I knew you were trouble - 1D Story.

I denne historie vil du møde de skønne drenge fra 1D, de går på en skole og er dens Badboys. Folk ser enten op til dem, ønsker de var dem eller er bange for dem. Pigerne drømmer om at komme sammen med dem, drengene ønsker at være dem...
Lige indtil en ny pige starter på skolen, Ayla Decembre er den nye pige og har ingen anelse om hvordan skolen fungere. Hvad sker der når hun en dag tilfældigt løber ind i de "Magtfulde" drenge og ikke viser den respekt de er vant til? Og hvad sker der når drengene pludselig finder ny interesse i Ayla? Vil hun blive ved med at holde den kolde facade eller vil en af drengene charmere sig ind på hende?
Drengene er ikke kendte.

18Likes
10Kommentarer
1440Visninger
AA

8. Thousand Years

 

Heart beats fast

colours and promises

how to be brave,

how can I love when I´m afraid to fall

 

Christina Perri - Thousand Years

 

Aylas p.o.v

Han så mig dybt ind i øjnene med et lidenskabeligt blik, og jeg vidste, at jeg blev nødt til at sige det. Han ville synes jeg var latterlig, men jeg var nødt til det.

"Jeg er... Jomfru, okay?" En tåre løsrev sig fra min øjenkrog og med et kunne jeg ikke mærke Harrys arme om mig længere. Jeg kiggede op og så, han havde taget et skridt bagud. Hans øjne var vidt åbne og hans mund formede et stort O. Under andre omstændigheder ville jeg have syntes, det var det sjoveste ansigt, jeg nogensinde havde set, men nu...

Havde han aldrig hørt de ord før? Gad vide om han overhovedet kendte til ordet 'jomfru'? Han sagde ikke noget. Kiggede bare på mig og jeg krympede mig. Hvorfor fik han mig altid til at føle så... mindreværdig!

"Vil du ikke nok sige noget?" bad jeg ham, og han rystede hurtigt ansigtet af sig.

"Øh, Ayla, j- jeg.. Wow!" Det var første gang, jeg havde hørt ham stamme, og han så utroligt flov ud. Jeg kunne se, at han havde svært ved at tro det, men det blev han nødt til. På hans pande dukkede der pludselig tre små geled af rynker op og han kiggede mig ind i øjnene igen.

"Du synes jeg er latterlig!" konstaterede jeg og kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg havde ikke vidst, at hans mening kunne betyde så meget for mig.

"Ayla, nej! Du er ikke latterlig! Men jeg forstår ikke, hvordan du kan være... Det." Det var som om han ikke ville sige ordet. Som om han aldrig mere kunne være sammen med mig igen. Han gav mig elevatorblikket, som for at finde tegn på, hvor min mødom mon sad.

Hans øjne stoppede et øjeblik ved mine bryster, men fortsatte hurtigt videre igen. Jeg følte mig som et dyr i et bur, som han bare kunne beskue som han havde lyst til.

"Harry, du gør mig.... Usikker," sagde jeg stille og han holdt endelig op med at kigge op og ned ad min krop og jeg kunne endelig trække vejret frit igen.

Harry sukkede og jeg vendte mig om. Han måtte ikke se mig græde.

"Ayla, det betyder ingenting!" Sagde Harry pludselig, og lagde armene om livet på mig. Ingenting? Betød min mødom ingenting for ham? Jeg rev mig øjeblikkeligt løs af hans arme og vendte mig igen om mod ham.

"Ingenting?" Spurgte jeg hult. "Betyder det virkelig ingenting for dig?" Selvom jeg ikke havde villet indrømme det, kunne jeg ikke længere lyve for mig selv. Jeg ville have ønsket at han sagde: "Okay, selvfølgelig. så tager vi det bare stille og roligt, babe!" I al hemmelighed elskede jeg, når han kaldte mig babe, selvom jeg havde prøvet at få ham til at lade være. Men sådan var Harry ikke. Det betød heller ikke længere noget for Harry, om man var jomfru eller ej. Mente han så, at det bare var noget, man skulle have overstået? Havde han taget mange pigers mødom?

"Ayla, jeg mente det jo ikke sådan," sagde Harry, men da han var lige ved at grine, tog jeg det som en løgn. havde han så løget for mig hele tiden?

