Angel ~ One Direction (+12)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2013
  • Opdateret: 23 feb. 2015
  • Status: Færdig
Når man har været bedste ven med Zayn Malik i 5 år begynder man at kende hans venner ret godt. Det finder 18-årige Angel Johnson ud af. Specielt 4 af dem. Drengene er lige kommet hjem efter deres turné og efter Angel og Zayn ikke har været sammen i flere måneder inviterer Zayn Angel hjem til ham og drengene. På bare en aften bliver alle Angels tanker ændret. Efter en sommerhustur med drengene går det hele for vidt. Hvad der starter med et par drømme, en smule flirt og et uskyldigt kys ender alligevel med et ødelagt forhold. Angel er knust men får trøst af en af sine venner. Men hvordan vil det ende? Kan Angel holde sig til at være venner med de sidste 4 drenge? **Stødende sprog og scener kan forekomme. Læsning på eget ansvar** (Tjek traileren)

62Likes
146Kommentarer
7178Visninger
AA

2. 1. It's only the beginning

Kender i det der med at man har savnet en så meget at man næsten er ved at tude når man ser dem igen? Det gør jeg i hvert fald.

Måske skulle jeg starte med at præsentere mig selv. Jeg er blevet navngivet Angel Johnson og jeg bor sammen med min hund Balter i London. Jeg er så (u)heldig at være enebarn så derfor har min far og mor givet mig den her luksus lejlighed midt i London.

Min bedste ven er selveste Zayn Malik som er 1/5 af det verdens kendte boyband One Direction! Og det er ham jeg har savnet som en gal! De havde været på turné og kom hjem.

"Angel!" hørte jeg en stemme juble. Jeg vendte mig og så en sorthåret dreng.

"Zayn!" udbrød jeg med et smil og løb hen i mod ham. Han trak mig ind i et kram.

Jeg følte en hvis tryghed ved at være i hans arme igen. Vi stod på togstationen og en masse øjne blev placeret på os men jeg var ligeglad. Min Zayn var kommet hjem til mig igen!

"Jeg har savnet dig," hviskede han blidt i mit øre.

I medierne fremstår One Direction ikke rigtig som de der følsomme typer. Men det kunne de altså godt være. Engang i mellem.

Han gav slip på mig igen da vi hørte nogle velkendte drengestemmer. Mandestemmer. One Direction-stemmer! Okay jeg er nederen i dag!

"Angel! Min engel," udbrød Louis og gik hen i mod mig med udstrakte arme. "Lou," sagde jeg med en alvorlig stemme men kunne ikke holde masken. Han trak mig ind i sine arme og gav mig et lille klem. Jeg trak mig og kiggede med et smil på Harry.

"Hazza min lille scoretrold!" sagde jeg hvilket han rullede med øjnene over. Han gav mig alligevel et kort kram. Liam og Niall var ikke nogen steder at se hvilket undrede mig.

Jeg vendte mig hurtigt mod Zayn igen med et undrende blik.

"Hvor er Liam og Niall?" spurgte jeg og tog hans hænder. Jeg vendte mig dog hurtigt om da jeg hørte mit navn blive råbt.

"Angel!" råbte en stemme der kun kunne være Nialls. "Nialler!" sagde jeg en anelse lavere for ikke at tiltrække for meget opmærksomhed. Noget drengene godt kunne lære noget af.

Liam kom gående lige bag Niall. Han vinkede kort til mig.

"Hej Angel," sagde han kort med et kejtet smil. Hvad var der galt med ham i dag? Det ligner i hvert fald ikke at der er nogen der har tisset på hans sukker mad.

Jeg valgte at ignorere det og gik over til Niall som også ville have et kram. Liam lignede ikke ligefrem en der selv bad om et. Det var nyt! Vi havde altid været gode venner og ingen af os havde da noget i mod hinanden. Tror jeg da...

"Skal vi ikke se at komme hjem? Jeg er hundesulten!" sagde Niall hvilket fik alle de andre drenge til at grine. Hvornår var han ikke sulten? Drengene tog deres ting og vi begyndte at gå. Det var dejligt at have dem hjemme igen. Især Zayn.

 

 

♥♥♥

 

 

"Nå drenge. Fortæl noget af det største der sker i jeres liv lige for tiden. Altså ud over at i lige er kommet hjem fra jeres første turné," sagde den lille, kvindelige vært på Stella And The Wise med et falsk smil. Hendes perfekte brune hår bølgede blidt ned over hendes skuldre og indrammede hendes slanke ansigt. Hun havde høje kindben og smalle kinder. Alt for smuk.

