Når natten er på vej

*Coveret er ikke helt færdigt, og det endelige er stadigvæk under udarbejdelse *

”Kan du dufte det?” Spørger han mig så. Kigger ikke på mig. Vi ser bare begge på bølgerne,som uforstyrret slår imod stenene. ”Det er duften af solnedgang.” Nu ser vi på hinanden, og jeg nikker. Jeg kan godt dufte det.

*Historien ændres fra nutid til datid, når prologen er slut ^^*

23Likes
49Kommentarer
922Visninger
AA

1. Prolog - Duften af solnedgang.

 

Blæsten er vild og varm, og fra en skyfri himmel skinner solen ned. Min nederdel flagrer i den vilde vind, og når der kommer opadgående vindstød, er jeg nødt til at holde den på plads, med den ene hånd. Den anden hånd er jeg nødt  til konstant at holde på min hat. Hatten med de blå bånd.

Ved min side går Ever. Drengen med de mørke øjne, der gemmer på hemmeligheder. Drengen jeg kender bedre end de fleste andre, og alligevel ikke føler jeg ved noget om. Måske er det i virkeligheden ham, der kender mig? Jeg ved ikke engang,hvornår han er født. Engang spurgte jeg ham, men han sagde at han ikke holdt fødselsdag. Der var ikke noget at fejre, ved at blive endnu et år ældre, og endnu et år mere ansvarlig. Vi var ikke så gamle dengang. Jeg løj, og sagde at jeg heller ikke syntes, der var noget at fejre. At jeg  heller ikke holdt fødselsdag. Jeg ville så gerne være venner med ham.

Og venner blev vi. Hvis man kan kalde det, at man noglegange mødes, at være venner. Mødes og går lange ture i udkanten af byen. Blæsten sender varm luft imod mine ben, og kjolen flagrer. Med den venstre hånd griber jeg fat i kjolen, og presser den nedad. Jeg tænker, at Ever må synes jeg ser dum ud. Med et dybt suk indånder jeg den støvede luft. Den dufter af kornfyldte marker og solnedgang.

”Hvorfor sukker du?” Jeg kigger på ham. Det er sjældent vi taler, og ordene skal lige finde frem til min mund, før jeg kan svare.Ordene smager som sand, da de kommer ud. Meningsløse ord, der svarer på et meningsløst spørgsmål. I virkeligheden er han ligeglad. Eller, det tror jeg han er. Men hvad ved jeg. Jeg kender ham jo ikke.

”Jeg sukker fordi det blæser. Min nederdel irriterer mig.” Svarer jeg. Han kigger på mig, med sine mørke øjne. Øjnene med hemmelighederne. De blå bånd på hatten, blæser ind i mit synsfelt.

”Hvis din nederdel irriterer dig, hvorfor tager du så ikke bukser på? Det gør de andre piger.” Han flytter blikket fra mig, og kigger ligefrem igen, imens han tavst afventer sit svar. Jeg kommer til at svare en smule afvisende. Men han kan tåle det. Han er trodsalt Ever. Ever er en overlever. Han er ligeglad med en dum piges spydige kommentarer.

”Jeg kan godt lide at have nederdel på.” Et øjeblik går vi i tavshed. Så stopper han op, lægger hånden på min skulder, og ser mig i øjnene. Mit blik flakker, før at jeg tager mig sammen og møder hans. Et øjeblik er hans øjne det eneste jeg ser,  og da han taler hører jeg intet andet. Et øjeblik er jeg døv for blæsten, for kornets raslen og for fuglenes lydløse vingeslag.

”Hvorfor?” Spørger han. Jeg løsriver mig fra hans øjne, og ser irriteret på ham. Det var et dumt spørgsmål.

”Fordi de andre piger ikke kan lide det.” Siger jeg. Jeg river mig løs fra hans hånd, og tager et par hastige skridt fremad. Min hånd knuger omkring nederdelen, og jeg holder den beslutsomt nede. Han sætter ikke farten op for at indhente mig. Det er mig, der sætter farten ned, for at vente på ham. Han indhenter mig få øjeblikke senere. Jeg er ikke sur på ham. Det er Ever. Sådan er han bare. Vi går videre i tavshed.

I smug sender jeg blikke hen til ham, og betragter ham. Det gør jeg noglegange. Jeg kan godt lide tanken, om at have hemmeligheder for hans øjne. Så jeg betragter det sorte hår, de slanke arme, i håbet og troen om han ikke opdager det. Og alligevel ved jeg godt, inderst inde, at han ser det hele. Ikke kun mit håbløse forsøg på at skjule, jeg betragter ham, men også alt det andet. De røde snit på mine arme, det mørke hul i min sjæl. Alle mine dybeste hemmeligheder. Men vi har allesammen hemmeligheder, og jeg skammer mig ikke. Særlig meget. Endnu engang sukker jeg. Vi er ved at have været hele vejen rundt. Snart når vi landsbyen igen.

