Oh, be my Valentine

I "Oh, be my Valentine" følger vi den femtenårige Julie, som lever livet, som en hveranden ville ønske. Hun har en støttende bedste veninde, en omsorgsfuld kæreste, skønne forældre og gode karakterer. Men pludselig møder hun den søde dreng Andreas, som ganske let finder vej indtil Julies hjerte. Valentine er lige rundt om hjørnet, og Julie bliver pludselig kastet ud i et spil med kærligheden som indsats.
Vil Julie ende op med at finde sin Romeo?

23Likes
28Kommentarer
1156Visninger
AA

4. Kapitel 4

De andre episode husker jeg tydeligt, men specielt denne glemmer jeg aldrig. Både på grund af den tur i skoven, men også det, der skete derefter. Ikke nok med, jeg bedre kunne se, det fik mig også til at se, hvem der gav mig ægte kærlighed…

 
Sometimes

Sometimes when I let myself drift into daydreams

They're about you

And somehow

When I touch your skin my heart begin to do things

How about you?

And the strangest thing about it is   I'm scared to blink in case I miss 

You and your beautiful ways

Somewhere

Somewhere in between the now and the beginning

Who cares when?  

Nynnende med på Mads Langers "I love you" valsede jeg gennem skoven sammen med min trofaste Corgi, Birger. Hans kæmpeøre flagrede i den kølige brise, og jeg smilede ved synet. Jeg havde egentlig aftalt med Clara, at vi skulle finde en fed fest, vi kunne tage til, men den aften ville jeg bare være derhjemme sammen med de gamle og Birger. En besked tikkede ind på min telefon, og jeg tjekkede den hurtigt. Den var fra min mor. "Hej Julle. Har glemt at fortælle dig, du skal til optikeren og få tjekket op på dit syn her senere i dag. Kys mor" Jeg sukkede. Optikeren, brillemanden. Jeg havde været hos Ole et par gange, siden jeg var helt lille. Mit syn havde altid været perfekt, heldigvis. Ingen bekymringer der. Men hvorfor dælen blev de ved med at tjekke op på mig, hvis alt var i den skønneste orden? Jeg smed tanken fra mig og så i stedet ned på Birger. 
"Hvad så, tykke?" spurgte jeg dyret og strøg ham blidt over hovedet, da han begyndte at grynte. Jeg hev snoren af ham og han stormede straks gennem krat og buskaser. Han var pludselig ude af syne.
"Hov, mutter! Vent lige et øjeblik!" råbte jeg febrilsk og satte efter ham. Jeg spejdede til alle sider, men pølsedyret var ingen steder at se. 
"Birger, på plads!" skreg jeg og fortsatte videre på det bløde tærren. Jeg kunne mærke panikken bruse rundt i kroppen, og det var som om, mit hjerte var på vej ud af brystet på mig for derefter at lade mig i stikken. Det var simpelthen også for tankeløst at sætte dyret fri i skoven - han kunne jo være overalt! Jeg fortsatte gennem skoven, mens grene rev mine bare arme, og jeg adskillige gange snublede over træstuppe, sten og såmen også mine egne fusser. 
Jeg kunne pludselig høre et velkendt grynt fremude, og jeg satte farten op. 
"Kom så, tykke, kom her!" lokkede jeg, mens jeg stakåndet fortsatte videre. Gryntene blev tydeligere, og lettelsen overvældede mig, da en velkendt skikkelse pludselig kom til syne. Det var ikke synet af Birger, der fik mig til at stoppe op så brat, det var synet af Andreas. Jeg stirrede bare på ham. 
"Julie?" spurgte han, da han fik øje på mig. Jeg nikkede og rømmede mig. 
"Hej Andreas," mumlede jeg fjoget, hvorefter jeg stille gik hen og fik fat på Birger. Jeg kiggede bebrejdende på ham. 
"Hvordan kan du finde på at stikke af på den måde?" sagde jeg og rystede på hovedet. Jeg satte mig på hug, og han logrede fornøjet og gav sig til at slikke min hånd. Jeg trak den til mig, fik klikket snoren på ham igen og rejste mig op. 
"Tak fordi du fik fat i ham, jeg havde slet ikke regnet med, han ville stikke af på den måde," sagde jeg, mens mit blik flakkede rundt i skoven. 
"Helt i orden, Julie," smilede han. Jeg satte mig ned på den kolde skovbund, og han fulgte med. Jeg smilede forsigtigt til ham. Birger indtog mit skød og satte sig til at gnaske på en pind. 
"Det er en sjov race, du har dig der," bekendtgjorde han og lo. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Normalt plejede jeg at finde disse kommentarer irriterende - såsom; "se der, Ilse! En hund med hobbitben!" eller "den er en hel hund lang, men en halv hund høj" - men ikke i dag. Han havde jo ret. Birger tilhørte racen Welsh Corgi Cardigan, som nok mest er kendt for sin fætter Welsh Corgi Pembroken, som den engelske dronning havde adskillige af. 
"Det er en Corgi. En stor hund med hobbitben," jokede jeg og klappede dyret på hovedet, hvorefter han gryntede fornøjet. 
Han nikkede og kælede Birger lidt bag øret. Jeg betragtede hans ansigt. Jeg havde straks lyst til at nusse hans brune hår, og bare forsvinde væk i hans karamelbrune øjne. 
"Nå. Jeg må videre, vi ses i morgen," sagde Andreas og blinkede til mig, hvorefter han rejste sig op og fortsatte ned af skovstien. Mit hjerte slog et slag over, og jeg skulle lige koncentrere mig om at trække vejret ordentligt igen.
"Vi ses," hviskede jeg. Jeg lukkede øjnene, og jeg havde straks besøg af sommerfuglene igen. Andreas. Bare tanken om ham, gav mig gåsehud. Hans strålende øjne, søde smil, nuttede accent, fede personlighed. Jeg stoppede brat mine tanker, som allerede var helt på vildspor. Det var Kristoffer, som var fyren i mit liv - ikke Andreas...

 

"Briller?!" råbte jeg og stirrede på optikeren, som nikkede bekræftende. 
"Der er ikke megen styrke i, Julie. Og det er forresten topmoderne at gå med briller lige for tiden. Har du ikke set alle dem, der gå med falske briller?" forsøgte han og pudsede et par sorte briller, som senere skulle tilhøre mig. Jeg spærrede øjnene op.
"Ole, det er jo lige det! De er falske! Ingen gider havde dårligt syn! Og endnu værre: ingen gider havde en kæreste med dårligt syn!" Jeg fik dårlig samvittighed, da jeg opdagede, at den første, jeg kom til at tænke på var Andreas. Min mor nussede mig i håret og smilede prøvende til mig.
"Jullemus, det er da ikke så slemt! Prøv lige at se hvor fancy de er!" fortsatte hun, hvor Ole slap. Jeg sukkede og hev brillerne på. Verden blev pludselig klarere, og jeg så mig omtumlet rundt. Det hele var så skarpt... jeg måbede og måtte erkende, jeg nok behøvede dem en lille smule. Jeg kiggede mig i spejlet. Det var ikke et syn til den røde løber, men hvad havde jeg dog regnet med? 
"Fint!" snerrede jeg og rakte brillerne til Ole, som smilede - tydeligvis lettet over, jeg ikke ville jamre mig mere. Og mor virkede lige så lettet. Briller. Julie med brillerne. Brilleaben Julie. Åh gud.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...