Fortidens mørke

En historie om hingsten Dougal.

0Likes
0Kommentarer
195Visninger

1. Barndom

J

eg husker det stadig. Hvor ondt det gjorde. Bastarder. De skal alle lide for Hans gerninger. For Han er den som har gjort mig ondt, for Han er den der har trukket mig igennem dette, men det er også Han som har skabt mig.

Det var bidende koldt den morgen. Det var sidst i vinteren, træerne stod stadig bare og græsset var kun begyndt at spire. Jeg husker ikke i min mor. Men jeg hadede hende, hadede hende for at give mig livet. Godt nok husker jeg ikke hendes udseende, men hendes stemme, den jager mig stadig i mine mareridt. Hæs og skingrende. Hun havde intet ønske i at have mig. Jeg var blot en byrde hun havde båret rundt på. Og nu var jeg ude og så var hun ligeglad. Hun vandrede rundt uden mig, ønskede ikke at ses med mig. Jeg løb tit efter hende for at die, søgte hendes morderlige kærlighed som et hvert andet nyfødt føl vil have gjort. Men hun afviste det. Det var med nød og næppe jeg overlevede med den smule næring jeg fik. Jeg lærte hurtig at spise af græsset, når jeg altså fik lov til det. Jeg blev født i en koldblodig flok. En flok udstødte. Forbandede bastarder, det var hvad de var. Her gjalt det ikke engang om "survival of the fittest." Her var det kun den stærkeste der overlevede. Et føl omkom ofte, kun de viljestærke, som mig selv, fik presset sig selv igennem de sultne dage. Jeg husker stadig en nat, jeg var ikke gammel, omkring halvandet år. Det var der, jeg blev som jeg var. Mit første leveår havde jeg brugt på at tilpasse mig. Jeg var et af de små føl, det var mig der blev skubbet væk, det var mig der fik et hårdt bid hvis den anden part lystede. Jeg var betydningsløs, men ja, hvem betød overhovedet noget i den forbandede flok? Selv min mor brugte mig.  "Gå hen og læg dig i træets skygge. Hold pladsen for mig." Sådan kunne hun sige, hvis hun blot skulle ned og have vand ved den løbende bæk. Jeg gjorde selvfølgelig som min mor sagde, i håbet om det fik hende til at kunne lide mig. De første nætter af mit liv, lå jeg og græd mig selv i søvn. Hvorfor kunne hun ikke lide mig? Jeg spurgte hende flere gange, men fik kun en svag mumlen som svar. Hun kaldte mig oftest for beskidte møgunge. Jeg fik aldrig et navn. Jeg kendte kun mig selv som møgungen. Det navn sad fast, men alle de unge i flokken var møgunger, de lå alle under de ældre. Det var som et hieraki, men det fungerede alligevel ikke. Der var ingen øverst, det var alle mod alle. Hvor kom jeg fra.. Nå jo! Den nat, da jeg var halvandet år. Jeg lå alene i græsset. Mine sår sved, mit ben krampede af de utallige spark det havde påført sig. Jeg havde været oppe at slås den dag. Endnu en gang. Det var normalt hver evig eneste dag, for hver enkelt af os. Der var ingen der havde en lang lunte. Der var den her hingst, han var ikke meget ældre end mig, to år måske. Estorvo, mener jeg han hed. Han var stærk, troede han var bedre end andre, akkurat ligesom jeg. Jeg stod midt på engen en dag, da han pludselig kom hen til mig og skubbede til mig. "Skrid grønskolling." Jeg blev stående, sagde at nu stod jeg her altså, så måtte han finde et andet sted at placere sit fede læs. Det tændte ham fuldkommen af, og han bed mig i halsen. Det skulle han selvfølgelig ikke slippe godt fra, så jeg gengældte med et ordenligt spark ligeover hans bringe. Der var flere unge der kom til, nogen ville deltage, andre stod blot og grinte. Det endte med at jeg blev slået fuldkommen om kuld af et antal gentagende los jeg fik på mit ben. Jeg tror det var brækket eller måske forstuvet, jeg kunne i hvert fald ikke støtte på det, uden det føltes som om jeg var ved at dø. Jeg forlad stedet med en hast. Den nat tænkte jeg over hvad jeg gjorde med mit liv. Jeg havde fået en hård facade af de ting jeg havde oplevet, men inderst inde var der det der lille, irriterende håb der spirrede. Troede, at en dag var det hele ovre. Men den nat besluttede jeg mig for at droppe det. Den måde jeg var blevet behandlet, det kunne ingen af dem tillade sig, de koldblodige dyr. Nu skulle det gøres op. Den næste morgen gik jeg hen til Estorvo, vækkede ham. "God morgen tumpe," råbte jeg til ham. Han sprang op som en tøs. Haha, jeg kan stadig se det forskrækkede udtryk i hans øjne. Den spade blev selvfølgelig sur med det samme, sprang nærmest i luften. Men denne gang kæmpede jeg med en styrke jeg aldrig havde følt før. Det endte med jeg fik ham ned og lægge med masser af tvang. Sveden dryppede ned af mig. De små svedperler dryppede ned i Estorvos ansigt da jeg stod lænet over ham. "Hvem er nu grønskollingen?" grinede jeg af ham. Jeg grinte for mig selv i noget tid. Pludselig stoppede jeg med at grine. Min krop fyldtes med had, det samme gjorde mit blik. Jeg løftede mit ene forben over hans hoved. Man kunne se frygten i hans øjne, som om han havde et flashback af hans eget lorteliv, lige inden jeg sænkede min hov med en kæmpe kraft. Oven i hans hoved. Man kunne høre knasen af hans kranium der blev smadret, trampet fladt. Blodet flød over det hele, min hov var indsmurt. Flokken kiggede forbavset på mig, jeg er sikker på de tabte deres kæber. Jeg var langt fra den hårdeste og barskeste i min flok. Jeg forlod scenen med et pokerfjæs. I det øjeblik, forlod jeg den forbandede flok. Fire andre hingste fulgte mig, to af dem havde før været tilhængere af Estorvo. Jeg var ligeglad. Jeg var kynisk. Min barndom var hvad der skabte mig. Det næste kapitel i mit liv, er hvad der formede mig, til den jeg er i dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...