How Much I Love Him

Jeg ønskede jeg kunne tale. Ønskede jeg kunne sætte ord på mine tanker. Ønskede jeg kunne fortælle ham hvor meget jeg elskede ham.

Med i konkurrencen "At miste", så like gerne eller noget :-)

2Likes
2Kommentarer
364Visninger

1. One shot

Jeg ønskede jeg kunne tale. Ønskede jeg kunne sætte ord på mine tanker. Ønskede jeg kunne fortælle ham hvor meget jeg elskede ham.

Vi løb sammen. Mig forrest, og så ham lige ved siden af, men en snudelængde bag mig. Sådan som jeg ønskede. Som han vidste jeg ønskede.

Vinden piskede og i ansigterne, purrede op i vores pels og fik vores ører og tungerne der stod ud af munden til at blafre. Sneen lå som et slør over alting og gjorde alting anderledes smukt og spændende, men alligevel så rart og velkendt. Terrænet buede svagt opad så vi hele tiden skulle bruge vores kræfter og energi, men så vi alligevel ville kunne fortsætte for evigt.

Og færten. Der duftede af vinter og frost, med en svag antydning af forår. Jeg kunne også lugte fyrretræernes skarpe, men noget så beroligende fært, og den svagt forførende fært af byttedyr, en lille flok halvudsultede hjorte vi var stødt på tidligere på dagen.

Og så var der ham. Han fyldte så meget mere end noget andet. Hans fært flød ind i mine næsebor og flød så langsomt videre i ud i hele min krop, fyldte mig med den fantastiske fært af ham. Hans fantastiske gyldenbrune pels kildrede blidt min side, og somme tider puffede han lidt til min, eller faldt ind i mig.

Vi var nået toppen af det bjerg vi havde besteget. Langsomt stoppede vi op, stadig side om side, men med mig et lille skridt foran. Vi var begge varme efter løbet, og vores åndedrat var tunge. Jeg puffede kærligt til ham, og snart rørte vores snuder hindanden. Hvis jeg havde kunnet fortælle ham hvor meget jeg elskede ham havde mit liv været fuldendt. Jeg havde været så lykkelig at jeg kunne dø.

Og så blev det hele brat revet fra mig. Med en klynken sprang han pludseligt fra mig, og sprang afsted af den vej vi var kommet for lidt siden. Det jeg elskede allermest i verden forlod mig i skræk. Det eneste der betød noget ville ikke vide af mig. Og jeg havde ikke engang fået fortalt ham hvor meget jeg elskede ham.

En tåre trille stille ned af min kind. Snart blev den efterfulgt af flere, men jeg ænsede det ikke. Hele min verden var brudt sammen. Langsomt begyndte jeg at gå. Gå, ad den modsatte vej end den vi var kommet fra.

 

Jeg hører ham stadig. Altså rigtigt, ikke bare inden i mig hvor han ellers er konstant. Hver nat kalder han på mig. Det er kun hans stemme der kan hørers, de andre i koblet er der ikke mere.

Hvis jeg havde kunnet havde jeg svaret ham. Jeg havde hylet tilbage og var sprunget afsted ud i natten, ud til ham, og vi havde løbet sammen til verdens ende.

Men jeg kan ikke. Jeg er ikke som ham mere, de har taget deres gavmilde gave tilbage. Jeg kan intet gøre.

 

Men der er en ting jeg ønsker mig mere end noget andet. Hvis bare jeg havde gjort det, havde jeg måske kunnet klare at leve alene, leve uden ham. Men ikke nu. Ikke når jeg aldrig havde fortalt ham hvor meget jeg elskede ham.

 

Jeg løfter foden og bevæger benet fremad. Det føles som om tiden står stille. Så sætter jeg foden ned igen. Denne gang er der ikke den faste jord mere. Der er ingenting. Jeg er ikke bange. Jeg nærmest daler ned mod jorden, og lige inden jeg rammer den hvisker jeg stille ud i natten:

”Jeg elsker dig. Jeg elsker dig mere end noget andet”

Lige da alt blev sort hørte jeg en ensom ulvs hyl svare mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...