Love Happens ♥ |Sarah

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2013
  • Opdateret: 18 feb. 2013
  • Status: Igang
Sarah er såret, forelsket og udmattet over alle de følelser som bliver sat igang i hende da hende og hendes kæreste Cornelius slår op. Men kan kærligheden godt overvinde sorgen?
Beskrivelse af Sarah: Mørkebrunt, langt hår, brune øjne, Stil: Meget afslappet/casual og jeans.
Beskrivelse af Cornelius: Mørkt, kort hår, (God stil)
|Denne novelle er skrevet til min fantastiske veninde Sarah ♥
Ved godt at det var en dårlig beskrivelse af Sarah og Cornelius men det var det bedste jeg kunne:)

1Likes
0Kommentarer
906Visninger
AA

7. Syv ♥

Cornelius Søndergaard forandrede mig. Han eksploderede ind i mit liv som et lysende stjerneskud på en stor, mørk himmel og oplyste hele min verden. Før jeg mødte Cornelius, var jeg et halvt menneske - ufuldkommen og bange. Derefter var jeg i et år, hel. Han og jeg havde den effekt på hinanden. Vi stod sammen mod en barsk verden, min hånd i hans, hans arms om min skulder. Det bliver rimelig intenst i længden - hver dag griber man fat om livet og lever det fuldt ud. Kærlighed og sex, at dele hvert minut med hinanden. Jeg klamrede mig til Cornelius, som var han min redningsplanke. Og så faldt det hele fra hinanden. Jeg mistede ham - tre små ord. "Cornelius." Jeg hviskede det en million gange. Hans navn var alt jeg havde tilbage. Jeg levede i minderne. Hans kys, hans berøring - midsommerdage hvor vi badede i Furesø, aftener, hvor han skruede op for musikken i min bil og kørte os ud til Amager Strand, mens jeg hvilede hovedet på hans skulder og forsøgte at tælle stjernerne. På et tidspunkt var jeg bange for at jeg ville glemme det hele. Men så skete der noget. Noget helt fantastisk og ubeskriveligt. Cornelius og mig var sammen igen.

Jeg gider ikke tale med nogen. Jeg trænger til at være alene. "Sarah, jeg ville ønske, at du var lidt mere hjemme. Vi kunne lave nogle ting sammen - få en pedicure og gå ud og shoppe." Det er Gitte, min mor. 
"Sarah, du skal holde op med at køre rundt i cabrioleten. Den sluger alt for meget benzin." Og min far Claus,  Du kan se det for dig ikke? 
"Vi ses henne i storcenteret. Carl og Emil kommer også." Sophia og Signe. Storkvidrende superchicks. Og Sigrid: " Sarah, hvorfor kommer du ikke forbi mere? Jeg har en superfed, ny dvd, vi kan se." Skrid, alle sammen. Lad mig være i fred. Mit kropssprog burde være nok men de er for tykhudede til at forstå det. Eller også bekymrer de sig rent faktisk om mig. Jeg kører alligevel af sted i bilen altid i den samme retning mod Frederikssund. Ud til bakkerne det rejser sig på hver side af motorvejen og skygger for den blå himmel. Jeg lader musikken drøne ud i den stille luft. Jeg træder på speederen. Fart er det der løfter vægten af mine skuldre så jeg kan komme væk fra dem alle sammen. Jeg kører igennem det nedbrændte område. Flere kilometers skovbrand har efterladt sorte, forkrøblede stumper træ, faldne træstammer og grå jord. Om ti år begynder det grønne måske at vokse frem igen. Jeg er ude af træmassakren og drøner længere op ad bakkerne og redwoodtræerne er igen grønne mod de flotte bakker. Musikkens rytme rammer mine trommehinder. Jeg råber teksten ud i luften, måske en smule for fredet, mens jeg griber fat om rattet og læner mig frem. Lipglossrødt interiør og cremefarvede lædersæder med sølvkanter. Min far viste sig at have dyr smag da han fandt denne bil til mig. Jeg kører forbi Ølstykke, ti minutter fra Frederikssund. En halv time fra troldebakken. Troldebakken var der hvor mig og Cornelius altid var. Der var så stille og fredeligt. Vi lå bare i det grønne mos og kiggede op på de lange asketræer der strakte sig op mod himlen. Jeg er nok ret fikseret. Det ved jeg at jeg er. Hvert minut, hver gang jeg trækker vejret, længes jeg efter Cornelius. Hvorfor kan jeg ikke være sammen med ham hele tiden? Her er Frederikssund - nogle spredte træhuse, en købmandsforretning med brædder for vinduerne, et vejkryds uden et vejskilt. Men dette var kun noget af byen. Jeg tager en sidevej og fortsætter forbi fiskehytterne der vender ud mod det fossende vand. Jeg kører forbi husene og asfalten er blevet til grusvej. Der er ikke noget efter dette så jeg er nød til at stå ud af bilen og gå til fods ad den sti som muldyrene har lavet når de går op til asketræerne oppe på den store bakke. Dette er femte, måske sjette gang jeg er kørt herop siden mig og Cornelius kom sammen igen. Vinden suser igennem asketræerne. 
Når han tager mig i sine arme falder mit hjerte til ro. Det er det eneste tidspunkt hvor jeg føler mig hjemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...