So much madness | One Direction (One shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2013
  • Opdateret: 24 feb. 2013
  • Status: Igang
Hun var skør, helt igennem skør. Psykisk syg kaldte de hende. De vidste bare ikke hvad hun havde været igennem. De kende ikke de følelser der gnavede inde i hende, kendte ikke til hendes bundløse sorg. ♣ Madeleine Parker bor på en anstalt. Ikke bare en almindelig opdragelsesanstalt, men et sted for unge der er noget galt med. Madeleine er blevet kaldt psykisk syg så længe at hun til sidst selv troede på det. Selv troede på at der var noget alvorligt galt med hende. Selv troede på at hun var en fiasko. Hvad andre ikke vidste var, at grunden til hendes syge sind var kærlighedssorger. Kærlighedssorger over en helt speciel person - nemlig selve Harry Styles. | En slags One Shot. Der kommer prolog + kapitel + efterskrift. (Det flotte cover er lavet af Musique)

78Likes
89Kommentarer
2296Visninger
AA

2. One shot

Væggene var en solskinsgul farve, som nok var beregnet til at peppe stemningen lidt op. Det gjorde den dog langt fra. Malingen var begyndt at skalle af, og grå betonpletter kunne skimtes rundt omkring. Der lugtede klamt af sved, og fugt inde i det gule rum. Rundt omkring sad børn og unge, som så ud som om de snakkede. Et par stykker sad og legede med legoklodser i et hjørne. De havde gang i en højlydt diskussion om hvilken farve deres hus skulle være.

Inde i et hjørne sad en pige. Man ville sikkert ikke ligge mærke til hende, hvis man ikke kiggede rigtig godt efter. Hun gik nærmest i ét med den grågule væg bag hende, grundet hendes grumsede hår, og den snavsede kjole, som sikkert engang havde været hvid. Nu var den bare beskidt og grå. Hendes hår hang glansløst og grumset ned langs hendes skuldre, og man kunne knap se hvilken farve det havde. Hun lignede en der ikke havde været i bad i hundrede af år. Hendes hud var bleg, og det eneste der gav en smule farve til hende, var de rødbrune fregner der var strøet ud over hendes hud. 

Børnene var holdt op med at diskutere, og legede nu i fred. En ældre dreng vadede hvileløst frem og tilbage på gulvet. Hans rastløshed gav pigen lyst til at give ham en på kassen. Alligevel rejste hun sig ikke op fra sin mere eller mindre ubehagelige stilling. Hun havde fuldkommen mistet livsgnisten, hvilket egentlig var hele hovedsagen til at hun var på denne anstalt. Et fængsel foretrak hun at kalde det i tankerne. De havde placeret hende her i dette farveløse sted mod hendes vilje. Det var ment til at hjælpe hende, men det gjorde bare det modsatte. Det gjorde hende endnu mere modløs end hun var i forvejen. Psykisk syg kaldte de hende, selvom de aldrig havde fundet ud af hvad der var galt med hende. De var bare nået til den konklusion at hun var dybt deprimeret, og at der var noget galt med hende.

De kendte hende ikke. De kendte ikke noget til hendes følelser. Ikke noget til den enorme smerte der hver dag prøvede at komme ud. Men hun beholdte den inde i sit hjerte, og inden i kroppen. Hun ville ikke vise følelser. Ikke en eneste. Følelsesløs var hun blevet - det troede hun i hvert fald. Men så længe hendes hjerte bankede, så længe ville følelserne stadig ligge inde bag ved og lure. Vente på det rette øjeblik til at springe ud og ødelægge den facade hun havde bygget op.

 

Det skæbnesvangre øjeblik tog sig ikke lang tid om at komme. Allerede få uger efter skete der noget, som ville forandre hende og hendes farveløse liv på anstalten for altid.