Drengene var i gang med et interview. Vi havde knap nok nået at spise noget før de skulle af sted igen. Jeg havde selvfølgelig fået lov til at tage med og stod nu backstage og ventede spændt på at de blev færdige. Zayn havde flere gange sendt mig et beroligende blik som virkelig hjalp. Jeg havde savnet ham og jeg havde undværet ham for længe så hvis den kvinde ikke snart blev færdig gik jeg amok!

"Jeg er sammen med Danielle igen," startede Liam ud og smilede over hele ansigtet. Jeg ved ikke hvorfor men jeg fik en underlig trang til at rulle med øjnene. Jeg lod være da Zayn kiggede på mig. "Perrie og jeg skal flytte sammen i næste uge," sagde han og kom underlig nok med et tøvende smil. Jeg vidste godt det skulle flytte sammen men hvorfor det tøvende smil? Han var vel ikke ved at fortryde.

"Jeg har spist en is med 15 kugler," sagde Niall stolt og rettede sig op i sofaen. Skøre dreng. Med et grin begyndte Louis at snakke: "Eleanor har lige fået et stort model job i Frankrig så jeg skal besøge hende 3 dage i næste uge." Frankrig. Gå i Paris' gader hånd i hånd. Jeg savnede en kæreste. Bad luck.

"Der sker ikke rigtig noget spændende i mit liv lige for tiden. Men jeg har prøvet at sove til klokken 15 for første gang," sagde Harry med et skævt smil. Hvis jeg ikke tog meget fejl var der et par piger ude blandt publikum der hvinede. Vent. Besvimede hende der lige?

Jeg satte mig på en stol så jeg stadig havde udsigt til Zayn og de andre drenge. Man fik da ondt i benene af at stå op så længe.

"Payzer er sammen igen, Zerrie flytter sammen, Niall er bestemt ikke sulten, Elounor tager til Frankrig sammen et par dage og Harry er træt på turné. Jeg har ikke flere spørgsmål men jeg vil gerne sige tak fordi i kom drenge," sagde værten med et endnu mere falsk smil og kiggede ind i kameraet for at slutte af.

En velkendt lyd lød og fortalte at det var slut. Værten havde ikke længere et smil om læberne men rejste sig og rullede med øjnene. Med få, lange skridt var hun gået forbi mig og jeg hørte hende svagt snakke.

"Jeg gider ikke de drenge mere! Det er tredje gang de er herinde," sagde hun og gik så videre stadig med et irriteret udtryk.

Drengene rejste sig, vinkede til publikum og kom så gående over mod mig. Louis havde åbenbart lige sagt noget sjovt for Niall slog en høj latter op som vidst nok kunne høres helt til Kina.

Zayn gik hen mod mig med et smil.

"Hey smukke. Vi er klar til at gå lige om lidt. Tak fordi du venter på os," sagde han mens Harry kom hen og slog ham blidt på armen. Han vendte sit blik mod Harry i stedet for mod mig hvilket irriterede mig en smule. Nu skulle han ikke også tage min Zayn fra mig.

Zayn plejede altid at kalde mig ting som smukke og honey. Perrie havde ikke noget i mod det hvilket jeg var glad for. Jeg kunne godt lide at han kaldte mig sådanne ting.

Harry og Zayn begyndte åbenbart at føre en samtale som jeg ikke skulle høre for de gik lidt væk fra mig og Harry så meget seriøs ud.

Jeg gik over til Liam som stod og snakkede i telefon. Han lagde på inden han kiggede på mig med et smil.

"Hey Liam. Undskyld jeg spørger men du virkede altså lidt underlig på stationen? Noget du vil snakke om?" spurgte jeg med en blid stemme.

Jeg var gode venner med alle drengene og vi havde et nært forhold. Jeg kan huske dengang Liam og Danielle gik fra hinanden. Liam var knust og jeg hjalp ham ovenpå igen. Eller jeg prøvede i hvert fald. Jeg snakkede også med Danielle. Hun var også helt knust. Sammen fandt vi ud af at de da sagtens kunne være venner. Derfor var jeg glad på deres vegne over at de var sammen igen.

Han skubbede mobilen ned i lommen og stak derefter sine hænder derned. Det gjorde han tit når han var en smule nervøs.

"Nåe det... Jeg var bare ikke meget for at indrømme at du havde ret. Jeg kan ikke undvære Danielle og hun kan ikke undvære mig. Tak fordi du hjalp os," sagde han og lagde en hånd på min arm. Han kiggede på mig med sine blide øjne som kun udstrålede kærlighed og taknemlighed.

Jeg bed mig blidt i læben og sendte ham et smil.

