Angel ~ One Direction (+12)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2013
  • Opdateret: 23 feb. 2015
  • Status: Færdig
Når man har været bedste ven med Zayn Malik i 5 år begynder man at kende hans venner ret godt. Det finder 18-årige Angel Johnson ud af. Specielt 4 af dem. Drengene er lige kommet hjem efter deres turné og efter Angel og Zayn ikke har været sammen i flere måneder inviterer Zayn Angel hjem til ham og drengene. På bare en aften bliver alle Angels tanker ændret. Efter en sommerhustur med drengene går det hele for vidt. Hvad der starter med et par drømme, en smule flirt og et uskyldigt kys ender alligevel med et ødelagt forhold. Angel er knust men får trøst af en af sine venner. Men hvordan vil det ende? Kan Angel holde sig til at være venner med de sidste 4 drenge? **Stødende sprog og scener kan forekomme. Læsning på eget ansvar** (Tjek traileren)

62Likes
146Kommentarer
7434Visninger
AA

7. 6. Where do we go from here?

Angels synsvinkel:

"Harry?" sagde Liam endnu engang mens han ruskede i Harry. Han havde tit åbnet øjnene og mumlet nogle uforståelige ting men var så gået ud som et lys igen.

Vi havde efterhånden været på sygehuset i 4 timer og de havde taget uendelig mange prøver på Harry og jeg ved ikke hvor mange scanninger. Efterhånden begyndte jeg at få lidt ondt af ham. Lægerne og sygeplejerskerne behandlede ham som om han var en dukke. Det var slet ikke retfærdigt!

Men vi levede alle sammen i troen på at det ikke kun var fordi han havde drukket for meget. Der måtte være mere bag men hvis ikke engang lægerne kunne finde ud af hvad det var så fandt vi nok aldrig ud af det.

"Ååårrh," hørte vi en sige. Det var en stemme ingen af os havde hørt længe. Harrys. Han var vågen.

"Harry, er du vågen?" spurgte Liam og gik over til sengen igen. Harry tog sig til hoved og åbnede øjnene men kneb dem så i igen på grund af alt lyset. "Hvor er jeg?" spurgte han og han havde nu fået vores alle sammens opmærksomhed. Alle stoppede det de havde gang i og gik hen til sengen hvor Harry lå.

"Harry, du er på sygehuset. Der kommer en læge og ser til dig lige om lidt," sagde Liam og gjorde tegn til at en af os skulle rykke i den hvide snor som tilkaldte personalet. Mens Harry stadig klynkede lidt gik Niall over for at hive i snoren. Det gjorde næsten endnu mere ondt at se ham vågen og det kunne Zayn vidst tydeligt se på mig. Han kom hen til mig og omfavnede mig.

Jeg lod tårerne få frit løb og hulkede mod Zayns skulder så der blev en våd plet på hans T-shirt. Jeg følte stadig det var min skyld at Harry lå i en hospitalsseng og så så skrøbelig og syg ud.

Måske skulle jeg give ham en chance alligevel. Når han fik det bedre. At tage på en enkelt date med ham ville jeg da ikke tage skade af.

Zayn førte mig over til en stol jeg kunne sætte mig på. Jeg havde det i forvejen ikke særlig godt efter jeg havde kastet op og kun fik lov til at sove ca. 20 minutter inden vi blev nød til at tage på sygehuset til Harry.

Ind af døren kom en læge i hvid kittel efterfulgt af to sygeplejersker i blåt tøj med kurs mod Harry. Sygeplejerskerne gik i gang med at tjekke Harrys puls og andre forskellige ting mens lægen gik direkte hen mod Liam for at snakke med ham. Det var Liam der var bedst til at snakke med fremmede og til at forklare ting så det var altså ham der snakkede med lægen.

"Hvordan står det til med Harry?" hørte jeg lægen spørger. Liam svarede: "Han er lige vågnet. Det var derfor vi tilkaldte jer." Lægen gik over til Harry og de to damer trådte tilbage. Han spurgte Harry om flere forskellige ting og Harry svarede langsomt og uklart men et svar kom der da.

Lægen trådte tilbage og så alvorligt på os alle sammen. "Vi har fået svaret på hvorfor Harry er endt her," sagde han og fik dem alle sammen til at gå tættere på. "Da han var omkring 7 år fik han en operation hvor han fik fjernet sin blindtarm. Den operation gør at hvis han drikker for meget kan han blive meget slemt syg. I nogle få tilfælde kan det også ske at enkelte dele af hukommelsen bliver slettet men det sker så sjældent og vi ved endnu ikke om det er Harrys tilfælde. Vi vil stille ham nogle spørgsmål og se hvordan det kommer til at gå," sagde lægen heldigvis uden alt for mange svære ord.

