X-Engel (vampyrhuset # 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2013
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Igang
”du køn når du gør sådan” hans smil drev mig til vanvid og mine krop rystede svagt. ”det er jeg sikkert” jeg mumlede. Han var at for tæt på, og jeg var ude af stand til at styrer mig selv. Jeg lænende hovedet lidt frem, men det var ham der lukkede afstanden mellem os, eller var det? Jeg lod mine lod mine blå øjne gide i. Hans læber mod mine egen sendte en sød fornemmelse igennem mig krop.

Kaos er engel, han ved det forkert... Og alligevel kan han ikke lade være. Han er faldet for en vampyr... Og ikke bare en hvilken som helst vampyr, det nemmelig Rasmus Lyrica, vil Kaos som engel nogen side overbevise Helvedes overhovedet om at han er god nok til at være ved Rasmus' side. Men ikke nok med at Rasmus er uopnåelig så lever engle ikke evigt som vampyrer. Hvilket valg skal Kaos tage? At forblive en engel og undgå had og udstødelse blandt sine egen, eller blive forvandelt til vampyr for at forevigt kunne være ved sin elskedes side?

13Likes
11Kommentarer
1266Visninger
AA

4. Vi kyssede Kaos

Jeg havde taget mit valg, jeg ville væk her fra på den ene eller anden måde, om Rasmus blev den der fik mig væk her fra eller om ham ikke gjorde, var lige meget.

 

 

Hvad jeg ikke havde regnet med var at min rebel af en storbror til Julius ville komme hjem, og bede om tilgivelse for hans syner.

 

Der lå jeg så og så op i loftet, da jeg hørte hoveddøren blive åbnet.  Det gibbede lidt i mig, vi var da alle kommet hjem var vi ikke, der var da ikke nogen der var gået, var der?  Jeg kunne høre løbende skridt og så lyden af en der fik en fald

 

 

” det gør du aldrig nogen sinde igen, er det forstået?” det var min far der råbte.

 

 

 ”nej, selvfølgelig gør jeg ikke det” Julius lav stemme var ikke til at tage fejl af. Jeg sukkede og genoptog mit menings løse formål med at kigge op i loftet.

 

Jeg havde ikke været i Skole dels fordi mine forældre havde forbudt mig det at tage af sted og dels fordi jeg stadigvæk havde et blåt mærke på siden af hovedet. Efter have ligget og kigget op i loftet tre dage, tog jeg mig endelig sammen til at tage af sted. Skolen ar ikke lige mig og da slet ikke når man er engel, alle tror bare man er guds bedste børn. Men vi ikke alle sammen guds børn, nogle gang forelsker vi os bare i de forkerte.

 

Jeg blev skubbet ind in væggen, de bakkede væk fra mig, da jeg vendte hovedet mod dem. De stirrede bare på mig.

 

 

”du jo.. hvem?” jeg sukkede

 

 

 ”min far” jeg så bare ned mod gulvet og gik videre, den ene af dem hev fat i mig.

 

 

”Kaos, det jo mishandling?” jeg rystede bare på hovedet.

 

 

”nej det mangle på respekt og tro” jeg rankede ryggen og så bare på dem. Rasmus kom gående lige midt i vores samtale.

 

 

”Kaos, det kan du ikke mene” jeg sukkede

 

 

”husk på jeg kommer fra en lidt anden kultur, det mindste fejl trin og vi ender i helved, et til og du kan betragte dig selv om falden, og krydser du grænsen og falder, ved du for altid stå ved Lukas’ side ved helveds trone.” jeg mumlede det var mere eller mindre sandt, en falden kan tages til nåde, men det sker stor set aldrig.

 

 

”kan en engel komme i helved?” jeg smilte bare

 

 

”vi ikke alle guds bedste børn, desuden er jeg godt på vej” jeg vendte mig om og gik hen af gangen.

 

Det sorte hår faldt ned over mine øjne. Rasmus så efter mig, det blik drev mig til vanvid. Han blik fik mig til at smile, kun fordi det var ham.

”kaos kan vi snakke?” Rasmus kom løbende halvt efter mig, jeg stoppede og vente mig mod ham. Var det mig han i første omgang var gået en for at snakke med? Jeg sukkede og kiggede på ham, han smilte mildt til mig.

 

 

”okay” jeg lod håret falde ned over øjnene. Jeg var nervøs, hvad ville han, var der overhoved noget og snakke om.

