Kidnapped ~ One Direction **PAUSE**

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 29 mar. 2013
  • Status: Igang
For lidt over et år siden blev 18-årige Melanie Jones' mor myrdet. Morderen blev aldrig fundet, personen gemte sine spor for godt. Siden da har Melanie ikke været i stand til at kunne gå i skole, hendes tab har taget for hårdt på hende. Hendes far derimod fik jobbet som politimand, han vil stoppe mordere fra det de gør, og håber på en dag at kunne få fat i hans kones morder.
En dag tager Melanie med hendes far på arbejde, han bliver pludselig kaldt ud på en opgave, men hvorfor opfører Melanies far så mærkelig da han bliver kaldt ud på den, han virker vred og ivrig.
Melanie tager med hendes far på opgaven, men det de ikke ved er at de skal finde den verdensberømte Harry Styles som er blevet beskyldt for mord, men han er jo verdensberømt, kunne han nogensinde finde på det?
Hvad sker der når det er Melanie der finder Harry ude i en skov? Hvad gør han med hende?
Se traileren!

40Likes
24Kommentarer
2485Visninger
AA

2. Kapitel 1

   

Melanie's synsvinkel

    "Hvornår er mor hjemme?"  Spurgte jeg min far om ved aftensmaden, hun plejede aldrig at arbejde så sent, men der var åbenbart travlt på arbejdet idag.
    "Ja, det er mærkeligt hun ikke er kommet hjem, hun skulle have været her for en halv time siden, jeg tror lige jeg ringer til hende."  Han skubbede stolen ud fra bordet og gik ud i køkkenet. Min mor arbejdede som læge, hun havde tit travlt på arbejdet men det var aldrig sådan at hun ikke kom hjem til tiden. 
    Der gik lang tid, men så kom far endelig ud fra køkkenet. Der var tårer der trillede ned af hans kinder, han rystede og så bare trist ind i mine øjne. Jeg skubbede stolen tilbage og sprang op. "Far hvad sker der?" Råbte jeg nærmest, jeg begyndte at blive bange.
    "Jeg ringede til.. til hendes arbejde d-de sagde.." Han satte sig tungt ned på stolen og stirrede tomt ud i luften. "..Hun er død, Mel.. din mor er d-død." Hulkede han og begravede sit ansigt i sine hænder. 
    Mine ben begyndte at ryste, jeg kunne ikke holde mig oprejst, jeg sank langsomt ned på gulvet, tårerende begyndte at vælte ud af mine øjne, mit hoved føltes som et stort sort tomt hul, det kunne ikke passe.. "Det kan bare ikke passe!" Råbte jeg og græd, min far kørte sin hånd op og ned af min ryg for at trøste mig. Alt bliver aldrig det samme uden min mor.. aldrig nogensinde!

