So much madness | One Direction (One shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2013
  • Opdateret: 24 feb. 2013
  • Status: Igang
Hun var skør, helt igennem skør. Psykisk syg kaldte de hende. De vidste bare ikke hvad hun havde været igennem. De kende ikke de følelser der gnavede inde i hende, kendte ikke til hendes bundløse sorg. ♣ Madeleine Parker bor på en anstalt. Ikke bare en almindelig opdragelsesanstalt, men et sted for unge der er noget galt med. Madeleine er blevet kaldt psykisk syg så længe at hun til sidst selv troede på det. Selv troede på at der var noget alvorligt galt med hende. Selv troede på at hun var en fiasko. Hvad andre ikke vidste var, at grunden til hendes syge sind var kærlighedssorger. Kærlighedssorger over en helt speciel person - nemlig selve Harry Styles. | En slags One Shot. Der kommer prolog + kapitel + efterskrift. (Det flotte cover er lavet af Musique)

78Likes
89Kommentarer
2343Visninger
AA

1. Prolog

Han tog min hånd, og kiggede alvorligt på mig. Jeg sendte ham bare et fjollet, forelsket smil. Smilet stivnede dog, da han kiggede alvorligt på mig, og udtalte de berømte ord, som alle piger - og drenge - hadede så meget. 

"Vi skal snakke".

Jeg stirrede på ham. Jeg vidste inderst inde godt hvad der skulle ske nu, men jeg havde bare håbet at det ville blive ved med at køre. Vores forhold havde ikke ligefrem kørt på skinner det sidste stykke tid. Harry var blevet set med flere piger inden for det sidste stykke tid, hvor de havde lavet mere end bare at udveksle kindkys. Jeg tilgav ham dog hver gang, for jeg elskede ham jo. Helt ind i min sjæl. Elskede ham så højt at det gjorde ondt. 

Mit hjerte bankede ekstra hurtigt, og jeg kunne mærke panikken. Jeg havde aldrig været god til at skjule mine følelser, eller mit temperament for den sags skyld. Det vidste han godt, og han havde altid været den der beroligede mig når jeg var vred. Fik mig til at grine når jeg græd. Han havde altid været der for mig, og jeg følte jeg stod i gæld til ham. Jeg havde aldrig været god til at lukke mig op for andre. Heller ikke ham, den person jeg elskede over alt på jorden, kendte mine dybeste hemmeligheder. 

Da han slap min hånd, bredte kulden sig over alt i min krop. Jeg rystede, på trods af at der var over 25 grader uden for. Han kiggede på mig, med et blik fuldt med medlidenhed. Han sukkede, så hans krøller hoppede på hans hoved. Jeg var stadig så dødforelsket i ham, som første gang vi mødtes.

"Madeleine?" spurgte han. Jeg kiggede ned på mine hænder, og han fortsatte med at tale. "Jeg tror ikke det går mere. Med os to mener jeg. Du er for god til mig. Jeg fejler hele tiden, og du tilgiver mig gang på gang. Jeg forstår ikke hvordan du kan holde mig ud".

Den sidste sætning gik ud i en mumlen, men alligevel var ordene klare i mine ører. Ja, de nærmest skar igennem luften. Holde ham ud? Selvfølgelig kunne jeg holde ham ud. Han var mit ét og alt. Aldrig havde jeg elsket en person så meget som jeg elskede ham.

Han kiggede på mig med et sørgmodigt blik i øjnene. Som om han ville prøve at sige noget til mig med sit blik. Jeg kunne bare ikke tyde det, for jeg ville ikke. Jeg ville ikke acceptere det han prøvede at sige. At han ikke holdt af mig på den måde jeg holdt af ham. At han ikke elskede mig mere.

"Madeleine? Vil du ikke nok se på mig," lød hans stemme. Den var grødet, og det lød som om han var på kanten til at tude. Ham, tude? Jeg måtte være helt væk. Jeg havde aldrig set ham græde rigtigt før. Ikke over mig i hvert fald. Måske var jeg bare ikke det værd?

Han lagde to fingre under min hage, og løftede mit hoved op så mine øjne mødte hans. De grønne øjne borede sig ind i mine blå. Jeg prøvede at lukke øjnene, men min krop lystrede ikke. Jeg faldt bare længere og længere i de grønne juveler, og et suk undslap fra hans læber.

"Sig noget," mumlede han. Hans vejrtræning blev hurtigere mens han stadig kiggede mig dybt i øjnene. Jeg åbnede munden, men ordene ville ikke ud. De sad fast inden i, sammen med alle de indebrændte følelser. Hans blik viste skuffelse. Han forstod ikke hvorfor jeg ikke ville sige noget. 

Hvorfor skulle han dog også det?

 

"Harry.." fik jeg fremstammet, og straks lyste hans øjne op på en mærkelig måde. Ikke som om han var glad, mere.. lettet, på en mærkelig måde. 

"Harry... undskyld," fik jeg sagt, og rev mig derefter ud af hans greb. Jeg kunne ikke se noget for tårerne der piblede frem i øjenkrogende, mens jeg løb frem som i blinde. Jeg kunne høre hans skridt bag mig, hvilket bare fik jeg til at sætte farten mere op. Jeg ville bare væk fra ham. 

Ham der havde knust mit hjerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...