 

Madeleines synsvinkel

Jeg sad op ad væggen, og tænkte. Stillingen jeg sad i var ikke just behagelig, men det var det mest afsides sted i 'det gule rum', som det blev kaldt. Jeg ville dog ikke personligt kalde det gult. Malingen var skallet og grim, så store grå plamager blev vist frem. Alle de børn og unge der boede her var godt trætte af de forfærdelige farver, de dårlige vilkår og det ligeglade personale. Eller, det kunne jeg egentlig ikke udtale mig om; jeg havde kun hilst på få af de andre mennesker der boede her, på trods af at vi var mindst tyve personer der boede i dette her hul. Aaron var en af de personer som jeg havde hilst på. Han var seksten år, og led af personlighedsspaltning. Den ene af hans væremåder kunne jeg meget godt lide. Der var han flink, rar og nede på jorden. Men den anden brød jeg mig knap så meget om. Når han var den person, var han rastløs, og blev meget nemt sur. Jeg var tit blevet fortalt at jeg var den eneste person der kunne få ham ned på jorden når han fik sine raserianfald. 

Hans anden personlighed kørte nu. Han gik frem og tilbage på gulvet, og kunne ikke finde hvile. Hans brune hår hang fedtet ned i hans øjne, og de grågrønne øjne var modløse. Hvis han havde været iklædt noget andet tøj, og hvis han ikke var så beskidt, ville han nok blive fundet tiltrækkende, ja ligefrem lækker, af nogen piger. Jeg ville nok være af samme mening engang. Men ikke mere.

Ikke efter ham.

 

Han havde ødelagt det begreb inde i mig der blev kaldt kærlighed. Han havde forværret mit i forvejen allerede ekstremt dårlige socialliv, og han havde fået mig ind på dette forfærdelige sted. 

Faktisk følte jeg mig som et dårligt menneske at skyde skylden på ham. Det var jo ikke hans skyld, det var mit hjerte der ikke ville samarbejde med mit hoved. Jeg havde vidst hvad der ville ske, men alligevel havde jeg skubbet muligheden for at vi nogensinde ville gå fra hinanden, langt væk, bagerst i hjernen. Jeg havde hele tiden vidst det, og det var det der nagede mig så meget. Han havde været sammen med andre så mange gange at jeg ikke længere havde tal på det. Han var en player, og ville aldrig være andet. Alligevel elskede jeg ham så højt at det gjorde ondt. Det var min kærlighed til ham der havde ødelagt alt hvad jeg havde kært.

 

"Jeg advarede dig! Han er ikke til at stole på!"

Hendes stemme rungede stadig i mit hoved, selvom det var flere timer siden ordene var kommet ud af hendes mund. Mine øjne var røde og hævede, og jeg frøs gevaldigt meget. Alligevel flyttede jeg mig ikke fra den bænk jeg sad på. Den stod skjult under skyggen af et stort piletræ, så de forbigående mennesker lagde sikkert ikke mærke til den ulykkelige pige under træet. Hvorfor skulle de dog også det?

Jeg havde altid været hende den usynlige og forbigåede. Jeg havde aldrig været noget specielt, så hvorfor skulle jeg være det nu? Jeg havde følt mig speciel med ham. Han havde altid formået at peppe mit humør op, når jeg var ked af det. Og det var jeg ret tit. Jeg havde bare været blind - jeg havde aldrig set at de egentlige grunde til at jeg så tit var ked af det var ham selv. Det var hans skyld at jeg nu sad i piletræets skygge, dybt ulykkelig og helt ude af mig selv.

Min søster havde jo haft ret da hun sagde at hun ikke stolede på mig. At jeg heller ikke burde. Alligevel blev jeg ved med at elske ham. Hun havde advaret mig mange gange. Hun havde vist mig avisforsider, hvor han blev set kysse og gå med andre piger end mig. Jeg havde været direkte blind - tænkt at jeg ikke havde set det.

Han legede bare med mig.

 

Jeg tog en dyb indånding, da det gamle minde blev skubbet frem til overfladen. Min søster. Hende havde jeg ikke skænket en tanke i forfærdelig lang tid. Vi havde ikke set hinanden sidden jeg og Harry var flyttet sammen. Harry. Det gjorde ondt at tænke på ham, og inderst inde elskede jeg ham vel stadig. Men jeg hadede ham også. Hadede ham fordi det var hans skyld jeg var endt herinde, hadede ham fordi at han var for god til mig. Fordi at han egentlig stadig inderst inde betød mere for mig, end nogen andre nogensinde havde gjort. Det var ham der havde hjulpet mig igennem svære tider - men på den anden side; det var også ham der havde givet mig den sværeste tid i mit liv, og jeg vidste ikke om jeg nogensinde kunne tilgive det.

