Min anden halvdel

Jeg har aldrig haft nogle rigtige venner, bortset fra ham.
Jeg mistede min tvillingebror, Alex, i en bilulykke. Den eneste person som var der for mig. Min mor er hysterisk efter ulykken og hun skændes altid med min far. Min moster bor i New York sammen med hendes kæreste. Min lillebror forstår ikke rigtig hvad det vil sige at savne, at miste, men bruger stadig ordene når han snakker om Alex.
Det her år er et som både Alex og jeg har ventet på siden vi var fem. Sommerlejren. Vi ville begge to fylde 14 i år men Alex nåede det aldrig. Han blev 13.
Jeg skulle på den her sommerlejr og prøve at have det sjovt. For Alex's skyld i det mindste. Ingenting går galt. Jeg får venner som hjælper mig igennem det hårdeste tab jeg nogensinde har lidt.

0Likes
0Kommentarer
258Visninger

1. Familie Middag

Kender i den pige som sidder alene i enden af klasseværelset? Pigen ingen gider være sammen med fordi hun er 'underlig'? Hende dér der altid tegner noter i sit kladdehæfte? Hende som alle klasser har. Og jeg er tilfældigvis den pige på Tingager Skolen i syvende klasse. Jeg har ingen venner, for ingen gider at hænge ud med hende den 'mørke'. Jeg har bare lidt tyrkisk baggrund som alle regner med, når de snakker om mig eller bare kigger på mig. Jeg ligner jer utroligt meget. Jeg er født i Danmark. Jeg taler Dansk. Hvad er problemet? Jeg ligner jer ikke. Jeg har brunt, langt hår og brune strålende øjne,  gylden brun hud og bølger i håret.  Jeg har ikke pengene til at ligne jer. Jeg har ikke pengene eller udseendet til at ligne jer.  Men jeg har det godt. I forhold til jer så sulter jeg ikke mig selv bare for et par bukser.

 

Jeg tegnede det sædvanlige ansigt. Den lille bange dreng. Alex. Han var min bedste ven. Indtil han kørte galt i en bil med hans forældre og hans søster. Mine forældre og mig. De overlevede, mine forældre, men Alex var ikke så heldig. Vi havde altid, da vi var mindre, sagt at vi ville rejse verden rundt sammen og opleve alt hvad der er at opleve. Men det nåede han ikke.

"Alexandra? Timen er ovre." hørte jeg nogen sige langt væk. Utroligt nogen snakkede til mig.

"Hva?" jeg kiggede lynhurtigt op og kiggede på min Engelsk lærer.

"Timen er slut." sagde han og rejste sig fra sin stol. "Det har den været i tyve minutter nu."

"Oh.. Undskyld. Jeg.. Jeg går nu så." sagde jeg og rejste mig op. Jeg pakkede mine ting ned i min taske.

"Det' helt fint." sagde han.

Jeg gav ham et lille smil og gik så over mod døren.

Folk møvede sig frem for at komme hurtigt hjem. Jeg gik bare rundt i min egen lille verden. Ingen snakkede til mig alligevel så hvorfor skulle jeg gøre andet?

Alle kiggede på mig med store øjne og et lille stik af medlidenhed gemte sig i hvert sæt. Jeg hadet den måde de kiggede på mig efter hans død. Som om jeg kunne bryde sammen hvert sekund det skulle være. Og det kunne jeg også men jeg måtte ikke. Han ville ikke have ønsket at hans eneste søster gemte sig væk fra omverdenen fordi han var væk. Han ville have at jeg skulle have et fedt liv ligesom dem vi altid snakkede om da vi var mindre. 

Jeg gik ud af døren og så min mor holde for enden af parkerings pladsen. Hun havde et smil på læben da hun så mig. Det var den sidste dag før sommerferien og alle rendte rundt og krammede og sagde ting som; "Elsker dig snuske ha' en god ferie." eller; "Savner dig allerede.". Jeg gik ind imellem dem allesammen og fik et par medlidenheds fulde smil. 

"Ses, Alex..andra." sagde en af pigerne, med blond hår, til mig og vendte sig til sine veninder. 

"Hej mor." sagde jeg da jeg satte mig ind i bilen. Jeg smækkede døren og tog sælen på.