"Det var så lidt. Hils hende!" nåede jeg lige at sige inden han gik over til Zayn og Harry som åbenbart skændes en smule. Harry havde i hvert fald et ret irriteret blik og Zayn havde armene slået opgivende ud til siderne.

Jeg havde ikke snakket med Danielle siden en uge efter Liam og hende havde slået op. Faktisk savnede jeg hende ret meget. Jeg havde selvfølgelig Perrie som jeg så næsten hver dag og Eleanor som jeg også så ret tit. Vi havde et ret mærkelig forhold. Perrie var som en søster og Eleanor som en bedste veninde. Det virker måske ikke så mærkeligt når jeg siger det men ville du ikke synes at det ville være mærkeligt at din bedste vens kæreste var som en søster? Jo, ikke?

Og Eleanor. Søde søde Eleanor. Vi kunne snakke om alt! Like besties!

Nu vi snakker om mærkeligt. Louis var for mærkelig på det tidspunkt. Ham og Niall stod og snakkede om... Ja det de nu snakkede om. Jeg gik langsomt over til dem med et smil. Et rigtig et. Ikke et falsk et som hende værten havde sendt dem.

"...Og så taber jeg min is på jorden fordi en eller anden fan skubber til mig!" sagde Niall i det jeg kom tættere på dem. Louis klappede ham forstående på skulderen. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt hvilket resulterede i at de begge to kiggede på mig med et mærkeligt blik.

"Undskyld. Det var bare... Lige meget," sagde jeg og pillede lidt ved min trøje. Vi hørte en dør der smækkede og vi kiggede alle tre hen mod døren ud til en gang. Harry var ingen steder at se og Zayn stod sammen med Liam og kiggede opgivende hen mod døren.

Zayn kiggede hen mod mig med et trist blik og trak på skulderne. Louis og Niall valgte at gå hen til dem og Liam begynder straks en samtale med Louis. Niall stod bare og lyttede til dem mens Zayn satte sig på en blå metalkasse med ledninger i.

Han havde ansigtet begravet i sine hænder. Jeg begyndte med langsomme skridt at gå hen mod ham. Med et bump satte jeg mig ned ved siden af ham. Ikke engang der kiggede han op. Jeg sukkede opgivende og kiggede på de 3 andre drenge som stod og snakkede.

"Noget du vil snakke om?" spurgte jeg blidt Zayn om og puffede blidt til hans skulder med min. Han rystede bare stædigt på hovedet uden at kigge op.

Jeg hadede at se ham sådan. Hvis min Zayn var ked af det var jeg også ked af det. Men hvis jeg blev ved med at grav i det kunne han nemt blive sur. Så godt havde jeg alligevel lært ham at kende. De 5 år er ikke blevet brugt på at flette julehjerter.

Jeg sukkede opgivende, rejste mig og gik hen til de andre drenge. Louis og Liam stoppede med det samme deres samtale hvilket gjorde mig ret utilpas. Hvis det var noget jeg ikke måtte høre blev jeg nysgerrig! Og det var jeg nu.

Niall kløede sig nervøst i nakken og kiggede hen mod døren da den gik op. Ind kom en middelhøj, mørk mand med headsæt på og helt sort tøj. Han gik direkte hen mod Louis. Manden sagde nogle få ord inden han gik igen. Vi stod alle 4 og stirrede på ham med forventningsfulde blikke. Han var bare tavs. Kløede sig på armen men var tavs. Det irriterede åbenbart også Niall at Louis ikke sagde noget for han slog bare ud med armene og løftede øjenbrynene. Jeg kunne ikke lade være med at komme med en lille grin. Endelig besluttede Louis sig for at sige noget. Mærkelige dreng.

"Nåe. Han sagde vi bliver nød til at gå nu," sagde han og gik han til Zayn. Langsomt klappede han ham på skulderen og hviskede et eller andet til ham. Drengene begyndte at gå hen mod døren og med langsomme og tøvende skridt fulgte jeg efter.

I det døren blev åbnet strømmede bløde stråler af lys ind i lokalet. Det undrede mig lidt at det ikke var sådan de to andre gange døren blev åbnet. Man kan jo altid undre sig.

Jeg havde hele tiden en tanke om at der virkelig var noget galt med Harry. Han var virkelig blevet sur over et eller andet og jeg agtede at finde ud af hvad det var. Er det ikke rigtig sagt? Lige meget.

Zayn og Louis gik et godt stykke bag mig så jeg kunne ikke høre hvad de snakkede om. Ud over at jeg var sikker på at jeg hørte mit navn på et tidspunkt. Det gjorde mig en anelse utryg at de sagde mit navn når Zayn var i det humør. Havde det noget med Harry at gøre? På den ene side kunne det nemt være for jeg var næsten sikker på at det var det de snakkede om. Men på den anden side kunne det jo være at Louis snakkede med ham om noget andet for at få ham i bedre humør. På den tredje side... Det er der ikke noget der hedder I know... Men altså. På den tredje side kunne deres hjerne være blevet overtaget af aliens fra det ydre rum og derfor kludrede de i tingene. Jeg håbede mest på den første eller anden side. Zayn skulle ikke være en fra det ydre rum!

