Oh, be my Valentine

I "Oh, be my Valentine" følger vi den femtenårige Julie, som lever livet, som en hveranden ville ønske. Hun har en støttende bedste veninde, en omsorgsfuld kæreste, skønne forældre og gode karakterer. Men pludselig møder hun den søde dreng Andreas, som ganske let finder vej indtil Julies hjerte. Valentine er lige rundt om hjørnet, og Julie bliver pludselig kastet ud i et spil med kærligheden som indsats.
Vil Julie ende op med at finde sin Romeo?

23Likes
28Kommentarer
1155Visninger
AA

5. Kapitel 5

Sommetider tænker jeg over noget. Der er så mange forventninger, der er til én. Piger skal være kostbare, man må ikke svede eller prutte eller bøvse, og man skal være feminine, mens mænd skal være rigtige gentlemen og bære vores tasker, åbne døren for os, betale middage og biografture og alt det dersens hurlumhaj. Men jeg kom til at tænke på noget. Hvornår har jeg egentlig mødt sådan en filejs? Det ville i hvert fald være synd at kalde Kristoffer en gentleman. Han havde da i hvert fald aldrig holdt døren for mig, og vi havde oftest splejset om regninger. Men jeg fik aldrig muligheden for at udforske hans gentlemanside, for det gik ikke roligt for sig den eftermiddag. 

