Nattens Engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2013
  • Opdateret: 18 aug. 2013
  • Status: Igang
Rosalia Nevaeh er en ganske almindelig pige, der lige er taget på lejrtur med sin klasse, 1.G.
Anden dag på lejrturen skal de besøge Rosenborg Slot, og dér venter der mere end Whitley kan forestille sig.
Whitley farer vild på slottet, da hun følger et skilt, hvorpå der står: 'Toilet' og da hun ikke kan se flere skilte, finder hun noget, som hun aldrig havde vist fandtes...
Dér står en engel, men Whitley tror ikke sine egen øjne, for engle findes da ikke, vel?...

2Likes
0Kommentarer
425Visninger
AA

8. Mødestedet *

De var alle sammen igen kommet hjem efter en fantastisk lejrtur, og Whitley satte sig med det samme til at skrive i sin dagbog: 'Kære Dagbog. Nu sidder jeg her igen. Ikke på grund af noget dårligt, ikke denne gang, men jeg har mødt én. En der hedder Jullius og han er en engel. Tro mig eller ej, men det er han! Jeg så ham selv! På lejrturen. Han er fantastisk, men han elsker mig. Det er simpelthen for mærkeligt! Det er det altså! Ikke at han er en engel, for det er romantisk, men mon ikke han har prøvet der her før? Og er det virkelig rigtig at det var hans bror som bandt ham fast på Rosenborg Slot? Eller hvad? Er det bare mig der er helt gal på den? Eller er han faktisk forelsket i mig? Åh, gid jeg vidste det... Jeg eksplodere snart indeni. Hjælp mig... Du skal jo have blod, henter lige papiret. Nu er jeg tilbage og blodet drypper igen ned på dine blanker sider. Jeg må hellere stoppe med at skrive for i dag, ellers eksplodere jeg...

Whitley Neveah'

Jullius og Whitley havde aftalt at mødes en dag, kun de to. Whitley havde en masse spørgsmål og hun kunne ikke vente med at se Jullius. Der var mørkt, og dystert på kirkegården. Hun kunne ikke finde graven, dén grav, hvorpå der stod, de ord, skikkelsen hun havde mødt på bænken i går, havde fortalt hende skulle stå på gravstenen: Jullius Edward James Legna'. Whitley var kun iført sin hvide natkjole, og hendes hår blafrede omkring hendes blege ansigt. Hun havde kun sutsko på, så hun kunne tydeligt mørke grenene og stenene under fødderne. Whitley blev vedmed at lede men hun kunne ikke finde graven. Da hun var i den anden ende af kirkegården, så hun en hvid skikkelse. 'Jullius!' Tænkte hun og skikkelsen svævede tættere og tættere på. Da skikkelsen var kommet helt tæt på, omfavnede skikkelsen hende, men hun blev bange og prøvede blidt af afslutte krammet. Jullius kunne mærke på hende at hun var bange, så han lagde sin hånd på hendes kind og de lagde sig langsomt ned på jorden. Derefter svævede de hen til graven. "Er det, din grav?" Spurgte Whitley fortvivlet og Jullius nikkede. "Men hvordan, dét?" Spurgte Whitley og pegede på hans dødsdato: 1929-1945. "En ulykke..." Sagde han bare og kiggede ned i jorden, men hun lagde sit hoved på hans skulder og han blev straks glad igen. "Whitley, jeg kan ikke... kan ikke uden dig. Du må være min, vil du ikke nok? Vi kan være sammen, selvom du er dødelig og jeg er udødelig? Du behøver ikke at ofre dig, du behøver ikke at ofre dit blod, din hud og dit hjerte, vil du ikke nok? Du behøver ikke at dø..." Sagde han, men Whitley blev bange og løb sin vej. Hun løb imod udgangen, med tårene dryppende ned fra hendes blege ansigt og hun kiggede sig ofte over skulderen for at se hvorhenne Jullius var. Da hun skulle til at åbne porten, lagde en hånd sig på hendes og prøvede at overbevise hende om at hun skulle blive. Hun skubbede forskrækket hånden væk, åbnede porten og glemte at lukke den igen, og så løb hun sin vej. Hun løb og løb, kunne mærke sveden dryppe ned fra panden. Hendes knæ vred sig forkert og det resulterede i at hun faldt, ned på den kolde jord og hun havde ikke krafter til at rejse sig igen. Det værste der kunne ske lige nu var at Jullius kom til syne igen. Men det gjorde han ikke. Hun blev bare liggende på jorden og den masse blade blev viklet ind i hendes hår, men hun havde ikke krafter til at få dem ud igen, hun ville bare hjem. Hjem og sove, væk fra alt, alt med engle. Da hun kom hjem, lukkede hun forsigtigt døren til sit værelse, trak natkjolen over hovedet og lagde sig med hovedet begravet i hovedpuden på sengen. Hun græd og græd, men stille så hendes forældre ikke skulle vækkes. De skulle begge på arbejde i morgen, selvom det var søndag, altså skulle hun være alene hjemme. Hun vendte sig om på ryggen, så tårene kunne glide langsomt ned af hendes kinder, så hun kunne mærke sorgen. 'Hvorfor er han sådan? Er han en engel, eller lyver han bare for mig?' Tænkte hun og lukkede så sine øjne. Hun tænkte så forfærdelig mange tanker, og til sidst blev hun så træt at hun lagde sig til at sove.

Da hun vågnede, sad Jullius på hendes sengekant, med tåre i øjenkrogen. "Whitley..." Sagde han og lagde sin hånd oven på hendes og nussede den lidt. "Vil du ikke nok? Jeg savner dig så forfærdeligt meget..." "Nej. Forsvind! Du findes ikke!" Sagde hun og lagde hovedet ned under dynen. "Hvis du ikke ønsker at tro på at jeg findes... eller elske mig, så..." Sagde han. Efter lidt tid, kunne hun mærke han gav hende et blidt kys udenpå dynen og så forsvandt han, ud gennem vinduet. Hurtigt sprang hun op fra sengen og hen til vinduet. "Jullius?" Sagde hun og tårene trillede atter ned af hendes kinder. Nu var han væk... væk for evigt! Men hun havde ikke brug for ham. Han havde skræmt hende fra vid og sans, så han kunne bare smutte! Hun ville ikke græde på grund af ham... ikke mere! Han skulle ud af hendes hoved, nu! Hun tørrede iretteret tårene væk og ringede til Vivi, men Vivi tog ikke sin telefon. Hvad skulle hun nu gøre? Forsigtigt vandrede hun hen til vinduet, åbnede det og satte sig i vindueskarmen. Efter hun havde sundet sig lidt, begyndte hun at synge en lille sang. Lyden af hendes stemme var smuk og ren, så ren at Jullius hørte den, det vidste hun bare ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...