 

Jeg blev vækket af mine tanker, da en hånd lagde sig på min skulder. Jeg vidste hvem det var, før jeg kiggede op. Den klamme lugt sneg sig mod mine næsebor, og jeg rynkede kort på næsen. Det var forstanderinden Miss Pale. Lugten talte for sig selv, og de skarpe negle var heller ikke til at tage fejl af. De borede sig ned i min hud, men det gjorde ikke ondt. Jeg måtte snart have permanente neglemærker i højre skulder, så tit gjorde hun det. 

Jeg kiggede, mod min vilje, med afsky op på hende. Hun sendte mig bare et klamt smil, der viste hendes - overraskende nok - hvide tænder. Mit ansigtsudtryk ændrede sig til et spørgene ét, da hun ikke sagde noget, blot smilede falsk. Da hun endelig fattede et vink med en vognstang, løftede hun kort de optegnede øjenbryn, og åbnede endelig munden for at sige noget.

"Vi får besøg".

Var det virkelig alt hvad hun havde at sige? Jeg løftede mit øjenbryn, og kiggede irriteret på hende. Jeg havde ikke i sinde at spørge hvad hun mente. Faktisk var den eneste jeg nogensinde havde sagt ord til på denne anstalt, Aaron. Man kunne vel godt kalde ham min ven, men jeg ved ikke om det var det bedste ord for det. Nærmere 'bekendte'. 

Jeg undrede mig over hvad Miss Pale havde ment med at vi fik besøg. Jeg fik aldrig besøg, så jeg havde ingen idé om hvem det ellers kunne være. Min søster havde for længst droppet kontakten til mig, og det samme havde min mor. Min far havde jeg egentlig aldrig mødt, men det havde aldrig gået mig på, så jeg kunne ikke rigtigt komme på hvem det kunne være det ville besøge mig. Medmindre det var ham - men det var helt sikkert en umulighed. Han havde helt hundrede glemt mig, blandt havet af piger.

 

Harrys synsvinkel

Jeg og drengende sad i bilen, på vej ud til en anstalt for 'børn og unge med psykiske problemer'. Det mindede mig en smule om min ekskæreste Madeleine. Hendes søster havde vidst sagt noget om at hun var blevet indlagt på sådan et sted, men jeg kunne jo være ligeglad. Hun var ude af mit liv, men alligevel mindede nærmest alt jeg så og hørte om mig om hende. Det var en mærkelig form for besættelse jeg havde af hende. Jeg havde ikke været en særlig god kæreste, det havde jeg godt indset. Det var jo også derfor jeg slog op med hende i første omgang. Hendes reaktion havde bare fået mig til at indse noget andet: hun havde ingen steder at gå hen. Så vidt jeg havde forstået det hele, så var hun ikke på talefod med hendes søster og mor længere, og hendes far.. ja ham havde hun aldrig rigtig talt om. Hun var altid klappet i som en østers, hver gang jeg bragte emnet på banen.

"Harry?"

Liams stemme gav mig et chok, og fik mig til at vågne op fra min døs. Jeg kiggede hen på ham, og han smilede. "Vi er fremme," sagde han, og åbnede bildøren. Først der mærkede jeg at bilen stod stille, og jeg gav mig selv en mental ironisk highfive. Tænk at jeg var så væk i mine tanker, at jeg ikke havde bemærket vi var stoppet. Et afskallet rødt murstenshus tårnede sig op over mig. Et skilt som var ved at falde ned stod ved indgangen, og man kunne lige præcis tyde at der stod 'Solhjem' på. Stedet var dog dystert, og vi kiggede skeptisk på hinanden. Louis rynkede brynene, og mumlede noget vi knap kunne høre. 

Det var Liam der tog beslutningen, og trådte frem. "Det må være her," mumlede han, men han lød ikke særlig sikkert i sin sag. Huset lignede mest af alt noget der skulle til at rives ned.

 

Døren knirkede da vi trådte ind. En skriggrøn entre, med en masse jakker hængende. De fleste var fulde af støv, og så ikke ud som om de havde været brugt længe. Kom de der boede her aldrig ud eller hvad? En dame kom ud fra en pink dør, og sendte os et stort hvidt tandsmil. Hun havde det grå hår oppe i en stram knold, som nærmest gav hende en ansigtsløftning. Jeg kan sige det mildt - det klædte hende ikke. På trods af de skrigene farver, så stedet her forfærdeligt farveløst ud. Så ensomt og forladt. Jeg forstod ikke hvordan nogen faktisk kunne holde ud af bo her, for her var ganske forfærdeligt efter min mening.

