X-Engel (vampyrhuset # 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2013
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Igang
”du køn når du gør sådan” hans smil drev mig til vanvid og mine krop rystede svagt. ”det er jeg sikkert” jeg mumlede. Han var at for tæt på, og jeg var ude af stand til at styrer mig selv. Jeg lænende hovedet lidt frem, men det var ham der lukkede afstanden mellem os, eller var det? Jeg lod mine lod mine blå øjne gide i. Hans læber mod mine egen sendte en sød fornemmelse igennem mig krop.

Kaos er engel, han ved det forkert... Og alligevel kan han ikke lade være. Han er faldet for en vampyr... Og ikke bare en hvilken som helst vampyr, det nemmelig Rasmus Lyrica, vil Kaos som engel nogen side overbevise Helvedes overhovedet om at han er god nok til at være ved Rasmus' side. Men ikke nok med at Rasmus er uopnåelig så lever engle ikke evigt som vampyrer. Hvilket valg skal Kaos tage? At forblive en engel og undgå had og udstødelse blandt sine egen, eller blive forvandelt til vampyr for at forevigt kunne være ved sin elskedes side?

13Likes
11Kommentarer
1240Visninger
AA

7. Byen Domi Kaos

Jeg ved ikke hvordan jeg endte i byen Domi. Men væk hjemme fra var jeg da kommet, Rasmus havde jeg ikke set noget til, siden vi sagde farvel inden mit atten år. Det lille værelse jeg havde lejet mig, duftede langt fra godt. Men det vare blevet mit hjem her på det sidste. Og det var da også en følelse af at komme hjem, der bredte  sig i kroppen på mig, og et let suk ged over mine læber. Jeg lagde mig på sengen og sukkede dybt. Der var vampyrer over alt her i byen og engel blod var meget sjældent. Det var sket mere end en gang at nogen havde forsøgt at drikke af mig. Jeg rejste mig og gik ud af døren. Jeg kunne ikke sidde stille, jeg følte mig ensom. Jeg ved ikke hvad der skete med mig, men jeg var ensom. Havde jeg vidst at det var fordi jeg savnede en vampyrs tænder, var jeg død. 

Jeg gik hen ad gaden og forsøgte at falde i et med væggen. Der gik dog ikke længe før, de første vampyrer lade mærke til mig. "Hvad så smukke?" Vampyren stod helt tæt op af mig. Jeg lændende mig op af muren, "I fandme værre end lim" Jeg mumlede og forsøgt at gå videre. Han stoppede mig. "Det tror jeg ikke lige du skal" Han skubbede mig op af muren. Hans læber kom nærmere min hals og hans tænder skulle til at bide sig fast. Jeg var hurtig af en engel at være. Jeg smuttede ud under hans arm. 

"Jeg beklager meget men jeg giver altså ikke ud til hvem som helst " Jeg stark i løb med ham efter mig. Som sagt jeg var hurtig af en engel. Men vampyrer er stadigvæk lidt hurtiger, end jeg nogensinde bliver. Og idet jeg så mig tilbage løb jeg ind i endnu en vampyr. Jeg stoppede og veg tilbage. Et par stærke arme lukkede sig om mig bag fra. "kunne man ikke løber mere eller fortyd du?" Han hviskede mod huden på min hals. Fuck..

Jeg havde ikke kigget nærmere på den vampyr, som jeg var løbet ind i. "Jamen dog sikker stile du er" Jeg kunne mærke hans tænder mod min hals. Jeg skulle måske havde kigget nærmere på ham foran mig, for det var en ham. Jeg vred mig og ville væk der fra, men uden held. Det var en svag kurren der fik ham til at slippe mig. Mine knæ ramte jorden og et suk kom over mine læber. Den vampyr der sætte sig på hug foran mig, var en jeg aldrig havde troret jeg skulle se igen. Jeg blev simpelhen så chokeret over at se ham, at jeg ikke kunne få et ord over mine læber.

Vampyren der havde holdt mig var en smule irreterart over at miste sit bytte. "Altså det ikke helt fair du kan jo bare finde dit ejet" Vampyren foran mig smilede bare og lagde hovedet på skrå. "Du ved godt hvad det vil sige at være en Silver Wing?" Han sad Stadigvæk foran mig. Vampyren bag mig gik bagud og gispede lavt. "Men hvad laver en fuldblods Engel i En vampyr by?" Det var jo sandheden, Domi var den største vampyr by du fandt, Den rummede nogle af de største vampyrhuse der fandes på jorden. Du kunne jo tage til helved og finde noget det var større. 

Jeg rejste mig op og vendte mig mod vampyren der havde talt. "Det kommet et eller andet sted ikke dig ved" Jeg havde ikke noget i mod at havde Rasmus i ryggen, En hver anden vampyr havde jeg været bange for ville dræbe mig. 

"Og du slet ikke bange for at vænne ryggen til en Lyrica?" Der var en ubestemt form for fryd i vampyrens stemme. Jeg smilte bare og rystede på hovedet, det var var Rasmus der lagde armene om mig. "Nej det tror jeg nu ikke han har.." Jeg kunne mærke hans læber mod min hals. "Jeg hader dig stadigvæk" Jeg skubbede til ham, men ville egentlig ikke havde han gik. Han sukkede bare "Okay jeg er ked af jeg bare efterlod dig, undskyld kan du tilgive mig?" Jeg lagde bare hovedet ind mod hans hals. "Nej det kan jeg ikke" Han lo bare og smilte. Jo jeg kunne selvfølgelig lig godt tilgive ham, men det lå bare ikke til mig... 

"Det havde jeg ikke troret om en engel, men måske om dig Kaos.. "

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...