blev der tændt lys inde i huset. En skikkelse kom frem i hoveddørens glas. Skikkelsen gik igang med at låse døren op.
    "Hvad fanden vil i her, er i godt klar over hvad klokken er?!" En sorthåret pige dukkede op, man kunne sagtens se at hun lige havde sået ud af sengen. Hun kiggede vredt på Mason, men han ignorerede det også smuttede han ind af døren. 
     Først nu fik hun øje på mig. "Hvem er du så?" Spurgte hun, og lavede elevator blikket på mig. Hun begyndte at smile flirtende.
    "Han er okay, han har også lidt problemer med politiet." Sagde Xavier og kiggede fra mig til Jennifer. "Kan vi ikke komme ind, vi er sikre på at politiet er på vej.. jeg tror de ved vi har været inde i parken." 
    Hun nikkede og lod os så smutte ind i huset. Det var en ret kedeligt indretning, det lignede lidt sådan en gammel bedstemor indretning.. ret mærkeligt, for hun var på min alder. Men folk har jo forskellig smag.
    Vi gik ind i hendes stue, også slog vi os alle ned i sofaen undtagen Jennifer. "Hvor lang tid har i tænkt jer at blive?" Spurgte hun og satte sine hænder i siden, og kiggede irriteret hen på Mason. 
    "Bare til solen står op, så skal vi nok skride." Sagde Mason og gabte. Det smittede også begyndte jeg også at gabe. "Medmindre du vil have os til at blive længere tid?" Mason sendte Jennifer et flirtende blik.
    Hun sukkede irriteret. "Nå men, hvad hedder du så?" Sagde hun og smilede til mig. Hun ignorerede Mason fuldstændig.
    "Jeg hedder Harry." Sagde jeg og smilede venligt til hende.
    Alle blev fuldstændig stille da vi hørte nogle hunde gø ikke så langt fra huset. Jeg holdt vejret, og håbede på at de ikke mistænkte dette hus for noget. Men heldigvis lød hundens gøen længere og længere væk.
    "Harry.." Sagde hun og det lignede at hun stod og tænkte sig godt om. "Har jeg ikke set dig et eller andet sted før, eller er det bare mig?" 
    Klart nok.. jeg glemte egentlig helt at jeg var verdensberømt. "Det tror jeg.. kender du til boybandet One Direction?" Spurgte jeg, og det fik hendes øjne til at lyse op, nu vidste hun vidst hvem jeg var.
    "Det er der jeg har set dig, du er ham med alle de søde krøller." Sagde hun og gav mig et frækt blik, men jeg blev ved med at se Melanie for mig, så jeg kiggede bare væk fra hende.

    Timerne gik.. og jeg kunne ikke lade være med at gå hen til vinduet, i håbet om at Melanie stod derude.. jeg tror jeg var ved at blive sindssyg. Jeg kom ikke til at se hende igen.. Det blev jeg nødt til at indse.

    Solen begyndte så småt at rejse sig på himlen og det var tid til at mig, Mason, Xavier og Tyler skulle videre. Hvorhen? Vidste vi ikke..
    "Skal i have nogle øl og nogle smøger med jer?" Spurgte Jennifer inden vi gik. 
    "Jo tak." Sagde Tyler og tog imod posen som Jennifer havde lavet til os. 
    Vi gik derfra. Vi dækkede os under vores hætter, og jeg havde også et par solbriller jeg tog på. Vi lignede egentlig nogen som var ude på noget, men det var vi egentlig ikke.. vi flygtede bare fra politiet, ikke andet. 
    "Hvor kender i egentlig Jennifer fra?" Spurgte jeg efter lidt tid. Tyler tog pakken med cigaretter op fra posen. Han tog en og sendte den videre til de andre. Jeg havde ikke tænkt mig at tage imod en smøg, jeg var for længst stoppede med det.
    "Nå er du interesseret i hende? Jeg kan da godt skaffe hendes nummer til dig." Sagde Mason og gav mig et venskabeligt puf på armen. Jeg grinte bare, men det var skam ikke Jennifer jeg var interesseret i.. nej, det var en helt anden pige. En pige ved navn Melanie.
    "Nej.. jeg har en anden." Sagde jeg og nu endte Melanie i mine tanker igen, det gjorde mig ret ked af det at tænke på hende. Jeg savnede hende pisse meget! 
    "Nå da.. Hvem er det?" Spurgte Mason, og tog et ordentlig sug af hans cigarret. 
    "Hun hedder Melanie. Jeg er pisse forelsket i hende.." Indrømmede jeg og tænkte tilbage på hendes læber mod mine. Hun skulle have været hos mig lige nu, hun kunne være tryg hos mig - jeg ville passe på hende, for altid. 
    "Hvor er hun så nu?" Spurgte Xavier, som havde fulgt med i Masons og min samtale. Jeg gad egentlig også godt at hvide hvor hun befandt sig lige nu, så jeg kunne finde hende og tage hende med mig. Jeg manglede hende ved min side.
    "Hjemme.. regner jeg med?" Sagde jeg trist, og det bemærkede de, så spurgte de ikke mere ind til det. Det var jeg rimelig taknemlig for.
    "Du spurgte hvor vi kendte Jennifer fra.." Sagde Mason og smed sin færdige smøg ned på jorden og trådte på den. "Hun er min ekskæreste, og hun har også været indblandet i lidt kriminalitet, så vi kender hende ret godt." 
    Jeg nikkede bare. Det eneste jeg kunne fokusere på lige nu var Melanie.. jeg prøvede at skubbe hende ud af hovedet, men hun var en modstander, så hun blev ved med at komme tilbage.