    "Mel, klokken er kvart over syv, du skal op!" Råbte min far nede fra køkkenet af. Jeg trak min dyne op over hovedet. Jeg havde ikke lyst til at tage i skole idag, jeg havde nærmest ikke lukket et øje i nat, jeg havde grædt meget.. det var snart et år siden min mor blev myrdet, og jeg bliver ved med at tænke på det. Jeg var også bange.. bange for at min mor's morder skulle gøre noget ved mig eller min far. Jeg var bange for at en dag skulle stå face to face med min mor's morder. 
    Jeg steg ud af sengen, tog fat i min morgenkåbe og tog mine hjemmesko på, også slæbte jeg mine fødder hen af gulvet og ned i køkkenet. Der sad min far med hovedet begravet i morgenavisen, han sænkede avisen lidt så han kunne se mig. "Hvorfor er du ikke i tøjet endnu?" Far lukkede avisen sammen og smed den over på køkkenbordet. Jeg slog mig ned på stolen ved siden af fars, jeg hældte noget cornflakes i min skål og oveni noget mælk. 
    ".. jeg vil ikke i skole, jeg kan bare ikke idag." Sagde jeg og tog en ordentlig skefuld cornflakes i munden. Jeg begyndte at læse omme bag på cornflakes pakken, bare for ikke at få øjenkontakt med far, han ville sjældent sige at jeg måtte blive hjemme, engang imellem gav han mig lov. 
    "Men jeg skal på arbejde idag, og du ved at jeg ikke kan lide at du skal være alene hjemme." Sagde han og sukkede højlydt. Siden dengang vi fandt ud af at mor var blevet myrdet tæt på vores hjem, havde far det svært med at lade mig være alene hjemme, det kunne jeg egentlig godt følge ham i, jeg kunne heller ikke rigtig lide at være alene hjemme. 
    "Kan jeg så ikke komme med dig på arbejde idag? Jeg skal nok være stille, det lover jeg." Jeg smilede stille til far. Hans øjne viste at han opgav at sende mig i skole, et sted inde i mig begyndte jeg at juble, det var dejligt at kunne tømme hovedet for skoleting bare lige en dag. 
    "Okay.. fint! Men så skynd dig lidt, jeg skal være på arbejdet om en halv time." Sagde far og smilede til mig, og gav mig et kys på toppen af hovedet. Så gik han ud af køkkenet. 
    Far var begyndt at arbejde som politimand et par måneder efter vi fandt ud af at mor var blevet myrdet. Jeg klarede mig dårligt i skolen efter mors død, jeg havde svært ved at koncentrere mig, jeg pjækkede også tit fra timerne, nogengange kunne jeg ikke klare at sidde i klassen omringet af mennesker, og en lærer der bare stod og lukkede ting ud jeg ikke fattede en skid af. Mange af mine venner var bekymrede for mig og kontaktede mig tit, men jeg havde for det meste ikke lyst til at snakke med dem, jeg ville bare have fred i mit hoved og det måtte jeg gøre alene. 
    Jeg lagde min tallerken i opvaskemaskinen også gik jeg op på mit værelse for at gøre mig færdig. Jeg tog et par mørkeblå jeans og en sort oversized sweatshirt på, jeg tog også mine sorte slidte converse på. Jeg redte mit lange brune hår og satte det op i en hestehale. Jeg tog også noget mascara og lidt eyeliner på - så kom jeg da til at se nogenlunde ud. Jeg snuppede også lige min lipgloss med jordbærsmag ned i min taske, så var jeg klar til at gå. 
    "Kom så, så køre vi!" Råbte far, jeg tog min mobil og mine høretelefoner også løb jeg ned til ham nede i entréen. 

