Let go - One Shot

Alle har, eller kommer til at mærke følelsen af og mistet. Selv jeg har prøvet det. Julian, min storebror, døde for cirka en uge siden og dagen idag er begravelses dagen. En tale forandrede alt, og vi ser alle lyst på det hele nu. Jeg, Juliane elskede min bror overalt, og jeg hjalp ham videre. #Dette er et one shot, men der kommer måske mere så jeg vil måske lave en fortsættelse:) Første one shot!

7Likes
5Kommentarer
424Visninger

2. Dagen

 

 

 

Hør My Immortal - Evanescence, Here Without You - 3 Doors Down, Far Away - Nickelback imens i læser:-)

___________________

 

Dagene op til i dag var gået alt for hurtigt. Selvom jeg kun havde grædt og sovet, var det gået så hurtigt. Måske var det fordi du ikke var her mere. Fordi han bare forsvandt uden noget farvel. Det var ikke første gang jeg mistede nogen der var så tæt på mig, men denne gang betød til bare mere end noget andet.

Jeg sad på forreste række i kirken, sammen med min mor, far og Jeppe. Jeg sad lige foran kisten hvor han lå i. Det mest skræmmende var at det var kommet som sådan et chok for os alle. Ingen havde set det komme. Men hvordan kunne han bare finde på at gøre det? han vidste jo det var farligt, ikke? Mor og far har sagt vi ikke måtte gå på klub mere pga. hans fejltagelse. Han vidste jo det var farligt og tage så meget, han vidste det var farligt bare at tage lidt af det! Hvorfor?

Folk begyndte og synge med på en salme og jeg indså hurtigt begravelsen var gået i gang for alvor. Det var nu vi skulle sige farvel for sidste gang. Døden havde revet os fra hinanden, brutalt og hurtigt!

Jeg sad stille og stirrede blot på hans kiste. Præsten havde spurgt os om vi ville holde en tale men vi havde alle sagt nej. Jeg fordi jeg ikke ville kunne holde til det. Blot et ord og jeg ville være grådkvalt. Vi savnede ham alle sammen, alle, men især Jeppe. Jeppe havde lukket fuldstændig af, droppet fodbold, skole, ja selv hjemme. Men jeg forstod ham egentlig godt.

Præsten begyndte og tale om alt hans livsglæde, men jeg havde allerede lukket af. Det var for hårdt og jeg ville ikke mindes om alle de gode ting ved ham. En skikkelse satte sig ved siden af mig, tog min hånd og begyndte og nusse den. Jeg kiggede op, så lige ind i Nikolajs øjne, min kæreste. Han var også blevet meget gode venner med ham. Jeg vente mig hoved op mod præsten, imens lænede jeg mig ind til Nikolaj og lod endelig tårrene få frit løb.

”I vil stadig ikke holde en tale?” spurgte præsten og kiggede ned på vores række. Jeg rettede mig ordenligt op, nikkede og rejse mig. Jeg gik op til en slags talerstol og kiggede ned på de mange mennesker som kendte ham.

”Hej,” startede jeg ud og prøvede og trække lidt i mundvigen, men det blev ikke andet end en grim grimasse. ”Jeg havde enlig ikke planlagt og holde en tale, fordi jeg var tør for ord. Julian og jeg talte aldrig om når vi skulle død, mest fordi han ikke plejede og snakke så meget med mig. Men ca. en måned inden hans død, begyndte han og snakke meget med mig. Men aldrig om døden, fordi der jo skulle gå lang tid inden det blev aktuelt. Men sådan skulle det åbenbart ikke være,” et hulk forlød min mund og jeg lukkede hurtigt øjnene for og holde tårrene væk.

”En klog dreng fortalte mig engang, at man godt kan komme over tabet af en tegnebog eller et ur. Men man vil aldrig komme over tabet af en man elsker. Men kommer igennem det, men aldrig over det. Det vi skal gøre er at komme igennem det, sammen!” Jeg kiggede op i loftet og begyndte igen og snakke.

”Mange kom hen til mig i dag, i sagde han er et bedre sted nu, og jeg,” jeg åndede stille ud, prøvede og holde tårrene inde, inden jeg igen begyndte. ”Det er først nu jeg virkelig indser at det passer.  Julian er på fodboldbanen, hvor han spiller kamp mens familien kigger på. Han sidder hjemme foran tv’et sammen med familien og ser X-Factor. Han er ude i byen sammen med Jeppe, råber og synger, blot fordi han er stang stiv.”

Jeppes tomme blik fik en lille gnist og han prøvede så godt som muligt og sende mig et smil. Jeg sendte et hurtigt smil tilbage, som for første gang i en uge var ægte.

”Men siden han skal være alle de vidunderlige steder, må jeg, vi, sige farvel til ham, nu!” Jeg kiggede over på kisten, blikkede og lod endnu engang tårrene får frit løb. Selv Jeppe var begyndt og græde, det var de fleste faktisk. Det varmede bare at vide at alle der sad her følte noget for Julian, at han havde så mange de holdte af ham. Tårrene løb, og løb i flere baner ned af mine kinder, men jeg gjorde intet ved det. Jeg åndede ind, og pustede tungt ud.

”Farvel Julian,”  jeg kiggede en sidste gang ned på de andre, hvor mit blik endte på Nikolaj som sad med et lille smil, som var han stolt af mig. Jeg vente mig rundt og gik ned af trappen, stoppede foran kisten og lagde en hånd på den. Jeg bed mig i læben, inden jeg kiggede over på et billede af Julian, som stod på et stativ. ”Change is never easy, you fight to hold on, and you fight to let go. What I have to do now, is to let go,”

Jeg skulle til og vende blikket over på de andre med en skikkelse stoppede mig. Jeg kiggede op og så ingen andre end Julian. Han var blot en let tåge men jeg vidste han var her. ”Tak,” sagde han. ”Tak fordi du hjalp mig videre,” Jeg kunne mærke at flere tåre begyndte at løbe ned at mine kinder og jeg nikkede stille. ”Selv tal,” mumlede jeg. Og det var der jeg indså jeg havde gjort det rigtige. Jeg lod ham gå.

 

Julian Edmund Johnson

06.04.90 – 11.01.13

I love you once, I love you twice, I love you more than beans and rice.

 

__________________

 

Jeg ved godt mit one shot er kort, men jeg følte bare den skulle slutte der. Hvis i gerne vil have mere håber jeg i smider en lille kommentar om mere:-) Jeg har faktisk nyt og skrive dette one shot, og jeg tror jeg vil gøre det noget oftere.

Håber i kunne lide den. Vil i ikke være søde og like? Selfølgelig kun hvis i lyster:)

*Undskyld for stave eller tastefejl*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...