"Hej Alexsansra." sagde min lillebror, Kasper, fra bagsædet.

"Hej Kasper man. Havde du en god dag i børnehaven?" spurgte jeg og gav ham en high five.

Han smilede. "Sja." sagde han og legede lidt med sine traktorer.

"Havde du en god dag i skole? Sidste dag. Glæder du dig til imorgen?" spurgte min mor og kunne ikke holde sit over happy face væk. 

Jeg skulle på en sommer lejr imorgen. En som Alex og jeg havde ventet på at være gamle nok til at tage med på. Og i år ville vi blive 14 men jeg føler at jeg kun er syv. Uden Alex er det som om jeg mister halvdelen af mine år.

"Ja og ja. Det bliver sikkert sjovt.." sagde jeg og kiggede ud af vinduet og mumlede; "Det var tusinde gange sjovere hvis han var her." 

 

Efter at have brugt det meste af tiden, i bilen, på at stirre tomt ud af vinduet på de forbi passerende, kom vi endelig hjem og jeg kunne stige ud af bilen. Mit helvede af et hus tonede sig op foran mig og min store fede hund kom løbende hen til mig. Han slikkede på min hånd.

"Eww.... Charlie!" skreg jeg nærmest og tørrede hunde savlen af i mine bukser. Jeg kiggede ned på hunden og så at den hang med hovedet. "Aww... Kom her Char." sagde jeg, bukkede mig ned og krammede den fedeste hund i verden.

Jeg gik ind af døren og trådte ind i vores entre. Jeg gad ikke engang til at tage noget mad i køkkenet for det var som regel det sted min mor og far ville skændes. Så jeg tog Kasper og bar ham op på anden etage og smed ham på sofaen. Han grinte høj lydt og legede med legoet i hjørnet. Det var det samme lego som altid. Men det gav alligevel minderne et lille piff. Det var det lego Alex og jeg havde samlet da vi var små. Jeg byggede altid slotte og Alex byggede altid biler eller drage som der ville køre ind i mit slot. Jeg havde altid skældt ham ud over det men det hjalp aldrig sådan rigtigt.

Han satte to brikker sammen og lagde dem så på gulvet. Derefter kom to nye brikker på og sådan blev han ved. Jeg skruede op for tv'et da jeg hørte mors og fars skænderi blive høj rystet. Typisk dem. 

"Sansra? Hvorfor skændes mor og far?" spurgte Kasper pludselig.

"Det ved jeg ikke, Kas." sagde jeg og gave ham et lille smil.

Jeg rejste mig op og gik ind på mit værelse. Kasper fulgte efter mig men det gjorde ikke rigtig noget. Han gad ikke være alene når mor og far skændes. Jeg åbnede min kuffert og kiggede om der var noget jeg manglede, selvom mor og jeg alligevel ville gå det igennem imorgen igen men... Alt var der. Ligesom da jeg pakkede igår. Alt lige fra tøj til tandbørste. Jeg var klar. Alt var klar. Nu skulle jeg bare have modet til at tage afsted. Ikke kun for Alex's skyld men også min egen. Jeg skulle til at få nogle venner. Okay det var mest for Alex's skyld. Han fortjener at jeg i det mindste tager afsted. Nogle gange føltes det endda som om at han er i mig og ser det jeg ser. Er det underligt? ja.. Tænkte jeg nok.

Jeg skubbede kufferten lidt væk fra mig og så noget skinne i sollyset bag kufferten. Det var guld. Jeg tog fat i det. Det var Alex's gamle halskæde, gulv stjernen med hans initialer på bagsiden. Han havde altid gået med den før han...Døde. Jeg tog den om halsen og gemte den bag min trøje.

"Jeg savner sham osh." sagde Kasper ved siden af mig. Han havde ikke engang kendt Alex. Kun lidt selvfølgelig. 

"Jeg ved det.." sagde jeg mumlende. Jeg satte Kasper på mit lår og vi kiggede begge to ud på solen. Den var ved at gp ned. 

"Aftensmaden er færdig." råbte min mor. I det mindste kunne hun råbe andet til os end til far.

Jeg rejste mig op og tog Kasper's hånd. Hvis min mor så halskæden ville hun bryde sammen. Så jeg sørgede for at den var ordenligt gemt væk under min trøje. Vi gik langsomt ned ad trappen og ud på terrassen hvor min mor, far,... og moster og onkel?

