Kidnapped ~ One Direction **PAUSE**

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 29 mar. 2013
  • Status: Igang
For lidt over et år siden blev 18-årige Melanie Jones' mor myrdet. Morderen blev aldrig fundet, personen gemte sine spor for godt. Siden da har Melanie ikke været i stand til at kunne gå i skole, hendes tab har taget for hårdt på hende. Hendes far derimod fik jobbet som politimand, han vil stoppe mordere fra det de gør, og håber på en dag at kunne få fat i hans kones morder.
En dag tager Melanie med hendes far på arbejde, han bliver pludselig kaldt ud på en opgave, men hvorfor opfører Melanies far så mærkelig da han bliver kaldt ud på den, han virker vred og ivrig.
Melanie tager med hendes far på opgaven, men det de ikke ved er at de skal finde den verdensberømte Harry Styles som er blevet beskyldt for mord, men han er jo verdensberømt, kunne han nogensinde finde på det?
Hvad sker der når det er Melanie der finder Harry ude i en skov? Hvad gør han med hende?
Se traileren!

40Likes
24Kommentarer
2490Visninger
AA

4. Kapitel 3

Melanie's synsvinkel

    Jeg vågnede ved en mærkelig lyd, den kom ovre fra ladeporten. Åh pis pis pis. Jeg satte mig op i høet. Harrys bryst hævede og sænkede sig langsomt, det betød at han stadig sov. Jeg måtte vække ham.

    Jeg væltede rundt i høet for at komme hen til Harry, jeg måtte skynde mig, det lød som om der var nogen som var på vej ind i laden. 

    "Harry!" hviskede jeg da jeg kom hen ved siden af ham, jeg var ved at gå i panik. Han rykkede uroligt på sig, men han sov bare videre. Jeg tog fat i hans arm og klemte hårdere og hårdere til han vågnede.

    "Hvad fanden har du gang i?!" Sagde han irriteret, og lukkede øjnene igen. Men da lyden fra ladeporten igen kom fløj han op fra høet. "Hvad var det?!" 

    "Jeg ved det ikke?! Jeg tror der er nogen på vej herind!" Svarede jeg panisk. Han mumlede noget uforståeligt.

    "Vi bliver nødt til at grave os ned i høet og gemme os der indtil personen forsvinder igen." Sagde Harry, og det gjorde vi så, vi gravede os langt ned og lå bare der helt stille og lyttede efter.

    Ladeporten gik op, man kunne høre fodtrin på stengulvet. "Er der nogen herinde?" Råbte en kraftig mandestemme. Både mig og Harry holdt vejret, mit hjerte bankede som en hammer i mit bryst.

    Fodtrinene kom nærmere høet, jeg rykkede mig tættere på Harry, han lagde forsigtigt en arm om mig, det fik mig til at slappe lidt mere af. Jeg pressede øjnene i, og håbede på at manden bare gik lige forbi høet. Men nej, det gjorde han ikke, han begyndte derimod og rode rundt i høet.. Så var det altså forbi nu, det var sikkert politiet der havde fundet os, og Harry ville blive sendt i fængsel for noget han slet ikke havde gjort.. Af en eller anden grund var jeg begyndt at føle mig rigtig godt tilpas i Harrys selskab. Jeg stolede dog stadig ikke hundrede procent på ham. Og hvorfor i alverden var jeg ikke bare stukket af i nat, Harry havde jo for helvede kidnappet mig, det var en dårlig ting.. men jeg synes helt sikkert at Harry var ekstrem tiltrækkende, og når han smilte, viste han de mest søde smilehuller frem, han virkede også til at have den mest fantastiske personlighed i hele verden og han sagde at han ikke havde gjort nogen noget, jeg måtte altså stole på ham - jeg havde derfor bestemt mig for at hjælpe Harry, han skulle ikke ende i fængsel iblandt voldtægtsmænd og mordere. 

    "Jeg har godt set jer, i kan godt komme ud nu." Sagde manden og gravede høet væk fra vores ansigter. Både mig og Harry pustede lettet ud da vi så at det bare var bondemanden, han var en stor kraftig mand med et stort gråt skæg, han lignede lidt mere julemanden end en bondemand. Han virkede ikke til at være en mand der gjorde en flue fortræd. Han lagde armene over kors og rystede på hovedet af os. "Hvem er i så?"