Jeg kunne mærke fem par øjne stirre på mig, så jeg kiggede forvirret på drengene og damen. Louis smilede til mig, og mimede 'er du klar?'. Vi forstod hinanden så godt, og han var helt hundrede procent min bedste ven. Jeg sendte ham et kort nik, og vi gik ind gennem døren, mens vi sang.

You're insecure

Dont know what for

You're turning heads when you folk through the door

Don't need make-up

To cover up

Being the way that you are is enough

 

Og der var det så at jeg ikke kunne synge med mere. Drengene fortsatte, men jeg kunne bare ikke. Jeg havde nemlig fået øje på en person der sad sammenklemt hende i hjørnet, med benene oppe under hagen. Hun vendte væk fra os, så hun kunne ikke se mig. På trods af at det kun var hendes ryg der kunne ses, var hun let genkendelig. 

Da sangen var slut, trak Zayn mig til side med et undrende udtryk i ansigtet. Jeg kunne med det samme gætte hvad han ville spørge om, så jeg nikkede bare til ham, for at signalere at han bare kunne spørge løs. 

"Hvorfor sang du ikke med?"

Spørgsmålet kom ikke bag på mig, men alligevel blev jeg en smule forundret over hans pludselige fremgangsmåde. Det lignede ham ikke.

"Je.. jeg så bare en jeg kendte. Vent her, er straks tilbage," mumlede jeg, og styrede beslutsomt væk fra Zayn, og hen mod hende. Jeg var næsten helt sikker på at det var hende, selvom jeg kun havde set hendes ryg. Med lange beslutsomme skridt bevægede jeg mig hen mod hende, men alligevel kunne jeg mærke tvivlen nage inde i mig. Hun ville uden tvivl ikke blive specielt lykkelig for at se mig, det var klart. Alligevel var jeg spændt på hendes reaktion. Hun havde ikke engang kigget hen på os endnu, så jeg troede ikke at hun vidste det var mig. Hun vidste godt jeg kunne lide at synge, men jeg tror ikke hun nogensinde havde hørt nogen af mine sange. Hun havde altid lukket sig meget inde i sig selv, og jeg havde aldrig rigtig følt at jeg kendte hende.

Jeg stod nu lige bag hende, og hun havde stadig ikke reageret. Hun sad bare der med ryggen til mig, fuldkommen udtryksløst. Hvis jeg ikke havde set hendes skuldre hæve og sænke sig, ville jeg nok tro at hun var død. Hun lignede lidt en mærkelig form for kludedukke, som hun sad der op af væggen, og helt slap. Jeg prikkede hende på skulderen, og hele hendes krop stivnede, men hun vendte sig stadig ikke om. Hvad var der dog galt med hende?

Jeg stavrede om, så jeg kunne se hende fra fronten. Hun sad med fuldkommen opspilede øjne, og stirrede forfærdet på mig. I det øjeblik lignede hun ikke en pige på 19 år, snarere en dukke. En livløs dukke.

Jeg trådte forskrækket et skridt tilbage da jeg fik studeret hendes ansigt nærmere. Hun var snavset, virkelig snavset. Alligevel kunne hendes små fregner ses gennem det tykke lag urenheder. Hendes mund var lille og fin, men læberne var sprukket helt op, og det lignede de ville gå fra hinanden hvert øjeblik det kunne være. Hun var helt bleg, men hendes røde karakteriske ar lyste rødt op. Det gik ned af halsen, fra øret og ned til hendes kraveben. Hun havde altid hadet det, men det var en del af hende - og hende uden arret, det var ikke rigtigt hende.

Hun lignede en der var gået i dvale. Hun sad der med opspilede øjne og kiggede på mig - uden at sige noget. Jeg satte mig ned på knæ foran hende, og lagde langsomt hånden på hendes skulder. Hun spjættede vildt, og dunkede hårdt baghovedet ind i væggen. Hun lod dog ikke til at ligge mærke til det. Hun trak knæende beskyttende op under hagen, og kiggede frygtsomt på mig, som om jeg ville gøre hende noget. Det kunne jeg dog aldrig finde på.