"Okay, Harry," sagde jeg med sammenbidte tænder. "Kan du så måske FORTÆLLE mig, hvad du mener?!" Tårerne fløj ned ad mine kinder og jeg prøvede ikke at holde dem tilbage længere.

"Okay! Måske mente jeg det sådan, men hvorfor skal du altid være så fucking nærtagende?" Han havde taget et skridt hen mod mig igen og stod nu lige foran mig og råbte det næsten, men jeg flyttede mig ikke en centimeter.

"Hvorfor, Harry? Hvorfor bliver du så VED, hvis jeg er så fucking nærtagende?" Jeg vrængede det sidste ud og tørrede irriteret mine tårer væk.

Jeg ventede ikke et sekund på at han svarede, men vendte mig hurtigt om og lod mit hår slå ham i ansigtet da jeg vendte mig.

Mens Harry stod og så efter min ryg gik jeg med hurtige skridt hjem. Jeg kunne mærke kulden krybe ned over mig, tage fat i mit hjerte og holde det i et tæt greb. Han fulgte ikke efter mig. Ikke med et eneste skridt.

Men nu var jeg færdig med at græde. Jeg ville ikke spilde flere dyrebare tårer på en som ham.

 

***

 

Da jeg kom ind i klassen næste morgen vendte alles blikke sig mod mig. Jeg kiggede hurtigt rundt i lokalet indtil jeg fandt Mike. Han vinkede mig hen til sig, men før jeg kunne sætte mig ved siden af ham, gled en slank krop sig tæt op ad min og tog stolen for næsen af mig. Jeg spærrede øjnene op, da Harry lænede sig ind mod Mike og præsenterede sig selv.

"Harry, hvad laver du?" Spurgte jeg med vantro i stemmen. "Jeg vil da gerne lære dine venner bedre at kende," sagde han og smilede et skævt, men udfordrende smil til mig. Hvorfor gjorde han altid det der? Hvad var det for nogle syge humørsvingninger? 

 

Mens Harry interesseret snakkede med Mike, kastede han hele tiden bedende blikke op på mig. Hvis han prøvede at sige undskyld måtte han bruge en anden taktik. Men et undskyld ville nok ikke hjælpe.

"Åh, Gud!" Sagde jeg, da han igen kiggede op på mig. Han skulle til at sige noget, men tog sig i det. Jeg kastede irriteret med mit hår, der efterhånden var blevet langt. Så faldt mine øjne på de andre fra Harrys lille gruppe, som jeg stadig ikke rigtig vidste, hvad var. var de venner, eller var de en bande?

For første gang siden jeg kom til skolen faldt mine øjne rigtigt på en lyshåret dreng i gruppen med blå øjne. Han sad og kiggede på mig og smilede et stort smil, da jeg kiggede på ham.

"Øh, vi ses senere," sagde jeg til Mike, men Harry skyndte sig at svare for ham. "Ja, klart, Ayla, vi ses!" sagde han højt, og nogle få vendte hovederne for at følge med, mens han sendte mig et frækt blik. Jeg sukkede lavt og undgik at forklare, hvor lidt den sætning havde været ment til ham, for han ville helt sikkert ikke lytte til mig.

 

Den lyshårede dreng sad nu og grinede af noget, Zayn havde sagt sammen med de to andre, som jeg heller aldrig rigtig havde fanget navnene på endnu.

"Hey, må jeg sætte mig?" Spurgte jeg dem, og de nikkede alle. Jeg så lidt rundt på dem mens de snakkede og fjollede rundt.

"Du ligner ikke ligefrem en, der er helt tryg," konstaterede den lyshårede, som jeg havde sat mig ved siden af. Han havde den sødeste accent, jeg ikke rigtig kunne placere. "Du fik mig.. Jeg kan faktisk ikke huske, hvad i hedder, men jeg turde ikke rigtig spørge jer igen!" hviskede jeg til ham. Han grinte pludselig højt og jeg kunne ikke lade være med at smile med ham. "Niall," sagde han, gav mig hånden og pegede på de to andre drenge. "Louis, sidder der. Han er kendt i "vores lille bande", som den sjove" Jeg grinede lidt. Niall kunne huske, hvad jeg havde kaldt dem, den aften på restauranten.