    Vi satte os op i høet. "Det må De virkelig undskylde, det var virkelig ikke vores mening at komme og forstyrre Dem, vi manglede bare et sted at sove." Undskyldte Harry og tog min hånd og klemte den blidt. Jeg kiggede undskyldende på manden. Manden lod armene falde ned langs siderne og smilte så til os.

    "I kunne da bare være kommet ned og banke på." Sagde manden venligt, og gav os hver en hånd så han kunne hjælpe os op. "Vil i ikke med ned og have en kop kaffe?" Vi nikkede begge ivrigt og fulgte med manden ud af laden og ned til huset. 
    Huset var lille og gult, et rigtig bondemands hus hvis man spøger mig. Inde i huset var der dejligt varmt. Bondemanden havde også en kone, hun var en typisk bondedame. Hun havde en lang kjole på med et forklæde, det så ret dumt ud for hun havde en slags pukkelryg lidt ligesom ham fra Klokkerne fra Notre Dame. Men hun var meget venlig og skænkede os hver noget kaffe. Det var godt at få noget varmt gennem kroppen det gav mig en dejlig følelse. 
    Vi sad i deres spisestue, det var sådan en typisk bondestil. Harry og jeg, sad på en blå træbænk overfor bondemanden og bondekonen. 
    "Hvad hedder i så?" Spurgte bondemanden efter lidt tid i tavshed. Det var begyndt at blive en pinlig tavshed, så jeg var rimelig taknemlig for at bondemanden bragte noget på banen. 
    "Jeg hedder Harry.." Sagde Harry og smilte venligt til dem begge. "..Og det her er Melanie." Så pegede han over på mig, og gav mig det der søde dejlige smil han har. Jeg vendte hovedet mod bondemanden og bondekonen og gav dem et smil.
     "Jeg hedder John og det her min kone Martha." Sagde bondemanden John, og drak så en kæmpe slurk af sin kaffe. "Hvordan har i fundet herud?" 
    "Lang historie.." mumlede Harry og drak så resten af sin kaffe. Han blev ved med at stirre ned i bordet, jeg tror han tænkte på grunden til at vi overhovedet var her lige nu. 
    "Vi har masser af tid." Sagde Martha og kiggede bekymret på os begge. Gad vide om Harry var ved at finde på en undskyldning? Han skulle ihvertfald ikke fortælle sandheden, det var ikke sikkert vi kunne stole på dem. 
     Harry skulle til at åbne munden, men pludselig bankede det på hoveddøren. Det fik mit hjerte til at stoppe i et sekund, jeg kiggede over på Harry, han kiggede allerede på mig, han mimede 'Hvad gør vi?' til mig, jeg trak på skuldrene. Harry rejste sig pludseligt op. "Melanie, kom lige med mig.." Han tog min hånd og trak mig med gennem huset og ud på et lille toilet. Han låste døren. 
    Man kunne høre at der var en der åbnede hoveddøren, men det var bare post manden der var kommet og ville give dem post.
    "Harry, det er bare posten.." Sagde jeg. Vi stod tæt op af hinanden på det lille toilet. Jeg kunne mærke hans ånde mod mit ansigt, han virkede stadig anspændt. Jeg forstod det ikke? Det var jo bare posten?