At se hende sådan der - nærmest som om hun var bange for mig - gjorde mig urolig. De fandt nogen følelser frem inden i mig, som jeg troede jeg havde tabt for længst. En følelse af omsorg for hende - for Madeleine. Gamle følelser røg op til overfladen, som fjer flyder på vand. Jeg fik bare lyst til at holde om hende, og fortælle hende at det hele nok skulle gå. Jeg blev komplet forvirret. Vi var ikke kærester mere, ja faktisk, så kendte jeg hende ikke mere. Så hvorfor dukkede alle disse følelser op igen? De mindede mig om første gang vi så hinanden, og de første gange vi havde tilbragt sammen. Jeg var så forelsket i hende dengang, og det var jeg på ingen måde mere. Alligevel forvirrede følelserne mig, for de ville have mig til at indrømme det modsatte. At jeg inderst inde stadig holdt af hende.

Jeg sukkede for mig selv, og lod mine tanker synke dybt ned i alle de minder jeg for længst havde fortrængt i den bagerste del af hjernen. Måske var det tid til at finde dem frem igen. Grave dem frem fra glemmeskuffen.

 

Vi sad i hver sin ende af sofaen, og så film. Hendes øjne var klistret til skærmen, men det kunne man vidst ikke sige at mine var. Jeg betragtede hende nøje. Hendes flotte hår hang i flotte krøller ned af hendes blege ryg. De smukke øjne der betragtede skærmen havde en fantastisk evne til at tryllebinde mig, og hendes små læber der var lige til at kysse. Jeg var dybt forelsket i hende, og det havde jeg efterhånden været i langt tid. Hun var fantastisk tiltrækkende, og det var jeg ikke ene om at synes. Hver gang en fyr kiggede efter hende på gaden, havde jeg en trang til at slå personen ned. Ikke fordi jeg til hverdag var voldeligt anlagt, mest bare fordi jeg ville have hende for mig selv.

Men hun havde friendzoned mig. Jeg vidste det udmærket godt, og det sårede mig gang på gang. Bare jeg gjorde små tilnærmelser, som at tage hendes hånd, eller andre små, næsten ubetydelige ting afviste hun mig. Alligevel forsøgte jeg gang på gang.

Jeg vågnede op fra min dagdrøm, ved at mærke et par øjne stirre på mig. Jeg gjorde mit blik klart, og rødmede da jeg så hendes undrende blik på mig. Hun rystede dog efterfølgende bare på hovedet af mig, og vendte blikket tilbage til filmen. Faktisk vidste jeg ikke engang hvad vi så. Så optaget havde jeg været af hende.

 

Jeg kunne tydeligt huske dengang. Jeg havde fundet hende så enormt tiltrækkende, og hun havde ikke værdiget mig en tanke, når hun kom omkring ordet "kærlighed". Dog få uger efter havde hun endelig sagt ja til mine små tilnærmelser, og vi var blevet kærester. Det havde været den lykkeligste tid i mit liv, og nu jeg tænkte over det, kunne jeg ikke forstå hvad der var gået galt for os. 

Det havde været min skyld at vores forhold var endt som en bunke møg på gulvet. Jeg havde forsømt hende. Hun havde altid været god og barmhjertig. Jeg havde svigtet hende. Jeg var gået regelmæssigt på klubber, og havde i rusen taget med flere piger og kvinder med hjem. Hun havde altid båret over med mig, og nu hvor jeg tænkte over det, kunne jeg godt se hvor dumt jeg havde opført mig. Jeg havde været et svin overfor hende.

 

Det var hende der vækkede mig op fra mine tanker, ved at prikke mig forsigtigt i hovedbunden. Da jeg kiggede op på hende, fór hun endnu engang tilbage, og endnu engang røg hendes hoved hårdt ind i væggen. Jeg greb instinktivt fat i hendes ene hånd, og hun prøvede at vride den fri. Hun havde dog ikke nok kræfter til dette, og da hun indså det, lod hun den bare falde slapt ned langs siden. Hun stirrede udtrykstløst på mig, og det lignede hun forventede jeg ville sige noget. Derfor besluttede jeg mig for, at det måtte jeg hellere gøre. 