Da døren ud til blev åbnet omfavnede den friske luft mig og fik mig til at smile. Der var rimelig indelukket inde i studiet så at få noget frisk luft var noget af det man havde mest brug for. Drengene synes åbenbart det samme for de stoppede op og indåndede den friske luft med tilbagelænede hoveder. De var så kære.

Zayn og Louis var også kommet ud nu. Louis stoppede også op og mumlede noget med frisk luft og smilede. Zayn gik derimod bare direkte hen mod bilen og satte sig ind. Selvfølgelig skulle han lige gøre sig bemærket så han smækkede med døren. Søde Zayn. Det virkede ikke.

Der var intet spor af Harry nogle steder hvilket gjorde mig en anelse nervøs. Var han gået hjem eller taget en taxa? Vi havde aftalt at vi kørte sammen hjem til Zayn og se en film eller to og hygge os. Og så skulle jeg selvfølgelig høre om deres turné.

Vi gik alle sammen hen til bilen og satte os ind. De andre havde åbenbart ikke bemærket at Harry ikke var der. Derfor slog jeg til.

"Hvor er Harry?" spurgte jeg og så bekymret på Liam. Jeg ved ikke lige hvorfor mit blik var bekymret men det bekymrede mig åbenbart at de skulle til at køre uden Harry.

"Der," sagde Niall og pegede ud af vinduet i bilen. Og ganske rigtigt. Harry kom gående direkte mod bilen med det samme irriterede udtryk. Det skulle nok blive sjovt at køre i bil med ham. Kunne du mærke den ironiske undertone?

Han åbnede døren til 'bussen' med et hårdt tag og satte sig ind med et bump. Uheldigvis skulle jeg sidde i midten på de midterste sæder. Zayn på min venstre side og Harry på mig højre.

Nu undrer du dig måske over hvordan vi alle 6 kunne være i bilen. Og nu vil jeg forklare det for dig. Der var 9 sæder i bilen. 3 foran, 3 i midten og 3 bagi. Ganske enkelt genialt!

Hele vejen hjem til Zayn kunne vi alle sammen mærke hvordan tavsheden prøvede at bore sig ind i vores krop. Og hele tiden tænkte jeg på hvad der var med Harry og Zayn. Jeg vidste godt nok at de drenge ikke kunne være sure på hinanden ret længe af gangen.

Da Louis parkede foran Zayns hus hoppede Harry hurtigt ud som den første. Langsomt gik jeg ud. Jeg kunne godt mærke at den her aften måske ikke lige ville blive den bedste.

 

♥♥♥

 

 

Stemingen var anspændt da vi alle 6 sad i de to store sofaer. Normalt ville vi nok have hygget os og grinet helt vildt men det var som om drengenes munde var forseglede. Det gjorde mig utilpas og jeg følte en trang til at sige noget.

Men idet jeg åbnede min mund for at snakke kom Harry mig i forkøbet.

"Angel, kan jeg lige snakke med dig under 4 øjne?" spurgte han og rejste sig som om han ikke forventede andet end et ja.

Langsomt rejste jeg mig, rettede på min trøje og begyndte med langsomme og tøvende skridt at følge efter Harry. Jeg følte de andres blikke på mig hvilket gjorde mig nervøs. Alverdens tanker løb igennem mit hoved på så kort tid.

Ville jeg nu få svar på hvorfor han var så sur? Havde det faktisk noget med mig at gøre? Ville han gøre mig fortræd? Hvis han krummede så meget som et hår på mit hoved ville Zayn komme efter ham. Og det ville nok ikke være så kønt.

Med svedige hænder fulgte jeg efter Harry. Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst og mine ben rystede. Jeg ved ikke hvorfor jeg var så nervøs men hvad nu hvis det slet ikke var Harry? Hvad nu hvis det var en eller anden syg morder der udgav sig for at være Harry? Okay Angel, der overreagerede du vidst en smule!

Harry fortsatte ud i den lille, mørke gang. Der var 4 døre. Eller faktisk 5. Men den sidste var den der første ind til stuen og der kom vi fra. Der var døren til baggangen, døren til badeværelset, døren til gæsteværelset som jeg så tit havde brugt og så døren til Zayns værelse.

Uden tøven åbnede Harry døren til Zayns værelse. Den bankede blidt op i skabet som stod bag døren.