 

 

”ikke her efter skole” han hånd rakte ud efter min hage og løftede mit hoved op så jeg så på ham.

 

 

”okay?” hviskede han og så afventende på mig. Han ventede svar, og jeg nikkede. Jeg stod presset op af væggen, jeg kunne ikke komme forbi. Ude af stand til at gøre andet end at se på ham, stod jeg bare og så op i de mørke øjne. Der var ingen andre på gangen. Han sukkede og slap min hage og gik bag ud. Skulle jeg tage chancen eller ville det ødelægge noget.

 

Jeg hang i timerne og fulgte ikke rigtig med. Jeg gik før klokken ringede, jeg kunne ikke holde det ud. Jeg ville ikke høre mere, vi snakkede engel. Og lad mig bare sige der var ingen der rigtig vidste hvordan tingene hang sammen. Rasmus lod til at vide en del, men der var jo heller ingen der vidste hvor længe vampyren havde levet.

 

Jeg stod ude foran skolen og ventede. Jeg havde selv sagt ja til at snakke med ham, men jeg vidste ikke helt hvorfor han ville snakke med mig. Julius rejste sig- han havde siddet på en sten på den anden side af vejen. Hen gik hen mod mig med et smil på læberne. ”du vokset” han stod foran mig og jeg rystede på hovedet af ham.

 

 

”hvorfor er du her?” han lagde en hånd på min skulder.

 

 

”far bed mig om at snakke med dig men jeg ikke den rigtig” han smilte og så lidt på mig

 

 

”så skal vi ikke bare sige jeg forsøgte?” jeg nikkede og kunne mærke han så på noget bag mig, inden han så på mig igen. Han bukkede for mig og vendte så ryggen til mig.

 

 

”vi ses vel der hjemme eller hvad?” jeg svarede ham ikke, han forventede ikke svar, han gik bare.

Jeg sukkede og vendte mig rundt for kun at opdage at Rasmus stod bag mig.

 

 

”du ville tale med mig?” jeg hviskede og så bare på ham. Han lod til at være en lille smule forvirret. Jeg blev noget overraskt over at han bare tog min hånd og hev mig efter sig. Og det var ikke fordi jeg ikke kæmpede i mod, men som vampyr var han bare det lidt stærkere end mig. Det her ville til en hver tid kunne misforstås. Han sukkede og stoppede, han vendte sig mod mig. Der var noget i hans blik jeg ikke forstod, eller jo det var det blik jeg så hos mig selv. Jeg lod mit hår falde ned over øjnene og sukkede opgivende, jeg havde ingen ide om hvor jeg var henne ad.

 

Han lagde to finger under mig hage og løftede mit hoved op. Han pressede mig op af væggen på et hus, der var ingen vej uden om, hvad end det var han ville, så kunne jeg ikke slippe. Han stod bare og så på mig, en svag rødme kom frem på mine kinder, og mine blå øjne blev en smule sløret. Han smilte og lagde hans hoved på skrå

 

 

”du køn når du gør sådan” hans smil drev mig til vanvid og mine krop rystede svagt.

 

 

 ”det er jeg sikkert” jeg mumlede. Han var at for tæt på, og jeg var ude af stand til at styrer mig selv. Jeg lænende hovedet lidt frem, men det var ham der lukkede afstanden mellem os, eller var det?

Jeg lod mine lod mine blå øjne gide i. Hans læber mod mine egen sendte en sød fornemmelse igennem mig krop. Han slap min hage og mine læber enden han trak sig lidt tilbage. Jeg havde på fornemmelsen at han så ned, jeg selv åbnede mine øjne og kiggede på ham. Ville jeg falde for hans skyld?

 

 

”Kaos jeg… jeg beklager, men jeg var bare nød til at gøre det.” Rasmus mumlede og jeg så ned.

 

 

”lad være med at beklage det” min stemme knækkede over og jeg begyndte og græde. Hvad fanden skulle jeg gøre? Shit… Han lagde bare armene om mig og gemte sig ansigt i mit hår.

 

 

”Kaos vil du tage med mig tilbage altså, vil du… ” han stoppede han kunne ikke sige det. Jeg lagde bare hovedet mod hans hals og sukkede tilfreds. Men ville jeg kunne tage med ham? Sikkert ikke hvor end jeg gerne ville. Men der var ikke længe til jeg ville fylde mit attende år.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...