Alting

Alting kan forsvinde som ved et trylleslag. Det ved jeg alt om...

4Likes
0Kommentarer
325Visninger

1. Alting

Alting. Det er et vidt begreb. Det er alt fra det mindste lille græsstrå til den største skyskraber. Og hvor underligt det end lyder, har jeg mistet det hele. Alting.

 Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde. Jeg ved ikke engang hvor eller hvornår det begyndte. Men det begyndte i hvert fald et sted.

Først ønskede jeg mere agtelse. Jeg ville have mere, større og bedre. Jeg prøvede på at få agtelse, og det skal jeg love for at jeg fik. Mere end nok. Problemet var bare at da jeg havde fået agtelsen, ville jeg af med den igen. Den betød alligevel ingenting. Ingenting overhovedet.

Men jeg kunne ikke slippe af med den. Alle så mig som noget stort, og det ry er ikke bare lige sådan at slippe af med. Langtfra. Jeg prøvede alt. Jeg opførte mig som det største røvhul, kørte alle i kulkælderen ved bare et ord, og ødelagde flere venskaber. Jeg mistede den, men nu afskyede alle mig. Og afskyelsen ville jeg heller ikke have. Jeg ville bare tilbage til det normale. Alt det normale.

Jeg begyndte at skrive. Skrive til dem, til familie, til verden. Deres afsky forsvandt langsomt og blev til beundring. Der var noget jeg var god til. Men beundringen ville jeg heller ikke have. Jeg ville stadig have at alt skulle være normalt. Jeg ville være en taber igen. Igen, igen.

Jeg stoppede med at skrive. Helt og holdent. De skabte sig og tiggede mig om at skrive videre, men jeg nægtede. Jeg ville ikke skrive mere, aldrig. Beundringen forsvandt igen. Nu var alle bare skuffede på mig. Men det var stadig ikke det normale. Hvorfor kunne alt ikke bare blive normalt? Helt normalt?

Jeg prøvede at falde tilbage til det normale, men skrivelysten havde fået taget i mig. Jeg begyndte at skrive og skrive. Og selvfølgelig var der nogen, der opsnappede det og huggede det jeg skrev. Alt det jeg skrev.

Jeg blev rasende. Jeg forbandede dem langt væk og råbte af dem, at jeg kun ville skrive igen, hvis det blev livsvigtigt. Mig og min store mund. Min alt for store mund.  

I det øjeblik forsvandt alt lidt efter lidt. En ting af gangen. En efter en. Jeg så passivt på uden at gøre noget. Hvad kunne jeg have gjort? Til sidst var jeg helt alene. Lige foran mig stod et bord og en stol. På bordet lå der papir og en blyant. Selvfølgelig.

Og det er så her jeg er nu. Alt er væk, jeg har intet tilbage. Måske lige bortset fra bordet, stolen, papiret og blyanten. Men hvad betyder de for mig? Ingenting. Overhovedet ingenting.

Jeg har mistet alting, hvor utroligt det end lyder. Alting.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...