"Og det der er Liam. Hans livret er spaghetti med kødsovs!" Jeg var nær faldet ned af stolen. Jeg kiggede hurtigt på Niall og begyndte så at sprutte af grin.

"Det havde jeg godt nok IKKE ventet!" Grinede jeg. "Og det er kun én side af mig, baby!" sagde Liam og grinede med.

"Hvad er du så kendt som?" spurgte jeg og lænede mig ind mod ham. Ud af øjenkrogen så jeg både Harry og Zayn kigge på mig.

"Niall er fra Irland! Er det ikke bare sødt!" Sagde Zayn, der havde rejst sig for at komme hen på pladsen ved siden af mig.

 "Meget sødt!" Sagde jeg entusiastisk og Niall skar en grimasse til Zayn, der bare grinede.

***

 

Bortset fra episoden i morges havde Harry hele dagen været venlig og havde holdt sig på afstand. Jeg var næsten ved at glemme, hvor ked af det, han havde gjort mig. Hele dagen havde jeg snakket med resten af drengene, mens Harry åbenbart var taget hjem. Hvorfor vidste jeg ikke, for han havde ikke sagt noget til hverken mig eller drengene.

"Nå, Ayla. Nu er skoledagen slut, så hvad vil du lave?" Zayn lagde en arm rundt om livet på mig og så mig dybt ind i øjnene. Han havde måske de flotteste øjne, jeg nogensinde havde set. Eller måske de næst-flotteste... Harrys øjne var også noget helt for sig selv.. Argh, mental lussing, Ayla! 

Jeg lagde en arm på Zayns og fjernede den blidt. "Hvad med at vi tager hjem til en af Jer?" Spurgte jeg. Niall havde sagt, at hvis jeg ville, kunne jeg altid besøge ham og lige nu var det det, jeg aller helst ville. Jeg fangede Nialls blik og han skyndte sig at sige: "Det kan sagtens være hos mig!"

 

***

 

Nialls hus var stort. Rigtig stort. Det lå i et af de der kvarterer, hvor de fleste huse har en stor pool i baghaven og formklippede buske.

"Wow!" Udbrød jeg dumt og Niall grinede og lagde venskabeligt en arm rundt om min talje. "Og det bliver bedre endnu, skatter" sagde han med en dyb stemme. Louis slog en høj latter op og Zayn klappede Lousid på ryggen, da han begyndte at hoste. "Luft.... i den... gale.. hals!" Fik Louis hostet frem. Vi grinede alle sammen, og Niall låste hurtigt døren op til huset.

Inde i gangen var der et stort vægspejl på venstre side og hylder med både billeder og nips-ting på. Der var blomster over det hele - på gulvet, hængende ned fra loftet, på den lille kommode under spejlet og på væggene - og den første duft, der ramte mine næsebor var duften af violer. Jeg trak vejret dybt ind og følte mig fuldstændig tryg. "Der er vist nogen her, der er glad for blomster?" sagde jeg spørgende og løftede et øjenbryn. Niall grinte lidt flovt "Ja, min mor har det bedst, når der står blomster fremme!" Zayn vendte sig om mod en potte med violer plantet i og plukkede forsigtigt en af dem. Han vendte sig om mod mig med et stort smil og satte den i en glidende bevægelse i mit hår. "Det klæder dig," sagde han stille og så mig dybt i øjnene. Jeg følte mig ør. Hvorfor var han så kærlig? Jeg sendte ham et stort smil og strøg fingrene over hans arm. "Tak," svarede jeg, stadig smilende. Zayn tog min hånd og stod pludselig tættere på mig. Jeg kunne næsten ikke få vejret. Det her var ikke rigtigt... Zayn lænede sig ind mod mig og...

"Nå, vil du se mit værelse?" spurgte Niall og tog min hånd ud af Zains. Jeg nikkede, glad for at Niall var brudt ind.

 

Nialls værelse var på 1. salen og der lå tøj smidt tilfældigt på hans store dobbeltseng og på en stol i det bagerste hjørne. Mine øjne faldt pludselig på en guitar. Den stod ikke langt fra stolen med tøj på og jeg tog et par skridt hen mod den og strøg over strengene. En lidt u-melodisk lyd trængte gennem mine ører, men ikke desto mindre slappede jeg fuldstændig af.