Jeg sad på trappetrinnene i Kristoffers opgang og ventede på, han skulle komme hjem. Jeg måtte snakke med ham. Han var tilgivet, jeg elskede ham stadig. Han var min Kristoffer. Alle forhold skulle da have lidt kant, ikke? Sådan skulle vores forhold i hvert fald være. Jeg pillede nervøst ved en neglerod. Jeg havde ikke  mødt ham i skolen, det gjorde mig urolig. Han havde ikke været der i fransk, og jeg havde heller ikke set ham i skolegården, kantinen eller på gangene. Jeg vil gerne indrømme, jeg tidligere på dagen havde været en smule stalkeragtig, da jeg ivrigt havde kigget efter min kæreste på hele skolen. Jeg havde ringet til ham, men den var straks gået på svaren.
Jeg hev min mobiltelefon op og tastede hans nummer ind. 
"Three is a magic number, yes it is, it's a magic number..." nynnede jeg med, inden den gik på telefonsvaren igen. Jeg skyndte mig at indtale en besked, hvor jeg bad ham ringe tilbage snarest mulig. Du ved, hvordan jeg er, Clara. Jeg var ved at skide i bukserne af nervøsitet, og jeg forstillede mig alverdens mareridt, som kunne optræde blot få sekunder efter, de havde strejfet mine tanker. 
Jeg snoede en tot hår rundt om ringefingeren, inden jeg forgæves rejste mig og ruskede i håndtaget. Ingen derinde. Pludselig lød en dør smække nede fra entréen, og jeg fik hurtigt stablet mig selv på benene. Få sekunder efter kom en alt for velkendt fyr til syne. 
"Kristoffer!" udbrød jeg og kastede mig i armene på ham, inden han irriteret skubbede mig væk og åbnede døren. Hans blik strejfede lige mine briller, inden han begyndte at fumle med nøglen. Jeg hævede et øjenbryn, men tøvede ikke med at fortsatte:
"Hvor har du været henne? Jeg har ikke kunne finde dig nogen steder?" Han vendte sig om mod mig. Hans blik var koldt, dybt. Det er så svært at forklare, Clara, jeg havde aldrig set ham sådan før. Det var som om, der var noget, der nagede ham.
"Er der nogen i vejen?" spurgte jeg og ignorerede hans tavshed. Han vendte ryggen til mig, åbnede døren og fortsatte ind i stuen, hvor han kastede sig i sofaen. Hans hænder var knyttede, og han spændte i kæberne. Jeg stillede mig forsigtigt i døråbningen ind til stuen, mens jeg betragtede hans røde ansigt. 
"Kristoffer?" kvækkede jeg og trådte et skridt ind i stuen. Hans blik stivnede.
"Ikke ét skridt tættere på!" hvislede han og stirrede advarende på mig. 
"Hvad fanden er der galt med dig?" måbede jeg og lagde armene over kors. 
"Hvad fanden der er galt med MIG? DU SPØRGER, HVAD DER ER GALT MED MIG?!" han farede op ad sofaen og slog vildt ud med armene. Jeg betragtede ham skrækslagen. Han trak vejret i dybe vejrtrækninger, og jeg kunne se, hvordan han rystede af vrede. Det gjorde mig ærligtalt en smule rædselsslagen, jeg kunne ikke kende ham! Tror du lige, jeg tabte hovedet?  
"Okay, Kristoffer, forklar så lige hvad det er, jeg har gjort!" råbte jeg og stampede i jorden. Jeg trådte bestemt ind i stuen, og han tog en dyb indånding. Jeg kunne se, hvordan han var tændt, og jeg var efterhånden på nippet til bare at skride fra ham. Men jeg hev hele tiden fat i tanken om, at jeg skulle være alene på Valentine, og det ville desuden også være dumt, hvis jeg efterlod ham, fordi han var sur... ikke? 
"Forfanden da, Julie! Tror du, jeg er en komplet kraftidiot?!" råbte han og sparkede til gulvtæppet. Jeg løb hen til ham og slog ham lige i brystkassen. Uheldigvis lo ham bare af mig. Men ikke på den der kærlige, kærestemåde, nej, på en hånende, kold måde. Ligesom skurkene i tegnefilm. Jeg stirrede på ham, jeg var lige ved at blive tændt fuldstændig af. Hvad der skulle ende i en forsoningsfred, havde endt med starten på et drama. Jeg kan godt se nu, det faktisk var et held, jeg blev. Det hjælper ikke at flygte fra sine problemer, det bliver de ikke løst af. 
"NU FORKLARER DU SGU, HVAD FANDEN JEG HAR GJORT GALT. FORSTÅET?!" skreg jeg og tog mig til hovedet. Jeg kunne ikke rumme det, det var så uventet, så ubehageligt. 
"Tror du ikke, jeg har hørt, hvad der skete på skolen? Rygterne går, Julie. Jeg stolede på dig, jeg gjorde?" Jeg rystede på hovedet og så på ham. Jeg kunne mærke en klump hobe sig op i min hals, og mine øjne blev blanke. 
"Hvad er der sket? Fortæl mig det nu!" bad jeg og  tørrede arrigt nogle tårer væk fra øjenkrogen. Han spændte i kæbemusklerne. 
"Ham, udvekslingsstudenten. Andreas. Tror du ikke, jeg har hørt om jeres lille ophold ude på et af skolens toiletter?" snerrede han ud mellem sine fortænder. Det gav et sæt i mig, da jeg hørte hans navn. Det gik først op for mig et stykke tid efter, hvad han snakkede om. Selvfølgelig! Ham drengen, han havde selvfølgelig sladret til sine gutter. Jeg rystede på hovedet. 
"Hvad sker der for dig, Kristoffer? Tror du selv på, jeg kunne finde på det! Det er sgu da dig, der er ham, der er utro i dette forhold! Tror du ikke jeg har set dig sammen med alle dine blondiner, og hørt, hvordan du 'ordner dem senere'? Hvordan fanden tror du det er, når man går rundt og er så naiv, som jeg er? Jeg er så godtroende, og sådan er det. Hvordan tror du så, det er, når man hører sådan noget om sin kæreste? Blot få dage inden Valentin? Det er ikke ligefrem fantastisk!" skreg jeg og begyndte at tude. Tårerne drev ned af mine kinder som to vandfald, og jeg blev overvældet af tusinde af følelser. Vrede, sorg... Clara, det er ubeskriveligt, jeg kan ikke fortælle dig, hvor forfærdelig elendigt, jeg havde det. Jeg kunne mærke Kristoffers blik hvile på min nakke. Jeg kiggede chokeret op, da jeg hørte en let hulken. 
"Gr...græ...græder du, Kristoffer?" hiksede jeg og tørrede noget snot af i mit ærme - lækkert ja, men du bad om en detaljeret beskrivelse af min Valentine...
Han så på mig med forgrædte øjne og faldt sammen i en stol, der stod kort fra ham. Jeg lagde forsigtigt en hånd på hans skulder, og han lod, til min forbavselse, den ligge der. 
"Julie... de har ret. Grunden til, jeg ikke kunne være sammen med dig, var fordi, jeg skulle være sammen med en af de andre. Jeg har været sammen med en pige, mens jeg har været sammen med dig. Annika, hedder hun. Undskyld, Julie, undskyld!"  græd han og slog armene om mig. Jeg slyngede mine arme rundt om ham. Sådan sad vi i et stykke tid, indtil vi begge to havde grædt færdig. Jeg måtte fortælle ham det, som det var. Jeg havde jo vidst det i lang tid, jeg havde bare løjet for mig selv. Benægtet sandheden. Men det kan man ikke altid, Clara.
"Kristoffer?" hviskede jeg ned i hans hår. Jeg kunne mærke ham nikkede, så jeg fortsatte. "Der er noget, jeg med fortælle dig," bekendtgjorde jeg. Han løftede hovedet og så mig ind i øjnene. 
"Jeg ved det godt, Julie. Det her fungerer ikke længere." Jeg nikkede og vi tav igen. Vi sad i et stykke tid med armene rundt om hinanden, inden han brød tavsheden. 
"Julie?" kvækkede han, "jeg elsker dig. Men jeg er ikke din Romeo. Du fortjener en fyr, der ikke ligger i ske med en anden om fredagen," mumlede han. Jeg vidste jo godt, det var sandt, men det var hjerteskærende, at han var så hudløst ærlig. 
"Er det her så... forbi?" tøvede jeg og viklede mig ud af hans greb. Han sad slapt tilbage, lignede næsten en lille dreng. Han nikkede. 
"Gå nu," forlangte han, og jeg lystrede.

Den dag mistede jeg min kæreste, men fik en ven i stedet. Dengang virkede det hele så kompliceret, min fremtid uklar. Men i dag kan jeg fortælle dig, at Kristoffer er glad. Jeg er glad. Og vi er stadig venner. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...