Better than revenge(Justin Bieber)+12

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2013
  • Opdateret: 2 feb. 2013
  • Status: Igang
Marina Carmen Calderone er en 16 årig teenager, der elsker at synge og danse, men hader opmærksomhed. Hendes bedste og eneste ven er Valeria på 17, der er venner med alle og elsker at være i centrum. Marina har altid holdt af at være alene, og har det derfor fint med at Valeria tager i byen og fester med de populære. Dog fanger hun Justins opmærksomhed. Hun afviser ham.Så en dag dukker Gabriel op. Han er bare endnu en dreng. Men der er noget anderledes ved ham. Gabriel og Marina bliver hurtigt venner. Og måske en smule mere end bare venner. Et lille stykke tid er alt perfekt, med ven og kæreste, et godt forhold til forældrene og gode karaktere. Men hvad sker der når Valeria begynder at blande sig i Gabriel og Marina's forhold? Hvad hvis Marina bliver nød til at vælge side? Eller værre, hvad hvis Valeria stjæler Gabriel fra hende? Og hvad når Justin blander sig?( Justin er ikke kendt)Medforfatter søges.

5Likes
4Kommentarer
738Visninger
AA

2. A place in this world

"I'll be strong, i'll be wrong,

oh, but life goes on,

oh i'm just a girl,

trying to find a place in this world."

-Taylor Swift.

Kun 2 timer tilbage. Matematik. Det kan jeg godt klare. Jeg rejser mig fra bænken i kantinen, smider resterne af min kyllingesandwich ud og går ud på gangen. Mod mit skab. Som sjovt nok er placeret i den anden ende af skolen. Suk. Jeg åbner skabet, tager bøgerne ud, for så at gå mod klasselokalet. Der ligger på den anden side af kantinen. Det er virkelig ikke gennemtænkt. Der er stadig 15min. til timen starter, så jeg lægger bøgerne på mit bord og går tilbage til kantinen. Jeg sætter mig på min sædvanlige plads ude i hjørnet, med ryggen mod væggen og udsigt til alle andre borde. Valeria sidder ved det midterste bord, sammen med Alicia, Elena, Isabell, Luis, Teresa, Antonio og Mateo. Alle de populære. Og nu må i ikke misforstå mig. De er hverken snoppede eller lede. Eller dumme. De er faktisk ret søde. Bare ikke lige de typer jeg er venner med. Nu vi taler om typer jeg ikke snakker. Ved bordet helt nede i det modsatte hjørne sidder Justin, skolens Badboy, sammen med Felix og Jonathan. De render i hælene på ham. Som små hunde. Justin er vist ikke engang fra Spanien. Han er oprindeligt fra Canada. Han blev flyttet da hans far skød hans mor. Det siger rygterne i hvert fald. Alle pigerne dåner over ham. Og det passer ham fint. Der er i hvert fald ikke mange af dem han ikke har været i seng med. Det gælder selvfølgelig kun de pæne af dem. Men stadig. Man forstår dem godt. Han ser da godt ud. Brune øjne, ren hud, charmerende smil. Han er noget nær perfekt. Hvis man altså ser bort fra personligheden. Og hvis i skulle være i tvivl, så nej, jeg har ikke været i seng med ham. Og nej, det er ikke fordi jeg er grim. Bare lige så i ved det.
Jeg sider og studere flokken af mennesker, da klokken ringer.

Matematik er endelig slut, og jeg har fået pakket mine bøger sammen og lagt dem i skabet. Jeg går ned af gangen, der næsten er helt mennesketom, ud mod parkeringspladsen, da nogen hiver fat i min arm og trækker mig ind i et kosteskab.  Forskrækket giver jeg et lille hvin fra mig, da døren bliver lukket og låst bag mig. Der er næsten helt mørkt i rummet. Det går derfor lige lidt tid, før jeg genkender personen der hev mig herind. Justin. Det må jeg sige, det havde jeg aldrig gættet. Aldrig.

"Hvad vil du?"

"Orhh du ved.. Bare... snakke." Hans stemme er hæs og han lyder ikke lige som en der bare vil "snakke".

"Virkelig? I mørke? I et kosteskab? Med låst dør?"

Han smilede let. Et skævt smil, der sikkert fik alle andre piger til at smelte.

"Der er måske andre ting du hellere vil lave'? I mørke. I et kosteskab. Med mig?"

Et endnu større smil.

"Helt ærlig? Jeg vil ikke lave noget som helst i et kosteskab. Her lugter sært, jeg kan ikke se, og jeg kender dig ikke"

"Det kunne du komme til"

"Nej tak. Jeg tror jeg springer over."

"Og hvad hvis jeg siger du skal?"

Og endnu et smil. Men et hårdt et. En lille smule creepy.

"Hvem skulle tvinge mig?" Min tur til at smile. Et stort flabet smil.

"Fair nok. Du slipper. Men vi to er langt fra færdige."

"

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...