"Kan du spille?" spurgte Niall, der stod lige bag mig, men jeg rystede på hovedet. "Men jeg kan synge.. lidt!" Sagde jeg med et grin.

"Fedt! Kender du den her?" spurgte han og hans fingre fandt hurtigt de rigtige bånd og 'Thousand Years' med Christina Perri dukkede pludselig frem fra strengene. "Heart beats fast, colors and promises," begyndte Niall  at synge med sin søde, irske accent. Han sang virkelig godt og jeg blev pludselig nervøs for, om min stemme overhovedet var god nok. Da han stoppede  og så op på mig begyndte jeg at synge, lidt nervøs for, hvordan min stemme lød.

"How to be brave, how can I love when I´m afraid," sang jeg og så ud af øjenkrogen Zayn spærre øjnene op. Lidt efter stemte han også i og lagde en understemme på. 

"One step closer." Liam og Louis sang pludselig med, mens Niall spillede på guitaren. Jeg lukkede øjnene i, mens jeg nød at synge omkvædet. Da jeg åbnede mine øjne så jeg Zayn kigge på mig. Hans mørke øjne funklede, men det var som om de havde en forkert farve. Mine øjne længtes efter at se nogle grønne se tilbage i mine. Mine hænder lægtes efter blidt at tage fat i nogle brune krøller og mine ører længtes efter en hæs stemme, der kaldte mig 'babe'.

"Time stands still, beauty I know she is," sang Zayn mens han stadig så mig i øjnene. Jeg lod mit blik falde og så over mod Niall for at hente hjælp. Hvad lavede Zayn? Niall smilede glad til mig. Han var vist altid glad, og jeg elskede ham for det. Han var på få timer blevet en virkelig god ven. Da Niall slog den sidste akkord an kiggede Zayn endelig væk. "Hvordan kan I alle sammen synge så godt?" Spurgte jeg med vantro i stemmen. De grinede alle sammen og Louis lagde armen om skuldrene på mig. "Det ville jeg til at spørge dig om, Ayla! Du synger fantastisk!" Alle drengene mumlede bekræftende og jeg kunne ikke lade være med at rødme over smigren og skubbede venligt til ham. "Vi har engang gået til sang, og vores sanglærer mente at vi skulle prøve at synge sammen," Sagde Liam og satte sig på sengen efter at have smit noget tøj på gulvet.

"Hvad så med... Harry?" Fik jeg frem. Mon Harry overhovedet kunne synge? "Harry synger også, men han har ikke sunget med os i noget tid nu," svarede Zayn og kørte fingrene igennem håret. Hvorfor mon det? Havde han mistet interessen? Jeg kiggede på mit ur og huskede at jeg skulle lave mad i dag. "Det er ret sent, så jeg må hellere," sagde jeg og lavede et nik med hovedet mod døren.

"Jeg skal nok følge dig ud så," sagde Niall venligt og rejste sig, men Zayn afbrød ham og sagde:"Jeg skal nok følge hende ud, hvis det er okay?" Niall nikkede langsomt og så over på mig med et skuldertræk. Jeg sagde farvel til drengene og da døren var lukket efter os gik Zayn og jeg i tavshed i lidt tid. Jeg kunne mærke hans blik hvile på mig og da vi nåede gangen stoppede han op og tog min hånd ligesom han havde gjort det tidligere.

"Ayla, jeg synes virkelig du er fantastisk, ved du godt det?" Spurgte han mig. Zayn smilede og det nåede helt op til øjnene. Mit hjerte bankede, men jeg kunne ikke få vejret. "Øh, hvad?" Spurgte jeg dumt og Zayn tog min anden hånd.

"Jeg kan ikke stoppe med at tænke på dig. Jeg tror, jeg er forelsket i dig, Ayla!" Fik han til sidst frem og jeg trådte straks et skridt bagud. Det var helt forkert. Zayn måtte ikke være forelsket i mig. Zayn var jo... Zayn! Lækre, søde, dejlige Zayn, som jeg overhovedet ikke kunne lide på den måde. Jeg stod med åben mund og prøvede at  få det hele til at hænge sammen, da Zayn kom tættere og tættere på. Hans læber mødte mine i et kort sekund, men jeg skubbede ham blidt væk.