”Nu sukker du igen.” Jeg kigger åbenlyst på ham. Han kigger ikke på mig.

”Det gør jeg nogle gange. Det er et tegn på at jeg enten er ked af det, eller synes du er pisseirriterende.”

”Pisserirriterende er ikke et rigtigt bandeord. Det kan du gøre bedre.” Et smil i hans stemme? Mine egne spinkle læber strammes også i et smil.

”Hvad er det du vil have mig til at sige? Lorteirriterende? Er det bedre?” Han svarer ikke, men hans læber taler for sig selv, og jeg er glad for, at han er glad. Når det lykkes for mig at få ham til at smile, er det en god dag. Selvom han er begyndt at smile oftere på det seneste.  Endnu engang sænker tavsheden sig over os, og kun blæsten er tydelig. Det er bedst sådan. Folk som Ever og jeg, er ikke skabt til at tale sammen.

Vi er skabt til at leve sammen, måske endda dø sammen... Men samtalerne. De bør blive holdt udenfor vores forhold. Vinden blæser. Kjolen flagrer. Jeg holder fast på den, med den venstre hånd, som jeg har gjort under hele vores gåtur. Og Ever er bare tavs. Jeg tænker at han filosoferer over et eller andet. Men hvad ved jeg ikke. Så godt kender jeg ham ikke.

Vi nærmer os vores begyndelsessted nu. Jeg kan næsten høre bølgerne slå på den nærtliggende strand, men kun næsten. Ever’s halvlange sorte hår blæser ind foran hans ansigt, så jeg hverken kan se den blege hud, eller de mørke øjne. Vinden bringer mig duften af hans shampoo. Den dufter cremet, men skarpt. Ikke en lugt som jeg helt kan beskrive. Jeg kan ikke sige så meget andet, end at den passer til ham. Ham kan man heller ikke helt beskrive. Vi stopper op, ved skillevejen. Hvis man drejer til venstre kommer man ned til stranden. Vejen til højre fører til den del af byen, hvor mit hus ligger. Hvis man fortsætter ligeud, når man Ever’s hus.

”Vil du en tur ned på stranden, eller skal vi bare gå hver til sit?” Spørgsmålet er rutine, høflighed. I virkeligheden vil han bare hjem, så han ikke behøver at se mig før i morgen. Alligevel lader jeg som om jeg ikke ved det, dag efter dag. Svarer bare det samme igen og igen. Vinden blæser imod os, og endnu engang er jeg omgivet af duften af solnedgang. Solnedgang og saltvand, denne gang.

”Nej tak, Ever. Jeg vil bare gerne hjem.” Siger jeg, smiler til ham. Han skæver til mig, smiler et af sine høflige smil.

”Så goodnight, til dig.”

”Goodeverning, til dig.” Han smiler, før han vender om og går ned ad den støvede grusvej. Jeg vender også ryggen til ham, og fortsætter videre op ad min egen vej. Efter et par skridt stopper jeg, vender omkring, og går tilbage. Da jeg står ved vejen, spejder jeg efter Ever, før jeg tager en dyb indånding, og fortsætter ned mod stranden. I løb sætter jeg ned ad stien. Bølgernes brusen bliver tydeligere for hvert skridt jeg tager, og da jeg endelig når stranden ånder jeg lettet op. Min kjole blæser op, og jeg lader den blæse. BHer er ikke nogen, så det kan være ligemeget.

Luften er køligere her, friskere. Knap så lummer og støvet som oppe ved vejen. Bølgerne bruser mod klipperne, og jeg smiler. Med lette skridt hopper jeg op på en af de store sten langs vandkanten. Jeg kan mærke det lette sprøjt mod mine bare ben, og gåsehuden kommer frem. Grinende spreder jeg armene ud til siden, og et kort øjeblik holder jeg ikke fast i noget. Min nederdel blæser opad, og hatten, hatten med de blå bånd, blæser af. Jeg gisper, og hopper ned fra stenen, for at få fat på den. En hånd rækker den til mig, og jeg kigger forundret op. Ever’s mørke øjne møder mine.

Han spørger ikke om en forklaring, og jeg giver ham ingen. Vores tavshed kommer bare ligeså stille tilbage. Den føles tryg.

”Kan du dufte det?” Spørger han mig så. Kigger ikke på mig. Vi ser bare begge på bølgerne,som uforstyrret slår imod stenene. ”Det er duften af solnedgang.” Nu ser vi på hinanden, og jeg nikker. Jeg kan godt dufte det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...