Zayns værelse var egentlig ret lille. Bag døren stod der som sagt et rimelig stort skab. Få meter fra skabet stod sengens ende. Den stod langs vægen med den anden ene under vinduet. På den anden side af vinduet stod en hvid reol op af vægen. Op ad den anden væg stod et skrivebord som ikke så ud til at blive brugt. Så stod endnu en reol i sort og på vægen hang et kæmpe stort spejl. Sidst men ikke mindst havde han et fjernsyn til at hænge på lågen til skabet. En rigtig stor fladskærm. Jeg elskede det rum. Vi lå tit herinde og så film inden ham og Perrie blev kærester. Så nussede han mig altid i håret og jeg lå med mit hoved på hans brystkasse. Søde Zayn. Jeg savnede de gamle dage. Men jeg var glad på hans vegne. Og nu skulle de flytte sammen! Det var helt vildt. Tiden går alt for hurtigt.

Harry satte sig på sengen og kørte sine hænder op og ned af sine lår. Jeg lukkede stille døren bag mig og stak så hænderne i baglommerne. Jeg stod bare og kiggede rundt i værelset. Harry sagde ingenting og det irriterede mig ret meget.

Jeg valgte at kigge mig i spejlet. Hvilket jeg aldrig skulle have gjort. Mit hår var faktisk rimelig uglet og min makeup sad nok heller ikke lige som den skulle. Så længe drengene ikke kommenterede det var det fint. Jeg rettede lidt på mit hår og fik tørret lidt af mascaraen under mit ene øje af.

Harry fandt det åbenbart meget morsom for han valgte alligevel at kommentere det. Dumme dreng.

"Kan du ikke gå forbi et spejl uden at kigge på dig selv?" spurgte han med et grin.

Jeg vendte mig på hælene og smilede et sarkastisk smil.

"Kan du ikke bare komme til sagen Styles?" spurgte jeg lettere irriteret.

Nu må i endelig ikke tro Harry og jeg har noget imod hinanden. I hvert fald ikke noget seriøst. Kun for sjov you know. Men lige nu irriterede han mig åbenbart. Jeg var træt, lignede lort og så havde han lige taget mig væk fra den fedeste film! Eller... Jeg ved ikke om man kan kalde Toy Story for fed men den er i hvert fald god. Det er Liam og jeg enige om! Han græd i hvert fald første gang han så den. Søde Liam.

Jeg tror efterhånden du har fattet at jeg synes drengene er søde. Jeg kalder dem i hvert fald søde ret tit.

Så havde han også taget mig fra min Zayn. Igen. Jeg havde siddet op af ham og han havde en arm om mig. Ligesom vi plejede.

Tilbage til Harry.

Han rykkede sig lidt på sengen og gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig. Langsomt nærmede jeg mig sengen og satte mig blidt ned. Ikke med det sædvanlige bump. Den eneste lyd der kom var sengen der knirkede og Harry der hoste kort.

Jeg kiggede på ham og prøvede at fange hans blik men det var umuligt. Hans blik var som fæstnet til gulvet. Endelig så han op og vendte sig mod mig. Han var nervøs. Det kunne jeg tydelig se da han borede sine øjne ind i mine.

"Harry, har det her noget at gøre med det der skete backstage?" spurgte jeg med en undrende, blid stemme.

Jeg var bogstavligtalt ved at sprænges af nysgerrighed og da han tøvende nikkede væltede tons vis af spørgsmål op i mig.

"Har du tænkt dig at fortælle mig om det?" spurgte jeg langsomt for ikke og virke for ivrig. Selvom jeg var ivrig. Alt for ivrig.

Det lignede Harry sank en klump og prøvede at snakke. Mit mave var underlig nok rolig. Det kunne godt være at jeg var ved at sprænges af nysgerrighed og alt det der men min mave var totalt rolig. Som en sø en dag hvor det overhovedet ikke blæser. Dårligt eksempel jeg ved det men det var det første jeg kom til at tænke på.

Endelig fik Harry taget sig sammen.

"Her på det sidste har jeg gået med nogle følelser," startede han ud roligt og blidt. Han kiggede ned på sine hænder igen som han langsomt gned mod hinanden. Den dreng var godt nok nervøs. Rolig nu Hazza.

Jeg nikkede og løftede let øjenbrynene som tegn på at han skulle fortsætte.

Jeg håbede at Zayn ville blive glad igen. Jeg ved ikke hvorfor jeg kom til at tænke på det nu men jeg kunne ikke klare hvis han var sur meget længere. Det ville ødelægge at vi endelig kunne være sammen igen efter deres dumme turné. Undskyld One Direction fans.