"Men det er ikke det eneste," fortsatte lægen, "Hvis man har indtaget forskellige stoffer i løbet af en længere periode kan det også skade på hans operation. Vi har fundet en større mængde kokain i hans krop som er blevet indtaget inden for de sidste 24 timer. Det har også bragt ham her til os og forstørrer chancen for hukommelsestab."

Alt det vi lige havde fået af vide var for meget for mig. Igen begyndte jeg at hulke højlydt og Zayn var hurtigt henne ved mig. Vi forlod alle sammen stue og lod Harry tilbage med lægen og de to sygeplejersker.

Vi blev henvist til et venteværelse hvor vi 6 kunne sidde helt alene og uforstyrret. Zayn sad og holdt om mig mens jeg stadig græd. Det hele var bare noget møg.

Langsomt begyndte det at gå op for mig at jeg måske var begyndt at få lidt følelser for Harry. Eller også så havde jeg haft det længe uden at ville indse det. Men hver gang jeg tænkte på ham og mig sammen i et forhold var det som at tænkte på at være kærester med... Zayn. Han er jo en af mine bedste venner og det virker bare forkert. Og så havde han en kæreste men det var en helt anden ting.

Men inderst inde virkede det på en måde rigtigt at give det en chance. Du ved, aller inderst inde. Bagerst i hjertet gemt bag en masse andet.

 

♥♥♥

 

Vi havde ventet i næsten to timer i det lorte venteværelse og jeg havde sovet den ene time. Lægen var stadig inde hos Harry og vi måtte ikke gå derind. Lige nu brændte jeg virkelig for at fortælle Harry at jeg ville give det hele en chance men tænk nu hvis han havde mistet noget af sin hukommelse. Tænk hvis han ikke kunne huske at han var forelsket i mig. Tænk nu hvis han ikke kunne huske drengene og alt det de havde sammen.

Døren til venteværelset gik pludselig op og ind kom lægen. "Er i klar?" spurgte han og kiggede rundt på os alle sammen med et lille smil på læben. Drengene nikkede ivrigt mens jeg tøvede en smule. "Harry har kun mistet 2 dages hukommelse. Dagen i går og hans 15-års fødselsdag. Hans 15-års fødselsdag vil nok snart dukke op igen men dagen i går vil måske først komme tilbage om længere tid," sagde han og smilede. Drengene sukkede lettet op. De havde vidst frygtet at han havde glemt alt om dem og bandet men det kunne de være lykkelige for. Jeg var så lidt lykkelig over at han havde glemt dagen i går. Det var der han fortalte at han var forelsket i mig.

Liam snakkede om et eller andet med lægen inden han gik og Liam fortalte at vi kunne se Harry igen nu. Langsomt rejste jeg mig og tog Zayns hånd så han nærmest trak mig med hen mod døren til Harrys stue.

Langsomt tog Louis fat i dørhåndtaget og åbnede langsomt døren så vi alle sammen kunne komme ind. Harry lå nu med helt åbne øjne i sengen og kiggede på os med et halvkvæstet smil. "Hey," sagde han og prøvede at smile endnu mere men det mislykkedes vidst.

Drengene snakkede lidt med ham mens jeg holdte mig i baggrunden og ventede på at jeg kunne snakke med ham. Zayn kom hen til mig igen og gav min hånd et klem og et svagt smil. Drengene trådte væk fra Harrys seng så jeg kunne komme til. Det virkede lidt grænseoverskridende at skulle stå og snakke med Harry på den måde jeg havde tænkt mig det skulle gøres.

"Hej Harry," sagde jeg med svag stemme næsten en hvisken og tog hans hånd. Hans smil blev en smule stift. Han kunne tydeligvis godt huske at han var forelsket i mig og derfor var det underligt at jeg holdte hans hånd. Jeg kunne ikke lade være med at fnise kort over ham.

"Harry, kan du slet ikke huske det du fortalte mig i går?" spurgte jeg med gråd i stemmen og blanke øjne. Det så ud som om han tænkte lidt før han rystede på hovedet og kiggede mig i øjnene. "Hvad sagde jeg da?" spurgte han og jeg kneb øjnene sammen. Det var det eneste spørgsmål jeg havde håbet på han ikke ville stille mig. Jeg mærkede en hånd ae mig blidt på ryggen. Jeg fik taget mig sammen til at åbne øjnene og svare Harry: "At du er forelsket i mig." Min stemme knækkede over og jeg var nød til at se væk. En løssluppen tåre gled langsomt ned at min kind og jeg mærkede en hånd tørre den væk.