    "Det er ikke bare posten, det er også avisen.. og kan du gætte hvem der er på forsiden af avisen?" Sagde Harry, han kiggede mig dybt i øjnene, jeg kunne se hans frygt, det lyste ud af de dejlige grønne øjne på ham. Mit hjerte bankede hurtigt, både på grund af at jeg var bange for det næste der skete, om John og Martha ville ringe til politiet, og fordi at mig og Harry stod så tæt på hinanden. Det fik mine kinder til at få en rød farve. 
     "John!" Råbte Martha så højt som muligt. "Ring til politiet med det samme, de to unge mennesker er ikke bare tilfældige ude fra gaden.." resten hørte jeg ikke, hun var gået for langt væk. 
    Jeg kiggede op på Harry, jeg kunne mærke at han spændte sine muskler. Han vendte sig om mod det lille vindue og begyndte at fumle med at få det åbnet. Jeg besluttede mig for at hjælpe ham. Men.. Harry kunne umuligt komme ud gennem det lille vindue, jeg kunne knap nok komme ud gennem det. 
    Endelig ville den åbne sig. "Mel.." begyndte Harry, og kiggede så hen på toiletdøren i lidt tid, så kiggede han tilbage på mig med et trist udtryk. "Hop ud gennem det vindue, når du er ude, løber du bare.. løb så hurtigt du kan, jeg vil prøve at indhente dig, men hvis jeg ikke gør.." Han stoppede og sank en klump. "..Så løb ud til hovedvejen og få et lift hjem, jeg ville ikke trække dig gennem en masse problemer mere. Det har været hyggeligt at være i selskab med dig, Melanie Jones, du er en helt igennem fantastisk person." Sluttede han af med, han lænede sig frem mod mig og gav mig et kys i panden. Jeg lukkede øjnene og nød følelsen af Harrys læber mod min pande. 
    Harry skulle til at gå hen mod toiletdøren, men jeg stoppede ham ved at tage hans hånd. "Jeg går med dig, Harry, du skal ikke være alene om det her!" Sagde jeg bestemt og begyndte at gå hen mod døren. Men han trak mig tilbage mod vinduet, og lænede mig op af væggen ved siden af vinduet, han smilte til mig. 
    "Lad mig om mine problemer, Mel. Det har aldrig været meningen du skulle blandes ind i det her rod." Sagde han og lænede sin krop ind mod min, jeg kunne mærke mine kinder give den røde farve igen. "Jeg håber vi ses igen.. på et tidspunkt." Så gav han mig et langt kys på kinden, også gik han mod døren igen. Denne gang tog jeg ikke hans hånd, han ønskede ikke jeg skulle gå med ham. 
    Jeg gjorde som han sagde og fik mig kæmpet gennem det alt for lille vindue. Da jeg kom ud, løb jeg.. jeg løb ud på en mark, og ville løbe mod den skov som var lige ude foran mig. Flere gange kiggede jeg mig over skulderen for at se om Harry snart løb bag mig, men jeg kunne ikke se ham. Jeg gik i panik da jeg pludselig hørte politi sirener ude i det fjerne. Jeg stoppede op, jeg måtte tilbage og hente Harry med mig, han skal fandme ikke i fængsel, det er da ihvertfald helt sikkert! Jeg begyndte at småløbe tilbage, men igen.. Harry ønskede ikke jeg skulle følge ham mere, hvad fanden gjorde jeg? Jeg stoppede op igen. Jeg besluttede mig for at løbe tilbage mod den skov jeg var på vej mod. 

