Nattens Engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2013
  • Opdateret: 18 aug. 2013
  • Status: Igang
Rosalia Nevaeh er en ganske almindelig pige, der lige er taget på lejrtur med sin klasse, 1.G.
Anden dag på lejrturen skal de besøge Rosenborg Slot, og dér venter der mere end Whitley kan forestille sig.
Whitley farer vild på slottet, da hun følger et skilt, hvorpå der står: 'Toilet' og da hun ikke kan se flere skilte, finder hun noget, som hun aldrig havde vist fandtes...
Dér står en engel, men Whitley tror ikke sine egen øjne, for engle findes da ikke, vel?...

2Likes
0Kommentarer
432Visninger
AA

3. Morgenmad *

Bank, bank, bank lød det på døren og alle pigerne inde på værelse nummer 5, fniste og diskuterede hvem der skulle åbne døren. "Vivi, du gør det!" Sagde Ama. "Nej du gør det!" Grinede Vivi. Vivi og Ama havde placeret dem selv i overkøjen, imens lå Rose i underkøjen og kunne høre hvordan de grinte derud af, uden hende. Nu stoppede bankene.

Hun havde en stor klump i maven, der ikke ville forsvinde selvom hun trak maven sammen. Jaloux rev hun dynen til side og satte sig op. Hun havde en forfærdelig hovedpine, som hun aldrig havde haft før. 'Gå nu væk!' Tænkte Rose og rejste sig op. "Gud, er du vågen?" Drillede Vivi og grinte, men Rose kunne ikke se det sjove i det. "Ja, det er jeg. Og I har vist været vågne i lang tid, har I ikke?" Svarede Rose iretteret, og gik hen til stolen, hvorpå hun havde hængt sit tøj, aftenen før. Der var koldt inde i værelset, og Rose havde gåsehud på hele kroppen.

Imens Vivi og Ama gloede underligt på Rose, stirrede Rose undersøgende på den grønne stol med tøjet på og skyndte sig at trække i tøjet. Da hun havde trukket jakken omkring hendes forfrosne krop og i skjul havde hun stukket dagbogen ind under jakken, samt en kuglepen og forlod omgående værelset. Inden døren lukkede i, bag hendes ryg, hørte hun en stemme der mumlede: "Hun var da sur!" 'Ama!' Tænkte Rose og blev endnu mere sur, end hun var i forvejen. Og værst af alt, havde hun hørt at Vivi havde svaret: "Ja, godt vi to ikke er sådan." Dét havde såret Rose dybt. Hvorfor kunne Vivi ikke lide hende mere? Hvad havde hun mon gjort? Rose frøs på vej over til spisehallen og da hun trådte ind i hallen, opdagede hun at hun var den eneste. 'Dejlig ro!' Tænkte hun og gik hen til bordet, hvorpå kantinedamerne havde placeret maden for ti minutter siden. Hun tog en krydderbolle med smør på, og en lille youghurt ved siden af, samt et glas juice. Derefter placerede hun sig tættest på morgenmaden, men langt væk fra døren til hallen og fra det store vindue, som sendte lyset ind i hallen, hun fandt sin dagbog frem, tog en bid af krydderbollen og noterede:

Kære Dabog! Tak fordi du lytter. Det gør mig glad. Yderst glad. Vivi er sur på mig, hun driller og iretterer mig, men jeg ved ikke hvorfor. Som jeg har nævnt før, er jeg ensom, nu er jeg bare endnu mere ensom, fordi Ama & Vivi har forladt mig. Her sidder jeg, i en tom hal, med nogle rester af det der engang var en krydderbolle, som i det øvrigt nu ligger godt i min mave, og med en lille youghurt foran mig. Hvad skal jeg dog stille op? Måske har deres kærester, slået op med dem? Men det virker da mystisk, gør det ikke? Jeg er blot en ensom person, og nu skal vi på Rosenborg Slot, det glæder jeg mig, underligt nok, til. Måske skal jeg være forsker i historie, hvad er det nu det hedder? Hmm, lad mig lige tænke lidt... Nej, jeg kan altså ikke huske det. Men, du kræver jo en pris, for at hjælpe mig, gør du ikke, kære og grådige dagbog? Ja, ja, jeg skal nok. Her har vi kniven og her har vi mit håndled, skal jeg virkelig dagbog, skal jeg virkelig?

Hun fjernede kniven fra håndleddet, og pludselig væltede hendes juice ud over hende.

Åh, nej kære dagbog. Lad ikke uheldet ramme mig igen. Efter alle disse år, hvor jeg har ofret blod til dig, hvornår kommer der én der kan lide mig? Én der holder af mig og som vil elske mig for evigt? Hjælp mig kære dagbog. Hjælp mig! Du har fået dit blod nu, og du får ikke mere, hvis du ikke skaffer mig en person, der vil tage sig af mig, nu hvor jeg ikke længere har Vivi, og ikke en gang Amanda. Bring mig ham, dagbog. Bring mig ham!

Rosalia

Rose kiggede lidt rundt i lokalet og opdagede en skikkelse der stod i døren, men hun kunne ikke se hvem, kun at personen havde en meget stor skoletaske på ryggen, og at han stirrede beundrende på hende. "Kom da bare ind." Sagde hun, med den blideste og venligeste klang i tonen, men skikkelsen forsvandt hurtigt igen, da den opdagede at hun snakkede til den. 'Besynderlig fyr.' Tænkte hun, drejede hovedet og kiggede i sin dagbog. Hun var ikke sulten længere, hun havde spist youghurten og krydderbollen var også væk. Hun kiggede ned af sig selv, og opdagede en bule, omkring maven. "Du har vist været lidt for god ved dig selv, her på det seneste." Grinede hun til sig selv, og ingen hørte det, ud over hende selv. Hun lagde kuglepennen ved siden af dagbogen, lukkede dagbogen i, og gik tilbage på værelset, hvori hun forventede at Vivi og Ama havde gang i endnu en underlig leg, hvori Rose ikke var velkommen. Hun ville bare tage sine tur ting, og derefter forsvinde lige så hurtigt ud af lokalet som hun kom, ja det ville hun gøre! Der var en mærkelig stemning, omkring det bord Rose sad ved. Selvom hun godt vidste at hun var alene, pustede noget hende i nakken, og hun så en hvid skikkelse i ny og næ, men kunne ikke få ansigt på skikkelsen, vidste kun, at den kom tættere og tættere på...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...