"Amy?!" skreg jeg og hoppede ind i min mosters arme. "Hvad laver du her?" 

"Jeg kommer da for at sige ordenligt farvel til min lille pige før hun tager på en stor styg sommerlejr. Tro mig de er stygge ved en." sagde hun med et kæmpe smil på læben. Min moster og min mor lignede hinanden som to dråber vand. Måske fordi de var tvillinger.

Jeg grinede og vendte mig så til min onkel, som havde taget Kasper op i sine brede arme. 

"Hej snuske basse." sagde han og gav mig et smil. Jeg gav ham et kæmpe kram og kiggede så på mine forældre. 

"Hvorfor sagde i ikke noget?" spurgte jeg.

"Vi tænkte at du ville blive glad for en overraskelse." sagde min mor. "Så vi hentede Amy og Carlos i lufthavnen idag. De er lige kommet ind fra New York."

"Cool!" sagde jeg og vendte mig til Amy. "Du bliver nødt til at fortælle mig om det!"

"Det skal hun nok men skal vi ikke lige spise noget mad først?" spurgte min onkel og fakede at han savlede.

"Jo." sagde jeg og grinede lidt af ham. 

Vi satte os ned ved det store runde terrassebord. Solen skinnede ned på os og den kølige luft gjorde vejret helt perfekt. Det eneste, eller rettere sagt, den eneste der manglede var Alex. Han ville have elsket at høre om Amy og Carlos' fantastiske eventyr i New York. Og han ville have elsket at sidde her ved bordet i baghaven sammen med sin familie. Suk...

"Så Amy hvordan er det i New York?" spurgte min mor og slog mig lie lumsk ud af mine tanker.

"Helt fantastisk! Morgenmad på Tiffany's, teater på Broadway. Helt utroligt. I ville elske det!" sagde Amy og spiste en bid af sin gulerod.

Jeg smilede. Det ville være helt utroligt bare at være sammen med den person som drømmede mest om at komme til New York.

Jeg rystede tanken af mig og tog endnu en bid salat. 

"Glæder du dig til imorgen, A?" spurgte Carlos. 

"Tja... Jeg er nervøs." sagde jeg og hele bordet, undtagen Kasper og jeg, grinede.

"Ja det er jo normalt." sagde min far med et smil.

De andre snakkede resten af aftenen mens jeg arbejdede på at få mod nok til imorgen. 

Jeg satte mig ned på gyngen, i enden af vores have, og kiggede op på min familie. Carlos sad stadig og spiste. Typisk ham. Min mor var gået indenfor for at vaske op og Kasper legede rundt på græsset med Charlie. Min far sad og snakkede højlydt med Amy. 

Jeg gyngede frem og tilbage. Vinden suste i mit brune hår. Der var engang to gynger. Nu er der en gynge og en baby gynge. Ikke andet.

"Hey A." sagde Amy. Jeg kiggede op på hende.

"Hey." sagde jeg og kiggede ned på jorden igen.

"Du savner ham, ikke?" hviskede hun.

Jeg nikkede og følte tårene forme sig i mine øjne. Må ikke græde, må ikke græde, tænkte jeg.

"Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være at miste sin tvilling." sagde hun og satte sig på baby gyngen. Den var måske lidt lille men hun kunne stadig sidde PÅ den. 

"Det er som at miste en del af sig selv." mumlede jeg.

Hun kiggede bare ud i det blå. Ingen kommentar. Også selvom jeg vidste at hvis hun kom med en ville det være en joke. Hun var ikke så god til de her situationer. Men hvem er god til situationer hvor en død omhandler det hele?

"Jeg savner ham." sagde Amy så til sidst og stod op. Hun gik op til huset igen og indenfor. 

Selvfølge savnede hun ham for hvem kan lade være med at savne dem de mister. Men ingen forstår hvordan jeg har det. Min tvillingebror er død. Min anden halvdel er væk forevigt.

 

"Dessert!" råbte Kasper og løb rundt omkring i haven og huset for at fortælle det til alle. 