    På politistationen var det røvkedeligt, jeg sad bare på en stol på fars kontor og hørte musik. Jeg nynnede med på "Little Things" af One Direction - jeg var ikke en fan af dem overhovedet, deres musik var okay, men ellers var jeg ikke fan af dem. "Hvornår har du fri?" Spurgte jeg til min far, han sad og var meget optaget af sine computerskærm, han var igang med noget papirarbejde som han sagde. 
    "Om cirka fem timer, tror jeg, er du ved at kede dig?" Spurgte far og kiggede kort på mig, men vendte så blikket mod sin computerskærm igen. Jeg sukkede og nikkede bare, jeg overvejede at tage bussen ned i byen og shoppe lidt.
    Det bankede på fars kontordør og ind kom der en ret nuttet politimand. "James, vi er blevet kaldt ud på en opgave, jeg tror den er ekstra interessant for dig.." Sagde manden og forlod kontoret. Far rejste sig fra stolen.
    "Bliv her, jeg kommer tilbage om lidt.." Sagde far og forsvandt ud af kontordøren. Jeg hørte fars stemme og en dames stemme, jeg kunne ikke høre hvad de talte om, men det tog noget tid før far endelig kom tilbage til mig. "Du må gerne komme med, men du skal holde dig til mig hele tiden, okay?" 
    "Endelig sker der noget spændende idag." Sagde jeg og rejste mig fra stolen og tog min taske. Far og jeg gik ud til parkeringspladsen hvor alle politibilerne holdte. Ovre i hjørnet stod ham den nuttet politimand og vinkede til os. Vi begyndte at bevæge os derned. 
    "Hvad er det egentlig vi skal?" Spurgte jeg, men begge sagde ingenting, far virkede meget vred og trist, han sad og knyttede hænderne, det gjorde han kun når han var vred. Gad vide hvad der var galt? Var han altid sådan når han skulle ud på en opgave?
    Landskabet fløj forbi mine øjne, jeg satte mine høretelefoner i og tændte for "Let Her Go" af Passenger - jeg nynnede med, og det fik ham den nuttet politimand til at kigge mærkeligt på mit i bakspejlet. Efter ti minutters kørsel stoppede vi ude foran en kæmpe skov, tæt på en jernbane, men langt fra byen. Jeg slukkede musikken og lagde min mobil og høretelefoner ned i min taske. 
    Da vi steg ud af bilen kunne jeg også se to andre politibiler ude i horisonten, som var på vej hertil. "Hvad er det der foregår?" Spurgte jeg nysgerrigt, og kiggede på min far. Han stod og studerede skoven, han lod ikke til at lytte til hvad jeg sagde. Jeg sukkede højlydt og bevægede mig hen mod skoven, det måtte da fange min fars opmærksomhed, og det gjorde det heldigvis.
    "Hvad fanden laver du Mel?!" Råbte han og kom løbende ned mod mig. "Du er ikke rigtig klog, der render en morder rundt derinde!" 
    "Nå, så det er det vi er taget herud for, tak fordi du endelig fortæller mig det.." sukkede jeg, og gik med min far tilbage til politibilen. 
    Da de andre politibiler kom frem, kunne vi endelig komme igang med at udforske skoven. Jeg synes det var spændende på en eller anden måde, jeg var selvfølgelig bange, det var jo en morder vi var på udkig efter, men alligevel havde jeg aldrig prøvet sådan noget her før, og derfor fandt jeg det her spændende. Det duftede frisk i skoven, og man kunne høre den lille å som løb igennem skoven. Solens stråler skar gennem trækronerne, og det gav mig lidt varme, for det var en ret kold forårsdag. 
    "Skal vi ikke dele os? Mig, James og Tony går den her vej.." Det var ham den nuttet politimand som talte. "..Og Melanie følger med os."
    "Så kan I få Max med jer." Sagde en anden politimand, som overrakte min far en stor schæfer hund som hed Max. 
    Vi begyndte at gå mod jernbanen. Max gøede engang imellem, og det fik min far og de andre til at gå i vagtposition. Jeg lyttede til fuglene som sang, og jeg begyndte at glemme at vi egentlig var på jagt efter en morder. Pludselig standsede jeg og lukkede øjnene, jeg ville bare indånde den friske forårs luft og lytte til fugle sang, uden at mine øjne blev forstyrret af tre mænd i politiuniform. Jeg forsvandt i en verden af fugle og marker af påskeliljer. Da jeg endelig kom til mig selv igen, fandt jeg hurtig ud af at jeg havde stået der lidt for længe, for pludselig kunne jeg ikke se det tre mænd mere, de var forsvundet. Langt inde i skoven kunne jeg høre Max gø, jeg begyndte at følge lyden. Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere, jeg begyndte at gå mere og mere i panik - jeg kom til at tænke over den egentlige grund til at jeg overhovedet befandt mig i den her skov. 
    "Far!" Råbte jeg så det gav et ekko, men intet svar. Jeg kunne hører et tog som var rimelig tæt på mig, det betød at jeg var kommet tæt på jernbanen. Jeg kunne se åen som flød under en bro, ovenpå broen kørte der et tog. Igen hørte jeg Max gø, men det var pludselig i den anden retning af jernbanen. Jeg ledte efter min telefon i mine lommer, men pludselig slog det mig at jeg havde lagt den i min taske, og min taske stod på bagsædet af politibilen. Jeg var faret vild i en kæmpe enorm skov som vil tage flere måneder at finde ud af igen. 
    Solen forsvandt og grå skyer begyndte at trække sig sammen på himlen. Det kunne bare ikke blive værre. Jeg var faret vild i en skov hvor der gemte sig en morder et eller andet sted, og jeg var helt alene, jeg var et nemt bytte for en morder lige nu. Det begyndte at regne, jeg fandt læ under en busk. 