"Zayn, det kan jeg altså ikke. Jeg... kan ikke lide dig på den måde." Jeg kunne mærke tårerne presse sig på og vendte hovedet lidt væk fra ham. Zayn så såret på mig, men så ændrede hans ansigt sig fra såret til vred.

"Undskyld jeg spørger, Ayla, men hvorfor kyssede du mig så? I skolen?" Han stod tæt op af mig og pressede min ryg mod væggen. "Zayn, lad være!" Hvad skete der med ham? Hans brune øjne så næsten helt sorte ud og jeg skubbede ham igen væk. "Hvem kan du så lide, hva´ Ayla? Harry? For han har jo været SÅ sød og venlig mod dig, har han ikke?" Zayns ord var fyldt med sarkasme og hans øjne var blanke. Jeg kunne ikke få et ord over mine læber. En tåre trillede langsomt ned over min kind og blev fulgt af flere.

"Zayn, jeg.." jeg ville sige, at det ikke var ham, men mig, men pludselig lød det dumt i mit hoved. Zayn havde ikke brug for at høre sådan noget. Han afbrød mig: "Nej Ayla, det er fint. Jeg vil ikke plage dig mere så!" Sagde han hårdt. Han havde lukket døren op og så ventende ud af den. Jeg blev vist nødt til at gå nu.

Før han lukkede døren vendte jeg mig om. "Undskyld, Zayn." Fik jeg fremstammet og skyndte mig at gå ud gennem den lange forhave med alle de formklippede buske. Mit hjerte føltes hult og mine tårer var bitre og smagte salt på læberne.

 

***

Da jeg kom hjem stod min far og ventede på mig. "Hvor har du været?" Spurgte han med en ulæselig mine. Jeg havde i morges givet besked på, at jeg ville være hjemme senest klokken fem, men klokken var nu halv syv. 

"Far, jeg har haft en ret dårlig dag, så kan vi måske snakke om det imorgen?" Normalt snakkede min far aldrig så meget. Det havde han ikke gjort siden mor forlod os. "Vi skal snakke lige nu, Ayla. Jeg har været bekymret for dig!" Svarede han. Det var for meget.

"Ayla! Når vi laver en aftale, så forventer jeg at du overholder den!" sagde han strengt og lagde armene over kors. "Hvorfor skulle jeg overholde aftaler, når du alligevel aldrig snakker med mig? Elsker du mig overhovedet?" Råbte jeg. Kunne han ikke forstå hvor dårlig min dag havde været? Min fars arme faldt ned ad siden og han så helt fortabt ud. Jeg stormede bare forbi ham og op på mit værelse med tårer i øjnene.

Min pude var efterhånden gennemblødt af mine tårer og jeg kunne ikke forestille mig, at der kunne være flere tilbage nu. Det eneste gode var, at nu kunne min dag da kun blive bedre. Pludselig bankede det på min dør. to bank med tre sekunders mellemrum. "Kom ind," sagde jeg, efter en kort pause. Jeg havde ondt i maven efter at have grædt så meget og mine øjne var helt røde og opsvulmede. Min far kom ind og satte sig efter lidt tid på sengen. "Ayla, du skal vide, at jeg elsker dig af hele mit hjerte, lige meget hvad. Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden dig."  sagde han, og jeg kunne mærke hans hånd stryge mit hår. På trods af alle de tårer jeg allerede havde grædt, åbnede sluserne sig nu igen og jeg satte mig op og krøb ind i min fars favn. 

"Jeg elsker også dig, far. Undskyld." Sagde jeg men men min far holdt bare om mig. "Jeg skal nok lave aftensmaden, ikke?" Sagde han, men jeg rystede på hovedet. "Vi laver den sammen!" Sagde jeg og tørrede tårerne væk. Jeg havde grædt alt for meget i denne uge. Hvad var der galt med mig.

 

***

 

Da vi havde spist aftensmaden gik jeg op på mit værelse. Det var blevet sent, for vi havde snakket længe om, hvordan vi havde det og jeg havde aldrig følt mig så tæt på min far.

Jeg gjorde mig hurtigt klar til natten og lagde mig i min seng. Nu skulle jeg bare have sovet, og så ville jeg være klar til skolen imorgen.