Jeg rejste mig roligt op og gik op til terrasse bordet. En banana split på hver tallerken. Jeg satte mig ned og kiggede rundt på de andre. De havde et smil på læben men deres øjne udtrykkede noget andet end hvad et smil udtrykker. Deres øjne udtrykkede vrede, sorg og alt ind imellem.

Jeg tog en ske fuld af den søde jordbær is og tog op til munden. Jeg slugte det i en slurk. Det var iskoldt men hva faen? 

"Så du er helt klar til imorgen, Alexandra?" spurgte Carlos.

Jeg nikkede.

"Du skal bare sige til hvis en eller anden chikanere dig så skal jeg nok smadre hans fjæs-"

"Sådan nogle ord bruger vi så ikke lige foran Kasper, vel skat?" sagde Amy og afbrudte Carlos' snak om smadring.

Han kiggede uskyldigt på os allesammen.

"Han kender allerede de ord så det gør skam ikke noget." sagde jeg og de grinede lidt af mig.

"Ja han lærer det vel fra dig?" sagde Amy.

"Ja." sagde jeg og smilede.

"Nå men A hvis nogen irritere dig skal jeg nok sørge for dem." sagde Carlos og tog endnu en ske fuld is i munden.

Jeg spiste ikke mere af desserten. Havde det ikke som om jeg gad. Det var bare jordbær is og en banan på en tallerken. Ikke noget særligt men en sød tanke fra min mors side.

"Tak for mad" sagde jeg og rejste mig op. 

"Nej nej nej nej nej nej. Du bliver siddende lige der indtil vi kommer ud igen." sagde min mor og rejste sig. Hun tog min tallerken og alle de andres og gik indenfor. De andre fulgte efter hende og to sekunder efter kom de ud med en rød lille æske.

"Her er en lille gave som vi tog med hjem fra New York. Dine forældre tænkte at det var en god måde at sige farvel på. Du tager jo på lejr tur og sådan så.." sagde Amy og rakte mig den lille æske.

Min mor stod ved siden af hende med næsten krampe i hendes ansigts udtryk. 

Jeg åbnede den røde æske og så den smukkeste halskæde i verden. Udover Alex's, men den vidste min familie ikke noget om så.. Halskæden havde navnet 'Alex' stående i svunge bogstaver. Et lille hjerte var sat fast på kæden.

"Wauw.." mumlede jeg. "Den er fantastisk." sagde jeg. 

"Vi tænkte nok du ville reagere sådan her prinsesse." sagde min far.

Jeg følte tårene i mine øjne men jeg havde et smil på læberne. 

"Tak." sagde jeg og kiggede op på min mor, far, moster og onkel. De gav mig et smil og Amy hjalp mig med at få den på.

"Nå men Kaspar skal i seng. Vil du, Alexandra?" spurgte min mor.

Jeg nikkede og tog Kasper i mine arme. Han var allerede halvt sovende men insisterede på at jeg skulle gå rundt til allesammen så han kunne få en krammer. Bagefter rundturen af kram, gik jeg indenfor med den nu sovende Kasper. Jeg lagde ham ned på hans seng og smed dynen over ham. 

"Sov godt trold." sagde jeg.

"Jeg ikke en trold." protesterede han. Han var åbenbart vågnet da jeg lagde ham på sengen. "Godnat Alexandra."

Jeg kiggede på ham. Han sagde mit navn rigtigt. Han sagde det rigtigt? 

Jeg gav ham et smil og kastede en af hans bamser over til ham. Jeg gav ham et kys på kinden og gik ud af værelset, uden at slukke lyset.

Jeg trådte ud af terrasse døren og så min mor og Amy i en seriøs snak. De så i hvert fald seriøse ud.

"Jeg går i seng." sagde jeg og vendte mig om.

"Godnat." sagde de allesammen.

"Godnat." sagde jeg og gik op på mit værelse. Typisk min familie. Altid et eller andet at brokke sig over.

Jeg tog mit nattøj på og lagde mig ned på min seng. Måne lyset skinnede ind gennem vinduet, ved siden af mit skrivebord. Jeg tog Alex's gamle bamse og klemte den. "Jeg elsker dig Alexandra." sagde hans stemme. Han havde købt den her bamse til mig på vores fødselsdag det samme år som ulykken. Sidste år... 

"Jeg elsker også dig Alex." hviskede jeg og lukkede mine øjne. Lang dag imorgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...