    Jeg var farret vild i skoven. Jeg havde sat mig ned ved et træ. Jeg havde siddet der i lang tid, jeg havde ikke en fornemmelse af hvor lang tid jeg havde siddet der, jeg havde jo ikke noget ur på mig. Solen var så småt ved at gå ned, det betød bare at det nærmede sig aftnen ligeså stille. Min mave rumlede efter mad, og min hals var tør, den manglede noget vand. 
    Det eneste jeg kunne tænke på lige nu var Harry, ikke andet end Harry! Jeg savnede hans selskab, jeg savnede hans smil, hans øjne og hans duft, jeg savnede hans fjollede og hans alvorlige personlighed, jeg savnede i det hele taget bare alt ved ham! 
    Det bedste lige nu var helt sikkert at jeg stadig havde Harrys hættetrøje på, jeg blev ved med at dufte til den, hans duft sad jo stadig fast på den. 
    Jeg var bekymret for ham, havde politiet fået fat i ham, eller var han stukket af i en anden retning end min. Hvad var der sket med ham? Var politiet egentlig ved at lede efter mig?
    Et par tårer forlod mine øjne, jeg blev ved med at se Harry sidde i en celle i et lukket fængsel, det gjorde mig ked af det. Bare på den korte tid vi havde været sammen, var jeg blevet mere og mere glad for Harry. Han kunne få mig til at smile med det samme, det var sjældent der var nogen der havde fået mig til det, efter min mors død. 
    Jeg vågnede op, ved at en regndråbe ramte min næse. Det var begyndt at regne, nu kunne det da ikke blive mere lort. Mørket havde lagt sig over skoven. Jeg frøs rigtig meget, jeg prøvede at pakke hættetrøjen tæt ind mod min krop. Jeg prøvede flere gange at ligge mig til at sove igen, men jeg kunne ikke. 
    Jeg rejste mig op fra der hvor jeg sad, jeg begyndte at lave englehop, bare for at få noget varme i kroppen. Men hjalp det? Næ, ikke det mindste. 
    Jeg gav hurtigt op med englehoppende og satte mig tungt ned på jorden. Så det var sådan her jeg skulle dø? Fryse ihjel? Jeg ville gerne have Harrys stærke arme rundt om mig lige nu, jeg ville gerne mærke hans varme mod min krop. Hvor var han?! 
    Lang tid gik, jeg sad bare og klaprede tænder. Men jeg stoppede op da jeg begyndte at høre skridt længere inde i skoven. Jeg turde ikke kigge mod retningen af skridtene.. ja, jeg var lidt af en bangebuks. 
    Skridtene kom tættere og tættere på, personen var begyndt at småløbe hen mod mig, kunne jeg høre. Mit hjerte stoppede i et sekund, da en hånd plantede sig på min skulder. Et lille gisp forlod mine læber.
    "Gør mig ikke noget!" Råbte jeg, og tog knæene op til mit ansigt, jeg lukkede øjnene og håbede på det bedste. Jeg kunne høre personen grine, det var en latter jeg kendte..
    Harry!
    "Hey smukke!" Grinte Harry, han synes åbenbart min reaktion var meget morsom. Men jeg lod det ligge, Harry var her ved min side, lige nu! En glæde spredte sig i min krop. Jeg sprang op og hoppede direkte ind i Harrys arme. Han løftede mig op i luften og satte mig så ned igen, men jeg var stadig i hans arme, det fik mig til at føle mig tryg. 
    "Hvordan fandt du mig?" Sagde jeg med en tydelig glæde i min stemme, det fik Harry til at smile stort. Jeg kiggede Harry i øjnene, og sendte ham det største smil nogensinde. 
    "Det var ret nemt, bare følg lyden af nogle tænder der klapre." Grinte Harry og tog en hårlok om bag mit øre, og smilte kærligt til mig. ".. Ej, det var egentlig tilfældigt at jeg løb ind i den her skov, også så jeg tilfældigvis dig sidde og kramme dig selv." Grinte han videre.
     "Det er da klart.. jeg fryser, for helvede." Svarede jeg, men smilte stadig. Jeg kunne ikke være mere glad, Harry var her jo, lige her foran mig. 
    "Så lad mig gøre dig varm.." Harry smilede flirtende til mig, men jeg rystede bare grinende på hovedet af ham. Han trak mig tættere ind mod ham, og holdt mig tæt. Det var dejligt, og han varmede mig. 
    "Hvad skete der egentlig dernede? Hvorfor var du så lang tid om at komme?" Spurgte jeg, og holdt stadig mit hoved på Harrys skulder. 
    "Jeg stak af inden politiet kom frem, jeg løb bare mod det nærmeste gemmested. Da politiet så var forsvundet ind i huset, løb jeg hen til en skov, som du muligvis kunne have været løbet ind i, men da jeg ikke fandt dig, blev jeg ved med at lede, og til sidst endte jeg her - og til mit held var du her." Svarede Harry og kyssede mig i håret. Han kørte sin hånd blidt op og ned af min ryg, det var meget beroligende.  
    Efter lang tid, hørte vi begge mange skridt længere inde i skoven, præcis det samme sted som Harry var kommet fra. Harry spændte sine muskler, han trak sig ud af vores kram og tog min hånd også begyndte vi sammen at løbe væk fra skridtene. 
    "Hey! Stop, det er politiet!" Hørte jeg en meget dyb mandestemme råbe, så det gav ekko. Det fik os til at løbe meget hurtigere..
    "Stop! Eller vi skyder!" Råbte stemmen igen. Adrenalinen pumpede gennem kroppen, hvad skete der med os nu?!

___________________________________________________________________________________________

Heeeeej igen! 
Jeg undskylder den lange ventetid til dette kapitel, jeg har ikke rigtig haft tid til at skrive det. Men jeg håber virkelig i kunne lide det? Det betyder meget at i bruger noget af jeres tid på at læse min movella, det gør mig SÅ glad.. Taaaaaaak! :-D

Hvad tror i så der sker med Harry og Melanie nu? Når de at slippe væk, eller bliver de taget? 

Mathilde xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...