Harry rev mig tilbage til den nutiden da han begyndte at forklare.

"Angel, jeg ved ikke hvorfor men..."

 

Harrys synsvinkel:

Jeg kunne ikke forstå at jeg rent faktisk skulle til at fortælle hende om mine følelser. Idiot Harry! Men jeg kunne se at hun havde gået og undret sig over hvad der var sket mellem mig og Zayn. Jeg kunne godt forstå det for Zayn var jo hendes bedste ven.

Jeg hørte skridt på gangen som fik mig til at se mod døren. Panisk rejste jeg mig op da skridtene nærmede sig døren. Ind kom en smule forvirret Zayn.

Han kiggede fra Angel, til mig og tilbage igen. Hvad var der med ham?

"Øhm undskyld hvis jeg afbryder men din mor har ringet Angel," sagde han og rakte en mobil frem. Angel rejste sig og tog mobilen fra Zayns hånd. Hun kiggede undskyldende på mig og gik forbi Zayn og ind på gæsteværelset.

Med et suk satte jeg mig på sengen. Zayn lænede sig op af dørkammen og kigge undrende på mig.

"Har du virkelig tænkt dig at fortælle hende det? Det kan ende med at hun sårer dig eller du sårer hende. Og du ved godt jeg ikke er glad for det men... Bare lov mig at passe på," sagde han kort og bestemt inden han vendte om for at gå ind i stuen til de andre igen.

Såre hende? Jeg ville da aldrig såre hende. Så ville jeg jo miste både hende og Zayn. Det kunne jeg aldrig drømme om.

Opgivende rejste jeg mig med et suk. Med 4 lange skridt var jeg ude af værelset og lukkede døren. Jeg kunne høre Angel snakke fra gæsteværelset.

Jeg kunne ikke gå ind til drengene lige nu. Jeg gik hen mod badeværelset og hev ned i håndtaget men der var optaget. Typisk Niall. Han skulle altid tisse. Og i det her tilfælde ødelægge nogle få ting eller 1.000. Jeg gik modvilligt hen mod døren til stuen igen. Langsomt og lydløst åbnede jeg døren og så Liam sidde og snøfte. Sødt.

 

Angels synsvinkel:

"Jamen mor jeg kan godt klare mig selv," prøvede jeg at overbevise hende om.

Hun havde lige fortalt mig at hende og far ville tage til USA et par måneder og besøge noget gammel familie. Men hun var åbenbart i tvivl om hendes 18-årige datter som boede alene midt i London kunne klare sig selv. Pft!

Jeg gik irriteret frem og tilbage i værelset mens hun snakkede.

"Skat det ved jeg godt. Men vil du ikke spørger alligevel?" spurgte hun endnu engang.

Nå jeg. Jeg havde vidst glemt at sige at hun havde bedt mig om at spørger Zayn om han ville holde øje med mig og om jeg kunne bo hos ham. Men niks om jeg ville det! Han skulle jo flytte sammen med Perrie og det ville jeg ikke ødelægge for dem.

"Han skal flytte sammen med Perrie i næste uge så at have mig boende vil sikkert bare føles som at have en irriterende lillesøster til at rende rundt," sagde jeg og satte mig opgivende på sengen med et bump.

"Fint! Vi kan aftale det her på et andet tidspunkt. Vi ses skat. Kys kys," sagde hun hastigt og lagde på. YES! Jeg fik min vilje. Igen. Sådan næsten tror jeg nok.

Jeg blev siddende lidt på sengen og kiggede på min mobil og af en eller anden mærkelig grund kom jeg til at tænke på Harry igen. Han havde ødelagt mit humør en smule.

Jeg var en smule bange for hvad det var han ville sige til mig. Da han sagde noget med følelser kom jeg til at tænke på om han havde fået en kæreste eller sådan noget. Og at jeg så havde givet udtryk for at være vild med ham så han ville tro jeg ville blive såret.

Ej, vel?

Jeg valgte at skubbe tankerne væk og rejste mig. Med korte, tøvende skridt var jeg henne ved døren og åbnede den.

En af de andre døre på gangen blev åbnet og jeg fik et chok. Mit blik fór hen mod badeværelses døren hvor Niall stod.

"Forskrækkede jeg dig?" spurgte Niall med et skævt smil spillende på læberne. Jeg nikkede kort og gik hen mod ham. Han lagde sin arm om mig og sammen gik vi hen mod stue døren.

Pludselig var det som om min ben ikke ville flytte sig. De stoppede bare med at gå da vi var få meter fra døren. Det resulterede så i at jeg faldt forover og ramte gulvet med et bump.