"Hey, du skal ikke græde over mig," sagde håndens ejer. Harry. Jeg kiggede igen på ham med blanke øjne. Jeg ved ærlig talt ikke hvorfor jeg græd over det. Måske fordi jeg stadig følte jeg var skyld i at han lå her. "Skal vi ikke starte forfra Angel?" hørte jeg ham spørger og fik et lille smil frem på mine læber inden han fortsatte, "Hvis du giver mig en enkelt date... Det er det eneste jeg har brug for."

Jeg kunne ikke sige nej. Det kunne jeg virkelig ikke. Det ville være fejt af mig. Langsomt nikkede jeg mens jeg kunne mærke en ny tåre fare hurtigt ned over min kind. "Aftale," fik jeg sagt inden lægen igen kom ind af døren. Han gav min hånd et klem og slap den så jeg kunne gå tilbage til de andre.

Zayn trak mig ind i et kram og kyssede mig i håret. Jeg åndede lettet op. En stor byrde var virkelig blevet sluppet nu og faktisk glædede jeg mit til vores date.

 

♥♥♥

 

"Louis fokus! Alle dine 3'er," hørte jeg Niall sige henne fra sofaen.

Vi var kommet tilbage til sommerhuset og Louis og Niall sad og spillede fisk inde i stuen. Zayn og jeg sad ude i køkkenet og fik en kop te og snakkede lidt frem og tilbage. Liam kom ind i køkkenet med sin mobil i hånden. Det lignede han lige havde snakket med en.

"Det var hospitalet. Jeg kan hente Harry nu," sagde han med et smil på læberne. Vi sagde farvel til ham og hørte ham gå ud af hoveddøren.

Vi havde faktisk været i sommerhuset i ca. 5 timer efter hospitalsbesøget og jeg havde fået sovet en del. Jeg havde det ikke rigtig så dårligt længere så jeg kunne godt klare at indtage noget igen.

"Hvad fik dig til at give det hele en chance?" spurgte Zayn mig og rev mig ud af mine tanker. Jeg kørte min kop lidt rundt på bordet inden jeg kiggede på ham og svarede: "Hvorfor skulle jeg ikke give det en chance?" Mit svar så ud til at overraske ham for han kiggede bare ned i sin kop uden at sige noget.

Egentlig vidste jeg ikke helt hvorfor jeg gav det en chance men det føltes bare forkert at lade være. Hvis skæbnen ville have os til at være sammen så var det jo sådan det var. Problemet var bare at jeg ikke rigtig troede på skæbnen men det er en anden sag.

Louis og Niall kom ud til os og slog sig ned ved siden af Zayn. De tog hver en kop og lavede noget te. "Hvor er Liam?" spurgte Niall lige pludselig. Zayn begyndte at grine og det smittede af på mig. Så sad vi begge to og grinede mens Niall kiggede uforstående på os. Louis sad bare og smilede for han havde godt hørt at Liam var gået.

Louis var den første til at svare ham. "Han er kørt for at hente Harry," sagde han og tog en mundfuld at sin te. Niall kiggede muggent på mig og Zayn inden han også tog en slurk af sin te.

I lang tid sad drengene og snakkede mens jeg bare sad og lyttede med og når jeg havde nogle indput kom jeg med dem. Efter ca. 40 minutter så vi endelig en bil køre ude foran sommerhuset og et par minutter efter stod Liam og Harry inde ved os. Liam havde haft et sæt rent tøj med til ham da det han havde inde på sygehuset lugtede af alkohol og sved.

Drengene rejste sig lynhurtigt op og gik hen for at få et kram. De begyndte hurtigt at snakke om løst og fast som om ingenting var sket. I mens blev jeg bare siddende på stolen og observerede hvordan de tog så godt i mod ham. Fedt at have sådan nogle gode venner som altid er der for en. Så er det bare et problem at jeg næsten ikke har nogle venner. Zayn og drengene, Alex... Det var vidst cirka det.

Harry kom gående hen mod mig med begge hænder på ryggen og et skævt charmerende smil som fremhævede hans smilehuller. Han gjorde mig nysgerrig på den måde han kiggede på mig. "Er der noget du vil sige, Harry?" spurgte jeg med et sødt smil.

Frem bag ryggen trak han en rød rose med de fineste grønne blade og en lyserød seddel. Med et taknemmeligt smil tog jeg rosen og læste seddelen:

Kl. 13 i parken i London

En date, husk det

xxx Harry xxx

"Vi aftalte jo én date," sagde Harry med sit charmerende smil. Hurtigt kiggede jeg på klokken og stivnede. Klokken var 12.15 og jeg havde ikke fået frokost. Hvordan havde han regnet med at jeg kunne nå at gøre mig klar på så kort tid når jeg også skulle nå at komme hen i parken? Det ville tage mindst et kvarter i bil og da jeg højst sandsynligt skulle finde en bus ville jeg aldrig kunne nå det.