"Madeleine.." startede jeg ud. Ikke ligefrem den bedste start, men bedre end ingenting. Jeg så på hende, og hun så ærlig talt en smule skræmt ud. Gjorde jeg hende bange?

"Du behøver ikke være bange for mig. Jeg vil dig ikke noget ondt" fortsatte jeg. Det så ikke ud som om hun troede på mig, og det gjorde ondt. Hun stolede ikke på mig - men det havde hun ærlig talt en god grund til.

Jeg kiggede rundt i lokalet, for at sikre mig at ingen andre lyttede. Da jeg havde fået på plads at de andre drenge havde travlt med andre ting, vendte jeg endnu en gang min opmærksomhed mod Madeleine. 

Jeg åbnede munden, og jeg vidste at en lang talestrøm nu ville følge. Jeg havde nemlig enormt meget jeg gerne ville fortælle hende.

"Madeleine. Je-jeg ved ikke hvorfor du er her. Jeg sværger, jeg havde ikke regnet med at du ville være på sådan et sted. Du har altid været en glad person, men når jeg ser dig nu.. Ja, du skræmmer mig. Jeg ved ikke om du har set dig selv.. men.. du ligner ikke den gamle Maddie. Du er slet ikke så livsglad mere - dine øjne..." - han sank nervøst en klump - "afspejler så mange ting.. negative ting.. Je-jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Du skal ikke være her på dette sted. Det ødelægger dig, Maddie. Kan du ikke se det? De er i færd med at ødelægge en hver glad lille celle i din krop. De laver dig til et monster. Og du er allerede godt på vej. Madeleine, vil du ikke nok blive dig selv igen?"

 

Hun stirrede bare på mig, som om der var noget galt med mig. Så gjorde hun noget af det første rigtige "menneskelige" jeg havde set nogen gøre i dag. Hun græd. Tårer trillede lydløst ned af kinderne på hende, og det stak inden i mig. Selvfølgelig brød jeg mig ikke om at se hende græde, men det at jeg vidste at hun ikke bare var en eller anden livløs dukke, gjorde mig virkelig glad. Tårerne fortsatte med at trille, og jeg tog min anden hånd - den ene holdt jeg jo fast i hende med - og tørrede dem langsomt væk. Hun reagerede ikke rigtigt på det, og det var et godt fremskridt. Alligevel manglede der noget.

"Maddie... Vil du ikke nok sige noget?"

Min stemme var bedende, og da jeg kiggede op for at se hendes reaktion, var det blot en rynket pande. Det lignede at hun ikke forstod hvorfor, men jeg vidste hun gjorde. Derfor greb jeg med min ledige hånd, fat i hendes ledige hånd, og kiggede indtrængende på hende. 

Hendes blik ændrede sig, og i et kort øjeblik viste sorgen sig, for hun endnu engang skiftede tilbage til dukke versionen af hende. Hun åbnede munden, og jeg så forventningsfuldt på hende. Hun lignede en der ikke havde talt i hundrede år.

Hendes sår på læberne sprak med en klam lyd. Mit greb om hendes hænder blev hårdere. Jeg ville høre hendes stemme. Lige nu var det den ting der betød allermest for mig. At høre at hun stadig kunne tale.

"Harry."

En svag stemme afbrød mine tanker, men jeg vidste lige med det samme hvor den kom fra. Jeg kiggede lynhurtigt på Madeleine, som så helt forskrækket ud over at hun havde sagt noget. Jeg sendte hende et beroligende smil, og løsnede grebet om hendes hænder en smule.

"Maddie. Vil du ikke nok fortælle mig om... det her?" spurgte jeg, og så bedende på hende. Jeg ville nødigt have at hun følte sig presset, men jeg ville bare rigtig gerne vide hvorfor. Hvordan. Hvem.

Alle de spørgsmål, jeg gerne ville have svar på - og svaret sad lige foran mig. Det krævede blot at hun tog mod til sig og åbnede munden. Jeg ville gerne hjælpe hende. Jeg ville gerne få hende ud af dette sted - gøre hendes liv bedre. Jeg havde været med til at ødelægge det - og nu ville jeg forsøge at lime stumperne sammen igen. Det skulle lykkedes. Jeg ville aldrig tilgive mig selv hvis hun aldrig blev glad igen.

