Pigen der lærte at flyve

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2013
  • Opdateret: 2 feb. 2013
  • Status: Færdig
En kort fortælling om en kæmpende pige.

39Likes
40Kommentarer
882Visninger
AA

1. Pigen der lærte at flyve

 

Der var engang en køn, lyshåret pige. Pigen havde en sjæl, som var skrøbelig og fin, den var som vingerne på en sommerfugl. 

Heldigvis havde pigen et skjold til at beskytte sig med. Skjoldet var smilende, det var imødekommende, det var venligt, og de fleste mennesker så kun skjoldet, og ikke det som skjoldet beskyttede. Det var er godt skjold. Rigtig godt endda. Lige indtil den dag hvor det langsomt begyndte at revne. 

Det var ikke kun menneskerne omkring hende, der fik pigens skjold til at revne - det var også hende selv. Pigen vidste godt selv, at skjoldet var ved at revne. Det kunne hendes salte tårer fortælle hende. Men disse tårer blev skjult af skjoldet, så der var ingen, der så dem. Som sagt, det var et godt skjold. 

De første revner i skjoldet var forsaget af hendes forældre. Deres forventninger, deres krav, det pres, de lagde på hende. Allerede dér kæmpede hun. Dernæst kom hendes venner, lærere og ikke mindst hende selv. Pigen stillede højere krav til sig selv end nogen anden. 

I starten kunne pigen godt holde sammen på sin revnende skjold. Men da der kom flere og flere revner i, og da de blev dybere og dybere, skabte de endnu et problem, som pigen var nødt til at kæmpe med. Det var den hidtil sværeste kamp, hun havde kæmpet, for de mange dybe revner gjorde skjoldet svært at holde sammen på, og en dag kunne pigen ikke længere holde sammen på det. Overalt omkring hende splintredes det og faldt klirrende til gulvet, som om det var lavet af glas. 

Pigen vidste, hvad der var sket med skjoldet, i det øjeblik det skete. Med et fortvivlet og hjerteskærende hyl satte hun i løb. Hun løb og løb, aldrig havde hun løbet så hurtigt før, hendes hals forvandlede sig til en ørken. Men hun stoppede ikke, før hun nåede til en skov. I denne skov fandt hun et stort træ, der var så gammelt og kroget, at det knirkede, da hun begyndte at kravle op i det. Men pigen fortsatte, hun kravlede og kravlede, og hun stoppede ikke før, hun nåede træets krone. Her satte pigen sig og lod sine tårer løbe frit. 

I løbet af den næste tid besøgte en masse mennesker skoven, træet. Blandt dem var pigens forældre, lærere, venner. Hun så endda sig selv stå i mængden. De kaldte alle på hende, bad hende om at komme ned, alt var okay, hun skulle bare komme ned. Hun blev siddende.

Pigen blev siddende i træet i lang tid. Så lang tid at årstiden skiftede, det blev efterår. Mange af de mennesker, der stod under træet og kaldte på pigen, begyndte at gå hjem, for de var trætte af at vente. Dette var dog ikke noget problem for pigen, hun havde langt større problemer at kæmpe med. For efteråret gjorde det af med træets frugter, som pigen levede af. Nu havde pigen hverken mad eller varme. Desuden førte efteråret blæsten med sig, og blæsten var det gamle træs værste fjende, for den fik træet til at knirke og knage, den truede med at få træet til at vælte. De kaldende menneskers råb forvandlede sig til desperate skrig. Pigen blev fortvivlet siddende.

En dag begyndte det pludseligt at blæse op til storm. Stormen var meget kraftig. Pigen registrerede skrig under sig, men hendes koncentration var rettet mod noget helt andet – at holde fast i træets stamme. Hun klamrede sig til den, som hun aldrig havde klamret sig til noget før. Men det var ikke nok. For nu kom det hidtil kraftigste vindstød, det fik hele det krogede, gamle træ til at knirke og knage, det fik pigens greb om stammen til at løsne sig, det sendte hende ud i et frit fald direkte mod jorden.

Mens pigen hvirvlede mod jorden, forsøgte hun desperat at komme i tanke om, hvordan hun kunne undgå at smadre ned i jorden og blive ødelagt. Jorden kom nærmere. Hun kom i tanke om sit skjold, der også var blevet ødelagt. Jorden kom nærmere. Hun tænkte på sin sjæl, der stadig var hel, men utrolig skrøbelig. Hun fokuserede på den, prøvede at koncentrere sig. Om få sekunder ville hun ramme jorden. Med et foldede hendes sjæl sig ud, den forvandlede sig til vinger. Vinger som en sommerfugls, gule, fine, sarte. De løftede hende op. Op mod himlen, op mod skyerne. Pigen lo af fryd. Hun vidste, at vingerne var skrøbelige. Men hun var sikker på, at de nok skulle blive stærkere med tiden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...