Nattens Engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2013
  • Opdateret: 18 aug. 2013
  • Status: Igang
Rosalia Nevaeh er en ganske almindelig pige, der lige er taget på lejrtur med sin klasse, 1.G.
Anden dag på lejrturen skal de besøge Rosenborg Slot, og dér venter der mere end Whitley kan forestille sig.
Whitley farer vild på slottet, da hun følger et skilt, hvorpå der står: 'Toilet' og da hun ikke kan se flere skilte, finder hun noget, som hun aldrig havde vist fandtes...
Dér står en engel, men Whitley tror ikke sine egen øjne, for engle findes da ikke, vel?...

2Likes
0Kommentarer
429Visninger
AA

12. Arret *

De stod begge to, Whitley og Jullius, oppe på det højeste bjerg i Zwertsa, og kiggede direkte over til Humgzwan. I Humgzwan var klipperne skarpe, og meget tætte på det høje bjerg, ingen ville have en chance for at overleve, ikke engang en engel. Whitley havde ikke skænket Carl en tanke, overhovedet og det havde Jullius heller ikke. De stod på toppen af bjerget, og beundrede de få minutter hvor solen forlod sin plads på himmelen og forsvandt i vest. Himmelen havde nu en lyserød farve med en nuance af lilla. Netop som solen havde forladt himmelen, skænkede Jullius Whitley et blidt kys og stilte sig tæt ind til hende. "Jeg elsker dig, Whitley. Heaven." Sagde han og Whitley gengældte sin kærlighed ved hjælp af endnu et kys, dog et langvarigt et.

En sten blev sparket et par få meter væk, da Carl med vrede havde sparket til den. 'Pokkers!' Tænkte han og gik lidt videre. Han havde fået sneget sig ind i Zwertsa og ville nok også komme ud igen, men han ville nok aldrig komme herind, igen. Han havde spilt sin eneste chance for at få Whitley: hendes smukke øjne, hendes aura, hendes bløde læber der var ligeså bløde som silke, og hendes hår, det smukkeste han nogensinde havde set. Men hun var blevet Nattens Engel, så noget havde han gjort rigtigt. Hun havde stadig valget, og måske havde han én sidste chance, men hvis han havde var det kun én! Han nærmede sig en blå busk med nogle orange bær, tog et med to fingre og svævede videre imens han smagte på bæret. 'Føj!' Tænkte han og spyttede skuffet bæret ud af munden med en hæslig grimasse i ansigtet. Bæret havde en smag af blod, jord, græs og umodenhed. "Mit liv er hos dig. Mot hjerte er låst inde i dit, og din kærlighed tilfredstiller min tørst: dit smil heler min smerte, du er mit liv, Whitley!" Carl hørte stemmer, ikke så langt fra ham selv. 'Gem dig!' Tænkte han og svævede hurtigt tilbage bag busken, og løftede nysgerrigt hovedet lidt op over buskens top. Dér stod de, Jullius og Whitley: sammen. Pigen der havde taget hans hjerte, revet det i stykket, og samlet det igen. Dér var hans chance, for at få hende tilbage. Hvis han lod som om han lukkede øjnene og 'tilfældigvis' fløj ind i Jullius så han ville ramme ned i klipperne og dø: være væk for evigt. Hans egen sjæl ville være reddet, og ligeså Whitleys.

Whitley kunne mærke en kendt følelse sprede sig i hendes krop: kærlighed. Hun følte at hun kendte Jullius, som havde de været knyttet for altid. Hans smil varmede hendes kinder, og hans kys, hendes krop. Intet kunne gøre hende mere glad, end Jullius, ham. Carl, hans øjne... Nej nu ville hun ikke begynde igen: Carl var hendes fortid og uanset hvor meget hun angrede hendes kys med ham, ville tanken og minderne altid være der. Men Jullius, han betød mere, deres følelser for hinanden var stærkere. Langsomt og fuld af følelser, lænede Whitley sig frtem for at få et sidste jys inden hun vente tilbage, til Hytten for at sove. Hendes krop var træt og hendes øjne uklare. Men hun kunne tydeligt se Jullius' øjne skinne igennem de uklare dråber der hang fast på hendes nethinde. Jo tættere på hun kom, jo mere kunne hun føle Jullius' varme læber og varme ånde. Som Jullius arm blev lagt blidt rundt om hendes hofter, kom en susende vind, en kraft så stærk, som hun aldrig før havde følt, og skubbede hende. Skubbede hende ned i dybet, ned til klipperne, ned til hendes undergang. Tankerne fløj rundt i hovedet på hende, og der gik længere tid inden hun indså at hun skulle handle hurtigt. 'Flyv. Flyv!' Tænkte hun og brugte alle sine kræfter på at få hendes vinger til a flyve højt op igen. Hun gik i panik og første gang virkede det ikke, men anden gik fik hun kontrol over vingerne og fløj væk. Lige i sekundet hun fløj væk, skar en klippetop sig skråt ind over hendes kønne ansigt, og satte et ar for livet. Blodet løb ned af kinderne på hende, og ned i øjet, hvilket gjorde det endnu sværre at se for hende. Vingerne havde reddet hende, hun overlevede!  Alt hun kunne høre var lyden af hende seget skrig, og lyden af Jullius der græd. Skam!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...