Jeg mærkede de salte tårer glide ned af mine kinder, og jeg åbnede overrasket munden. Jeg græd ikke særlig tit, jeg foretrak at holde frustrationerne inde i mig selv. Alligevel rørte situationen som jeg sad i nu, mig en smule. Min ekskæreste sad foran mig, og hun lignede på ingen måde sig selv. Hendes sørgelige ydre gav mig lyst til at kramme hende ind til mig, og aldrig slippe hende igen. Det var ikke normalt for mig at føle sådan en omsorg for nogen, og slet ikke mine ekskærester. Alligevel kunne jeg ikke give slip på Maddie.

Når man taler om solen skinner den - eller Madeleine skinnede ikke, hun så snarere grå og mat ud. Men hun talte. Hun talte til mig.

"*Harry..."

Hendes hæse stemme fik mig til at øjeblikkeligt vende ansigtet mod hende. Jeg nikkede ivrigt, og trykkede blidt hendes hænder. Hun skulle vide at jeg var her for hende.

"Jeg... jeg er ikke vant til det her... at tale mener jeg".

Jeg rynkede brynene kort. Var hun ikke vant til at tale? Var det derfor hendes læber var så sprukne, og hendes stemme så hæs? Hun så mit spørgende ansigtsudtryk og fortsatte med at tale.

"Jeg ved ikke hvorfor du er her, og jeg har heller ikke lyst til at vide det. J-Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke holde ud af at være her. Jeg føler mig så indelukket, og .. jeg kan snart ikke holde det ud længere. J-jeg har tænkt på det længe, og jeg har besluttet hvad der skal ske. Jeg vil væk herfra. Jeg mener ikke bare ud af bygningen - jeg mener helt væk. Min far venter på mig oppe i himlen. Han sidder og smiler ned til mig".

Hun afsluttede sin tale med et saligt smil. At hun havde fået sagt det hele lettede hende tydeligvis. Jeg var i chok. Hun ville væk her fra? Betød det at hun ville begå selvmord? Det måtte hun ikke.

En pludselig beskyttertrang vældede op i mig, og jeg trak hende ind i et tæt kram. Det lod ikke til at komme bag på hende, så hun lod bare armene hænge slapt ned langs siden. Hendes hjerte bankede unaturligt hurtigt. Hun begyndte at udstøde nogen små mærkelige lyde, og jeg slap taget i hende så hun kunne få luft. Jeg sendte hende et lille smil, og hun smilede tilbage. Hendes tænder havde en klam gul farve, men alligevel blev jeg helt glad af at se hendes smil. Det var som om en lille del af den gamle Maddie var kommet tilbage til hende. Jeg tog endnu en gang fat i hendes hånd, og denne gang lod det ikke til at mine berøringer gjorde hende noget.

"Maddie -" mumlede jeg, og mit kælenavn til hende fik hende til at trække på smilebåndet.

"Det er brug for dig her. Du må aldrig tænke på at forlade mig. Lover du det?" spurgte jeg, og kiggede alvorligt på hende. Hendes smil falmede omgående, og hun så trist på mig. Hun rystede på hovedet, og kiggede flovt ned i jorden. Jeg kiggede såret på hende, og løftede hendes hoved med min frie hånd, så hun kiggede mig lige i øjnene.

"Du må aldrig gøre dig noget ondt. Jeg skal nok få dig ud her fra. Det lover jeg" hviskede jeg, og jeg mente det. Jeg havde aldrig sagt noget jeg mente så meget. Jeg ville fjerne hende fra denne anstalt, og det skulle være snart. Hun kunne ikke leve her, og det vidste vi begge to godt.

Hun overraskede mig, og tog initiativet. Hun faldt mig om halsen, og knugede mig ind til sig. "Jeg lover det" hviskede hun med grødet stemme.

Jeg vuggede hende stille i min favn.

"Jeg skal nok få dig ud her fra".

 

Madeleine var en fantastisk person. Jeg havde aldrig forstået hvorfor eller hvordan jeg nogensinde havde kunnet såre hende så meget som jeg nu gjorde. Jeg havde vidst det hele tiden. Maddie var mit ét og alt. Måske var hun ikke klar til det endnu, men når tiden kom ville jeg fortælle hende at jeg elskede hende. For det gjorde jeg. Af hele mit hjerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...