Nattens Engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2013
  • Opdateret: 18 aug. 2013
  • Status: Igang
Rosalia Nevaeh er en ganske almindelig pige, der lige er taget på lejrtur med sin klasse, 1.G.
Anden dag på lejrturen skal de besøge Rosenborg Slot, og dér venter der mere end Whitley kan forestille sig.
Whitley farer vild på slottet, da hun følger et skilt, hvorpå der står: 'Toilet' og da hun ikke kan se flere skilte, finder hun noget, som hun aldrig havde vist fandtes...
Dér står en engel, men Whitley tror ikke sine egen øjne, for engle findes da ikke, vel?...

2Likes
0Kommentarer
426Visninger
AA

4. Rosenborg Slot *

"Ja, kære børn! Velkommen på Rosenborg Slot. I kan frit hænge jeres jakker på knagen dér, og så kan I følge med mig. Mit navn er Anne Louise, og jeg skal vise jer rundt på Rosenborg Slot." Sagde kvinden der skulle vise dem rundt. Rose sendte nogle himmelvendte øjne til Ama, da hun så, hvordan Vivi og Ama grinte. Engang havde det været Vivi og hende der ville have grinet sådan, men den tid var ovre. Hun var ensom, havde kun sig selv. Da hun havde hængt sin jakke på knagen, fuldte hun med Anne Louise rundt på slottet, totalt usinteresseret og nedladent.

Pludselig kunne hun mærke at hun skulle på toilettet, så hun prikkede Vivi på skulderen og sagde: "Hej, du Vivi? Jeg smutter lige på toilettet." Og gik ud fra at Vivi ville vente, hvilket Vivi ikke gjorde. Faktisk gik resten af klassen bare videre, imens Rose forsvandt efter skiltet, hvorpå der stod: 'Toilet.' Hun forsvandt ind i rummet og lukkede døren efter sig. Da hun havde fat i buksekanten på sine bukser, og skulle lige til at trække dem ned, gik det op for hende, at skiltet havde ledt hende på Herrens Mark, altså ikke på toilettet, men i et meget mørkt og klamt rum. Der var overhovedet ingen vinduer, kun et par skodder, men bag skodderne, gemte sig ingen vinduer. Det var et rumt, der var lavet af træ. 'Hvor er jeg?' Tænkte hun nervøst, der gik et par minutter hvor hun bare stod og undrede sig over, hvorhenne hun var.

 'Klokketårnet!' Tænkte hun og tog et par skridt frem, indtil hun faldt over noget, og hun rejste sig klodset op igen, og gik frem, lige indtil hendes øjne mødte nogle andre i mørket. Nogle smukke, imødekommende og blå øjne, viste sig i mørket, men et par røde sår, lå skråt over de, ellers, pæne og lyseblå, rare øjne. "Hvad i..." Sagde hun men nåede ikke at sige mere, før personen der stod over for hende, afbrød hende: "Hjælp mig, vil du ikke nok? Min bror har ladet mig sulte her, i snart halvtreds år, vil du ikke nok hjælpe mig?" Tikkede stemmen, og pludselig genkendte Rose ansigtet fra skikkelsen hun her til morgen havde set i spisehallen. "Hvem er du?" Spurgte hun bange og forventede ikke noget svar, men han svarede alligevel: "En engel, eller... hjælp mig nnu bare! Jeg lover dig en ting til gengæld!" Sagde han, men hun var så bange, at hun hurtigt og skrækslagen vendte om på hælen og løb så hurtigt hun kunne, hen til døren. Blodet havde løbet ned af hans ryg og det venstre håndled, var skåret op i smerte. Nu gjaldt det bare om at komme væk fra dette mystiske slot. 'Ha, en engel, tror han virkelig at jeg hopper på dén joke?' Tænkte hun med en hånlig latter, men pludselig stoppede den hånlige latter, for nu gav alt mening: Skoletasken var hans vinger, skikkelsen var en engel og der hvide skær, var lyset fra hans vinger. Hun kunne ikke bare lade ham i stikken, kunne hun vel? Så ville hun have det på samvittigheden resten af livet, og så ville den ting, gå med hende i graven. Hun vendte igen om på hælen, løb tilbage til ham, fandt en kniv, der var nede i spanden, der stod ved siden af englen og skar rebet omkring hans arme, ben og vinger op. "Tak, hvordan kan jeg dog nogensinde gøre dig gengæld?" Spurgte han med en romantisk klang i stemmen, der ikke kunne få Rose til at hade ham, tværtimod, hun kunne lide hans stemme, den... inspirerede hende, fik livslysten tilbage. "Hvordan kan jeg møde dig igen?" Sagde hun blidt. "Der må da være en forklaring på... det dér!" Sagde hun og kiggede på ham og hans vinger, og så forsvandt han, lige foran hende, og hurtigt løb hun ud af lokalet, og kunne ikke finde sin klasse! Hun ledte, og ventede i receptionen, på at de skulle komme tilbage.

Endelig kom deres lærer tilbage og hun blev overrasket da hun så Rose. "Hvor har du været, unge dame?" Sagde hun mistænktsomt. "Altså, jeg var jo på toilettet, indtil jeg mødte en...." Sagde hun, men afbrød sig selv inden hun nåede at sige mere. "Jeg sagde til Vivian at jeg gik på toilettet, men Vivian ert åbenbart meget fornærmet og tøsesur, lige her for tiden, så hun har åbenbart ikke meddelt det til dig, kan jeg forstå?" Sagde hun og en vis vrede brød ud i hende, men Vivi var ligeglad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...