Jeg var heldig at falde på siden men en stærk smerte skar igennem min højre hofte da det var den jeg landede på.

En underlig og utilpas lyd undslap mine læber og Niall fandt det åbenbart meget morsomt. Han rakte dog sin hånd ned mod mig med et grin og et smil på læberne for at hjælpe mig op.

"Er du okay?" spurgte han mens han trak mig op.

Jeg prøvede at ligge vægten på mit højre ben men smerten skar igennem mig igen som 1000 knive. Niall havde en arm under min og greb mig derfor da jeg igen var ved at falde igen.

Hans bekymrede øjne borede sig ind i mine da han igen kiggede på mig.

"Lad mig hjælpe dig," sagde han og tog under mit ene ben.

Et fnis forlod mine læber da jeg synes det var tåbelig at han ville bære mig. Alligevel svingede jeg mit andet ben op og lagde begge mine arme omkring hans nakke. Et stort smil gled hen over hans læber og jeg skyndte mig at gengælde det.

Han gjorde tegn til om jeg ville åbne døren for ham så hurtigt trykkede jeg ned i håndtaget og en snøften kom os i møde. Uden tvivl Liam.

Heldigvis var der ingen blikke på os da vi kom ind men lige så snart vi var henne ved sofaerne kiggede de alle 4 på os.

Harry prøvede at fange mit blik da jeg kiggede på ham men jeg undveg og kiggede i stede for på Zayn. Niall lagde mig ned i sofaen halvt hen over Zayn så han selv var lige ved at sætte sig oven på mine fødder.

Zayn så spørge fra mig til Niall og tilbage igen. Flere gange. Niall var så sød at forklare det for mig.

"Angel faldt ude på gangen," sagde han. Tak Niall!

Zayn så ikke helt overbevist ud så jeg satte mig op i sofaen hvilket jeg aldrig skulle have gjort. Smerten fra faldet før kom igen frem og den var overhovedet ikke rar!

Han så med et bekymret blik på mig. Troede han så på mig nu? Smart Angel. Og det var ikke ironisk det der bare lige så i ved det.

"Jeg har det fint," forsikrede jeg ham om. "Jeg faldt bare på min hofte og jeg kan ikke rigtig gå på mit højre ben. Det var derfor Niall bar mig. Tilfreds?" sagde jeg så og kiggede med løftede øjenbryn på Zayn.

Han nikkede stift og kiggede igen på skærmen der stadig viste Toy Story.

Det var nu ret charmerende at Liam græd men også ret provokerende. Man kunne knap nok høre hvad de sagde. Derfor rakte jeg ud efter fjernbetjeningen. Harry havde åbenbart tænkt sig at provokere mig for da han så det rakte han også ud efter den og da han sad tættest på fik han fat i den. Møg...

Derefter valgte han at blive utrolig upopulær blandt os alle sammen da han trykkede på den der knap der spytter dvden ud. Hvad er det den hedder? Åben-knappen? What ever.

Vi kom alle sammen med klagende lyde og specielt Liam valgte at protestere. Han rejste sig i vrede med armene ud til siden.

"Hey! Ingen slukker når jeg ser Toy Story," sagde han og pegede bestemt på Harry. Han valgte bare at fnyse af det og rejse sig for at sætte en anden film på mens han mumlede noget med at det gjorde han i hvert fald.

Liam slog opgivende en arm ud til siden og gik hen mod døren til køkkenet.

"Jeg trænger bare til noget mere action," sagde Harry da han rejste sig fra gulvet og satte sig i sofaen. Jeg så Louis rulle med øjnene inden han rejste sig og gik ud til Liam. Det var dejligt at se dem være der for hinanden. De var virkelig kommet tæt på hinanden på kort tid.

Jeg hørte nogle rumsterende lyde udefra køkkenet og jeg tvivlede på at de bare snakkede. Pludselig kom der lys henne fra døren. Det mindede ikke om lys fra en el-pære. Nærmere stearinlys. Ind kom Louis og Liam med en ret stor lagkage med en helt masse små lys i.

De kom hen til os begge med hænderne under kagen og med et kæmpe smil på læberne. De satte kagen på bordet og derefter satte de sig begge i sofaerne igen.

Harry sad bare og stirrede stift på skærmen da han stadig var ved at sætte filmen i gang. Niall sad dybt begravet i sin mobil og opdagede ingenting. De var bare kedelige når de var så asociale! Okay jeg plejede godt nok også at være det men ikke når jeg var sammen med drengene. Kun nogle gange når jeg var sammen med Danielle, Eleanor og Perrie. Nogle gange!

Zayn, Louis og Liam begyndte en samtale - sikkert om kagen - mens jeg sad og studerede Harry. Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Selv på afstand kunne jeg se at han ikke kunne koncentrere sig om filmen. Noget plagede ham. Virkelig meget.