    Nogle grene begyndte at knække ikke langt fra den busk jeg lå inde under, jeg holdt vejret, mit hjerte begyndte at banke så hurtigt som lynet, jeg var bange for at man kunne høre det. En skikkelse kom frem ikke så langt fra min busk, jeg kunne ikke se hovedet, men jeg kunne se at han havde et par rimelig slidte converse på, de lignede mine, hans bukser var også rimelig slidte og hullede, han havde en stor grå hættetrøje på og han lignede virkelig en der var ude på noget, det kunne kun være ham.. ham min far og de andre leder efter.. morderen.
    Jeg begyndte at ryste, jeg var bange, jeg var rigtig bange. Jeg kiggede mig over skulderen og ville se om der var en anden udvej af busken, men den var helt tæt lukket sammen, den eneste udvej var ud til.. ham.
    Jeg lyttede efter og kunne høre hans vejrtrækning. Han begyndte at bevæge sig hen mod min busk, jeg gik i panik, jeg lukkede øjnene sammen og håbede at han bare gik lige forbi. En pludselig kløen i min næse betød at jeg snart skulle nyse, det var bare det fuldstændig forkerte tidspunkt, jeg tog min pegefinger op under næsen så jeg kunne holde det væk, men jeg kunne ikke holde det inde, også nøs jeg højlydt, så jeg tror det kunne høres af selv de døve. Hans skridt stoppede op og bevægede sig hen mod indgangen til min busk, jeg pressede øjnene sammen og krydsede fingre for at han bare ignorerede det, men hvor stor sandsynlighed var der så lige for det? 
    "Hvem fanden er du?!" Hørte jeg en stemme, det kunne kun være hans. Jeg åbnede forsigtigt mine øjne, jeg kiggede ned i jorden, jeg turde ikke kigge denne person i øjnene. Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst, og jeg begyndte at ryste. 
    "Hold dig væk fra mig!" Røg det over mine læber, jeg begyndte at ryste endnu mere, jeg var bange for hvad han ville gøre, jeg var bange for den næste bevægelse han gjorde. 
    Han lagde sin store hånd over min mund og trak mig ud af busken. "Hvis du råber igen når jeg tager min hånd væk fra din mund, så er du dødsens!" Truede han. Jeg sank en klump og tvang mig selv til at kigge den person i øjnene. Det var de flotteste grønne øjne, jeg nogensinde havde set, jeg kunne se under hætten at han havde brunt krøllede hår.. først nu så jeg hvem det egentlig var jeg stod overfor, men hvad fanden lavede han i den her skov? Det kan umuligt være ham der er morderen! 
    Han tog sin hånd væk fra min mund. "Du er jo Harry Styles! Hvad fanden laver du i den her skov? Ved du ikke at politiet prøver at finde en morder her?!" Sagde jeg lavt så kun Harry kunne høre det. Et par fugle sang i træet over os. Jeg tog min hætte over hovedet, for at undgå at få meget vådt hår. 
    "Pis, de har fundet mig.." mumlede Harry, men jeg forstod godt hvad det var han sagde.
    "Hvad mener du med at de har fundet dig? Du kan da ikke mene at du er.." jeg sank en klump. ".. morderen?" 
    "Kom vi skal lige ud og køre en tur!" Sagde Harry med en vrede der bare lyste ud af hans øjne. Han lagde sin hånd over min mund igen, jeg prøvede at bide i hans hånd for at få mig fri, men det hjalp ikke, han fortrak ikke en mine. Han førte mig hen til broen under jernbanen. Jeg begyndte at gå i panik, hvor førte han mig hen?! 
    Vi trådte ned i åen og vandrede gennem vandet under broen, på den anden side at broen var der en stor mark, der var ikke andet at se end marker. Ude i horisonten skimtede jeg en lille rød bil, det måtte være den Harry var ankommet i. 
     "Melanie, hvor er du?!" Hørte jeg pludselig inde fra skoven af, jeg kunne høre det var min fars stemme. Jeg var ikke den eneste der hørte det, Harry hørte det også og det fik ham til at sætte farten op. Vi nærmest løb hen til bilen, som holdt parkeret ude på en grusvej. 
     Han åbnede den lille rustne dør og skubbede mig ind i bilen, han smækkede døren i igen og løb om til hans side og sprang ind i bilen med lynets hastighed. Han startede bilen og kørte med høj fart længere og længere væk fra skoven. 
    "Hvor skal vi hen, og hvorfor tager du mig med?" Spurgte jeg efter lang tid i tavshed. Jeg kiggede over på ham og rystede stadigvæk meget, hans blik var stift og blev fastholdt på vejen.
    "Tag din hætte over hovedet og prøv om du kan gemme dig godt nok til at ingen kan genkende dig. Desuden er du med fordi du er en af politimændenes datter, og hvis jeg slap dig fri, vil du fortælle alt om hvem jeg, og det vil jo ikke være godt, for så ender jeg i en lille lorte celle for evigt." Sagde han og strammede grebet om rattet. Jeg gjorde som han sagde, jeg var bange for ham - men han var jo ikke på den her måde i interviews og musikvideoer, han var åbenbart en god skuespiller, og vidste Louis, Niall, Zayn og Liam noget om den her side af Harry? 
    Harry tog et par solbriller på og havde sin hætte over hovedet, han måtte ikke blive genkendt af hans fans eller paparazziaer.
    Gad vide hvor Harry fører mig til?

_________________________________________________________________________________________ 

Hej allesammen!
Jeg har nu startet en One Direction fan fiction, og jeg er så uendelig glad for at i har taget jer tid til at læse den. Jeg glæder mig til at historien rigtig skal starte op! Og jeg håber i vil følge med!
Gad vide hvad Harry har tænkt sig at gøre med Melanie - og hvor har han tænkt sig at køre hen?
Igen mange tak for at i har læst den! :-D
Mathilde xx 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...