Love Happens ♥ |Sarah

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2013
  • Opdateret: 18 feb. 2013
  • Status: Igang
Sarah er såret, forelsket og udmattet over alle de følelser som bliver sat igang i hende da hende og hendes kæreste Cornelius slår op. Men kan kærligheden godt overvinde sorgen?
Beskrivelse af Sarah: Mørkebrunt, langt hår, brune øjne, Stil: Meget afslappet/casual og jeans.
Beskrivelse af Cornelius: Mørkt, kort hår, (God stil)
|Denne novelle er skrevet til min fantastiske veninde Sarah ♥
Ved godt at det var en dårlig beskrivelse af Sarah og Cornelius men det var det bedste jeg kunne:)

1Likes
0Kommentarer
953Visninger
AA

3. Tre ♥

EN UGE SENERE

Fredag. Jeg var lettet over at det var den sidste dag i ugen, så kunne jeg hurtigere komme hjem, under dynen og se gyserfilm. Alene. Jeg sukkede tungt og lettet ved tanken, da jeg satte mig ned sammen Sophia og Signe i kantinen. Dagen var så godt som halvvejs. Jeg havde ikke tænkt så meget over Cornelius idag, og det havde jeg heller ikke tænkt mig. Jeg følte allerede et strejf af glæde. De sidste to timer bestod af samfundsfag og matematik. Jeg mærkede pludselig et sus i maven. Om det så i virkeligheden skyldtes fagene, eller ham der sad længere nede af bordet, vidste jeg ikke.

Det var Cornelius. Alle de fridage fra skole med gyserfilm og fugtige kleenex-servietter, havde fået mig til at glemme at Cornelius gik på samme gymnasium som mig. Kvalme. Nu da jeg lige havde brug for Emil, kom jeg i tanke om at han ikke havde valgt at gå på gymnasium. "Er du okay? Vi kan godt sætte os et andet sted hvis det er." Sagde Signe. Jeg rystede på hovedet. Mine sorger skulle ikke gå ud over mine veninder. Det gjorde ondt at tænke på at han sad mindre end syv meter væk fra mig. Hver gang tanken slog mig, havde jeg lyst til at græde. Jeg ville ønske at jeg kunne, så jeg kunne blive sendt hjem eller noget i den stil. Men jeg kunne ikke. Ikke mere.

Han blå-grønne øjne mødte mine. Han smilede til mig, hans søde fantastiske smil. Hvor var han ynkelig! Han prøvede at få mig til at få det bedre bare ved at give mig et helt fantastisk smil. Men jeg fremtvang et lille smil, i håb om at han ville falde for mit smil, ligsom jeg faldt for hans.

"Skal du noget imorgen?" Sophia, der sad overfor mig ved kantinebordet tiltrak sig min opmærksomhed, og jeg kiggede over på hende. Hun smilede medfølende til mig. Hun havde set mig. Hun havde set håbet i mine øjne. Jeg rystede langsomt på hovedet. Jeg havde bare lyst til at skrige. "Skal du?" Spurgte jeg og kiggede ned i bordet. "Jeg skal være sammen med Carl. Han har vidst lavet en overraskelse til mig!" Begejstringen var ikke til at overhøre i hendes stemme, så jeg løftede blikket op på hende og prøvede at virke så begejstret på hendes vegne som muligt. Havde jeg været i en anden situation, havde jeg ikke engang behøvet at forsøge - men lige nu måtte jeg virkelig tage mig sammen for at overhovedet at ligne en, der havde lyst til at leve. 

"Hey, vil du med til time?" En hånd blev placeret på min skulder, og skubbede mit hår lidt længere om på ryggen, med en blød bevægelse. Underligt løftede jeg blikket op bag mig og til min ekstreme store overraskelse stod Cornelius bag mig. Drømte jeg? Nej, jeg druknede i de store smukke øjne, og det søde smil han havde fået på sine læber. En pludselig smerte skød gennem mit skinneben og jeg kiggede forvirret over på Sophia, med et irriteret "av". Det ville efterlade et blåt mærke. "Hovsa..." Mumlede hun og så med store øjne over på mig med en skjult besked i dette. Jeg kneb øjnene en smule sammen, inden jeg kiggede tilbage op på ham. Hvad skete der lige her? Hvorfor var han pludselig så mærkelig og imødekommende, da vi havde slået op for et par uger siden.

"Hvad mener du? En anden?" Jeg forstod det ikke.

"En anden pige. Jeg har været sammen med en anden, og det går ikke mellem os mere." 

"Men... Jeg forstår ikke. Vil du ikke være sammen med mig mere?" Tårene pressede på, og de kom løbende én efter én.

"Nej." Han kiggede ned. Ikke én gang så meget som kiggede han på mig. Hvad skete der?

Han rejste sig og bevægede sig ud af døren, mens jeg så min verden smuldre til ingenting.

"Jo...Jo." Som om det ikke kunne gå hurtigt nok - hvilket det heller ikke kunne - rejste jeg mig op fra stolen, og fik smækket den ind under bordet, hvorefter jeg tog min blok og skoletaske. "Skal vi gå?" Spurgte han. Jeg nikkede hurtigt og smilede så meget jeg kunne men hvis ikke jeg var så patetisk, ville jeg spørge om hundrede spørgsmål.

Vi fulgtes til timen og snakkede lidt om hans arbejde, som avisbud, hvor han tjente så utrolig mange drikkepenge fordi de gamle damer altid ville snakke med ham, når han kom. Egentlig var det kun ham der snakkede og mig der lyttede. Jeg havde fået hold i nakken efter alt det nikken og rysten på hovedet da jeg skulle besvare hans spørgsmål og argumentere. Vi havde ikke siddet sammen i klassen siden vi slog op, og derfor tænkte jeg ikke videre over det. Men overraskende nok, satte han sig ved siden af mig? Jeg havde bare lyst til at sætte mig væk fra ham, fordi jeg kunne mærke tårene presse på.

EFTER SKOLE

Men lange og hurtige skridt satte jeg kursen mod cyklerne hvor min flugtvej stod og ventede på mig. Hurtigt fik jeg låst min cykel op og trukket den ud fra skuret. Men så hørte jeg den genkendte stemme. "Sarah! Vent!" Mit indre frøs til is og jeg var ikke i stand til at bevæge mig den mindste smule ud af flækken, selvom jeg ikke ønskede andet end at sprinte væk herfra og prøve at få opklaret hvad Cornelius prøver at gøre. Hellere sprinte end at skulle snakke med ham igen. Hans hurtige skridt lukkede på ingen tid mellemrummet mellem os. Han kom op på siden af mig og lagde sin hånd på min skulder igen. Jeg prøvede at ryste den væk, men forgæves. Han havde altid lagt sin hånd på min skulder. Det gjorde han altid. Det fik hårene på mine arme til at rejse sig. Hvor ville jeg dog ønske at jeg kunne være sur på ham. Eller i det mindste bare været kommet videre. Men nej. Selvfølgelig nej. Jeg undgik hans blik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...