    Vi ankom til centrum af denne lille by. Mennesker vrimlede rundt om os, de fleste kiggede slet ikke på os, de havde alle travlt med at komme på arbejde. Jeg prøvede at gemme mig langt ind under hætten.. hele England vidste nu hvem jeg var, og det gjorde mig meget nervøs når jeg gik ude i offentligheden. 
    "Drenge lad os tage en taxa til nogle byer væk herfra.. tror fandme ikke det er godt at vi render rundt i den her by." Sagde Mason og stoppede op og kaldte efter en taxa, vi andre nikkede bare og stillede os hen ved siden af Mason og hjalp ham med at få fat i en taxa. 
    Vi fik fat i en taxa, også skyndte vi os ud af den her by. Ingen af os havde penge til turen derfra, men vi stak sgu bare af når han bedte om penge - intet problem i det, vi var jo alle småkriminelle. 
    Landskabet fløj forbi mine øjne. Vi kørte gennem en masse små byer, men den næste lille by vi kom til, var det sted vi skulle slå os ned. De var faktisk nogle rigtig cool drenge, jeg havde selvfølgelig troede de var nogle mega hårde typer, og at de bare stjal alt hvad de så, men det var egentlig ikke sådan de var, det var rigtig fedt. 
    "Hey taxachauffør.." Sagde Mason til taxachaufføren. Taxachaufføren gav Mason et nik i bakspejlet, så han viste at han lyttede. "Sæt os af ved by skiltet derhenne.." 
    Taxachaufføren nikkede, og kørte lidt hurtigere. Det var endnu en lille by vi var kommet til. Det var en ret smuk lille by, meget bedre end alle de andre. 
    Taxachaufføren stoppede ved by skiltet. "Det bliver så 535-" Mere nåede han ikke at sige, før at vi alle var steget ud af bilen, og var begyndte at spurte mod byen.
    Man kunne høre at han havde startet bilen og havde sat speederen i bund for at fange os. Men til vores held var der en lille smutvej hvor han ikke kunne få bilen igennem, og jeg nægtede at tro at han ville stige ud for at løbe efter os, han var trods alt en ret bred mand. 
    Og ganske rigtigt, manden endte bare med at stige ud af bilen og råbe ting efter os. Han stod i lang tid og kiggede efter os, men så gav han op og kørte væk derfra. 
    Vi gik resten af vejen ind til centrum. Der var heldigvis ikke særlig mange mennesker på gaden, de var helt sikkert på arbejde alle sammen - det var jo fint nok, i mit tilfælde. Drengene var sikkert ligeglade, der var jo ingen i denne by der kendte dem, de havde jo kun lavet nogle kriminelle ting i den by vi kom fra. I mit tilfælde kendte nærmest alle mig.. undtagen lige drengene vidste ikke rigtig hvem jeg var, og hvad jeg havde gjort. 
    "Jeg skal have noget kaffe, det kan jeg mærke at jeg trænger til." Sagde Tyler pludseligt. Jeg kunne egentlig også godt mærke at jeg ikke havde fået noget kaffe, jeg trængte egentlig også til det. Jeg tror jeg havde nogle småpenge i lommen til noget kaffe på en café. 
    "Jeg tror jeg har nogle penge til noget kaffe.. lad os gå på den næste café vi ser." Sagde Mason, også fortsatte vi hen af gaden til den næste café vi så. 
    Vi skulle ikke gå i lang tid før vi kom til en café. Vi stoppede op ude foran caféen og kiggede på menuskiltet der hang i vinduet. Der var en masse forskellig kaffe, det tændte bare trangen til kaffe endnu mere. 
    Helt tilfældigt kiggede jeg forbi menuskiltet og ind i selve caféen. Jeg opdagede en pige med langt brunt hår, det lignede ret meget Melanie bag fra.. det var sikkert bare mine tanker der tog overhånd, hun var for helvede ikke hos mig mere.. Indse det dog, Harry!
    Men da pigen vender sig om, stopper mit hjerte, jeg står helt forstenet og bare stirre på hende. Det kunne ikke være rigtigt, det kunne umuligt passe.. det kunne ikke være hende? Eller kunne det? Nej.. umuligt! 
    Nej.. jeg var sikker.. det kunne kun være hende, ingen andre! Det var pigen jeg havde store følelser for, som stod og tog imod bestillinger fra kunderne. Pigen jeg elskede, pigen jeg beundrede, pigen jeg ville sætte mit liv på spil for, pigen der kunne få mig til at grine uden grund, pigen der kunne få mig til at smile, pigen der bare havde alt en mand kunne ønske sig!
    Pigen for øje på mig, hun står præcis på samme måde som mig, forstenet og bare stirre. Jeg kunne ikke tro det, det var rent faktisk hende! 
    "Mel.."

______________________________________________________________________________________________

Hej søde mennesker der har læst kapitel 4. <3

Yaaaaaay, så kom der endelig noget kysseri mellem Harry og Melanie. Men at de blev skilt ad, det er mega nederen! Jeg er bare glad for at Harry, Mason, Xavier og Tyler valgte at tage til lige præcis den by.. Arrrrgh, glæder mig til næste kapitel hvor Harry og Melanie mødes igen! 

Hvad tror i der sker i næste kapitel? Hvordan kommer mødet mellem Harry og Melanie til at være? Tror i at Melanie tager med Harry igen, eller skal Harry bare fortsætte England rundt med Mason, Xavier og Tyler? :)

Smid gerne en kommentar om hvad i synes indtil videre, og hvad jeg kan gøre bedre, så er i super søøøøde. <3

Mathilde x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...