Jeg måtte have sovet lidt, for pludselig vågnede jeg af et lille slag på ruden, som fra en sten. Stenen blev fulgt af en byge af andre, og jeg begyndte at blive nysgerrig. Jeg rejste mig op fra min dobbeltseng og gik hen til vinduet. Nede i min have stod to mørke silhuetter. Da de så mig i vinduet stoppede de, og jeg åbnede det langsomt. "Hallo?" sagde jeg stille ud i mørket. Min far var gået i seng, og jeg ville helst ikke have, han vågnede.

"Ayla!" Grinede en hæs stemme og bevægede sig, så husets sensorer kunne fange dem og tændte lysene udenfor. Det var Niall og Harry. Hvad lavede de her? "Harry, hvad laver du?" Spurgte jeg vantro. Jeg havde sådan håbet, at jeg ikke skulle blive gjort til grin foran ham igen, men det er åbenbart ikke alle drømme, der går i opfyldelse.

"Bare lyt. Den her er til dig." sagde han kærligt og Niall begyndte at spille på den guitar han havde over skulderen.

 

"Your hand fits in mine like it´s made just for me,

but bear this in mind it was meant to be

and I´m joining up the dots with the freckles on your cheeks

and it all makes sense to me"

 

Harrys hæse stemme gav genlyd ud over nabohaverne og jeg kunne ikke lade være med at smile. Harry sang fantastisk og hans ord rørte mig dybt. Harry begyndte at klatre op i træet ud for mit vindue og vinden tog fat i hans krøllede hår og blæste det væk fra hans ansigt. Niall sang en overstemme på sangen og jeg kunne ikke lade være med at grine. Det var det sødeste nogen nogensinde havde gjort for mig.

 

"I won´t let these little things slip out of my mouth

but if I do, it´s you, og it´s you they add up to

I´m in love with you, and all these little things"

 

Harry balancerede nu på en gren og prøvede at synge på samme tid. Han gled, men nåede heldigvis at holde om grenen. Jeg gispede og Harry kæmpede sig op at sidde på grenen med et grin.

 

"You´ll never love yourself half as much as I love you,

and you´ll never treat yourself right darlin´ but I want you to

If I let you know I´m here for you

maybe you´ll love yourself as I love you, oh

 

And I´ve just let these litlle things slip out of my mouth

cause it´s you, oh it´s you, it´s you they add up to... "

 

Harry var helt henne ved mit vindue nu og jeg åbnede det helt. Han så mig dybt ind i øjnene mens han sang de sidste, få ord til mig.

 

"And I´m in love with you, and all your little things." Hans grønne øjne funklede, som om stjernerne og månen havde samlet sig i dem og hans krøller var helt vindblæste. Han havde en T-shirt på og han havde gåsehud på armene. "Så, hvad synes du? Jeg har selv skrevet den.." sagde han, mens han så mig i øjnene. Jeg tog forsigtigt hans hænder i mine smilede forsigtigt. Enten gjorde jeg det her, eller også gjorde jeg ikke. Jeg blev nødt til at bestemme mig nu.

Han så ned på mine hænder og smilede det flotteste smil, jeg nogensinde havde set. Aldrig havde han smilet helt op til øjnene. Jeg kunne ikke lade være. Jeg stillede mig på tæer og trak hans ansigt ned til mit. Allerede før vores læber mødtes kunne jeg mærke, at dette var den rigtige beslutning.

Han kyssede mig intenst og jeg slog min arme om hans hals. Han pressede mig op mod væggen og kyssede mig ned ad halsen. "Kunne du.. tænke dig at blive?" Spurgte jeg stakåndet, selvom jeg udmærket godt kendte svaret. Harry stoppede midt i et kys og pludselig så jeg ind i hans ufattelige grønne øjne. Han smilede i hele hovedet og lod prøvende sine hænder udforske min krop mens han kyssede mig hårdt.

 

Det var vist svar nok på mit spørgsmål.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hej alle sammen. Undskyld, undskyld, undskyld at det har taget mig så lang tid med dette kapitel.

Jeg har simpelthen været så uoplagt til at skrive og har samtidig været til casting på en spillefilm, så har haft ret travlt.

Håber, at i ikke hader mig til døde eller sådan noget ;)

Og håber at I synes kapitlet er godt nok <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...