"Øhm Harry? Kunne vi udsætte det til kl. 14? Ellers har jeg kun ca. et kvarter til at gøre mig klar og finde en bus," sagde jeg med et undskyldende smil. Han nikkede hurtigt og lod mig så gøre mig klar.

Hurtigt var jeg nede på Zayns og mit værelse for at gennemrode min kuffert efter det perfekte tøj til en date med... Min bedste vens bedste ven... Okay det var seriøst for mærkeligt! Nå, nu skulle det vel overstås.

Jeg farede sammen ved lyden af en ukendt ringetone og den var i rummet. Det overraskede mig en del da det ikke var en jeg kendte og først blev jeg virkelig bange. Tænk hvis der var en morder inde på vores værelse?!

Jeg blev dog mere rolig da jeg så Zayns mobil ligge og lyse på hans pude. Hvornår havde han skiftet ringetone? Med få lange skridt var jeg henne ved den og tog den op i hånden. Navnet på displayet overraskede mig overhovedet ikke. Perrie. Med et tryk på den grønne knap tog jeg telefonen op til øret.

"Hey Perrie. Det' Angel," sagde jeg med et smil. Undren i den anden ende var ikke til at overmærke. Whut? Overmærke? Hey, jeg har opfundet et nyt ord! Tænk hvis jeg fik en masse penge for det. Så kunne jeg blive millionær og købe en luksusvilla i London og starte mit eget tøjfirma. Hvem er lige smart her?

Perries stemme fik mig (desværre) tilbage til den virkelige verden. "Hej Angel. Hvordan går det?" spurgte hun glad men dog undrende. Jeg satte mig på sengen inden jeg svarede med et smil: "Det går fint. Vi kommer allerede hjem fra sommerhus i morgen så du og Zayn kan komme i gang med at flytte. Apropos Zayn, vil du snakke med ham? Jeg tror han er nede i køkkenet."

Jeg rejste mig igen og gik hen mod døren og ud i gangen. Jeg havde taget mine strømper af så gulvet var virkelig koldt mod mine bare tær. "Ja tak," sagde hun lettet, "Der er et problem med ejendomsmægleren og jeg kan virkelig ikke klare det alene." Hun lød virkelig bekymret men jeg kunne ikke rigtig tillade mig at spørge mere ind til det. Tænk hvis det virkelig var et stort problem.

Da jeg nåede køkkenet blev opmærksomheden rettet på mig da jeg jo gik og snakkede: "Han er lige her. Vi ses Perrie." Zayn lyste op i et smil da han hørte navnet og rakte ud efter telefonen. Jeg gav den til ham og blev stående i køkkenet da jeg var sikker på at han ville gå ned på vores værelse. Harry grinede svagt og kiggede dumt på mig. "Du kunne gøre dig klar på badeværelset i mens?" sagde han som om jeg var komplet dum og at han var specialisten i at gøre sig klar til en date.

Jeg rakte tunge af ham og vendte mig mod gangen for at gøre som geniet sagde. Bare noget lort at der var optaget. Jeg sukkede og satte mig op ad vægen ved siden døren mens jeg begyndte at tælle loft brædderne.

14, 15, 16... 23, 24... 1, 2, 3, 4...

Døren til badeværelset blev endelig åbnet og ud kom Niall. Jeg sendte ham et skyndende blik og rejste mig op. Han skyndte sig at flytte sig fra døren så jeg kunne komme ind. Klogt valg Niall.

Efter at have sat hår og lagt en frist forårs make-up gik jeg ned på vores værelse igen. Zayn sad på sengen med ryggen til og kiggede ud af vinduet med mobilen i hånden. Det lignede mest af alt at han aldrig ville ønske den samtale havde fundet sted.

Jeg gik over og satte mig ved siden af ham og puffede blidt til hans skulder med min. "Noget du vil snakke om?" spurgte jeg og fik et undrende blik fra Zayn. "Kom nu. Vi har været venner så længe at jeg kan mærke der er noget galt så fortæl mig det nu bare," sagde jeg og gav ham mit bedste smil.

Han sukkede og begyndte at forklare: "Det er ejendomsmægleren. Han mener ikke vi har råd til at bo i huset og han vil råde os til at finde noget andet. Men med den løn vi begge to får kan jeg bare ikke forstå det." Han stoppede inden han kiggede mig dybt i øjnene. "Angel, jeg er nød til at sælge huset."

 

♥♥♥

♥♥♥

Åh åh! Var der så lige nogen der havde regnet med det, hva'?

Hvad synes i ellers om historien?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...