Nattens Engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2013
  • Opdateret: 18 aug. 2013
  • Status: Igang
Rosalia Nevaeh er en ganske almindelig pige, der lige er taget på lejrtur med sin klasse, 1.G.
Anden dag på lejrturen skal de besøge Rosenborg Slot, og dér venter der mere end Whitley kan forestille sig.
Whitley farer vild på slottet, da hun følger et skilt, hvorpå der står: 'Toilet' og da hun ikke kan se flere skilte, finder hun noget, som hun aldrig havde vist fandtes...
Dér står en engel, men Whitley tror ikke sine egen øjne, for engle findes da ikke, vel?...

2Likes
0Kommentarer
419Visninger
AA

10. En Anden Skikkelse *

Dér stod han. Jullius' bror. Han var smukkere end Julluis havde fortalt. Hans mørke hår, der strittede imod vinden, hans varme læber, hun kunne mærke han rørte ved hende. "Jullius' kæreste, formoder jeg?" Spurgte han og viste sig foran hende. Hun nikkede og afventede hans reaktion. Hans vinger var lidt større end Jullius', og meget mørkere. Jullius' var hvide, Carls var sorte. Men de klædte ham bedre. Hun ville hellere have sorte vinger, sort havde altid været vigtig for hende, ikke hvid. Carl, ikke Julluis. Carls vinger kunne ses lidt ud for hans ryg og hans mave og bryst kunne tydeligt ses. Den flotte mave, kunne ses med stærke muskler, han sikkert havde snydt sig til. En flamme tændte inde i Rose og hun stirrede kostbart på Carl. Hans varme, sorte øjne beundrede hende og han vendte hovedet i ny og næ, her og der, når han fandt det rigtigt. Hans smukke vinger, brød vinden så den ikke ramte ham og selvom hun godt vidste at hans hjerte var sort, og at han tilhørte mørket, ville de begge have hinanden. Hans hånd, lagde han på hendes kind, kærtegnede han hende, og noget i hendes hjerte, smeltede. Hans varme kærlighed, havde en underlig virkning på hende. Den virkede! Han lænede sig langsomt frem imod hende, kyssede hende let på munden, og hun kyssede igen. Han førte langsomt, men behageligt, sin hånd, ned langs hendes bryst, og stoppede den lige over hendes hofte, derefter trykkede han sig ind i mod hende og kørte romantisk sine perfekte sine igennem hendes hår. Hendes læber strejfede igen hans og hun følte sig endelig respekteret. Han var en kærligt engel, nok er han mørkets skabning, men venlig og kærlig er han, helt sikkert. Han strejfede lidt omkring hende, og hun følte det behageligt. Han kælede for hende, spillede kostbar, da hans fingre strejfede hendes læber, men han vendte hovedet bort, i det hun åbnede munden forsigtigt. Efter lidt, lænede han hovedet imod hendes, nærmede sig hendes læber og kyssede dem. Hun kyssede forsigtigt igen og nød det. Hun kunne mærke at Carl også fandt det behageligt. Hun vidste det var forkert, men alligevel, Julluis havde ikke den samme styrke som Carl, og alligevel, de er så forskellige, men alligevel så ens! Hun havde ingen idé om hvor længe kysset varede, men hun fandt det dejligt, trygt og kærligt. Han lagde sine arme omkring hende, og lidt efter lidt lukke han sine vinger omkring dem, kun skæret fra månen kunne ses. Tågen omkring dem, gjorde det svært for hende at tyde hans ansigtsudtryk, men hun kunne mærke, at han var overrasket, hun vidste bare ikke over hvad. Han lod sine fingre glide ned over hendes ansigt, og placerede derefter hans hænder på hver sin side af hendes ansigt. "Du er så smuk. Har min bror, nogensinde fortalt dig dét?" Spurgte han. 'Nok har han sagt at jeg var skøn, men aldrig har han nævnt at jeg er smuk.' Tænkte Rose og sukkede. Carl lod sin venstre hånd glide ned over hendes bløde kind og stoppede fingrene på hendes hage, aede den og hans hånd fortsatte jagten ned over hendes krop. Hun følte sig svag. Hun vidste ikke hvem hun skulle vælge, Carl eller Julluis? De havde hver deres specielle ting, Carl havde bare flere gode end Jullius. Desuden, syntes Carl at hun var smuk, det havde Julluis aldrig nogensinde fortalt hende. Jullius havde oven i købet, også fået hende til at blive en engel, det ville Carl aldrig nogensinde gøre, han elskede hende, det gjorde han virkelig. "Rose... Rose, er det... dig?" Sagde en trist og uforstående stemme. Stemme kunne hun ikke kende, lige med det samme, og ignorerede den. Hun kunne høre hvordan personens tårer, hårdt ramte jorden. 'En engels tårer!' Tænkte hun, skubbede sig væk fra Carls læber, men hun holdt stadig hofterne mod hans. "Julluis!" Udbrød hun. Dér stod han, med tårer i øjnene, og hver gang de ramte jorden, lød der et bump. Rose kunne ikke finde ud af om bumpet opstod i hendes hoved, eller om Carl også kunne høre det. "Hvad?... Du har altså ombestemt dig, var?" Skreg Julluis, imens tårene blev ved med at dunke ned på den kolde jord, hvorpå Rose stod med sine bare fødder, kun iført en hvid underkjole, der var som skabt til hendes smukke, brune og glansfulde hår. Derefter spurgte Julluis vredt: "Skal jeg tage underkjolen med, inden du selv smider den på jorden?" Og han kunne ikke længere skjule at han var vred. Hans store, runde og uforstående øjne, kigge stift ind i Carls som var hånlige og Roses som var sørgelige og ikke kunne komme med en forklaring. "Jeg troede du havde mere i dig, Rose. Det troede jeg virkelig..." Sagde han, vendte om på hælen og forsvandt i tågen. "Jullius?! Julluis, jeg elsker dig! dig!" Skreg hun og nu gik det endelig op for hende, hvad der lige var sket. Julluis havde forladt hende...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...