Oh, be my Valentine

I "Oh, be my Valentine" følger vi den femtenårige Julie, som lever livet, som en hveranden ville ønske. Hun har en støttende bedste veninde, en omsorgsfuld kæreste, skønne forældre og gode karakterer. Men pludselig møder hun den søde dreng Andreas, som ganske let finder vej indtil Julies hjerte. Valentine er lige rundt om hjørnet, og Julie bliver pludselig kastet ud i et spil med kærligheden som indsats.
Vil Julie ende op med at finde sin Romeo?

23Likes
28Kommentarer
1163Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

Når man tænker tilbage på, hvor hurtigt det egentlig gik, kan man godt blive lidt fortumlet. Jeg mener, hvordan kan Andreas komme ind i billedet, netop som Kristoffer og jeg bliver uvenner? Nej, han gjorde det ikke nemt for Kris og jeg! Kan du huske den dag?

Jeg traskede ned ad gangen med mine franskbøger i favnen. Det var første gang i lang tid, jeg gik uden min trofaste ledsager, bedre kendt som verdens største nar - Kristoffer. Jeg kunne stadig mærke en svag vrede bruse frem i mig, når jeg tænkte på ham. Jeg bukkede mig ned for at binde mine snørebånd, og det var her, du, min bedste veninde, kom ind i billedet.
"Hey, Julie!" råbte du og fik møvet dig igennem det store menneskemylder, som havde hobet sig op på skolegangen. Jeg smilede ved synet af min flipperveninde. ”Bevar Christiania”, ”peace’n’love” og alt det der havde jeg hørt på de sidste par år. Du var flipper, og du var stolt af det.
”Davs du!” hilste jeg og gav dig et knus. Du skubbede en lok hår om bag øret og hævede et øjenbryn.
”Hvor har du gjort af kæresten?” spurgte du forvirret og så dig omkring, så sikkert efter ham komme gående med to kopper varm kakao eller sådan noget.
Jeg skar ansigt.
”Han har ikke fortjent den titel mere,” mumlede jeg dramatisk og lagde vægten over på det ene ben. Du smilede, så de gule tænder fik frit udsyn.
”Er der knas med forholdet, hva’?”
Jeg nikkede og kastede et blik på mit armbåndsur. Der var ikke forfærdelig længe til, fransk startede. Og hvis jeg kendte min fransklærer, Charlotte, ret, ville det ikke pynte på mine karakterer.
”Så skal der sgu festes!” råbte du og hankede op i din multifarvede skoletaske.
”Det er ikke noget at råbe hurra for, Clara!” mumlede jeg og stirrede ned i jorden.
”Hold da kæft, manner! Hør lige på dig selv! Du lyder som en hjemmegående mor, som har glemt hvordan man fester!” bekendtgjorde hun og rystede opgivende på hovedet. Hun havde ret. Hvis jeg ikke blev sammen med Kristoffer, ville jeg ende som en ensom kattedame med 700 katte, som sidder på spisebordet, når jeg spiser, alt imens jeg diskuterer dagens vejrudsigt med dem. Nej, mit liv skulle ikke bare sådan skylles ud i toilettet. Endnu en grund til, jeg måtte få det til at fungere med Kristoffer.
”Jeg skal altså til fransk nu!” sagde jeg og rystede svagt på hovedet for at få tanken ud af hovedet. Du nikkede og gav mig V-tegnet.
”Fair nok. Peace’n’love, husk det, skatter!”
Jeg lo og drejede rundt på hælen. Det var en af de ting, jeg elskede ved dig. Din overskudsagtige personlighed, som ikke lod noget hindre hende i at holde flaget højt. Og så havde du reddet mit humør, så da jeg valsede ind i klassen, var jeg fuldkommen ligeglad med at se Kristoffer sidde der, omgivet af diverse duller.
”Bonjour! Quelle date aujourd’hui?" Charlotte kom ind i klassen med den sædvanlige, gullige kop i hånden. Men hvad jeg ikke havde ventet, var den brunhårede dreng bag hende. Jeg observerede nysgerrigt hans afslappede bevægelser.
”Jeg vil gerne have jer til at hilse på vores nye udvekslingsstudent, Andreas, som skal gå i klassen den næste måned… nej, jeg skal ikke bare stå her og plapre løs, du kan da selv præsentere dig!” kvidrede hun og smilede til Andreas, som smilede høfligt og nikkede.
”Ja-ah, det kan jeg vel godt,” mumlede han og vendte front mod klassen, ”jeg hedder som sagt Andreas, og jeg bor normalt i hjertet af Frankrig, nemlig Paris. Jeg skal gå her i klassen den næste måned.” Hans blik flakkede rundt, men ikke på den der nervøse måde. Han virkede nysgerrig og rolig.
”Hvis du er fra Frankrig, hvordan kan du så snakke dansk?” brægede en af drengene fra klassen. Andreas smilede.
”Min mormor er fra Danmark, jeg er dermed kvart dansker. Min mormor er bosat i Århus.” Der blev stille i klassen.
”Find en plads og sæt dig ned. Jeg får anskaffet nogen franskbøger til næste lektion,” sagde Charlotte og smilede.
Han så rundt i klassen, og hans blik landede på den tomme plads foran mig. Der besluttede han sig for at slå sig ned.  Han vendte sig om mod mig og rakte hånden frem.
”Du kender vidst allerede mit navn. Men du er…?” spurgte han og smilede. Jeg sad og stirrede på ham et stykke tid, før det gik op for mig, han snakkede til mig.
”Øh… Julie,” mumlede jeg og tog hans hånd. Han smilede.
”Jeg ser frem til at gå i din klasse, Julie.” 

Siden vores første møde, havde jeg troen på, det kunne gå hen og blive en fantastisk Valentine. Og hvorfor ikke? Drømme kan gå i opfyldelse. Og dog. Kristoffer satte altid en kæp i hjulet, når det gik godt mellem os. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...