Love Happens ♥ |Sarah

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2013
  • Opdateret: 18 feb. 2013
  • Status: Igang
Sarah er såret, forelsket og udmattet over alle de følelser som bliver sat igang i hende da hende og hendes kæreste Cornelius slår op. Men kan kærligheden godt overvinde sorgen?
Beskrivelse af Sarah: Mørkebrunt, langt hår, brune øjne, Stil: Meget afslappet/casual og jeans.
Beskrivelse af Cornelius: Mørkt, kort hår, (God stil)
|Denne novelle er skrevet til min fantastiske veninde Sarah ♥
Ved godt at det var en dårlig beskrivelse af Sarah og Cornelius men det var det bedste jeg kunne:)

1Likes
0Kommentarer
922Visninger
AA

2. To ♥

Da jeg trådte udenfor, gøs jeg ved den kolde brise, der ramte min hud. "Jeg er altså ikke gammel nok til at køre bil. Men jeg har noget der er større end en limousine." Sagde han med et slesk smil. "Bussen?" Drillede jeg. "Måske." Jeg grinede. Jeg grinede faktisk! Jeg havde ikke gjort det i evigheder. Jeg kunne mærke at jeg havde brug for Emil idag. Han kunne virkelig få mig til at grine uanset hvor hårdt jeg havde det.  Den kolde luft der krøb ind under min sweatshirt fik kuldegysningene frem. "Fryser du?" Spurgte han. Jeg rystede på hovedet og gik op mod busstoppestedet. 

SENERE

"Vi skal af nu." Sagde han og tog min hånd i hans. Det føltes underligt men godt. Vi gik hen ad gaden mens sneen brummede under mine Airmax's.  Han stoppede op foran Café Oven Vande. Jeg betaler smilede han. Jeg følte mig glad. Han var virkelig en sød fyr og jeg tror at han vidste jeg havde brug for hans selskab. Vi satte os udenfor. Vi fik begge et tæppe som vi hurtigt svøbede os ind i. Emil sad og holdt om mig, og jeg kunne mærke hans ånde mod min kind. En varme bredte sig indeni mig, en varme jeg ikke havde følte lige siden Cornelius. Måske kunne jeg alligevel komme over ham? Men så sprang minderne frem i mit hoved, og en ubehagelig følelse, blandede sig med varmen. Kvalme.

Han trådte ind af døren uden at sige noget. Han plejede ellers altid at sige "Hej smukke!". Men den aften gjorde han ikke. Stilheden omringede os og satte tape for vores munde. Igen af os sagde noget i flere minutter. Vi sad bare og kiggede forbi hinanden. Prøvede at undgå hinandens blikke. Han vidste hvad der var galt, men ikke mig. Endelig brød han stilheden. "Jeg synes at vi skal gøre det forbi. Jeg kan ikke mere. Jeg har fundet en anden." Hans ord flænsede hul i mellemrummet mellem os, og sugede alt luften ud.

Han efterlod et dybt ekko af tomhed, da han forsvandt ud af døren. Min verden faldt sammen. Alting dryssede ned omkring mig og brølede mig omkuld. En tåre blev til flere, flere blev til hundrede og hundrede blev til uendelige. Et skrig samlede sig i mundhulen. Jeg væltede om i sengen og blev liggende. 

Emil kunne mærke at jeg var utilpas, så da vi havde drukket vores kakao, studeret og nydt udsigten ud til vandet, begav vi os hjemad hånd i hånd. Bare venner! Jeg følte absolut intet for ham, jeg elskede ham bare. Som venner.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...