Igen og igen tænkte jeg det samme. Hvad ville han sige? Var jeg en del af det eller følte han bare han ville betro mig noget? Han havde snakket om følelser så jeg troede nok ikke lige det var noget han bare ville betro mig. Men det var vel stadig en mulighed. Eller! Hans hjerne var blevet overtaget af aliens. Ej det ville heller ikke være rart. Harry var jo min ven. Zayns ven. Men Zayns venner var også mine venner. Udover hende der bagte på ham i sidste uge. Hvad var det nu hun hed? Lige meget. De var i hvert fald venner.

Pludselig opdagede jeg at Harry sad og kiggede på mig. Gulvet fik hurtigt min opmærksomhed mens jeg vendte min krop fremad. Ud af øjenkrogen begyndte jeg at kigge på Niall. Jeg blev overrasket da jeg så han kiggede på mig. Jeg følte det meget ubehageligt og vendte mig derfor om mod Zayn, Louis og Liam.

Jeg prøvede at koncentrere mig om samtalen men de var så langt henne i den at det vidst var for sent at få noget af den med. Den ubehagelige følelse i mig steg da jeg pludselig mærkede 4 øjne på mig. Både Niall og Harry kiggede på mig. Hvad var der med dem to i dag? Det var faktisk ret skræmmende!

Jeg besluttede mig for bare at lukke det ude. Derfor lukkede jeg øjnene og tog et par dybe ind- og udåndinger. Harry kiggede stadig på mig mens Niall prøvede at være med i de andres samtale. Det blev en anelse for meget for mig. Min hofte prøvede at stritte imod da jeg rejste mig. Jeg skar en grimasse mens jeg haltede ud i gangen igen. Jeg kunne føle drengenes blikke bore sig ind i min ryg. Det er faktisk ret ubehageligt hvis du aldrig har prøvet det. Man bliver helt svedig i hænderne og begynder at ryste. Eller. Jeg gjorde i hvert fald lige der fordi jeg vidste hvad de tænkte.

Langsomt åbnede jeg døren ud til gangen. Lyset var tændt men alligevel var der ret mørkt. Jeg åbnede døren til badeværelset, gik ind og lukkede igen døren efter mig. Egentlig ved jeg ikke hvorfor jeg gik derind men et sted skulle jeg vel gå hen. Jeg var jo gået ud af stuen og det ville være pinligt at gå derind igen.

Jeg kunne mærke jeg blev tissetrangen så jeg gjorde hurtigt det jeg skulle. Et øjeblik stod jeg og betragtede mig selv i spejlet. Min makeup sad stadig ikke helt som den skulle og efter at Niall havde båret mig sad mit hår igen ud til alle sider. Derfor kørte jeg hånden igennem det et par gange inden jeg åbnede døren og stod og kiggede rundt i døren. Og så stod jeg bare der. Stod og kiggede rundt.

Min opmærksomhed blev vendt mod døren da den gik op og en velkendt skikkelse stod i døren. De grønne øjne borede sig ind i mine og et smil bredte sig langsomt over hans læber. Jeg flyttede nervøst vægten fra mit venstre ben til mit højre. Det var en meget dum idé. Jeg endte igen på gulvet og han var hurtigt henne ved mig.

Han satte sig på gulvet ved siden af mig. Sådan sad vi et stykke tid. Vi sad bare der på gulvet foran døren til badeværelset og kiggede på hinanden. En trang til at starte en samtale skyllede ind over mig og jeg åbnede derfor munden.

"Harry, hvorfor var du sur i dag?" spurgte jeg og tvang mig selv til at kigge ham direkte ind i øjnene. Hans blik flakkede mellem mig og gulvet. Han kløede sig kort på kinden inden han sank en klump og åbnede tøvende munden.

"Jeg..."

 

♥♥♥

♥♥♥

Det var så første kapitel. Nøj jeg har været spændt på at udgive det!

Nå, hvad i tror så der sker nu? Har i regnet ud hvad Harry vil sige til hende? & hvordan tror i hun reagerer?

Hvis jeg har lavet nogle fejl eller i synes den er for kedelig så skriv endelig. Men husk, nu er det jo kun første kapitel.

Nu tænker i måske: "Der står da 1 feb." og ja. Det gør det. MEN! Det er fordi jeg udgav den der men trak den tilbage på grund af nogle problemer osv. Men nu har jeg endelig fået samlet mod til at udgive den igen :)

Jeg er glad for at i læser den. 4 på favoritliste allerede. Wow. Jeg er overlykkelig lige nu. Ah!

- Fille

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...